Da jeg var lille, brugte mine forældre meget tid på at lære mig at snakke og gå. Da jeg så blev større fik jeg at vide, jeg skulle klappe i og sidde stille. (Igennem tiden er det vidst gået op for mange forældre, at det er nemmere at lave børn, end det er at danne et menneske.) Opdragelse skal til i både barndom og ungdom, og jo mere voksne vi bliver, desto mere aflægger vi det barnlige. Med tiden lærer man de sociale regler for og statens love om, hvordan man skal opføre sig og indrette sig i vores samfund. Her hersker den danske lovgivning, og det sikrer os nogle rettigheder, hvis vi overholder loven. Bryder vi loven, ja, så falder dommerens hammer, og vi får straf som fortjent. Her går lov forud for nåde.
At lade nåde gå for ret er derimod et præcist udtryk for, hvad Jesus talte så meget om. Vi kender mest til det omvendte, at ret og lov er stærkere end barmhjertighed og nåde. Vi forsøger at opretholde en social orden og et retfærdigt samfund, fordi systemet ville falde fra hinanden, hvis vi lod nåde gå for ret. Det danske velfærdssamfund er bygget på lov og ret, som der står skrevet over indgangen til Københavns Byret: ”Med lov skal land bygges”, og det er jo sandt. Når vi bygger det danske rige og vore liv på love og regler, er Jesu ord dog skelsættende, når han taler om et andet rige baseret på nåde og barmhjertighed.
I dag som evangelietekst lyder nogle meget velkendte ord. Teksten bruges nemlig i forbindelse med dåb, og det jo meget passende at kunne prædike over den tekst, når vi for lidt siden netop havde dåb. Den korte historie om Jesus og hans disciple handler egentlig ikke om dåb, for der er ingen dåb i historien, intet vand og ingen dåbshandling, ingen spor af det jeg gjorde med både korstegnelse, håndspålæggelse og tre håndfulde vand. Da Jesus selv blev døbt i Jordanfloden af Johannes Døberen, foregik det ved, at man blev dykket helt ned under vandet. I vores folkekirkelige tradition har vi bevæget os langt væk fra det oprindelige, og nu går det hele meget ordentligt for sig, og vandplaskeriet er blevet meget begrænset. Det ydre tegn i dåben har vi ændret, men betydningen er den samme. Dåben drejer sig om velsignelse.
Folk, der havde hørt om Jesus, bar nogle små børn til ham for at han skulle røre ved dem, men disciplene truede ad dem. Andre gange bar folket syge og dæmonbesatte til Jesus, de bar sig selv og deres kære hen til ham, som de håbede, ville kunne redde dem fra sorg, synd og sygdom. Tit og ofte forsøgte disciplene at skubbe folk væk fra Jesus, fordi de ikke ville have, at deres store forbillede skulle omgås syndere og urene personer; han kunne jo risikere at blive smittet af deres sygdomme, synder og urenheder. Trangen til at skubbe mennesker væk har desværre også skubbet folk væk fra folkekirken, fordi mange så gerne har villet værne om et skønhedsbillede af kirken; men kirken er kun for syndere og dem, der netop har brug for et fristed – et sted hvor nådige ord lyder til enhver uanset social status eller rang i samfundet.
Jesus var ligeglad med disciplenes forståelse af de sociale normer og verdslige regler; han ville ikke være fjern og urørlig, men han plejede omgang med de værste syndere, han kunne opdrive – eller som fandt vej til ham. Guds rige af kærlighed og barmhjertighed åbnede han for dem, som var blevet lukket ude af verden. Guds rige inspirerede ham til et menneskeligt fællesskab. Dem, som andre havde forstødt i deres overholdelse af landets love og sociale regler, opsøgte han for at vise, at Gud ikke havde glemt dem; han lod ikke syndens mørke eller sorgens tyngde overmande dem fuldstændigt. Han lod dem komme hen til sig, og dem måtte disciplene ikke hindre, for også de hører til i Guds rige. Tit helbredte han de syge ved at røre dem med sine hænder, og i dag optræder han næsten som pædagog, når han lader de små børn komme hen til sig.
