Kristen ateisme har haft sit indtog i teologi og kirke igennem de seneste år. Lars Sandbeck har udfoldet og forklaret hvad det er, og hvorfor kristen ateisme tilsyneladende vinder indpas. Andre har diskuteret kristen ateisme og indlægget her rummer såvel forklaring som diskussionen.
I Præsteforeningens Blad (PB) nr. 4 og 5 har ph.d., cand.theol. Lars Sandbeck bidraget med to artikler, der fremlægger og forklarer udtrykket ”kristen ateisme”. Grundspørgsmålet i den position er: ”Skal man tro på Gud for at være kristen eller er det muligt at være kristen uden samtidigt at tro på Gud?” (…) ”Med andre ord: Kan man være kristen ateist?” (Sandbeck PB 4 s. 66). Formålet med artiklerne er: ”at prøve at finde en måde at tale om Gud på, som på den ene side er tro mod den kristne tradition, og som på den anden side er på ”kommunikationsniveau med sin samtid”. (Sandbeck PB8 s. 167).
Sandbecks artikler er delt i fem afsnit: Trosbegrebet, Kulturkristendom, Kristus alene, Gud er ånd og kærlighed samt Retfærdiggørelse af de gudløse. I PB har andre i kølvandet på artiklerne kommenteret og debatteret Sandbeck, og jeg vil undervejs inddrage deres bidrag i gennemgangen af Sandbecks artikler. Desuden vil jeg ikke undlade selv at inddrage mine egne tanker og kommentarer undervejs i oplægget.
Som sagt lægger Sandbeck ud med i PB nr. 4 at stille det spørgsmål, han vil forsøge at afklare: ”Skal man tro på Gud for at være kristen eller er det muligt at være kristen uden samtidigt at tro på Gud?” (…) ”Med andre ord: Kan man være kristen ateist?” (s 66) I den forbindelse fremlægger han følgende definition af ateisme: ”Ateisme er benægtelse af troen på Gud, og historisk set især en benægtelse af den Gud, kristendommen forkynder.” (Sandbeck PB 4 s. 66). En anderledes definition gives senere: ”I dag betyder ateisme en benægtelse af troen på Gud, eller rettere: troen på, at der ikke findes nogen Gud.” (Sandbeck PB 5 s. 97). Denne definition fremlægger ateismen som en tro, og er altså forskellig fra den første definition. Sandbeck fremhæve: ”at troen på den kristne Gud ikke med nødvendighed implicerer en tro på overnaturlige hændelser, mirakler og et mytologisk verdensbillede.” (Sandbeck PB 4 s. 66)
Sandbeck læner sig op af andre kristne ateister såsom:
Dietrich Bonhoffer – skulle være fortaler for en religionsløs kristendom
Thomas Altizer – Den kristne ateismes evangelium (1966)
Dorothee Sölle – At tro ateistisk på Gud (1968)
Ernst Bloch – Ateismen i kristendommen (1968)
Niels Grønkjær – Den nye Gud (2010)
Slavoj Žižek – der skulle mene, at det sande evangelium er, at Gud er død
Det vil ifølge Sandbeck være mest konstruktivt at ”betragte sekulære, ateistiske teologier som fortløbende, konstruktive forsøg på at gøre det kristne budskab meningsfuldt og sigende i en post-kristen, sekulær kultur.” (Sandbeck PB 4 s. 67). Sandbecks ærinde er altså at italesætte kristendom på en nutidig relevant og forståelig måde.
Dispositionen på Sandbecks indlæg i Sandbeck: ”I det følgende vil jeg undersøge udtrykkets [i.e. kristen ateisme] forskellige betydningsmuligheder ved at fremhæve nogle af de religionskritiske og ateistiske potentialer, kristendommen rummer. Jeg begynder med den såkaldte kulturkristendom og bevæger mig derefter over i den mere genuine teologi, hvor jeg navnlig vil fokusere på Kristus alene-princippet (solus Christus), den kristne gudstanke og til sidst evangeliet om retfærdiggørelse af de gudløse.” (Sandbeck PB 4 s. 67).
