I dagens evangelietekst lægges der op til en ordentlig omgang verbale øretæver til dem, der dyrker Himlens Gud med den ene hånd og dyrker pengeguden med den anden hånd. Jesus viser stærke følelser, og der er skruet helt op for dramaet. Jesus græder af sorg og skælder højlydt ud på folk, fordi de ikke lever op til hans høje idealer. Hvis man ellers har tænkt på Jesus som en stille og rolig mand, så bliver det billede i hvert fald korrigeret med dagens episode.
Men hvad er grunden egentlig til hans opførsel? Kunne sådan en voksen mand da ikke lige styre sig lidt i det offentlige rum? Vi ved, hvor pinligt det er at se nogen græde eller være oprørt, når vi står ude iblandt andre; det er meget udansk på den måde at vise så stærke følelser. Men det er netop stærke følelser, der er på spil i dag for Jesus, og her mærker vi, hvad der betyder noget for Jesus. Det er sjældent, han græder, men når han gør, er det over dødens vægt i verden og over hjertets hårdhed og kulde. Et koldt hjerte dræber både livsglæde og livslyst, og nedkøler såvel Gudstro som menneskekærlighed. Jesus kæmpede imod kolde personer for om muligt at skabe rum for mere barmhjertighed.
Allerede på afstand græd han over Jerusalem, der også dengang var centrum for jøderne og alverdens religiøse søgende; både de oprigtige, tosserne og dem, der lugtede penge i strømmen af de troende. Jerusalem var dengang en af de største byer om området, og når man har været i en af de større byer, kan man nemt forestille sig det marked af mere eller mindre ærlige kræmmere, der allerede på Jesu tid kunne en masse tricks til at lokke penge ud af folk. Da Jesus kom ind på tempelpladsen, afløstes hans tårer af vrede, frustration og vantro: Hvor kunne de?! Guds eget, udvalgte folk, der af Gud selv var blevet reddet ud af fangenskabet i Egypten, og havde overlevet en unaturlig lang vandring igennem ørkenen; dem, der havde fået et land og fået bygget det mest storslåede tempel, man kan forestille sig – hvordan kunne de dog tro, at de ærede Gud ved at bedrive handel ved templet? Hvordan kunne de med forelskede blikke på de kolde kontanter vise oprigtigt barmhjertighed? Jesus var fuld af bebrejdelse, men måske forhastede han sig.
De var jo sikkert nok gode mennesker, dem, der befandt sig på tempelpladsen. Ja, de var så gode, at de både kunne tjene Gud i himlen og pengene i lommen. Ved det flotte og storslåede tempel mente de vel, at de kunne ære Gud ved de mange bønner og fine ord, de nemt kunne lire af sig, og at de samtidigt kunne tjene til dagen og vejen ved at handle, imens de bad! Sikke en effektiv måde at leve på! Hvad skulle Gud have dog imod det? Her gik intet sekund til spilde. Man gav Gud, hvad Guds var, og stak resten i lommen. Handelsfolk er jo også mennesker – og mennesker lever jo ikke af Guds ord alene, vel? Alle var tilfredse, og livet var dejligt.
Ja, altså lige indtil det gale spektakel af en selvudnævnt kritiker kom løbende ind i den ellers hyggelige markedsplads og begyndte at vælte handelsboder og jage kunder væk helt uden at tænke på, at han ødelagde andres levebrød. Rasende og vild så han ud i ansigtet, og han dryppede af sved over de anstrengelser han lagde i sine råb og bebrejdelser. Sveden blandede sig med hans tårer, og han så virkelig ud, som om han var besat.
