Børn siger nogle gange de mærkeligste ting, og man kan enten grine eller græde over de ord, der kommer over deres læber; stor er glæden, når de som små pludrer og siger deres første ord, og modsat er glæden noget mindre, når de som teenagere tror, de har forstået hele verden og snakker løs, fordi de har fået deres egne meninger og deres meningers mod. Vi vokser dog ikke fra det; men tværtimod bliver vi som regel mere faste i vore meninger, og vores verdensbillede bliver mere urokkelig.
Jesus var, som folk er flest, men han var alligevel også meget anderledes. Engang lod han Maria og Josef drage hjemad, imens han selv blev draget mod det storslåede tempel, der dengang lå i Jerusalem. Templet var et enormt byggeri, hvor præsterne slagtede dyr, som de ofrede til Guds velbehag. Blodet stænkede de ud på ét sted, mens fedt og kød kom andre steder hen. I templet stod præsterne alene for gudstjenesten, for de var hellige og rene nok til at gå rundt i det hellige tempel. Menigheden havde ikke adgang til de særligt hellige dele af templet, hvor man mente, at Gud helt fysisk og konkret boede.
De voksne vidste godt, at de ikke måtte sådan gå rundt i templet, men Jesus blev af sin drengede nysgerrighed draget hen til forsamlingen af ældre kloge mænd, der sad og drøftede store teologiske spørgsmål. Det er nok ikke alle drenge på den alder, der finder det særligt interessant at lytte til eller snakke med gamle mænd, og det er nok ikke alle kloge lærere, der vil bruge tid på at snakke med en ung knøs af en knægt. Men på trods af alle odds, skete det alligevel, at de på en måde fandt velbehag i hinandens selskab. Ikke alle unge er ballademagere, og ikke alle ældre er tørre og kedelige.
De vovede at lytte til hinanden og snakke med hinanden på lige fod, og især de veluddannede lærere måtte undre sig; for selvom de havde læst mange bøger og levet i mange år, havde de ikke før hørt det, Jesus havde at fortælle. Egentlig ved vi ikke, hvad de snakkede om, men mon ikke Jesus gjorde, som børn plejer at gøre: Spørge, spørge og spørge.
Når vi vokser op og danner vore egne meninger, bliver vi også lidt mere blinde for andres meninger, selvom de kan være nok så kloge. Efterhånden som vores verdensbillede bliver mere og mere afklaret, forsvinder også vores lyst til at spørge og til at undre os. Det er ganske ineffektivt at blive ved med at spørge, men det er ikke desto mindre vigtigt, hvis man vil blive klogere. Vi kender vel alle den type, der tror, de ikke kan blive klogere; men er vi egentlig selv bedre til at spørge og være nysgerrige, eller har vi allerede affundet os med nogle svar på hele livet?
En af de gode evner hos børn og unge er også en af deres mest irriterende træk: Deres spørgelyst. Enhver, der har haft med børn og unge at gøre ved, at de kan spørge om mere, end ti kloge kan svare på. Der er selvfølgelig forskel på gode og dumme spørgsmål; men spørgsmål er gode for os, fordi de udfordrer vores syn på tingene og får os til at tænke. Når vi begynder at spørge og nysgerrigt spørge ind til forskellige ting, så åbner verden sig for os. Og det er ikke så dumt endda.
Desværre er der i dagens samfund ikke megen tid til en samtale, fordybelse og eftertanke. Vi har jo alle vore forskellige gøremål. Men Jesus satte sig helt bogstaveligt ned og talte med folk. I dét øjeblik mødte Gud sin skabning, og når vi tillader os en stille stund, hvor vi dels lytter, dels spørger og dels svarer, så bringer vi os selv og vore meninger i spil; vi risikerer det, vi tror på og det, vi står for. Måske må vi så ændre vore meninger, vore opfattelser, måske må vores samtalepartner skifte standpunkt. Men tiden til at lytte, er en tid, der er givet godt ud.
