Hvad skulle vi dog gøre uden vores mor? For det første ville vi ikke engang være blevet født. For det andet havde vi nok heller ikke fået noget at spise som spæde eller var blevet opdraget hjemmefra. I mit barndomshjem var hjemmet min mors domæne, og hun sørgede for os og opdrog os, imens min far tjente penge ude på arbejde og kom hjem til mere arbejde på det nedlagte landbrug med mange forskellige dyr i stalden. Jo, der var altid nok at gøre, når der skulle mættes munde på syv børn og en stald fuld af dyr.
Moderskabet har alle dage stået som noget særligt; det må også være særligt at bære et nye menneskes liv inde i sin krop under sit hjerte i mange måneder, indtil hun bliver forløst af graviditeten og bliver mor med alt, hvad der følger af søvnløse nætter, trætte lemmer og utak fra de poder, hun forsøger at give alt det bedste, men som ikke altid husker at takke hende. Kære mødre, Jomfru Maria kender jeres byrder og glæder!
Jomfru Marias søster, Salome, blev gift med den dygtige fisker Zebedæus, og de fik sønnerne Jakob og Johannes, som blev disciple af Jesus. Men selvom de fulgtes med Jesus og så hans mirakler, og selvom de følte sig særligt udvalgte til at gøre en forskel i verden, så var det altså deres mor, der som en tjener for dem måtte på knæ for at bede for sine sønners fremtid.
Som en moderne mor med curlingbørn ville hun sørge for, at hendes sønner fik de bedste placeringer ved livets bord i det kongerige, som Jesus skulle oprette. Man kan levende forestille sig sønnerne stå bag hende med høje forventninger, fordi de nu var kommet først til mølle og havde fået fremlagt deres store ambitioner. Hvem kan sige nej til en mor på knæ?
Jesus sagde ikke ”nej”, men sagde på sin typisk kryptiske måde, at kun Gud Fader i himlen har magt til at fordele bordkortene, og at brødrene vel nok skulle følge ham i hans vej – selvom de nok ikke vidste, at den gik til kors og grav, og at deres pladser på hans højre og venstre side ville blive som korsfæstede. I deres barnlige iver og hovmod, der især kendetegner unge mænd, var de klar til at betale en hvilken som helst pris bare for at få de bedste pladser.
Enhver har sin egen ambition, som man er klar til at lide for. Jeg synes det er tankevækkende, at mange unge studerende stræber enormt meget efter højere karakterer, selvom det giver en del af dem lavere selvværd og psykiske knæk. De udsættes for mange forventninger og stort pres, og de ofrer sig selv i forsøget på at sikre deres egen fremtid. Rundt omkring på arbejdsmarkedet rapporteres der om, at folk arbejder mere og går oftere ned med stress og mentalt dårligt helbred i en usund konkurrencekultur. Man kæmper for sig selv og sine egne. Samfundet synes at bifalde disse selviske men ødelæggende ambitioner. Om vi så skal stresspiske os selv til blods eller have rundsave på albuerne for at komme frem, eller træde andre ned på vores vej opad, er åbenbart ikke så vigtig - for enhver er vel sig selv nærmest?
Vi har en syndig tilbøjelighed i livet til at sætte vores sag over andres. Synden er en sten i skoen, en torn i øjet og en kæp i hjulet i forhold til Guds barmhjertighed, kærlighedens og retfærdighedens vilkår, fordi vi sætter os selv højere end vor næste og endda Gud; industrierne udnytter jordens og menneskers ressourcer, og mange må leve i fattigdom, så vi andre kan købe billige ting. Det er en stor kærlighedsløs synd og afgudsdyrkelse at sætte sig sådanne gyldne ambitioner for sin egen bekvemmeligheds skyld, for det kommer kun til at handle om, hvad vi selv vil opnå, og hvad vi selv får ud af det.