Sandbeck definerer kulturkristendom: ”Kulturkristendommen er ikke udtryk for en kristen ateisme, men repræsenterer i stedet et moderne kompromis mellem ateisme og kristendom.” (...) Der findes dog en mere filosofisk kulturkristendom, der mener, at kristendommen rummer ”et budskab, der i sin kerne er religionsopløsende og dermed fremmende for udviklingen af ateisme.” (Sandbeck PB 4 s. 68). Gianni Vattimo leverer en sådan kulturkristen filosofi. ”Vattimo tror altså ikke på Gud.” Vattimo insisterer dog på, at ”denne mangel på gudstro ikke skal ses som et brud med, men snarere en fuldbyrdelse af kristendommen selv.” (Sandbeck PB 4 s. 69)
”Inkarnationstanken skal ifølge Vattimo forstås kenotisk som en ide om Guds selvudtømmelse, magtafgivelse og selvafvikling.” (Sandbeck PB 4 s. 69). Kenosis-tanken stammer fra Gottfried Thomasius (1802-1875), der var professor i dogmatik ved Erlangen, og desuden en fremtrædende repræsentant for Erlange-Skolen med dens neo-lutheranske teolgiske diskurs imod pietisme og rationalisme. Kenosis-tanken hentes fra Fil 2,7a ”men gav afkald på det,”, der jf. Mk 13,32 ”Men den dag eller time er der ingen, der kender, hverken englene i himlen eller Sønnen, men kun Faderen.” læses som om, Jesus opgav nogle guddommelige egenskaber såsom omniscience, omnipresens, omnipotent. Dog modsvares denne tanke af Kol 2,9 ”For i ham bor hele guddomsfylden i kød og blod” og Joh 10,30 ”Jeg og Faderen er ét” samt tonaturlæren fra det fjerde økumeniske koncil i Kalkedon (år 451) ”to naturer i én person, uden sammenblanding eller forvandling, men uopløseligt og uadskilleligt forenede”. Man må desuden stille sig undrende over for Vattimos og Sandbecks brug af kenosis; for hvis der ikke findes en metafysisk Gud, hvad eller hvem er det så, der har udtømt sig selv i personen Jesus?
”Vattimo opfatter naturligvis ikke inkarnationen som en faktuel hændelse” (…) ”Vattimo er inspireret af Hegel og opfatter derfor snarere inkarnationstanken som netop en tanke” (…) ”Inkarnationen er ideen om magtsvækkelse.” (…) ”Resultatet bliver et samfund, der har opgivet troen på absolutte sandheder og i stedet indrømmer, at alt er åbent for fortolkning og forhandling.” (Sandbeck PB 4 s. 69) Jf. Descartes: ”Alt er relativt.”
”Teologisk set er synspunktet mere tvivlsomt.” (Sandbeck PB 4 s. 69) ”Den ateisme, Vattimo bekender sig til og ser som et produkt af kristendommen, er således blot en utilsigtet sociologisk konsekvens af en teologisk ide.” (Sandbeck PB 4 s. 70).
Romerne kritiserede de kristne for at være ateister. ”At være ateist i romernes øjne var ensbetydende med at afvise statens traditionelle guder og dermed den opgave, guderne skulle varetage.” (Sandbeck PB 5 s. 96). Pax deorum (guderne fred) var forudsætningen for pax romanum (imperiets fred) – de kristnes afvisning af den romerske, polyteistiske religion bragte derfor Romerriget i fare. At Paulus holder sig til Kristus alene (1 Kor) er samtidigt en afvisning af alle andre religiøse instanser samt den ”overtroiske, religiøse købmandsvirksomhed” (Sandbeck PB 5 s. 97).
”Kristus alene-princippet repræsenterer et opgør med religion i ordets almindelige betydning. I religionen forsøger mennesket at binde sig til guderne for at få guderne til at handle til fordel for mennesket.” (Sandbeck PB 4 s. 98). Det udtrykkes i offerreligionernes do ut des ("jeg giver, for at du skal give").
