I kender sikkert lignelsen om den barmhjertige samaritaner – det er en af de fortællinger fra Bibelen, der oftest trækkes frem for at vise, hvordan vi skal være over for hinanden. Det er en gammel historie, en velkendt historie, og for at få noget nyt ud af historien, skal vi prøve at se sagen fra en anden vinkel. I dag skal I ikke se på præsten, men tænke på, hvordan det ville have set ud fra offerets vinkel. Læn jer tilbage og forestil jer scenariet. En mand bliver slået ned, alle hans ting og tøj bliver stjålet, han bliver efterladt til at dø, og han vågner med en frygtelig hovedpine:
”Åh! Hvad skete der?! Av, av mit hoved! Av, min krop. Alt gør ondt på mig. Og alle går forbi mig, fordi det åbenbart også gør ondt på dem. De vrænger i hvert fald ansigt som om de føler smerte, men det går hastigt forbi, for de er i virkeligheden sunde og raske. Mit åndedræt er træt og tungt, alle kigger nysgerrigt men irriteret som om min dødsrallen er til gene for deres hverdagsliv med job og familie. Jeg forbløder, og jorden tager villigt imod mine væsker, der tømmer mit legeme for liv; livet går fra min krop til græsset og ukrudtet under mig. Så går det da ikke helt til spilde. Mon tyvene er tilfredse nu? Mættet at mine få penge og gamle tøjstykker; mon de har fået stillet tørsten efter blod og vold? Jeg har ikke mere at give; de tog alt, hvad jeg havde. Nu ligger jeg her og kan ikke andet, det har de skam sørget for. Ikke gøre andet end at kigge op, men jeg kan ikke se himlen, for menneskers skygger glider forbi, imens de overser og overhører mig. Sådan var jeg også engang, sådan én, der havde travlt med at passe mit eget og ikke blande mig - men nu og her ville jeg ønske, jeg selv havde handlet anderledes. Tænkt sig, at man kan være så meget i nød som jeg er lige nu. Fuldstændig hjælpeløs, glemt, overset og fortabt. Jeg er faktisk ligeglad med, hvem der kommer mig til hjælp - så længe der dog bare kommer én, som har lidt af det overskud, jeg mangler for igen at komme på benene.
Nej se, en præst! Han går hastigt hen imod mig. Sikke da et held. Nu får jeg både gode ord med på vejen, Guds velsignelse og alt den nødhjælp, han kan have på sig. Præster taler jo så meget om næstekærlighed, så han må være glad for at finde en at udløse al sin kærlighed på. Hov, han gik bare forbi?! Jamen hvorfor dog? Nå ja, det kunne jo være, han havde vigtigere ting for, og præsten skal jo hellere satse på de levende end på den, der snart skal dø. Mon ikke han kommer til min begravelse, så kan det være han har tid til at sige et par pæne ord. Jeg havde ellers troet, at præsten ikke kun havde de fine ord i sin mund, men at han også havde et godt hjerte. Men man skal åbenbart ikke skue hunden på hårene. Så ligger jeg her igen. Støv og fluer sætter sig på mig, i mit ansigt, men jeg er for afkræftet til at vifte det væk.
Nej se, en Levit! Han er ud af den bedste slægt og en god familie, der er kendt for både at være dygtige teologer og prægtige prædikanter; lige siden Moses og Aron har de sørget for templet. De elsker at gøre gode ting, så de kan få folk på deres side. Det kan godt være præsten gik forbi mig, men en Levit kan simpelthen ikke. Det ville stride imod hele hans stolte slægt og imod al hans samvittighed.
Nå, ham skulle jeg også kun se ryggen af. Men man behøver vel ikke være en religiøs person for at gå forbi et nødlidende menneske. Nu er mit håb da for alvor ude, når selv Guds repræsentanter går forbi mig. Måske var mit liv bare ikke bestemt til mere? Forladt og alene i et sanseløst sekund. Mit liv ebber ud. Hvorfor troede jeg også, at de ville hjælpe sådan en som mig? Det var jo nok også min egen skyld, nu da jeg gik her i mine egne tanker og slet ikke overvejede, at folk kunne se mig som et let offer. Måske var det min påklædning? Måske har tyvene længe ligget på lur? Men hvad har ændret sig – var jeg ikke altid et let offer? Sådan var det også i skolen, sådan var det også på arbejdet – altid et offer for andres dumsmarte bemærkninger. Jeg var ingen flot fyr, men jeg gjorde det bedste, så folk måske ville kunne lide mig. Det var åbenbart ikke nok. For her ligger jeg alene tilbage, smidt i vejkanten sammen med andet affald. Ja, måske er jeg også selv bare affald. Sådan en, man gerne må være ligeglad med. En hundelort bliver samlet pænt op i en pose, men her ligger jeg stadig. Jeg er mindre værd end en hunds efterladenskaber; tænkt sig, at folk kan være så ligeglade med deres medskabninger. De var i hvert fald ligeglade, både præsten og levitten og alle de andre. Når andres interesse daler, forsvinder også langsomt mit håb. Det er måske ved at blive tid til min sidste bøn.
