Man hører tit, at der findes noget godt i alle mennesker. Nogle gange siges det så tit, at vi glemmer, der også findes noget ondt i os alle. Ondskab og uretfærdigheder i verden behøver vi ikke blive forbavset over, for det kommer fra os. I dag har vi hørt om Kain og Abel, og om verdens første mord – den ene bror slog den anden ihjel ud af jalousi. Det var der ingen næstekærlighed over, og fortællingen om Kain og Abel står da også i skærende kontrast til evangeliets ord om, at Jesus kom til os som den, der tjener. Gudstjeneste er en påmindelse om, at Gud tjener os med Faderens omsorg, Sønnens frelse og Helligåndens velsignelse. Igen ser vi, at verdens måde og indretning står i modsætning til Guds måde og ønsker for os.
Historien om brødrene Kain og Abel er en fortælling, der giver et billede af, hvordan livet blev efter, at Adam og Eva var blevet forvist fra Edens have. Edens have var Paradis på jord, hvor der åbenbart ingen smerte, sorg eller ulykke var at finde. Alligevel blev de fristet over evne og smed al den lykke væk. Slangen fristede deres begær efter mere, end de havde, og det blev deres store ulykke. Da de spiste den forbudne frugt, gjorde de sig skyldige i den første synd, og arven derefter lever vi med i dag – vi lever jo uden for Paradisets porte. Der opstod et skel mellem Gud og mennesker. Konsekvensen af syndefaldet kaldes arvesynd, og begrebet beskriver en verden, der præges af adskilthed og ondskab – eller kort og godt: af synd.
Selv uden for Edens have dyrkede de dog Gud Herren, og det skete dengang med brændofre. Man mente, at røgen ville stige op til Gud i det høje, og at han ville finde velbehag i lugten. Kain og Abel ofrede, og på en eller anden måde vidste Kain, at Gud ikke tog imod hans offergave. Kain følte sig mindre værd end sin bror, og han blev misundelig og rasende, følte sig uretfærdigt behandlet og handlede desværre kun alt for menneskeligt, da tog sin brors liv. Han ofrede sin bror pga. sin egoisme og selvkærlighed, så kan ikke længere skulle stå i skyggen af ham.
Abel havde tillid til sin bror Kain, men Kain svigtede tilliden og blev drevet til mord i sit begær. Begæret efter at blive elsket, afholdt og anerkendt af Gud, et begær, der medførte misundelse og hævngerrighed. Hvorfor Gud tog imod Abels gave og ikke Kains, ved vi ikke. Måske ville Gud teste Kains kærlighed til sin bror. Måske ville Herren teste Kains tro. Kain så deres ofringer som en konkurrence om, hvem der var størst eller bedst eller mest afholdt, og dræbte derfor sin bror af misundelse – men havde allerede forinden mistet troen på Gud.
I dag mærker vi stadig følgerne af arvesynd og brodermord, for misundelse og længslen efter at blive afholdt og elsket ligger i os alle, hvad enten vi indser det eller ej. Når man som barn i skolen så, hvad kammeraterne havde fået af smarte nye ting, kom man nemt til at ville ønske sig noget lignende. Dén fornemmelse fra barndommen synes ikke at blive mindre, når man bliver større. Det ligger naturligt at ville hævde sig selv, selvom det måske sker på bekostning af andre; vi hører jo tit og ofte, at vi lever i en konkurrencestat, hvor enhver er sin egen lykkes smed, som om vi kun kan lykkes, hvis vi kommer forrest. Som om, vi kun er noget værd, hvis vi vinder eller kun er elsket, hvis vi opfylder en masse krav. Som en Kain, der føler sig mislykket, hvis man ikke får ligesom alle andre eller føler sig snydt ved at stirre på det, man ikke fik i stedet for at se på det, man dog alligevel er velsignet med.
Når det nu er vore realiteter, at synden fylder os med misundelse og begær, og overvælder os med frygt for at vi bliver snydt i forhold til andre, hvor er da trøsten og hvad skal vi gøre? Jesu apostle kom op at diskutere dette anliggende, for de ville alle have det samme, og de ville vel alle helst have lidt mere end de andre, ja, de ville vide, hvem der var størst eller mest værd. Det var som om, Kain viskede i deres hjerter, og de blev misundelige på hinanden. Jesus måtte tilkaldes som dommer!