Måske var han ligefrem besat, denne Jesus fra Nazareth. Besat af tanken om, at kirken eller templet ikke skulle bruges til hvad som helst, mennesker finder på, men først og fremmest og alene til at ære Gud ved at huske på hans ord og derudfra tænke over, hvad man er som Gudskabt menneske & hvem man er som person i denne verden. Det kan være svært at huske, tænke klart eller besinde sig, når der er gode penge i udsigt, eller når der foregår alt muligt andet og mere spændende end de ord, der lyder fra Bibelen og præstens mund. På Jesu tid havde man hverken mobiler eller iPads, men sindet har altid været glad for at fare alle mulige andre steder hen i adspredelser; koncentrationsbesvær er ikke en ny lidelse blandt skolebørn – den har altid ramt både børn og voksne. Men når man ikke vil høre og koncentrere sig, må man føle.
Ja, så må man sandelig føle al Jesu vrede over menneskers uforskammethed. Duften af penge og rigdom kan lokke enhver til moralsk fordærv. Det er så nemt at falde i staver over alt det, vi kan se og sanse, men intet af det, der er fysisk og materielt, vil bestå til evig tid; derimod kan en idé og en tanke leve igennem tusinde år uden at blive ridset, skadet eller krakelere. Sådan er det også med Jesu idé; en idé, der går stik imod meget af det, vi ellers lovpriser her i samfundet og verden. Når tendensen er, at vi skal løbe hurtigere, siger Jesus, at vi skal tage det med ro. Når pisken svinges over arbejderne, så de kan yde mere, henviser Jesus til, at vi er langt mere, end hvad vi arbejdet med, og hvad vi tjener. Når vi hører, at vi skal forbruge for at leve, spørger Jesus, om ikke der er mere i livet – om ikke de ting er mere værd, som ikke kan købes for penge?
Det er upraktisk at lytte til Jesus, for det får man sandelig ikke mange penge ud af – tværtimod lyder hans slogan og mantra: ”Giv, giv, giv”, ligesom også Jesus selv gav ud af alt, indtil han hverken havde penge på sig eller blod i sig. Hans hjerte var fyldt, men hans lommer var tomme. Det blev døden for ham at ville livet for andre. Det er ret ironisk, at når man vil livet for andre, bliver det døden for én selv. Men når man vil livet for sig selv, så er man egnet som handelsmand, der lever efter det egoistiske mantra og slogan ”Tag, tag, tag”. Deres lommer var fyldte, men deres hjerte var tømt for barmhjertighed.
Om lidt bli’r her stille, om lidt er det forbi. Fik vi gjort noget godt med den tid, vi fik på jorden? Gav vi mere tilbage end vi fik? Eller tog vi for det meste af andres? Vi må besinde os på vores tid og huske, at meget har vi fået givet, for at have meget at give af. Den egentlige gudstjeneste er ikke den, der foregår i templer eller kirker søndag formiddag, men det vi gør i hverdagen; og her ses det, om det er hjertet eller lommerne, der er fulde af rigdom. Amen.
Søndag 20. august kl. 9.30 Vilslev, kl. 11 Hunderup
10. s. e. Trinitatis: Jesus græder over Jerusalem
1. DDS 403: Denne er dagen, som Herren har gjort; 2. DDS 522: Nåden er din dagligdag; 3. DDS 174: Jerusalem! I dag din konge græder; ---; 4. DDS 328; Hvor Gud sit hus ej bygge vil, mel: Strassburg; 5. DDS 457: Du, som gik foran os; 6. DDS 332: På Jerusalem det ny
MEDDELELSER
På søndag (27. august) skal vi høre en fortælling om to mænd, der gik op i templet for at bede. Den ene er vældig selvglad, og han roser højlydt sig selv fordi han ikke er en stor synder eller et dårligt menneske; nej, han er sandelig glad for, at han ikke er som alle andre! Den anden kigger skamfuldt ned i jorden, slår sig for brystet og siger ganske stille: ”Gud, vær mig synder nådig.” – Hvad det går ud på, skal vi høre på søndag, hvor der er gudstjeneste i Hunderup kl. 9.30 og i Vilslev kl. 11. Begge steder prædiker sognepræsten fra Bramming, Elise Balslev, mens Ole Witte Madsen står for alt det øvrige ved gudstjenesterne.