Det siges, at troen kommer af det, der høres. Det nytter altså ikke at tvinge meninger og holdninger igennem, for uanset hvor højt man råber og tvinger og skader hinanden, så kan man ikke overbevise andre, medmindre de selv vil og er åbne for at ændre mening. Og viljen til at være åben viser man ganske enkelt ved at tale sammen som ligeværdige personer. I den lille dreng var Gud ligeværdig med de kloge, gamle lærere i templet. Han trumfede ikke igennem med torden og lynild, men var som et uvidende barn, med et barns evne til nysgerrig dialog. Nu er dialogen jo ikke noget specielt kristent, men med dagens historie om den 12-årige Jesus i templet må vi høre og forstå, at Gud er én, der lytter.
Der er larm nok i verden, og tanker nok i vore hoveder og følelser nok i vore hjerter, men templet eller kirken eller den daglige stille stund med eftertanke, kan forhåbentligt give os ro til at tænke over, hvad det vil sige for os hver især, at Gud kommer os i møde som én af os, som et menneske af kød og blod. Stilheden og eftertanken giver os også en ydmyghed – for vi behøver altså ikke hele tiden tale, tænke eller føle. Nogle gange gør vi det bedst som mennesker ved simpelthen bare at være til. Være til stede i situationer, selvom vi ikke kan finde de rigtige ord, tanker eller følelser – men bare lytte, bare sidde, bare være.
Det er naturligvis ikke et nemt budskab at tage til sig i en tid, hvor vi hele tiden skal være alt muligt andet end bare være til stede. Når vi her i kirken bare er til stede, så risikerer vi at blive rørt eller overrumplet af noget, der kommer ude fra os selv. Guds ord lyder til os, taler til os – måske forstyrrer de os, måske glæder de os, måske gør de ondt – for Guds ord er som en 12-årig drengs undrende spørgen: Hvis du tror, at Jesus er Guds søn og verdens frelser, hvad betyder det så for den måde, du lever på? Amen.
Prædikenstekster til 1. søndag efter Hellig tre konger
Salmer: 1. DDS 411: Hyggelig, rolig; 2. DDS 324: Dig rummer ej himle; 3. DDS 335: Flammerne er mange; --- ; 4. DDS 139: Hvor stor er dog den glæde; 5. DDS 123,6-8: Her kommer Jesus dine små; 6. DDS 69: Du fødtes på jord
Jesus var, som folk er flest, men han var alligevel også meget anderledes. Engang lod han Maria og Josef drage hjemad, imens han selv blev draget mod det storslåede tempel, der dengang lå i Jerusalem. Templet var et enormt byggeri, hvor præsterne slagtede dyr, som de ofrede til Guds velbehag. Blodet stænkede de ud på ét sted, mens fedt og kød kom andre steder hen. I templet stod præsterne alene for gudstjenesten, for de var hellige og rene nok til at gå rundt i det hellige tempel. Menigheden havde ikke adgang til de særligt hellige dele af templet, hvor man mente, at Gud helt fysisk og konkret boede.
De voksne vidste godt, at de ikke måtte sådan gå rundt i templet, men Jesus blev af sin drengede nysgerrighed draget hen til forsamlingen af ældre kloge mænd, der sad og drøftede store teologiske spørgsmål. Det er nok ikke alle drenge på den alder, der finder det særligt interessant at lytte til eller snakke med gamle mænd, og det er nok ikke alle kloge lærere, der vil bruge tid på at snakke med en ung knøs af en knægt. Men på trods af alle odds, skete det alligevel, at de på en måde fandt velbehag i hinandens selskab. Ikke alle unge er ballademagere, og ikke alle ældre er tørre og kedelige.
De vovede at lytte til hinanden og snakke med hinanden på lige fod, og især de veluddannede lærere måtte undre sig; for selvom de havde læst mange bøger og levet i mange år, havde de ikke før hørt det, Jesus havde at fortælle. Egentlig ved vi ikke, hvad de snakkede om, men mon ikke Jesus gjorde, som børn plejer at gøre: Spørge, spørge og spørge.