Jakob og Johannes var ambitiøse og villige til at følge Jesus til verdens ende og gravens dyb, hvis blot de fik deres indsats og lidelse betalt med velanseelse, ære og berømmelse i form af nogle bordkort tættest på kongen. Deres ambition og drøm deltes endda af de andre disciple, for da først de to brødre havde fået fremlagt deres hemmelige ønske, så blev de mødt med misundelsens vrede fra de andre disciple, der naturligvis også selv ville sidde tættest på Jesus; men deres mødre havde ikke kastet sig på knæ foran Mesteren.
Jesus måtte kalde til ro i forsamlingen, og han sagde skarpt, at hans budskab adskiller sig fra alt andet i verden. Ja, vi kan nå til tops i verden, hvis vi er klar til at selv at lide og få andre til at lide for vore ambitioner og egoisme. Men sådan skal det ikke være hos os kristne, for kristendom går ud på, at vi opgiver vore egne projekter og bliver ambitiøse på andres vegne. Dermed flytter vi fokus fra vores egen tilværelse og til, hvordan vi kan være til tjeneste for andres tro, håb og kærlighed her i det jævne og nære.
I dette fokusskifte bliver kristendom for alvor relevant for enhver af os, ligesom den var for Jesus’ disciple; budskabet gælder endnu – måske mere end nogensinde. Vi må opgive vores egoisme og egenkærlighed. Vi har jo fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af os: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med Gud. Hvis vi virkeligt mener noget med at være kristne, og tager Jesus’ ord for gode varer om, at vi skal være tjener for hinanden, ville det så ikke betyde noget for, hvordan vi er borgere i vores lokalsamfund? Måske skal vi begynde at tænke over, hvad vore ambitioner er for sognet og for folk omkring os. Måske skal vi til at tænke mere over, hvordan kan vi bidrage til, at der kommer vækst i troen, håbet og kærligheden hos andre? Amen.
Klik og læs Bibelteksterne: www.bibelselskabet.dk/13-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
Salmer: 1) 736: Den mørke nat; 2) 260: Du satte dig selv; 3) 411: Hyggelig, rolig; --- ; 4) 192: Hil dig, frelser og forsoner; 5) 474: Jesus Krist, du gav mig livet; 6) 730: Vi pløjed og vi så’de
Moderskabet har alle dage stået som noget særligt; det må også være særligt at bære et nye menneskes liv inde i sin krop under sit hjerte i mange måneder, indtil hun bliver forløst af graviditeten og bliver mor med alt, hvad der følger af søvnløse nætter, trætte lemmer og utak fra de poder, hun forsøger at give alt det bedste, men som ikke altid husker at takke hende. Kære mødre, Jomfru Maria kender jeres byrder og glæder!
Jomfru Marias søster, Salome, blev gift med den dygtige fisker Zebedæus, og de fik sønnerne Jakob og Johannes, som blev disciple af Jesus. Men selvom de fulgtes med Jesus og så hans mirakler, og selvom de følte sig særligt udvalgte til at gøre en forskel i verden, så var det altså deres mor, der som en tjener for dem måtte på knæ for at bede for sine sønners fremtid.
Som en moderne mor med curlingbørn ville hun sørge for, at hendes sønner fik de bedste placeringer ved livets bord i det kongerige, som Jesus skulle oprette. Man kan levende forestille sig sønnerne stå bag hende med høje forventninger, fordi de nu var kommet først til mølle og havde fået fremlagt deres store ambitioner. Hvem kan sige nej til en mor på knæ?
Jesus sagde ikke ”nej”, men sagde på sin typisk kryptiske måde, at kun Gud Fader i himlen har magt til at fordele bordkortene, og at brødrene vel nok skulle følge ham i hans vej – selvom de nok ikke vidste, at den gik til kors og grav, og at deres pladser på hans højre og venstre side ville blive som korsfæstede. I deres barnlige iver og hovmod, der især kendetegner unge mænd, var de klar til at betale en hvilken som helst pris bare for at få de bedste pladser.