Når Jesus tager imod de små børn, handler det dog ikke om, at han som en bedsteforældre synes, at børn er specielt søde eller nuttede. Det handler heller ikke om, at han vil forsøge at øge sin popularitet ved at være venlig mod børn, ligesom politikerne er det under en valgkamp. For Jesus drejede det sig om at vise, at selv de mindste iblandt os og dem, der ikke er i stand til at handle eller gøre noget, er velkomne i hans kreds. Man skal altså ikke først gøre sig fortjent til hans fællesskab eller gøre sig nyttige til at komme i betragtning til en audiens.
Hvad kan et barn? Intet; de har som spæde og små ingen nytteværdi for samfundet. Der er ingen særlige egenskaber ved børn, og det er netop pointen. Børnene kom, som de var, snottede af frisk luft og fulde af legens skrammer, larmende og urolige, som børn kan være det på en ganske særlig måde, og usikre på den fremmede Jesus, som deres forældre var så optaget af, selvom børnene ikke forstod, hvorfor han var særlig. Og Jesus tog dem i sin favn og velsignede dem. Imens kiggede disciplene på og skammede sig over, at de troede, de kunne dømme nogen uden for Jesu fællesskab.
Hvad er særligt ved et barn? Især at det er afhængig af sine forældre; barnet er overladt til sine forældres nåde. Og som vi ved, kan forældre svigte deres børn, og børn kan svigte deres forældre. Forholdet mellem forældre og barn kan gå i stykker på alle mulige måder, og her hjælper hverken love eller regler. Ingen gylden lov eller almengyldig regel kan skabe kærlighed mellem os, uanset om vi er i familie eller ej. Barmhjertigheden har trange kår, når man forsøger at sætte love og regler, hvor kærligheden burde flyde frit.
Jesus vil vise sine disciple, at vi skal velsigne hinanden med vores fællesskab, hvad enten vi er gamle eller unge, om vi er de mest lovlydige eller mest lovløse. Dåben er ikke kun for børn, men alle døbte er blevet Guds børn. Børn er vi, og til børn skal vi blive. Og børn er vi, når vi beder med på Fadervor, der jo netop begynder med at sige: Fader vor, vor Far – Far i det høje, der kom til det lave – hør os, når vi be’r! Lad alle disse børn, børn af mennesker og børn af Gud komme til Jesus – dem må vi ikke hindre, for også de – lige så vel som vi – hører til i Guds rige, der er rig nok til alle. Amen.
Læs prædikenteksterne til 1. søndag efter Helligtrekonger
Salmer: 1. DDS 123: Her kommer Jesus dine små; 2. DDS 450: Du kommer, Jesus, i vor dåb; 3. DDS 379: Der er en vej; --- ; 4. DDS 441: Alle mine kilder; 5. DDS 456: Vor Herre Jesus i den nat; 6. DDS 121: Dejlig er jorden
At lade nåde gå for ret er derimod et præcist udtryk for, hvad Jesus talte så meget om. Vi kender mest til det omvendte, at ret og lov er stærkere end barmhjertighed og nåde. Vi forsøger at opretholde en social orden og et retfærdigt samfund, fordi systemet ville falde fra hinanden, hvis vi lod nåde gå for ret. Det danske velfærdssamfund er bygget på lov og ret, som der står skrevet over indgangen til Københavns Byret: ”Med lov skal land bygges”, og det er jo sandt. Når vi bygger det danske rige og vore liv på love og regler, er Jesu ord dog skelsættende, når han taler om et andet rige baseret på nåde og barmhjertighed.
I dag som evangelietekst lyder nogle meget velkendte ord. Teksten bruges nemlig i forbindelse med dåb, og det jo meget passende at kunne prædike over den tekst, når vi for lidt siden netop havde dåb. Den korte historie om Jesus og hans disciple handler egentlig ikke om dåb, for der er ingen dåb i historien, intet vand og ingen dåbshandling, ingen spor af det jeg gjorde med både korstegnelse, håndspålæggelse og tre håndfulde vand. Da Jesus selv blev døbt i Jordanfloden af Johannes Døberen, foregik det ved, at man blev dykket helt ned under vandet. I vores folkekirkelige tradition har vi bevæget os langt væk fra det oprindelige, og nu går det hele meget ordentligt for sig, og vandplaskeriet er blevet meget begrænset. Det ydre tegn i dåben har vi ændret, men betydningen er den samme. Dåben drejer sig om velsignelse.