”Men hvad mente de kristne i grunden, når de talte om Gud? De nye ateister (…) opfatter den kristne gudstro som et postulat om eksistensen af en overnaturlig instans, der på magisk vis skaber og opretholder verden.” (Sandbeck PB 5 s. 98) Ifølge Sandbeck er den forestilling ikke kristen men ”en alment teistisk gudsforestilling” (Sandbeck PB 5 s. 98). ”Holder man sig til de nytestamentelige kilder, vil man opdage, at der kun findes to ”definitioner” af, hvem og hvad Gud er. ”Gud er kærlighed” (1. Johs.) og ”Gud er ånd” (Johs). Men hvis Gud er kærlighed og ånd, så er Gud ikke et objekt uden for verden, som man kan forholde sig til på en ydre ting eller genstand.” (Sandbeck PB 5 s. 98). Peter Fredenborg: ”Det interessante er her, at Sandbeck selv definerer ”Gud som en ”inter-esse”, et mellemværende, noget, der kun er til i relationen mellem eksisterende ting (Fredensborg PB 8 s. 169). Ole Brehm Jensens forståelse af Sandbecks udsagn: ”Jo, for ånd og kærlighed er interpersonelle bestemmelser og således er Gud altså til: Som den ånd og den kærlighed, der er mellem os. Forstå det, hvem der kan.” (Jensen PB 8 s. 164). Hvad blev der af, at Gud er Ordet jf. Genesis og Johannesprologen?
”Teismen findes i både en folkelig og en filosofisk eller teologisk udgave.” (...)”Men hvis Gud er ånd og kærlighed, kan han ikke forstås inden for rammerne af en teistisk tankegang. Det har kristne tænkere som Hegel, Kirkegaard, Grundtvig, Karl Barth, Rudolf Bultmannn, Paul Tillich, Johannes Sløk, Niels Grønkjær og mange, mange flere for længst bemærket. Kristendommen er en a-teistisk religion, idet den ikke forstår Gud som en tingslig instans uden for verden.” ( Sandbeck PB 5 s. 98) Namedropping har aldrig været et godt argument; og namedropping uden kildehenvisning er endda et dårligt argument.
Sandbeck undlader at definere ånd og kærlighed i teologisk betydning, men definerer begreberne ud fra en menneskelig vinkel, hvor ånd og kærlighed ikke er noget i sig selv, men kun noget i relationen (s. 99) Argumentationen er altså induktiv og ikke deduktiv.
”Hvis det at tro på Gud indebærer en tro på, at Gud eksisterer, så var Bonhoeffer ateist. Ja, så er kristendommen en ateistisk religion.” (Sandbeck PB 5 s. 99) ”Teismen hævder med andre ord, at Gud ”eksisterer”. For at eksistere vil sige ”at stå uden for”, dvs. at være noget udvortes, en foreliggende genstand” (Sandbeck PB 5 s. 99)
Kristendommen rummer iflg. Sandbeck en række ateistiske eller religionskritiske tendenser, der kan give udtrykket ”kristen ateisme” en vis berettigelse: 1) Kristendommen er ateistisk, fordi den rummer idéen om svækkelse, 2) Kristendommen er ateistisk/religionskritisk, idet Kristus alene-princippet angriber menneskets naturlige religiøsitet og tro på offerhandlingens logik, 3) Kristendommens gudsforestilling er uforenelig med teismen, ”hvorfor kristendommen per definition er a-teistisk.” ( Sandbeck PB 5 s. 100).
”Kristendommen er den eneste religion, der synes ligefrem at legitimere en ateistisk, gudløs livsholdning.” (Sandbeck PB 5 s. 100) – men hvad så med buddhismen?