Næste weekend er der reformationsskuespil på Kjærgård – se nærmere på plakaten, og huske at købe billetter imens, der er pladser.
Men hvad er grunden egentlig til hans opførsel? Kunne sådan en voksen mand da ikke lige styre sig lidt i det offentlige rum? Vi ved, hvor pinligt det er at se nogen græde eller være oprørt, når vi står ude iblandt andre; det er meget udansk på den måde at vise så stærke følelser. Men det er netop stærke følelser, der er på spil i dag for Jesus, og her mærker vi, hvad der betyder noget for Jesus. Det er sjældent, han græder, men når han gør, er det over dødens vægt i verden og over hjertets hårdhed og kulde. Et koldt hjerte dræber både livsglæde og livslyst, og nedkøler såvel Gudstro som menneskekærlighed. Jesus kæmpede imod kolde personer for om muligt at skabe rum for mere barmhjertighed.
Allerede på afstand græd han over Jerusalem, der også dengang var centrum for jøderne og alverdens religiøse søgende; både de oprigtige, tosserne og dem, der lugtede penge i strømmen af de troende. Jerusalem var dengang en af de største byer om området, og når man har været i en af de større byer, kan man nemt forestille sig det marked af mere eller mindre ærlige kræmmere, der allerede på Jesu tid kunne en masse tricks til at lokke penge ud af folk. Da Jesus kom ind på tempelpladsen, afløstes hans tårer af vrede, frustration og vantro: Hvor kunne de?! Guds eget, udvalgte folk, der af Gud selv var blevet reddet ud af fangenskabet i Egypten, og havde overlevet en unaturlig lang vandring igennem ørkenen; dem, der havde fået et land og fået bygget det mest storslåede tempel, man kan forestille sig – hvordan kunne de dog tro, at de ærede Gud ved at bedrive handel ved templet? Hvordan kunne de med forelskede blikke på de kolde kontanter vise oprigtigt barmhjertighed? Jesus var fuld af bebrejdelse, men måske forhastede han sig.
De var jo sikkert nok gode mennesker, dem, der befandt sig på tempelpladsen. Ja, de var så gode, at de både kunne tjene Gud i himlen og pengene i lommen. Ved det flotte og storslåede tempel mente de vel, at de kunne ære Gud ved de mange bønner og fine ord, de nemt kunne lire af sig, og at de samtidigt kunne tjene til dagen og vejen ved at handle, imens de bad! Sikke en effektiv måde at leve på! Hvad skulle Gud have dog imod det? Her gik intet sekund til spilde. Man gav Gud, hvad Guds var, og stak resten i lommen. Handelsfolk er jo også mennesker – og mennesker lever jo ikke af Guds ord alene, vel? Alle var tilfredse, og livet var dejligt.
Ja, altså lige indtil det gale spektakel af en selvudnævnt kritiker kom løbende ind i den ellers hyggelige markedsplads og begyndte at vælte handelsboder og jage kunder væk helt uden at tænke på, at han ødelagde andres levebrød. Rasende og vild så han ud i ansigtet, og han dryppede af sved over de anstrengelser han lagde i sine råb og bebrejdelser. Sveden blandede sig med hans tårer, og han så virkelig ud, som om han var besat.
Måske var han ligefrem besat, denne Jesus fra Nazareth. Besat af tanken om, at kirken eller templet ikke skulle bruges til hvad som helst, mennesker finder på, men først og fremmest og alene til at ære Gud ved at huske på hans ord og derudfra tænke over, hvad man er som Gudskabt menneske & hvem man er som person i denne verden. Det kan være svært at huske, tænke klart eller besinde sig, når der er gode penge i udsigt, eller når der foregår alt muligt andet og mere spændende end de ord, der lyder fra Bibelen og præstens mund. På Jesu tid havde man hverken mobiler eller iPads, men sindet har altid været glad for at fare alle mulige andre steder hen i adspredelser; koncentrationsbesvær er ikke en ny lidelse blandt skolebørn – den har altid ramt både børn og voksne. Men når man ikke vil høre og koncentrere sig, må man føle.
