I dag vil jeg gerne begynde med, at vi hver især forestiller os solen, der skinner fra en skyfri himmel på en dejlig varm sommerdag. Vi er i et lille øjeblik, hvor vi i tankerne vender ansigtet mod solens stråler og lader os gennemvarme af lyset og trækker vejret frit og nemt. Vi føler ikke smerterne i kroppen eller bekymringerne i sindet. Ja, som om vi var unge igen og frie for bekymringer, fulde af energi og lyst til at leve og lege og le sammen med vennerne. Det er da et skønt billede, ik? Et billede, man i tankerne kan vende tilbage til, når vejret slår om og bliver gråt, vådt og trælst; eller når tilværelsen og eksistensen begynder at gå mod efterår og vinter.
Det er ikke fordi, et minde om en dejlig dag kan frelse os, men sådan et billede og minde kan i hverdagen lindre i hjertet og løfte lidt på de tunge ting, vi bærer rundt på. Vi skal huske på lyset og varmen og de glædelige dage, for de tunge dage med mørke skyer skal tids nok komme til os, om vi vil det eller ej. Det hører vi også om i dag, når evangelisten Lukas fortæller historien om dengang, Jesus opvakte en død dreng. At en kvinde først mister sin mand og derefter sit førstefødte barn og sin eneste søn rummer en uforståelig og ubeskrivelig smerte, som vi næppe kan begynde at sætte os ind i. Vi kender vore egner smerter fra tab af vore kære, men ethvert menneske må bære sin egen sorg, og på den måde er vi altid en smule fremmede og alene selv over for dem, vi har ’nærrest og kærest’. Vi sørger på hver vores måde, og det har ikke ændret sig over de 2000 års afstand, der er mellem os og enken fra Nain. Alligevel kan vi jo fint relatere til, at hun må have haft det ganske forfærdeligt, og at det nok ikke er en overdrivelse at sige, at hun faktisk havde mistet al indhold i sin tilværelse, og må have følt sig helt og aldeles fortabt.
Hendes situation er desværre ikke så unik, da vi kender alt for mange historier om såvel kvinder som mænd, der mister hele deres familie og alt, hvad de ejer til naturkatastrofernes hærgen samt politiske krige og forfølgelser. Vores verdenssamfund kan være et sandt helvede for mennesker, og nyhedsmedier fortæller gerne den ene skrækhistorie efter den anden og er ikke blege for at vise såvel de døde og de døende som de sørgende og de flygtende i al deres nød og elendighed. Så kan vi sidde trygt i vores sofa hjemme i stuen og se på, hvordan verden ramler om ørerne på mennesker, vi aldrig kommer til at møde. Vi bliver efterhånden hærdet i hjertet af alt det onde vi hører og oplever i verden. Hvem græder over de millioner, der er på flugt eller de titusunde, der dør hver dag i krige og af hunger? Verdenssamfundet er skæv og der er masser af menneskeskabt ulighed og uretfærdighed – og det værste er, at vi har vænnet os til det. Og vi kan altid zappe videre til en anden kanal eller vende ansigtet væk. En ting er dog lidelserne hos mennesker langt væk, noget ganske andet er lidelser hos mennesker tæt på os.
Jesus blev aldrig vant til at se andres lidelser; han blev meget berørt af andres smerte og sorg. Da han udvirkede sit mirakel, skete der både for enken og for drengen – og for alle andre i nærheden – en bevægelse fra mørke til lys, fra død til liv, fra fortabelse til frelse, fra sorg til glæde. Og det er netop dér, vi skal hen og lære Jesus at kende som ham, der ønsker at vende vores jordiske nød til himmelsk glæde. Han begynder i døden og sorgen og med sit ord skaber og velsigner han, så der sker genfødsel og genoplivelse – drengen var født til menneskelighed, men blev genfødt til kristelighed; derfra må også vi gå videre til spørgsmålet om troen. I det øjeblik Jesus stod ved den dødes båre, blev der ikke spurgt til hverken tro eller det levede liv, men Gud greb ind i dødens dybe, sorte hul og åbnede døren helt op til livet. Nu kan vi jo med rette indvende, at drengen igen ville dø en dag, og hvad nyttede det så, at han havde fået livet igen? Var Jesu tårer og mirakel ikke spildt på den dreng? Dertil må vi svare et fast og bestemt NEJ! For vi må passe på ikke at blive så nøjeregnende eller kyniske, at vi ikke kan se det himmelske under i det øjeblik, hvor Jesus bliver mere end bare en mand og et menneske i en tid langt borte. I dét afgørende øjeblik blev han for enken og den døde til både frelser og Guds søn. Hvornår bliver han det for os?