”hvem er Kristus? Mit ud på et svar vil være, at Kristus er den, der retfærdiggør de gudløse.” (Sandbeck PB 5 s. 100) jf Rom 4,5: ”Den derimod, der ikke arbejder, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til retfærdighed. ” Her fejler Sandbeck i sin argumentation: ”at være kristen er at tro på, at at det gudløse, ateistiske menneske lever et lige så legitimt og (i mangel af bedre ord) gudvelbehageligt liv, som det troede menneske” (Sandbeck PB 5 s. 100), fejlen ligger i, at Sandbeck bygger sit argument på et halvt citat i en kontekst om tro versus gerninger. Sandbeck sidestiller ateistiske mennesker med troende, mens der er jo i citatet netop tale om, at det ugudelige menneske gøres retfærdigt ved Kristus, og at det er ved troen, at den ugudelig retfærdiggøres. Der er altså kun tale om, at troen er for alle, men at kun den, der tror, retfærdiggøres. ”Det afgørende er ikke, om du selv tror på Gud, eller ej. Det afgørende er, om du tror på Kristus, som retfærdiggør det menneske, der ikke tror på Gud.” (Sandbeck PB 5 s. 100). Dette går direkte imod rigtig mange udsagn fra både Jesus og Paulus. Sandbeck besvarer ikke, hvordan Kristus retfærdiggør den ugudelige – men svaret må være, at den ugudelige kun retfærdiggøres ved sin tro, ligesom Abraham blev det; og når den ugudelige tror, er han ikke længere ugudelig. (jf. Kjærby PB 11 s. 249)
Sandbeck mener, at Jesus i korsfæstelsen selv oplever en gudsforladthed: ”Her sker der på et tidspunkt det forunderlige, at Jesus mister troen på Gud.” (Sandbeck PB 5 s. 100). Herimod svarer Kresten Thue Andersen: ”At Jesus beskrives som et menneske, der føler sig forladt af Gud, betyder ikke nødvendigvis, at Jesus har mistet troen på Gud. Jesu råb: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” er i grunden en henvendelse, en bøn til Gud, og som sådan forudsætter dette udsagn tro på Gud.” (Andersen PB 7 s. 144) Iflg. Andersen bør der skelnes mellem tro og tiltro, idet Jesus ikke synes at miste sin tro på Gud, da det ville gøre hans råb til Gud omsonst. ”En nødvendig præmis vil da være, at det at miste håbet eller sin tiltro til Gud er udtryk for ateisme.” (Andersen PB 7 s. 144)
Sandbeck mener, at ”kristendommen rummer en opfattelse af, at Gud selv er ateist.” (…) ”Gud forsoner sig ikke med mennesket ved at bringe det ud af ateismen og over i troen. (…) Dvs. Gud forsoner sig med mennesket ved at blive ligesom os, når vi ikke tror på ham. Men så er mennesket jo også sat fri til at forblive i sin ikke-tro” (Sandbeck PB 5 s. 101).
”Ordet ”religion” kommer formegentlig af det latinske ”religare”, der betyder ”at binde” (…) At være kristen er at være bundet til Kristus. Men at være bundet til Kristus, er at være bundet til den, der retfærdiggør de gudløse.” (Sandbeck PB 5 s. 101). Det stemmer ikke med brugen af religio i Jak 1,26 (Vulgata), der oversættes med ”gudsdyrkelse”: ” Den, der mener at dyrke Gud, men ikke tøjler sin tunge, fører sig selv bag lyset; hans gudsdyrkelse er intet værd.”
Efter i PB 4 og 5 at have fremlagt ”kristen ateisme” vender Sandbeck endelig tilbage i PB 8 (s. 167f.) med nogle klare statements om ”kristen ateisme”:
”Kristen ateisme repræsenterer:
Peter Fredensborg (PB 8) og Nikolaj Hartung Kjærby (PB 11) har leveret en række argumenter imod Sandbecks artikler. Sandbecks teologi bygger på fire skriftsteder fra NT, som Fredensborg og Kjærby tilbageviser. Pkt. 1 behandles af Fredensborg i PB 8 s. 168-171, og Kjærby behandler de tre andre i PB 11 s. 249-251.
Skal jeg forsøge at afrunde denne fremstilling, må jeg først fremhæve Sandbecks bevæggrunde som aldeles værdsatte; teologers og præsters opgave er til stadighed at forsøge at fortolke og formidle evangeliet på en nutidig forståelig og relevant måde. Personligt mener jeg, Sandbeck går for langt i sin iver efter at tale det samme sprog som sekulariserede mennesker eller ateister, og Fredensborgs og Kjærbys indlæg er vægtige modsvar til Sandbecks tale om kristen ateisme. På trods af de meget få sider, Sandbeck tilsyneladende har fået i PB at gøre med, må det alligevel fremhæves, at hans Bibellæsning og eksegese ikke er fremragende. Det virker som om, han har haft konklusionerne på forhånd, og blot har ønsket at finde understøttende skriftsteder.
Den ateistiske kristendom florerer allerede mange steder både på universitetets og pastoralseminariets gange. Den såkaldt narrative teologi synes i høj grad at slå til lyd for en såkaldt ateistisk kristendom. For mig at se er perspektivet i en sådan kristendom, at den åndelige dimension forsvinder og erstattes af en opfattelse af kristendommen som et rent etisk anliggende; hvor Gud altså kun findes som et mellemmenneskeligt anliggende.