Folk, der havde hørt om Jesus, bar nogle små børn til ham for at han skulle røre ved dem, men disciplene truede ad dem. Andre gange bar folket syge og dæmonbesatte til Jesus, de bar sig selv og deres kære hen til ham, som de håbede, ville kunne redde dem fra sorg, synd og sygdom. Tit og ofte forsøgte disciplene at skubbe folk væk fra Jesus, fordi de ikke ville have, at deres store forbillede skulle omgås syndere og urene personer; han kunne jo risikere at blive smittet af deres sygdomme, synder og urenheder. Trangen til at skubbe mennesker væk har desværre også skubbet folk væk fra folkekirken, fordi mange så gerne har villet værne om et skønhedsbillede af kirken; men kirken er kun for syndere og dem, der netop har brug for et fristed – et sted hvor nådige ord lyder til enhver uanset social status eller rang i samfundet.
Jesus var ligeglad med disciplenes forståelse af de sociale normer og verdslige regler; han ville ikke være fjern og urørlig, men han plejede omgang med de værste syndere, han kunne opdrive – eller som fandt vej til ham. Guds rige af kærlighed og barmhjertighed åbnede han for dem, som var blevet lukket ude af verden. Guds rige inspirerede ham til et menneskeligt fællesskab. Dem, som andre havde forstødt i deres overholdelse af landets love og sociale regler, opsøgte han for at vise, at Gud ikke havde glemt dem; han lod ikke syndens mørke eller sorgens tyngde overmande dem fuldstændigt. Han lod dem komme hen til sig, og dem måtte disciplene ikke hindre, for også de hører til i Guds rige. Tit helbredte han de syge ved at røre dem med sine hænder, og i dag optræder han næsten som pædagog, når han lader de små børn komme hen til sig.
Når Jesus tager imod de små børn, handler det dog ikke om, at han som en bedsteforældre synes, at børn er specielt søde eller nuttede. Det handler heller ikke om, at han vil forsøge at øge sin popularitet ved at være venlig mod børn, ligesom politikerne er det under en valgkamp. For Jesus drejede det sig om at vise, at selv de mindste iblandt os og dem, der ikke er i stand til at handle eller gøre noget, er velkomne i hans kreds. Man skal altså ikke først gøre sig fortjent til hans fællesskab eller gøre sig nyttige til at komme i betragtning til en audiens.
Hvad kan et barn? Intet; de har som spæde og små ingen nytteværdi for samfundet. Der er ingen særlige egenskaber ved børn, og det er netop pointen. Børnene kom, som de var, snottede af frisk luft og fulde af legens skrammer, larmende og urolige, som børn kan være det på en ganske særlig måde, og usikre på den fremmede Jesus, som deres forældre var så optaget af, selvom børnene ikke forstod, hvorfor han var særlig. Og Jesus tog dem i sin favn og velsignede dem. Imens kiggede disciplene på og skammede sig over, at de troede, de kunne dømme nogen uden for Jesu fællesskab.
Hvad er særligt ved et barn? Især at det er afhængig af sine forældre; barnet er overladt til sine forældres nåde. Og som vi ved, kan forældre svigte deres børn, og børn kan svigte deres forældre. Forholdet mellem forældre og barn kan gå i stykker på alle mulige måder, og her hjælper hverken love eller regler. Ingen gylden lov eller almengyldig regel kan skabe kærlighed mellem os, uanset om vi er i familie eller ej. Barmhjertigheden har trange kår, når man forsøger at sætte love og regler, hvor kærligheden burde flyde frit.
Jesus vil vise sine disciple, at vi skal velsigne hinanden med vores fællesskab, hvad enten vi er gamle eller unge, om vi er de mest lovlydige eller mest lovløse. Dåben er ikke kun for børn, men alle døbte er blevet Guds børn. Børn er vi, og til børn skal vi blive. Og børn er vi, når vi beder med på Fadervor, der jo netop begynder med at sige: Fader vor, vor Far – Far i det høje, der kom til det lave – hør os, når vi be’r! Lad alle disse børn, børn af mennesker og børn af Gud komme til Jesus – dem må vi ikke hindre, for også de – lige så vel som vi – hører til i Guds rige, der er rig nok til alle. Amen.
Læs prædikenteksterne til 1. søndag efter Helligtrekonger
Salmer: 1. DDS 123: Her kommer Jesus dine små; 2. DDS 450: Du kommer, Jesus, i vor dåb; 3. DDS 379: Der er en vej; --- ; 4. DDS 441: Alle mine kilder; 5. DDS 456: Vor Herre Jesus i den nat; 6. DDS 121: Dejlig er jorden