Jesus dømte ingen, men lod apostlene dømme sig selv, da han fortalte dem ganske kort, at det var tåbeligt at stræbe efter magten og efter at være størst, når nu den største, ja, Gud selv, var kommet for at blive den mindste, for at blive alles tjener. Kærlighedens væsen er ikke at gøre sig til herre over andre, men at tjene i ydmyghed og hengivenhed på en måde, der kun var muligt for Jesus, og som vi ikke kan gøre efter, fordi vores begær, egoisme og misundelse ødelægger vore gode intentioner. Derfor skal vi heller ikke bilde os ind, at vi kan frelse os selv, for kun Jesus, der formåede at være tjener hele vejen uden egoisme og begær eller misundelse har gjort det, vi ikke kan.
Fastetiden er optakt og forberedelse til påske. Det er i denne tid vi må forberedes på, hvad der skal ske. I dag hører vi altså, at Jesus er tjener for Gud og mennesker, og han hengav sig selv indtil sidste bloddråbe. Vort forbillede er altså ikke en magtfuld eller krigerisk Gud, der udøver sin vælde og regerer verden med magt, så vi skal frygte ham og være underkuede. Tværtimod. For selv Kain blev taget til nåde af Gud og fik lov at leve trods sin store synd, og vi kaldes til tjeneste selvom vi også er mærket af arvesyndens tyngde og erfaringen af, at uanset hvad vi gør, kan vi aldrig tvinge døren åben til Paradis. For det er her på jorden vi skal tjene hinanden til fælles glæde og velsignelse. Det er her, folk tørster og har brug for vand, folk sulter og har brug for mad, folk vantror og har brug for evangeliets nådige ord om barmhjertighed for syndere. Vi skal altså ikke stræbe efter himlen, men må igen og igen høre at himlen stræber efter jorden.
Og så ser også vi ganske tydeligt, hvor tåbeligt det er at ville slås om pladsen som den største eller vigtigste person, når vi alle er lige meget adskilte fra Gud og fra hinanden. Denne verden med alt det gode og alt det onde er vores hjem med fædreland og modersmål, og så må vi tage vort kors op, vort ansvar på os og ære Gud ved at elske hinanden – inspireret af Kristus selv, der viste os, at den sande livets vej er som tjeneren. Nok er vi adskilte og udsat for alskens synd og sorg og fare, men Gud selv har givet os myndigheden til at være hans tjenere her på jord. Amen.
Prædikentekster til Søndag 1.s.i Fasten (II)
Salmer: 1. DDS 739: Rind nu op i Jesu navn; 2. DDS 689: Hvor ser det ud i verdens ørk; 3. DDS 675: Gud vi er i gode hænder --- 4. DDS 604: Det koster mer, end man fra først betænker; 5. DDS 473: Dit minde skal; 6. DDS 80: Tak og ære være Gud
Historien om brødrene Kain og Abel er en fortælling, der giver et billede af, hvordan livet blev efter, at Adam og Eva var blevet forvist fra Edens have. Edens have var Paradis på jord, hvor der åbenbart ingen smerte, sorg eller ulykke var at finde. Alligevel blev de fristet over evne og smed al den lykke væk. Slangen fristede deres begær efter mere, end de havde, og det blev deres store ulykke. Da de spiste den forbudne frugt, gjorde de sig skyldige i den første synd, og arven derefter lever vi med i dag – vi lever jo uden for Paradisets porte. Der opstod et skel mellem Gud og mennesker. Konsekvensen af syndefaldet kaldes arvesynd, og begrebet beskriver en verden, der præges af adskilthed og ondskab – eller kort og godt: af synd.
Selv uden for Edens have dyrkede de dog Gud Herren, og det skete dengang med brændofre. Man mente, at røgen ville stige op til Gud i det høje, og at han ville finde velbehag i lugten. Kain og Abel ofrede, og på en eller anden måde vidste Kain, at Gud ikke tog imod hans offergave. Kain følte sig mindre værd end sin bror, og han blev misundelig og rasende, følte sig uretfærdigt behandlet og handlede desværre kun alt for menneskeligt, da tog sin brors liv. Han ofrede sin bror pga. sin egoisme og selvkærlighed, så kan ikke længere skulle stå i skyggen af ham.
Abel havde tillid til sin bror Kain, men Kain svigtede tilliden og blev drevet til mord i sit begær. Begæret efter at blive elsket, afholdt og anerkendt af Gud, et begær, der medførte misundelse og hævngerrighed. Hvorfor Gud tog imod Abels gave og ikke Kains, ved vi ikke. Måske ville Gud teste Kains kærlighed til sin bror. Måske ville Herren teste Kains tro. Kain så deres ofringer som en konkurrence om, hvem der var størst eller bedst eller mest afholdt, og dræbte derfor sin bror af misundelse – men havde allerede forinden mistet troen på Gud.