Ole Madsens kilder:
Lars Sandbecks kilder:
Sandbecks artikler er delt i fem afsnit: Trosbegrebet, Kulturkristendom, Kristus alene, Gud er ånd og kærlighed samt Retfærdiggørelse af de gudløse. I PB har andre i kølvandet på artiklerne kommenteret og debatteret Sandbeck, og jeg vil undervejs inddrage deres bidrag i gennemgangen af Sandbecks artikler. Desuden vil jeg ikke undlade selv at inddrage mine egne tanker og kommentarer undervejs i oplægget.
Som sagt lægger Sandbeck ud med i PB nr. 4 at stille det spørgsmål, han vil forsøge at afklare: ”Skal man tro på Gud for at være kristen eller er det muligt at være kristen uden samtidigt at tro på Gud?” (…) ”Med andre ord: Kan man være kristen ateist?” (s 66) I den forbindelse fremlægger han følgende definition af ateisme: ”Ateisme er benægtelse af troen på Gud, og historisk set især en benægtelse af den Gud, kristendommen forkynder.” (Sandbeck PB 4 s. 66). En anderledes definition gives senere: ”I dag betyder ateisme en benægtelse af troen på Gud, eller rettere: troen på, at der ikke findes nogen Gud.” (Sandbeck PB 5 s. 97). Denne definition fremlægger ateismen som en tro, og er altså forskellig fra den første definition. Sandbeck fremhæve: ”at troen på den kristne Gud ikke med nødvendighed implicerer en tro på overnaturlige hændelser, mirakler og et mytologisk verdensbillede.” (Sandbeck PB 4 s. 66)
Sandbeck læner sig op af andre kristne ateister såsom:
Dietrich Bonhoffer – skulle være fortaler for en religionsløs kristendom
Thomas Altizer – Den kristne ateismes evangelium (1966)
Dorothee Sölle – At tro ateistisk på Gud (1968)
Ernst Bloch – Ateismen i kristendommen (1968)
Niels Grønkjær – Den nye Gud (2010)
Slavoj Žižek – der skulle mene, at det sande evangelium er, at Gud er død
Det vil ifølge Sandbeck være mest konstruktivt at ”betragte sekulære, ateistiske teologier som fortløbende, konstruktive forsøg på at gøre det kristne budskab meningsfuldt og sigende i en post-kristen, sekulær kultur.” (Sandbeck PB 4 s. 67). Sandbecks ærinde er altså at italesætte kristendom på en nutidig relevant og forståelig måde.
Dispositionen på Sandbecks indlæg i Sandbeck: ”I det følgende vil jeg undersøge udtrykkets [i.e. kristen ateisme] forskellige betydningsmuligheder ved at fremhæve nogle af de religionskritiske og ateistiske potentialer, kristendommen rummer. Jeg begynder med den såkaldte kulturkristendom og bevæger mig derefter over i den mere genuine teologi, hvor jeg navnlig vil fokusere på Kristus alene-princippet (solus Christus), den kristne gudstanke og til sidst evangeliet om retfærdiggørelse af de gudløse.” (Sandbeck PB 4 s. 67).