Hver søndag kan vi undre os over, hvorfor vi i kirken hele tiden skal vende tilbage til de gamle tekster, der rummer dybder af uforståeligheder, men det gør vi som en slags motion for troen; vi kommer herind for først og fremmes at lytte til andre ord end vore egne. Det i sig selv kan være krævende og afskrækkende for mange. For det andet samles vi for at tænke over vores plads i livet, vores rolle i samfundet og vort ståsted i forhold til kristendommen. Vi hører en masse, som vi måske i dagligdagen ikke skænker så mange tanker, og derfor kan søndagens ord og højmessens indhold virke meget fremmed og uforståelig for mange. Desuden skal vi overveje med vores samvittighed, vores sjæl og sind, hvor inderste i hjertet, om Jesus også er blevet frelser og herre for os. Her i kirken er troen både en privatsag og et fælles anliggende, for vi synger jo trosbekendelsen sammen og beder Fadervor sammen, ligesom vi synger salmerne sammen og sammen lytter til ordene fra Bibelen. Vi er i samme båd, såvel som mennesker i samfundet og som døbte i menigheden. Vi deler skæbne som mennesker og vi deler ikke mindst troen og håbet med hinanden. Kærligheden er dog det ypperste, som vi kan være fælles om, og det var netop kærligheden, der gjorde båren tom.
Kære menighed, om vi så skal miste og glemme alt andet; om vi skal vrage alle hellige handlinger og kirkebygninger, så må vi aldrig opgive det ene: At Guds kærlighed er til velsignelse for os. Det er måske en overraskelse, men Jesus var faktisk ikke medlem af folkekirken, og Gud har ikke i Bibelen skrevet, hvordan gudstjenesten skal holdes. Hvis vore gudstjenester truer med at skubbe folk væk fra Kristus, så lad os vrage det alt sammen, for alene at holde fast ved troen på håbet om, at Jesus virkeligt giver os liv, glæde og frelse.
Vi skal vende tilbage til mindet om solskinsdagen. Denne gang skal vi dog tænke på, at Jesus selv er lyset i vort liv. Med al sin medlidenhed og medfølelse er han som et evigt lys, og selvom han skinner i det dybeste mørke, kan mørket aldrig vinde over ham. Vi er lysets børn, for vi hører Kristus til. Lad det blive os til trøst her i dag såvel som hver en dag, mørket i sine mange afskygninger truer med at falde over os og frarøve os livet og glæden. Lad os her i kirken hylde glæden over livet! Lad os synge for at jage tvivlen ud af brystet! Lad os bede så tågen i tankerne forsvinder! Og lad os i det hele taget blive fyldt af den stemning og hellige ånd, som Jesus ved hver dåb og nadver lader flyde, så vi kan leve vort jævne og muntre, virksomme liv på jord. Amen.
Søndag den 6. oktober 2019 kl. 9.30 i Vilslev (med kirkekaffe) og kl. 11 i Hunderup. Det er 16. søndag efter Trinitatis, og Lukas skriver om opvækkelsen af enkens søn fra Nain. 1) DDS 754: Se, nu stiger solen 2) DDS 522: Nåden er din dagligdag 3) DDS 449: Vor Herre tar de små i favn --- 4) DDS 33: Han, som har hjulpet hidindtil, mel: Winding 5) DDS 277, v. 4-5: Herre, når din time kommer 6) DDS 731: Nu står der skum fra bølgetop
Intro til Jobs Bog 19,23-27a
Vi skal nu høre et afsnit fra Jobs Bog i Det Gamle Testamente. Job var en mand, der mistede alt, og som sad i en askedynge og snakkede med sine venner om sin onde skæbne. Han holdt dog fast ved håbet på Guds medlidenhed og fik den også til sidst.
Intro til Efeserbrevet 3,13-21
Paulus var en apostel der brugte hele sit liv på at udbrede kristendom i Middelhavsområdet; han blev tit smidt i fængsel og han blev endda stenet et par gange inden han i Rom døde ved halshugning. I dette afsnit skriver han til en kirke om, hvordan han gerne vil lide for, at andre kan tro på Jesus, for det er nemlig i troen, at man får styrken til at stå igennem lidelse og død.
MEDDELELSER
Willy Egmose besøger Vilslev Kirke mandag den 7. oktober kl. 19, og vi åbner dørene til fællessang og koncert.
Babysalmesang finder sted i Gredstedbro Kirke torsdag den 10. oktober kl. 11 og er for alle nybagte mødre og fædre i Kongeåpastoratet.