I dag mærker vi stadig følgerne af arvesynd og brodermord, for misundelse og længslen efter at blive afholdt og elsket ligger i os alle, hvad enten vi indser det eller ej. Når man som barn i skolen så, hvad kammeraterne havde fået af smarte nye ting, kom man nemt til at ville ønske sig noget lignende. Dén fornemmelse fra barndommen synes ikke at blive mindre, når man bliver større. Det ligger naturligt at ville hævde sig selv, selvom det måske sker på bekostning af andre; vi hører jo tit og ofte, at vi lever i en konkurrencestat, hvor enhver er sin egen lykkes smed, som om vi kun kan lykkes, hvis vi kommer forrest. Som om, vi kun er noget værd, hvis vi vinder eller kun er elsket, hvis vi opfylder en masse krav. Som en Kain, der føler sig mislykket, hvis man ikke får ligesom alle andre eller føler sig snydt ved at stirre på det, man ikke fik i stedet for at se på det, man dog alligevel er velsignet med.
Når det nu er vore realiteter, at synden fylder os med misundelse og begær, og overvælder os med frygt for at vi bliver snydt i forhold til andre, hvor er da trøsten og hvad skal vi gøre? Jesu apostle kom op at diskutere dette anliggende, for de ville alle have det samme, og de ville vel alle helst have lidt mere end de andre, ja, de ville vide, hvem der var størst eller mest værd. Det var som om, Kain viskede i deres hjerter, og de blev misundelige på hinanden. Jesus måtte tilkaldes som dommer!
Jesus dømte ingen, men lod apostlene dømme sig selv, da han fortalte dem ganske kort, at det var tåbeligt at stræbe efter magten og efter at være størst, når nu den største, ja, Gud selv, var kommet for at blive den mindste, for at blive alles tjener. Kærlighedens væsen er ikke at gøre sig til herre over andre, men at tjene i ydmyghed og hengivenhed på en måde, der kun var muligt for Jesus, og som vi ikke kan gøre efter, fordi vores begær, egoisme og misundelse ødelægger vore gode intentioner. Derfor skal vi heller ikke bilde os ind, at vi kan frelse os selv, for kun Jesus, der formåede at være tjener hele vejen uden egoisme og begær eller misundelse har gjort det, vi ikke kan.
Fastetiden er optakt og forberedelse til påske. Det er i denne tid vi må forberedes på, hvad der skal ske. I dag hører vi altså, at Jesus er tjener for Gud og mennesker, og han hengav sig selv indtil sidste bloddråbe. Vort forbillede er altså ikke en magtfuld eller krigerisk Gud, der udøver sin vælde og regerer verden med magt, så vi skal frygte ham og være underkuede. Tværtimod. For selv Kain blev taget til nåde af Gud og fik lov at leve trods sin store synd, og vi kaldes til tjeneste selvom vi også er mærket af arvesyndens tyngde og erfaringen af, at uanset hvad vi gør, kan vi aldrig tvinge døren åben til Paradis. For det er her på jorden vi skal tjene hinanden til fælles glæde og velsignelse. Det er her, folk tørster og har brug for vand, folk sulter og har brug for mad, folk vantror og har brug for evangeliets nådige ord om barmhjertighed for syndere. Vi skal altså ikke stræbe efter himlen, men må igen og igen høre at himlen stræber efter jorden.
Og så ser også vi ganske tydeligt, hvor tåbeligt det er at ville slås om pladsen som den største eller vigtigste person, når vi alle er lige meget adskilte fra Gud og fra hinanden. Denne verden med alt det gode og alt det onde er vores hjem med fædreland og modersmål, og så må vi tage vort kors op, vort ansvar på os og ære Gud ved at elske hinanden – inspireret af Kristus selv, der viste os, at den sande livets vej er som tjeneren. Nok er vi adskilte og udsat for alskens synd og sorg og fare, men Gud selv har givet os myndigheden til at være hans tjenere her på jord. Amen.
Prædikentekster til Søndag 1.s.i Fasten (II)
Salmer: 1. DDS 739: Rind nu op i Jesu navn; 2. DDS 689: Hvor ser det ud i verdens ørk; 3. DDS 675: Gud vi er i gode hænder --- 4. DDS 604: Det koster mer, end man fra først betænker; 5. DDS 473: Dit minde skal; 6. DDS 80: Tak og ære være Gud