Sandbeck definerer kulturkristendom: ”Kulturkristendommen er ikke udtryk for en kristen ateisme, men repræsenterer i stedet et moderne kompromis mellem ateisme og kristendom.” (...) Der findes dog en mere filosofisk kulturkristendom, der mener, at kristendommen rummer ”et budskab, der i sin kerne er religionsopløsende og dermed fremmende for udviklingen af ateisme.” (Sandbeck PB 4 s. 68). Gianni Vattimo leverer en sådan kulturkristen filosofi. ”Vattimo tror altså ikke på Gud.” Vattimo insisterer dog på, at ”denne mangel på gudstro ikke skal ses som et brud med, men snarere en fuldbyrdelse af kristendommen selv.” (Sandbeck PB 4 s. 69)
”Inkarnationstanken skal ifølge Vattimo forstås kenotisk som en ide om Guds selvudtømmelse, magtafgivelse og selvafvikling.” (Sandbeck PB 4 s. 69). Kenosis-tanken stammer fra Gottfried Thomasius (1802-1875), der var professor i dogmatik ved Erlangen, og desuden en fremtrædende repræsentant for Erlange-Skolen med dens neo-lutheranske teolgiske diskurs imod pietisme og rationalisme. Kenosis-tanken hentes fra Fil 2,7a ”men gav afkald på det,”, der jf. Mk 13,32 ”Men den dag eller time er der ingen, der kender, hverken englene i himlen eller Sønnen, men kun Faderen.” læses som om, Jesus opgav nogle guddommelige egenskaber såsom omniscience, omnipresens, omnipotent. Dog modsvares denne tanke af Kol 2,9 ”For i ham bor hele guddomsfylden i kød og blod” og Joh 10,30 ”Jeg og Faderen er ét” samt tonaturlæren fra det fjerde økumeniske koncil i Kalkedon (år 451) ”to naturer i én person, uden sammenblanding eller forvandling, men uopløseligt og uadskilleligt forenede”. Man må desuden stille sig undrende over for Vattimos og Sandbecks brug af kenosis; for hvis der ikke findes en metafysisk Gud, hvad eller hvem er det så, der har udtømt sig selv i personen Jesus?
”Vattimo opfatter naturligvis ikke inkarnationen som en faktuel hændelse” (…) ”Vattimo er inspireret af Hegel og opfatter derfor snarere inkarnationstanken som netop en tanke” (…) ”Inkarnationen er ideen om magtsvækkelse.” (…) ”Resultatet bliver et samfund, der har opgivet troen på absolutte sandheder og i stedet indrømmer, at alt er åbent for fortolkning og forhandling.” (Sandbeck PB 4 s. 69) Jf. Descartes: ”Alt er relativt.”
”Teologisk set er synspunktet mere tvivlsomt.” (Sandbeck PB 4 s. 69) ”Den ateisme, Vattimo bekender sig til og ser som et produkt af kristendommen, er således blot en utilsigtet sociologisk konsekvens af en teologisk ide.” (Sandbeck PB 4 s. 70).
Romerne kritiserede de kristne for at være ateister. ”At være ateist i romernes øjne var ensbetydende med at afvise statens traditionelle guder og dermed den opgave, guderne skulle varetage.” (Sandbeck PB 5 s. 96). Pax deorum (guderne fred) var forudsætningen for pax romanum (imperiets fred) – de kristnes afvisning af den romerske, polyteistiske religion bragte derfor Romerriget i fare. At Paulus holder sig til Kristus alene (1 Kor) er samtidigt en afvisning af alle andre religiøse instanser samt den ”overtroiske, religiøse købmandsvirksomhed” (Sandbeck PB 5 s. 97).
”Kristus alene-princippet repræsenterer et opgør med religion i ordets almindelige betydning. I religionen forsøger mennesket at binde sig til guderne for at få guderne til at handle til fordel for mennesket.” (Sandbeck PB 4 s. 98). Det udtrykkes i offerreligionernes do ut des ("jeg giver, for at du skal give").
”Men hvad mente de kristne i grunden, når de talte om Gud? De nye ateister (…) opfatter den kristne gudstro som et postulat om eksistensen af en overnaturlig instans, der på magisk vis skaber og opretholder verden.” (Sandbeck PB 5 s. 98) Ifølge Sandbeck er den forestilling ikke kristen men ”en alment teistisk gudsforestilling” (Sandbeck PB 5 s. 98). ”Holder man sig til de nytestamentelige kilder, vil man opdage, at der kun findes to ”definitioner” af, hvem og hvad Gud er. ”Gud er kærlighed” (1. Johs.) og ”Gud er ånd” (Johs). Men hvis Gud er kærlighed og ånd, så er Gud ikke et objekt uden for verden, som man kan forholde sig til på en ydre ting eller genstand.” (Sandbeck PB 5 s. 98). Peter Fredenborg: ”Det interessante er her, at Sandbeck selv definerer ”Gud som en ”inter-esse”, et mellemværende, noget, der kun er til i relationen mellem eksisterende ting (Fredensborg PB 8 s. 169). Ole Brehm Jensens forståelse af Sandbecks udsagn: ”Jo, for ånd og kærlighed er interpersonelle bestemmelser og således er Gud altså til: Som den ånd og den kærlighed, der er mellem os. Forstå det, hvem der kan.” (Jensen PB 8 s. 164). Hvad blev der af, at Gud er Ordet jf. Genesis og Johannesprologen?