Brætspilscaféen holder igen åben fredag den 11. oktober kl. 13.30 i Sognehuset, og er for alle skolebørn, der har tid og lyst.
Søndag den 13. oktober har Katrine Gaub friweekend, og jeg står for gudstjenesterne i Hunderup kl. 9.30 (med kirkekaffe) og i Gredstedbro kl. 11.
Det er ikke fordi, et minde om en dejlig dag kan frelse os, men sådan et billede og minde kan i hverdagen lindre i hjertet og løfte lidt på de tunge ting, vi bærer rundt på. Vi skal huske på lyset og varmen og de glædelige dage, for de tunge dage med mørke skyer skal tids nok komme til os, om vi vil det eller ej. Det hører vi også om i dag, når evangelisten Lukas fortæller historien om dengang, Jesus opvakte en død dreng. At en kvinde først mister sin mand og derefter sit førstefødte barn og sin eneste søn rummer en uforståelig og ubeskrivelig smerte, som vi næppe kan begynde at sætte os ind i. Vi kender vore egner smerter fra tab af vore kære, men ethvert menneske må bære sin egen sorg, og på den måde er vi altid en smule fremmede og alene selv over for dem, vi har ’nærrest og kærest’. Vi sørger på hver vores måde, og det har ikke ændret sig over de 2000 års afstand, der er mellem os og enken fra Nain. Alligevel kan vi jo fint relatere til, at hun må have haft det ganske forfærdeligt, og at det nok ikke er en overdrivelse at sige, at hun faktisk havde mistet al indhold i sin tilværelse, og må have følt sig helt og aldeles fortabt.
Hendes situation er desværre ikke så unik, da vi kender alt for mange historier om såvel kvinder som mænd, der mister hele deres familie og alt, hvad de ejer til naturkatastrofernes hærgen samt politiske krige og forfølgelser. Vores verdenssamfund kan være et sandt helvede for mennesker, og nyhedsmedier fortæller gerne den ene skrækhistorie efter den anden og er ikke blege for at vise såvel de døde og de døende som de sørgende og de flygtende i al deres nød og elendighed. Så kan vi sidde trygt i vores sofa hjemme i stuen og se på, hvordan verden ramler om ørerne på mennesker, vi aldrig kommer til at møde. Vi bliver efterhånden hærdet i hjertet af alt det onde vi hører og oplever i verden. Hvem græder over de millioner, der er på flugt eller de titusunde, der dør hver dag i krige og af hunger? Verdenssamfundet er skæv og der er masser af menneskeskabt ulighed og uretfærdighed – og det værste er, at vi har vænnet os til det. Og vi kan altid zappe videre til en anden kanal eller vende ansigtet væk. En ting er dog lidelserne hos mennesker langt væk, noget ganske andet er lidelser hos mennesker tæt på os.
Jesus blev aldrig vant til at se andres lidelser; han blev meget berørt af andres smerte og sorg. Da han udvirkede sit mirakel, skete der både for enken og for drengen – og for alle andre i nærheden – en bevægelse fra mørke til lys, fra død til liv, fra fortabelse til frelse, fra sorg til glæde. Og det er netop dér, vi skal hen og lære Jesus at kende som ham, der ønsker at vende vores jordiske nød til himmelsk glæde. Han begynder i døden og sorgen og med sit ord skaber og velsigner han, så der sker genfødsel og genoplivelse – drengen var født til menneskelighed, men blev genfødt til kristelighed; derfra må også vi gå videre til spørgsmålet om troen. I det øjeblik Jesus stod ved den dødes båre, blev der ikke spurgt til hverken tro eller det levede liv, men Gud greb ind i dødens dybe, sorte hul og åbnede døren helt op til livet. Nu kan vi jo med rette indvende, at drengen igen ville dø en dag, og hvad nyttede det så, at han havde fået livet igen? Var Jesu tårer og mirakel ikke spildt på den dreng? Dertil må vi svare et fast og bestemt NEJ! For vi må passe på ikke at blive så nøjeregnende eller kyniske, at vi ikke kan se det himmelske under i det øjeblik, hvor Jesus bliver mere end bare en mand og et menneske i en tid langt borte. I dét afgørende øjeblik blev han for enken og den døde til både frelser og Guds søn. Hvornår bliver han det for os?