Når vi vokser op og danner vore egne meninger, bliver vi også lidt mere blinde for andres meninger, selvom de kan være nok så kloge. Efterhånden som vores verdensbillede bliver mere og mere afklaret, forsvinder også vores lyst til at spørge og til at undre os. Det er ganske ineffektivt at blive ved med at spørge, men det er ikke desto mindre vigtigt, hvis man vil blive klogere. Vi kender vel alle den type, der tror, de ikke kan blive klogere; men er vi egentlig selv bedre til at spørge og være nysgerrige, eller har vi allerede affundet os med nogle svar på hele livet?
En af de gode evner hos børn og unge er også en af deres mest irriterende træk: Deres spørgelyst. Enhver, der har haft med børn og unge at gøre ved, at de kan spørge om mere, end ti kloge kan svare på. Der er selvfølgelig forskel på gode og dumme spørgsmål; men spørgsmål er gode for os, fordi de udfordrer vores syn på tingene og får os til at tænke. Når vi begynder at spørge og nysgerrigt spørge ind til forskellige ting, så åbner verden sig for os. Og det er ikke så dumt endda.
Desværre er der i dagens samfund ikke megen tid til en samtale, fordybelse og eftertanke. Vi har jo alle vore forskellige gøremål. Men Jesus satte sig helt bogstaveligt ned og talte med folk. I dét øjeblik mødte Gud sin skabning, og når vi tillader os en stille stund, hvor vi dels lytter, dels spørger og dels svarer, så bringer vi os selv og vore meninger i spil; vi risikerer det, vi tror på og det, vi står for. Måske må vi så ændre vore meninger, vore opfattelser, måske må vores samtalepartner skifte standpunkt. Men tiden til at lytte, er en tid, der er givet godt ud.
Det siges, at troen kommer af det, der høres. Det nytter altså ikke at tvinge meninger og holdninger igennem, for uanset hvor højt man råber og tvinger og skader hinanden, så kan man ikke overbevise andre, medmindre de selv vil og er åbne for at ændre mening. Og viljen til at være åben viser man ganske enkelt ved at tale sammen som ligeværdige personer. I den lille dreng var Gud ligeværdig med de kloge, gamle lærere i templet. Han trumfede ikke igennem med torden og lynild, men var som et uvidende barn, med et barns evne til nysgerrig dialog. Nu er dialogen jo ikke noget specielt kristent, men med dagens historie om den 12-årige Jesus i templet må vi høre og forstå, at Gud er én, der lytter.
Der er larm nok i verden, og tanker nok i vore hoveder og følelser nok i vore hjerter, men templet eller kirken eller den daglige stille stund med eftertanke, kan forhåbentligt give os ro til at tænke over, hvad det vil sige for os hver især, at Gud kommer os i møde som én af os, som et menneske af kød og blod. Stilheden og eftertanken giver os også en ydmyghed – for vi behøver altså ikke hele tiden tale, tænke eller føle. Nogle gange gør vi det bedst som mennesker ved simpelthen bare at være til. Være til stede i situationer, selvom vi ikke kan finde de rigtige ord, tanker eller følelser – men bare lytte, bare sidde, bare være.
Det er naturligvis ikke et nemt budskab at tage til sig i en tid, hvor vi hele tiden skal være alt muligt andet end bare være til stede. Når vi her i kirken bare er til stede, så risikerer vi at blive rørt eller overrumplet af noget, der kommer ude fra os selv. Guds ord lyder til os, taler til os – måske forstyrrer de os, måske glæder de os, måske gør de ondt – for Guds ord er som en 12-årig drengs undrende spørgen: Hvis du tror, at Jesus er Guds søn og verdens frelser, hvad betyder det så for den måde, du lever på? Amen.
Prædikenstekster til 1. søndag efter Hellig tre konger
Salmer: 1. DDS 411: Hyggelig, rolig; 2. DDS 324: Dig rummer ej himle; 3. DDS 335: Flammerne er mange; --- ; 4. DDS 139: Hvor stor er dog den glæde; 5. DDS 123,6-8: Her kommer Jesus dine små; 6. DDS 69: Du fødtes på jord