”Teismen findes i både en folkelig og en filosofisk eller teologisk udgave.” (...)”Men hvis Gud er ånd og kærlighed, kan han ikke forstås inden for rammerne af en teistisk tankegang. Det har kristne tænkere som Hegel, Kirkegaard, Grundtvig, Karl Barth, Rudolf Bultmannn, Paul Tillich, Johannes Sløk, Niels Grønkjær og mange, mange flere for længst bemærket. Kristendommen er en a-teistisk religion, idet den ikke forstår Gud som en tingslig instans uden for verden.” ( Sandbeck PB 5 s. 98) Namedropping har aldrig været et godt argument; og namedropping uden kildehenvisning er endda et dårligt argument.
Sandbeck undlader at definere ånd og kærlighed i teologisk betydning, men definerer begreberne ud fra en menneskelig vinkel, hvor ånd og kærlighed ikke er noget i sig selv, men kun noget i relationen (s. 99) Argumentationen er altså induktiv og ikke deduktiv.
”Hvis det at tro på Gud indebærer en tro på, at Gud eksisterer, så var Bonhoeffer ateist. Ja, så er kristendommen en ateistisk religion.” (Sandbeck PB 5 s. 99) ”Teismen hævder med andre ord, at Gud ”eksisterer”. For at eksistere vil sige ”at stå uden for”, dvs. at være noget udvortes, en foreliggende genstand” (Sandbeck PB 5 s. 99)
Kristendommen rummer iflg. Sandbeck en række ateistiske eller religionskritiske tendenser, der kan give udtrykket ”kristen ateisme” en vis berettigelse: 1) Kristendommen er ateistisk, fordi den rummer idéen om svækkelse, 2) Kristendommen er ateistisk/religionskritisk, idet Kristus alene-princippet angriber menneskets naturlige religiøsitet og tro på offerhandlingens logik, 3) Kristendommens gudsforestilling er uforenelig med teismen, ”hvorfor kristendommen per definition er a-teistisk.” ( Sandbeck PB 5 s. 100).
”Kristendommen er den eneste religion, der synes ligefrem at legitimere en ateistisk, gudløs livsholdning.” (Sandbeck PB 5 s. 100) – men hvad så med buddhismen?
”hvem er Kristus? Mit ud på et svar vil være, at Kristus er den, der retfærdiggør de gudløse.” (Sandbeck PB 5 s. 100) jf Rom 4,5: ”Den derimod, der ikke arbejder, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til retfærdighed. ” Her fejler Sandbeck i sin argumentation: ”at være kristen er at tro på, at at det gudløse, ateistiske menneske lever et lige så legitimt og (i mangel af bedre ord) gudvelbehageligt liv, som det troede menneske” (Sandbeck PB 5 s. 100), fejlen ligger i, at Sandbeck bygger sit argument på et halvt citat i en kontekst om tro versus gerninger. Sandbeck sidestiller ateistiske mennesker med troende, mens der er jo i citatet netop tale om, at det ugudelige menneske gøres retfærdigt ved Kristus, og at det er ved troen, at den ugudelig retfærdiggøres. Der er altså kun tale om, at troen er for alle, men at kun den, der tror, retfærdiggøres. ”Det afgørende er ikke, om du selv tror på Gud, eller ej. Det afgørende er, om du tror på Kristus, som retfærdiggør det menneske, der ikke tror på Gud.” (Sandbeck PB 5 s. 100). Dette går direkte imod rigtig mange udsagn fra både Jesus og Paulus. Sandbeck besvarer ikke, hvordan Kristus retfærdiggør den ugudelige – men svaret må være, at den ugudelige kun retfærdiggøres ved sin tro, ligesom Abraham blev det; og når den ugudelige tror, er han ikke længere ugudelig. (jf. Kjærby PB 11 s. 249)
Sandbeck mener, at Jesus i korsfæstelsen selv oplever en gudsforladthed: ”Her sker der på et tidspunkt det forunderlige, at Jesus mister troen på Gud.” (Sandbeck PB 5 s. 100). Herimod svarer Kresten Thue Andersen: ”At Jesus beskrives som et menneske, der føler sig forladt af Gud, betyder ikke nødvendigvis, at Jesus har mistet troen på Gud. Jesu råb: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” er i grunden en henvendelse, en bøn til Gud, og som sådan forudsætter dette udsagn tro på Gud.” (Andersen PB 7 s. 144) Iflg. Andersen bør der skelnes mellem tro og tiltro, idet Jesus ikke synes at miste sin tro på Gud, da det ville gøre hans råb til Gud omsonst. ”En nødvendig præmis vil da være, at det at miste håbet eller sin tiltro til Gud er udtryk for ateisme.” (Andersen PB 7 s. 144)
Sandbeck mener, at ”kristendommen rummer en opfattelse af, at Gud selv er ateist.” (…) ”Gud forsoner sig ikke med mennesket ved at bringe det ud af ateismen og over i troen. (…) Dvs. Gud forsoner sig med mennesket ved at blive ligesom os, når vi ikke tror på ham. Men så er mennesket jo også sat fri til at forblive i sin ikke-tro” (Sandbeck PB 5 s. 101).