Enhver har sin egen ambition, som man er klar til at lide for. Jeg synes det er tankevækkende, at mange unge studerende stræber enormt meget efter højere karakterer, selvom det giver en del af dem lavere selvværd og psykiske knæk. De udsættes for mange forventninger og stort pres, og de ofrer sig selv i forsøget på at sikre deres egen fremtid. Rundt omkring på arbejdsmarkedet rapporteres der om, at folk arbejder mere og går oftere ned med stress og mentalt dårligt helbred i en usund konkurrencekultur. Man kæmper for sig selv og sine egne. Samfundet synes at bifalde disse selviske men ødelæggende ambitioner. Om vi så skal stresspiske os selv til blods eller have rundsave på albuerne for at komme frem, eller træde andre ned på vores vej opad, er åbenbart ikke så vigtig - for enhver er vel sig selv nærmest?
Vi har en syndig tilbøjelighed i livet til at sætte vores sag over andres. Synden er en sten i skoen, en torn i øjet og en kæp i hjulet i forhold til Guds barmhjertighed, kærlighedens og retfærdighedens vilkår, fordi vi sætter os selv højere end vor næste og endda Gud; industrierne udnytter jordens og menneskers ressourcer, og mange må leve i fattigdom, så vi andre kan købe billige ting. Det er en stor kærlighedsløs synd og afgudsdyrkelse at sætte sig sådanne gyldne ambitioner for sin egen bekvemmeligheds skyld, for det kommer kun til at handle om, hvad vi selv vil opnå, og hvad vi selv får ud af det.
Jakob og Johannes var ambitiøse og villige til at følge Jesus til verdens ende og gravens dyb, hvis blot de fik deres indsats og lidelse betalt med velanseelse, ære og berømmelse i form af nogle bordkort tættest på kongen. Deres ambition og drøm deltes endda af de andre disciple, for da først de to brødre havde fået fremlagt deres hemmelige ønske, så blev de mødt med misundelsens vrede fra de andre disciple, der naturligvis også selv ville sidde tættest på Jesus; men deres mødre havde ikke kastet sig på knæ foran Mesteren.
Jesus måtte kalde til ro i forsamlingen, og han sagde skarpt, at hans budskab adskiller sig fra alt andet i verden. Ja, vi kan nå til tops i verden, hvis vi er klar til at selv at lide og få andre til at lide for vore ambitioner og egoisme. Men sådan skal det ikke være hos os kristne, for kristendom går ud på, at vi opgiver vore egne projekter og bliver ambitiøse på andres vegne. Dermed flytter vi fokus fra vores egen tilværelse og til, hvordan vi kan være til tjeneste for andres tro, håb og kærlighed her i det jævne og nære.
I dette fokusskifte bliver kristendom for alvor relevant for enhver af os, ligesom den var for Jesus’ disciple; budskabet gælder endnu – måske mere end nogensinde. Vi må opgive vores egoisme og egenkærlighed. Vi har jo fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af os: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med Gud. Hvis vi virkeligt mener noget med at være kristne, og tager Jesus’ ord for gode varer om, at vi skal være tjener for hinanden, ville det så ikke betyde noget for, hvordan vi er borgere i vores lokalsamfund? Måske skal vi begynde at tænke over, hvad vore ambitioner er for sognet og for folk omkring os. Måske skal vi til at tænke mere over, hvordan kan vi bidrage til, at der kommer vækst i troen, håbet og kærligheden hos andre? Amen.
Klik og læs Bibelteksterne: www.bibelselskabet.dk/13-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
Salmer: 1) 736: Den mørke nat; 2) 260: Du satte dig selv; 3) 411: Hyggelig, rolig; --- ; 4) 192: Hil dig, frelser og forsoner; 5) 474: Jesus Krist, du gav mig livet; 6) 730: Vi pløjed og vi så’de