Alting bliver så underligt mørkt for mine øjne. Hvem skygger for solen? Er det dødsenglen? Sikke noget mærkeligt tøj, han har på. Hvad laver han med den bandage? Nå, det skulle omkring mit hoved. Ah, lidt vand til en tør gane og en støvet tunge. Aldrig har jeg været så glad for lidt ganske almindeligt kedeligt postevand. Det er næsten som om, man helt får livet igen! Hov, nu løfter han mig. Han er stærk. Han er hverken Levit eller præst, for det tungeste de løfter, er støvede bøger; nej, ham her har været arbejdsmand, for han tager mig så let i sine arme som var jeg en sæk kartofler. Han lugter af gammelt sved, og han ser ud som om, vind og vejr har slidt på ham. Nu ligger jeg på hans æsel, og han siger noget til mig på et sprog, jeg ikke forstår. Underlig mand, mærkeligt sprog. En engel er han ikke, og jeg er desværre nok ikke på vej til himlen. Lugten af æslet holder mig vågen, og jeg kan se, han trækker afsted med dyret. Lige så stædigt som et æsel, går han der, hans ansigt kan jeg ikke se; han er ikke her fra området, for hans ord er fremmede, men dog beroligende. Jeg ligger her, overladt til ham. Han er ikke pæn, men han er min redningsmand! Gad vide, hvor jeg skal hen? Jeg forsvinder ind i en døs af udmattehed og af afslappethed over endelig at slippe for at ligge på gruset under folkets forbigående blikke og skridt.
Da jeg vågner ligger jeg igen ned, men denne gang heldigvis i en seng. En kvinde er ved at gøre maden klar til mig. Hun siger, hun har renset mine sår, og at det var på et hængende hår, at manden kom ind fra gaden med mig; ja, hun sagde, jeg lignede noget katten havde slæbt med ind. Men jeg ligner jo bare mig selv. Mandens navn lærte jeg aldrig at kende, men nu ligger jeg her og er ham evig taknemmelig. Han havde jo ikke behøvet hjælpe mig, for han var jo slet ikke af samme nationalitet som mig. Men et eller andet fik ham til at hjælpe mig, selvom han hverken var præst eller Levit. Uanset hvad, ligger jeg her og tænker over, hvor mange jeg selv er gået forbi i mit liv; det skal være slut nu. Jeg står i gæld til en ukendt mand, og den eneste måde, jeg kan betale noget tilbage, er ved selv at være, som han var – og at hjælpe til, når jeg kan.”
(Jeg bevæger mig op på prædikestolen igen) Sådan kunne det have lydt i mandens tanker, fra overfaldet til redningen; tankerne der flyver rundt i hovedet på en overset og mishandlet person. Sådan kunne det lyde i tankerne hos alle dem, der ligger i vore gader og andre landes gader, forladte og overladte til dem selv og deres egen ubarmhjertige skæbne. Først, når man ser tingene fra offerets vinkel, ser man sagen fra en ny vinkel. Selvom budskabet om næstekærlighed har lydt i vores land og resten af verden igennem et par tusinde år, er der stadig meget at gøre. Historien er gammel, og fortællingen er velkendt; måske har vi vænnet os til de fortabte iblandt os, så vi glemmer, at de har samme værdi som os – og at vi skal elske hinanden, hjælpe hinanden og gøre det gode, når vi har selv den mindste mulighed for det. Den barmhjertighed vi viser dem, vi kender og holder af, skal vi også vise dem, vi ikke kender og ikke holder af. Sådan er Guds barmhjertighed, og sådan vil han også at vi er over for hinanden. For som Jesus sagde: ”Gå du hen og gøre ligeså.” Amen.
MEDDELELSER
På søndag (d. 17. september, 14. s.e.T.) bevæger Jesus sig ind i en by, hvor der er 10 spedalske. De råber på ham, fordi de vil helbredes. Han helbredte dem, og de gik hen for at blive undersøgt, om det nu også kunne passe. Af de ti kom kun én tilbage og takkede Jesus. Hvordan kan det være? Det skal vi høre mere om til gudstjeneste kl. 11 i Hunderup kirke ved undertegnede, og kl. 9. 30 i Jernved og kl. 11 i Gredstedbro kirker ved Kevin Asmussen.
På tirsdag er der morgenandagt kl. 8-8.30 i Hunderup kirke, og i Vilslev kirke er der morgensang kl. 8-8.30 – morgengudstjenesterne er en del af konfirmationsforberedelsen, så på sigt vil konfirmanderne stå for at vælge salmer og læse tekster.
Læsninger til 13. søndag efter Trinitatis
Salmer: Søndag 10. september kl. 11 Hjortlund
13. s. e. Trinitatis: Lignelsen om den barmhjertige samaritaner
1. DDS 745: Vågn op og slå på dine strenge
2. DDS 613: Herre du vandrer forsoningens vej
3. DDS 260: Du satte dig selv i de nederstes sted
---
4. DDS 365: Guds kærlighed ej grænse ved
5. DDS 468, v. 3-4: O Jesus, på din alterfod
6. DDS 697: Herre jeg vil gerne takke
Søndag d. 10. september kl. 17 er der spaghettigudstjeneste i Vilslev kirke
Præludium
1) DDS 729, 1+5-7: Nu falmer skoven
Fortællingen om Den barmhjertige samaritaner
2) DDS 260: Du satte dig selv i de nederstes sted
Prædiken
3) DDS 478: Vi kommer til din kirke Gud
Fadervor + Velsignelse
4) DDS 786: Nu går solen sin vej
Postludium