Liturgi og prædiken
Indledning
Efter flere gange at have haft en del tekniske problemer håber jeg, at dagens live-streaming går fint igennem. Når jeg holder fast ved denne måde at holde video-andagter på, så er det fordi, jeg synes der er noget åndeligt stærkt ved, at vi kan samles på samme tid, når nu vi ikke kan samles på samme sted. De live-streaminger, hvor billed- og lydkvalitet er dårlig, vil jeg i de kommende dage gøre om og optage som regulere videoer, som lægges på youtube. Det får I mere at vide om bl.a. via min nyhedsmail.
I dag mindes vi med flaget på hel, at Jesus fysisk opstod fra de døde og dermed brød dødens magt over livet. I dag vi takker ham for hans offer og vilje til at gå den smertelige vej, som vi ikke formår; at han tog al verdens synd på sig for at bære, hvad vi ikke kan. Vi må glæde os over, at han gjorde det af kærlighed til os og af kærlighed opstod han og vendte tilbage for at fortsætte med at give os mod på og lyst til at leve – selvom vi en dag skal dø.
Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader og Herren Jesus Kristus. Lad os alle bede: Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig for din store nåde og barmhjertighed, at du har hengivet din Søn for vore synders skyld og oprejst ham til retfærdighed for os. Vi beder dig, at du vil give os din Helligånd og gennem ham lede og styre os, bevare os i den sande tro, vogte os for alle synder og efter dette liv opvække os til det evige liv ved din Søn, Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen.
Vi skal synge Salme: 234: Som forårssolen morgenrød
Indledning til læsningen:
Nu vil jeg læse et afsnit fra Peters første brev. Det er altså apostlen Peter, han, som var den mest ivrige apostel, men som også svigtede Jesus Langfredag og nægtede at kende ham. Vi har i det nye testamente kun to af Peters breve, men de er skønne og fulde af håbefuldhed. I dag skal vi høre et afsnit fra hans første brev, der handler om det håb, vi fik i vor dåb; om at opstå til evigt liv med en større glæde, end vi nogensinde har følt. Vi skal leve med det håb for øje.
Læsning: * Epistlen skriver apostlen Peter i sit første brev: Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid. Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares. Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham, men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde, når I kommer frem til troens mål, jeres sjæles frelse. (Første Petersbrev 1,3-9) Amen
Når vi nu siger trosbekendelsen sammen, så er det for at stå sammen på det værdigrundlag, som vi er fælles om her i kirken. Trosbekendelse (siges) Lad os bekende for kristne tro: Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber. Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Vi tror på Helligånden, en hellig, almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Amen.
Vi skal synge Salme: 233: Jesus lever, graven brast
Evangelielæsning I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. (Matthæusevangeliet 28,1-8) Amen.
Prædiken: Påsketiden kan bruges på mange måder, men dens særlige dage især i denne tid kalder på eftertanke. I går besøgte jeg mine forældres gravsteder og mærkede endnu engang både sorg og savn. I går var det den stille lørdag mellem Langfredag - hvor vi mindes Jesu korsfæstelse og død - og Påskedagen i dag - hvor vi fejrer hans opstandelse fra de døde. Da jeg stod ved mine forældres gravsteder ønskede jeg endnu engang at kunne have en sidste samtale med dem; at de ville opstå i dét øjeblik, så vi kunne sige ordentligt farvel til hinanden, for den mulighed var der ikke, lige før de døde. Og tænk, alle de ord, man kunne have sagt, da de endnu levede, fik man ikke sagt, fordi man troede, der var tid nok. Måske var der dog mere end rigeligt med tid, og måske fik man da også sagt det, man skulle, men længslen efter blot ét øjeblik mere sammen med sine kære, sidder som et brændemærke i langt tid og svier. Man mærker virkeligt, hvordan døden stadig er en fjende af livet, og hvordan man ikke er den samme, når først døden har revet nogle af ens nærmeste bort.
Disciplene omkring Jesus følte umådelig stor sorg, ikke blot over hans død på korset, men også over at de svigtede i det øjeblik, da Jesus havde mest brug for dem. Skammen brændte i dem over, at tvivlen så let kunne vælte deres tro og over, at de forrådte, svigtede og flygtede som kujoner væk fra ham og hans henrettelse. Jo, Langfredag blev en virkelig sort plet i verdenshistorien og i mange menneskers samvittighed, og de gemte sig bag låste døre, for de var bange for, at de også selv skulle blive fanget og hånet og pisket, fordi de havde troet og håbet på, at Jesus var den udvalgte; ham, der kunne frelse.
Langfredagens død og smerte gik over i en dødsstille lørdag for de mange, der havde håbet på, at Jesus skulle redde dem ud af al deres nød og elendighed. Og i forhold til den dybeste smerte og fortvivlelse står Påskedag i stærk kontrast med opstandelse af Jesus og oprejsning af dem, der havde forsyndet sig imod ham. For Jesus kom for at tilgive dem, der havde svigtet. Og det er denne glædelige opstandelse, vi skal kredse om i dag. Vi har igennem påsken fulgt Jesus på hans vej lige fra undfangelsen på Mariæ Bebudelsesdag, hvor jomfru Maria jublede over det liv, der voksede frem i hende, og vi fulgte med ham Palmesøndag, da han red på æselryg ind i Jerusalem og lod sig hylde som en konge, og Skærtorsdag var vi med i spisestuen omkring nadvermåltidsbordet, hvor brød og vin blev til kød og blod, og hvor Jesus gav os det forbillede, at vi skal være tjenere for hinanden. Og så begynde de skrækkelige timer for alvor, hvor forræderen forrådte i Gethsemane have, hvor vennen svigtede i det øjeblik, hvor hanen galede og dommen blev fældet. Der lød piskesmæld og mobbeord, for alle var nu rede til mord. Ofret blev ført under korsets skam; nogle begræd og andre besang, den skæbne, der ubarmhjertigt ramte ham. Gravhulens mørke rum tog imod ham med åben mund, og klippestenen blev rullet for. Men på tredjedagen lynede og glimtede det ved højlys dag, da stenen blev væltet fra graven – for hvem kan dræbe den kærlighed, der frivilligt går ind i døden?