Ja, så må man sandelig føle al Jesu vrede over menneskers uforskammethed. Duften af penge og rigdom kan lokke enhver til moralsk fordærv. Det er så nemt at falde i staver over alt det, vi kan se og sanse, men intet af det, der er fysisk og materielt, vil bestå til evig tid; derimod kan en idé og en tanke leve igennem tusinde år uden at blive ridset, skadet eller krakelere. Sådan er det også med Jesu idé; en idé, der går stik imod meget af det, vi ellers lovpriser her i samfundet og verden. Når tendensen er, at vi skal løbe hurtigere, siger Jesus, at vi skal tage det med ro. Når pisken svinges over arbejderne, så de kan yde mere, henviser Jesus til, at vi er langt mere, end hvad vi arbejdet med, og hvad vi tjener. Når vi hører, at vi skal forbruge for at leve, spørger Jesus, om ikke der er mere i livet – om ikke de ting er mere værd, som ikke kan købes for penge?
Det er upraktisk at lytte til Jesus, for det får man sandelig ikke mange penge ud af – tværtimod lyder hans slogan og mantra: ”Giv, giv, giv”, ligesom også Jesus selv gav ud af alt, indtil han hverken havde penge på sig eller blod i sig. Hans hjerte var fyldt, men hans lommer var tomme. Det blev døden for ham at ville livet for andre. Det er ret ironisk, at når man vil livet for andre, bliver det døden for én selv. Men når man vil livet for sig selv, så er man egnet som handelsmand, der lever efter det egoistiske mantra og slogan ”Tag, tag, tag”. Deres lommer var fyldte, men deres hjerte var tømt for barmhjertighed.
Om lidt bli’r her stille, om lidt er det forbi. Fik vi gjort noget godt med den tid, vi fik på jorden? Gav vi mere tilbage end vi fik? Eller tog vi for det meste af andres? Vi må besinde os på vores tid og huske, at meget har vi fået givet, for at have meget at give af. Den egentlige gudstjeneste er ikke den, der foregår i templer eller kirker søndag formiddag, men det vi gør i hverdagen; og her ses det, om det er hjertet eller lommerne, der er fulde af rigdom. Amen.
Søndag 20. august kl. 9.30 Vilslev, kl. 11 Hunderup
10. s. e. Trinitatis: Jesus græder over Jerusalem
1. DDS 403: Denne er dagen, som Herren har gjort; 2. DDS 522: Nåden er din dagligdag; 3. DDS 174: Jerusalem! I dag din konge græder; ---; 4. DDS 328; Hvor Gud sit hus ej bygge vil, mel: Strassburg; 5. DDS 457: Du, som gik foran os; 6. DDS 332: På Jerusalem det ny
MEDDELELSER
På søndag (27. august) skal vi høre en fortælling om to mænd, der gik op i templet for at bede. Den ene er vældig selvglad, og han roser højlydt sig selv fordi han ikke er en stor synder eller et dårligt menneske; nej, han er sandelig glad for, at han ikke er som alle andre! Den anden kigger skamfuldt ned i jorden, slår sig for brystet og siger ganske stille: ”Gud, vær mig synder nådig.” – Hvad det går ud på, skal vi høre på søndag, hvor der er gudstjeneste i Hunderup kl. 9.30 og i Vilslev kl. 11. Begge steder prædiker sognepræsten fra Bramming, Elise Balslev, mens Ole Witte Madsen står for alt det øvrige ved gudstjenesterne.
Næste weekend er der reformationsskuespil på Kjærgård – se nærmere på plakaten, og huske at købe billetter imens, der er pladser.
