Hvad er liv, og hvor kommer livet fra?
Spørgsmålet er så gammelt som menneskeheden. Det er et stort spørgsmål, og måske er det nemmest at svare på, hvis vi ser på, hvad liv ikke er. Når mennesker visner, når livet ebber ud, og når en person ligger kold og livløs, så ved vi, at døden er indtruffet, og at det, der før var levende ikke længere rummer liv. Vi kender døden som det, at der ikke er liv. Og liv er der, hvor døden ikke er. Men det er lige svært at svare på, hvad liv og død er, for vi står midt i det hele og kan ikke få fuldstændige svar. Kun Gud, der har skabt livet kender hemmelighederne bag alting; og selvom vi søger svar på alting, er der meget, vi endnu ikke har fået svar på.
Hvad Lazarus døde af, ved vi ikke. Vi ved dog, at vi alle engang skal dø. Maria og Marthas bror var død, og de to søstre var ikke sene til at anklage livets Herre; han kunne jo have reddet deres bror fra døden. Når døden indtræffer, er alt håb om liv ude. De to søstre mødte Jesus uden tro på, at han kunne gøre noget over for døden – de havde mistet håbet på, at han var livets Herre, selvom Martha nemt kunne bekende, at Jesus er Kristus, Guds søn.
Kristus, Guds egen søn, begyndte at græde, for folkets sorg blev hans, og han græd både over folkenes manglende håb og over, at døden er en forfærdelig del af vores liv og verden. Jesus er altså ikke skånet for verdens lidelser, og han er ikke en fjern og urørlig person, men når Gud kommer til jord, møder han os på samme vilkår som vi lever under, også selvom det kan gøre ondt i krop og følelser at være til.
Vi hører desværre ikke, hvordan Lazarus havde det med at blive vækket til live. Men mange andre blev vakt til levende tro og håb, da de fik at se, at Jesus ikke var en plattenslager, men at der var kraft i hans ord. Og ved ord alene kam livet til Lazarus, sådan som Gud Faders ord engang gav liv til Adam. Ingen har fået livet for at leve alene, og Lazarus blev givet tilbage til sine søstre, tilbage til relationer med familie, venner og hverdag.
Hver gang, Jesus gjorde et under og et mirakel, hver gang han helbredte en syg og handicappet eller dæmonbesat, så gjorde han det som tegn på noget andet. Hvis formålet kun var helbredelse i sig selv, ville han have helbredt mange tusinde, men han gjorde kun få undere – og på den måde stod det stærkere. Vi kan tit spørge, hvorfor han kun helbredte dén og dén, når der var så mange andre, eller hvorfor opvækkede han kun Lazarus fra de døde, når der vel lå mange andre døde?
For det første ville Jesus hjælpe den person, der var nødstedt i sin synd, sygdom og fortabelse – og som rakte hænder ud og bad om hjælp. Som mennesker passer vi ind i dette skaberværk, og vi er som skabte til med vore sanser og væsen at leve her på jord, i medgang og modgang og sådan som vi tror. Idet Jesus helbredte, satte han igen personer ind i de rette sammenhænge, så de kunne leve og være de mennesker, Gud havde tænkt sig. De blev givet tilbage til et liv som alle andre, på godt og ondt, og så måtte de finde ud af at leve i et samfund, der før havde stødt de syge fra sig. At blive helbredt var altså ikke kun vidunderligt, men må have medført en masse frygt for, hvordan man dog skulle klare tilværelsen som en rask person. Som de blev sendt tilbage til livet, sendes også vi. Det blev påske for Lazarus, han stod op til nyt liv – og vi har lov at håbe, det må ske for os engang.
For det andet brugte Jesus de forskellige undergerninger til at vise og understrege, at han virkelig var Kristus, Guds søn. Nogle kommer til tro alene ved at høre, nogle vil gerne se tegn og undere, og vi lever nu i en tid, hvor vi kun har ord om dengang, da Jesus gik på vores jord. Spørgsmålet er blot, om vi tror? Dét er det evigt aktuelle spørgsmål, for om man er nok så syg eller nok så rask, så kan vi i troen på Kristus finde trøst og styrke til at leve, selvom alt gør ondt og verdens uretfærdigheder overvælder os. Jesus har givet os håb om, at Gud ikke har forladt sit skaberværk, og at vi ikke er nødstedte i vores synd, død og fortabelse – der er håb om tilgivelse, liv og frelse.
For det tredje skal Jesu tegn og undere trøste langt flere end den, der var blevet helbredt for synd, død og fortabelse. Jesus har i et par tusinde år inspireret mange af os til at leve på en ny måde – så vi kan tilgive vore fjender, hjælpe folk omkring os, give vort eget liv så andre kan leve. Som Herre over livet opgav Jesus selv sit eget liv for vores skyld – sådan er kærlighed: Den opgiver sig selv og lever kun for den andens skyld.
For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Og ligeledes elskede Jesus os, så han gav alt sit eget for vores skyld. Når Kristus viser sin kærlighed, skabes liv, skabes glædes, skabes mod og trøst. Troen kommer af det, der høres, og Lazarus blev kaldet ud af sin dødsgrav til livslys og glæde. Hører vi, når livets Herre kalder os ud af synd, død og fortabelse? Lytter vi, når han siger: Du skal elske din næste som dig selv? Det blev påske for Lazarus, og vi håber på livet og påsken for enhver. Amen.
Læs bibeltekster til 16. søndag efter Trinitatis
Salmer: 1. DDS 143: Med Den Enbårnes herlighed, mel: Schütz; 2. DDS 31: Til himlene rækker din miskundhed, Gud; 3. DDS 551: Der er en vej som vi alle går alene, mel: Holm; --- ; 4. DDS 224: Stat op min sjæl i morgengry; 5. DDS 476: Kornet som dør i jorden; 6. DDS 717: I går var hveden moden