Gud havde oprejst Jesus, men ingen havde set hvordan. De første vidner ved den tomme grav var kvinder; for kvinder har altså en ganske særlig plads i Guds plan for verden. Jesus blev født af sin mor, og nogle af hans mest trofaste tilhængere var kvinder, som han havde frelst fra sygdom, vanære og fortabelse. De forstod med forstand og hjerte livets gave, og troede på englens utrolige ord. Påskemorgens opstandelse hørte de mandlige disciple altså som engleord i kvindemund, og selvom det er nemt at betvivle, var det Guds måde at handle på. Ingen skal nemlig være sikker på sin egen klogskab, for selv i spædbarnets og æslets mund kan Guds ord lyde til håb, advarsel, opmuntring, tro, trøst og efterfølgelse. Ja, kvinderne var bange, for de havde set noget, de ikke kunne forklare eller forstå; og dog var det dét, de troede på. Senere viste Jesus sig i kød og blod for dem og som en kriger viste han de sår, han havde fået af korsfæstelsen. Jesus forklarede aldrig, hvordan det var at være død, eller hvordan han opstod; det må åbenbart ikke have været så vigtigt; lad det bare være et mysterium for troen.
Det vigtige er derimod det, han hele tiden vendte tilbage til: Livet her på jord. Ja, altså her, hvor vi lever, bor og tror. Vi kan mene meget om menneskelivet, men når Guds Søn blev menneske, er menneskelivet altså ikke uden mening eller betydning for Gud. Jeg sluttede min prædiken af Langfredag med at sige, at Jesus døde for os, for at vi skal leve for ham. I dag kan man så sige, at han opstod for os, så at vi ikke skal fortvivle over døden eller frygte for dén dag i vort liv. For døden huserer stadig på trods af Jesu opstandelse; døden er her stadig og forskrækker os, så vi bliver bange for at miste og måske endda bliver bange for at leve og elske af frygt for smerten.
Men selvom døden har en brod og kan stikke os og lægge os i graven, så har den ingen magt, og kan ikke holde på os for evigt. Det er der en stor trøst i, både når jeg står ved mine forældres gravsteder, og når jeg begraver folk, om de er børn, unge eller gamle, for døden tager ingen hensyn, og vi er alle udsatte. Sorg er der, for tabet er smerteligt, men omsorg og trøst er der sandelig også, for Jesus er gået før os og foran os til sin Faders hus, hvor der er mange boliger. Selvom vi glæder os til gensynet i evigheden med alle dem, vi har måttet farvel til, må vi stadig være tro mod den opgave vi har fået her på jorden, som vi er sat til at forvalte. Da kvinderne ved graven havde hørt den forfærdeligt gode nyhed skyndte de sig af sted fyldt med både frygt og glæde. De løb med tankerne om, at skulle fortælle det glædelige til alle de andre og de skyndte sig fordi, de skulle møde ham igen; ham, der var deres frelser og sjæleven. Fyldt af glæde over livets under står vi ved graven og hilser påskedagen hjerteligt velkommen. Med dødssorgen i den ene hånd og opstandelseshåbet i den anden, vender vi tilbage til hverdagen og tilværelsen. For nok vil sorgen fylde, men i dag vil vi glæden hylde. Jesus Kristus kom til os og genoprejs vores jævne tro, håb og kærlighed. Glædelig påske. Amen.
Lad os alle bede: Gode Gud, du oprejste din Søn for døden kan ikke holde på ham, der giver os liv, håb og kærlighed. Lad påskehåbet så sine frø i os, så troen vokser op som en plante, der sætter mange sideskud overalt, hvor vi går hen her i livet og tilværelsen. Lad påskeglæden løfte vore tanker og sorger som den morgenrøde forårssol, der inspirerer blomster og blade til at folde sig ud i en symfoni af taknemmelighed over skaberværkets mangfoldige storhed. Send Helligånden som forårssolen ind i vort inderste, så også vores tro, håb og kærlighed blomstrer i fryd over opstandelsens mirakuløse livlighed. Vor frelser og sjæleven giv os øjne til at se dem, der har brug for os og giv os omsorg og forstand til at være til gavn, hvor end vi kan. Gud i det høje vær med os i det lave; vær med de syge og døende og dem, der sidder ensomme og alene. Send din englehær ud i alverden, fjern og nær. Vær med dem, der kæmper imod de onde magter i verden. Velsign vor modersmål og fædreland. Vær med dronning, regering og folketing; giv dem visdom til at regere og handle til gavn og glæde. Amen.
Meddelelser: Og så vil jeg meddele at i morgen Anden Påskedag streamer jeg en andagt her fra Vilslev Kirke kl. 11.
Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
Vi skal nu synge Salme 241: Tag det sorte kors fra graven, mel: Rung
Lad os i fællesskab bede Fadervor. Fader vor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vor daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget, magten og æren i evighed. Amen.
Modtag Herrens velsignelse: Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred. I Jesu navn. Amen.
Nu skal vi synge Salme 236: Påskeblomst, hvad vil du her
Tak for nu. Tak fordi I så med og deltog på hver jeres måde. Jeg håber stadig, at vi snart igen kan mødes i kirken og synge sammen. I er velkomne til at skrive jeres hilsener og kommentarer under videoen.