Hver søndag kan vi undre os over, hvorfor vi i kirken hele tiden skal vende tilbage til de gamle tekster, der rummer dybder af uforståeligheder, men det gør vi som en slags motion for troen; vi kommer herind for først og fremmes at lytte til andre ord end vore egne. Det i sig selv kan være krævende og afskrækkende for mange. For det andet samles vi for at tænke over vores plads i livet, vores rolle i samfundet og vort ståsted i forhold til kristendommen. Vi hører en masse, som vi måske i dagligdagen ikke skænker så mange tanker, og derfor kan søndagens ord og højmessens indhold virke meget fremmed og uforståelig for mange. Desuden skal vi overveje med vores samvittighed, vores sjæl og sind, hvor inderste i hjertet, om Jesus også er blevet frelser og herre for os. Her i kirken er troen både en privatsag og et fælles anliggende, for vi synger jo trosbekendelsen sammen og beder Fadervor sammen, ligesom vi synger salmerne sammen og sammen lytter til ordene fra Bibelen. Vi er i samme båd, såvel som mennesker i samfundet og som døbte i menigheden. Vi deler skæbne som mennesker og vi deler ikke mindst troen og håbet med hinanden. Kærligheden er dog det ypperste, som vi kan være fælles om, og det var netop kærligheden, der gjorde båren tom.
Kære menighed, om vi så skal miste og glemme alt andet; om vi skal vrage alle hellige handlinger og kirkebygninger, så må vi aldrig opgive det ene: At Guds kærlighed er til velsignelse for os. Det er måske en overraskelse, men Jesus var faktisk ikke medlem af folkekirken, og Gud har ikke i Bibelen skrevet, hvordan gudstjenesten skal holdes. Hvis vore gudstjenester truer med at skubbe folk væk fra Kristus, så lad os vrage det alt sammen, for alene at holde fast ved troen på håbet om, at Jesus virkeligt giver os liv, glæde og frelse.
Vi skal vende tilbage til mindet om solskinsdagen. Denne gang skal vi dog tænke på, at Jesus selv er lyset i vort liv. Med al sin medlidenhed og medfølelse er han som et evigt lys, og selvom han skinner i det dybeste mørke, kan mørket aldrig vinde over ham. Vi er lysets børn, for vi hører Kristus til. Lad det blive os til trøst her i dag såvel som hver en dag, mørket i sine mange afskygninger truer med at falde over os og frarøve os livet og glæden. Lad os her i kirken hylde glæden over livet! Lad os synge for at jage tvivlen ud af brystet! Lad os bede så tågen i tankerne forsvinder! Og lad os i det hele taget blive fyldt af den stemning og hellige ånd, som Jesus ved hver dåb og nadver lader flyde, så vi kan leve vort jævne og muntre, virksomme liv på jord. Amen.
Søndag den 6. oktober 2019 kl. 9.30 i Vilslev (med kirkekaffe) og kl. 11 i Hunderup. Det er 16. søndag efter Trinitatis, og Lukas skriver om opvækkelsen af enkens søn fra Nain. 1) DDS 754: Se, nu stiger solen 2) DDS 522: Nåden er din dagligdag 3) DDS 449: Vor Herre tar de små i favn --- 4) DDS 33: Han, som har hjulpet hidindtil, mel: Winding 5) DDS 277, v. 4-5: Herre, når din time kommer 6) DDS 731: Nu står der skum fra bølgetop
Intro til Jobs Bog 19,23-27a
Vi skal nu høre et afsnit fra Jobs Bog i Det Gamle Testamente. Job var en mand, der mistede alt, og som sad i en askedynge og snakkede med sine venner om sin onde skæbne. Han holdt dog fast ved håbet på Guds medlidenhed og fik den også til sidst.
Intro til Efeserbrevet 3,13-21
Paulus var en apostel der brugte hele sit liv på at udbrede kristendom i Middelhavsområdet; han blev tit smidt i fængsel og han blev endda stenet et par gange inden han i Rom døde ved halshugning. I dette afsnit skriver han til en kirke om, hvordan han gerne vil lide for, at andre kan tro på Jesus, for det er nemlig i troen, at man får styrken til at stå igennem lidelse og død.
MEDDELELSER
Willy Egmose besøger Vilslev Kirke mandag den 7. oktober kl. 19, og vi åbner dørene til fællessang og koncert.
Babysalmesang finder sted i Gredstedbro Kirke torsdag den 10. oktober kl. 11 og er for alle nybagte mødre og fædre i Kongeåpastoratet.
Brætspilscaféen holder igen åben fredag den 11. oktober kl. 13.30 i Sognehuset, og er for alle skolebørn, der har tid og lyst.
Søndag den 13. oktober har Katrine Gaub friweekend, og jeg står for gudstjenesterne i Hunderup kl. 9.30 (med kirkekaffe) og i Gredstedbro kl. 11.