”Ordet ”religion” kommer formegentlig af det latinske ”religare”, der betyder ”at binde” (…) At være kristen er at være bundet til Kristus. Men at være bundet til Kristus, er at være bundet til den, der retfærdiggør de gudløse.” (Sandbeck PB 5 s. 101). Det stemmer ikke med brugen af religio i Jak 1,26 (Vulgata), der oversættes med ”gudsdyrkelse”: ” Den, der mener at dyrke Gud, men ikke tøjler sin tunge, fører sig selv bag lyset; hans gudsdyrkelse er intet værd.”
Efter i PB 4 og 5 at have fremlagt ”kristen ateisme” vender Sandbeck endelig tilbage i PB 8 (s. 167f.) med nogle klare statements om ”kristen ateisme”:
”Kristen ateisme repræsenterer:
- teologisk tænkning, der ikke betragter sekulariseringen som en fjende eller modpol til kristendommen. (…)
- [Kristen ateisme repræsenterer] En kristologisk centreret og begrundet afvisning af den form for religiøsitet, der forestiller sig, at en særlig praksis, tro eller anden form for menneskelig aktivitet er nødvendig for at forholdet til Gud er i orden (…)
- [Kristen ateisme repræsenterer] En afvisning af den form for teologi, der placerer Gud som et objekt uden for verden og derfor tænker Gud som ”eksisterende”. I stedet hævder den kristne ateisme (benægtelse af ”teismen”), at Gud ikke eksisterer, for Gud er ikke et objekt, men en begivenhed, der sker mit iblandt os og forvandler os (…)
- [Kristen ateisme repræsenterer] En korsteologisk funderet udlægning af evangeliet, der understreger, at evangeliet også er en god nyhed for dem, der ikke tror på Gud, fordi Gud på korset har stillet sig solidarisk med og forsonet sig med tvivlerne og de vantro (…)
Peter Fredensborg (PB 8) og Nikolaj Hartung Kjærby (PB 11) har leveret en række argumenter imod Sandbecks artikler. Sandbecks teologi bygger på fire skriftsteder fra NT, som Fredensborg og Kjærby tilbageviser. Pkt. 1 behandles af Fredensborg i PB 8 s. 168-171, og Kjærby behandler de tre andre i PB 11 s. 249-251.
- Mk 15,34: ”»Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«”
- Hos Sandbeck tolkes udsagnet som om, Gud via inkarnationen forlader sig selv, og at Jesus oplever den menneskelige ateisme eller gudsforladthed. Fredensborg fastholder dog en trinitetsteologi, der lader Sønnen være inkarneret, hvorved der opretholdes en kvalitativ skelnen mellem Faderen og Sønnen jf. CA 1.
- Hos Sandbeck tolkes udsagnet som om, Gud via inkarnationen forlader sig selv, og at Jesus oplever den menneskelige ateisme eller gudsforladthed. Fredensborg fastholder dog en trinitetsteologi, der lader Sønnen være inkarneret, hvorved der opretholdes en kvalitativ skelnen mellem Faderen og Sønnen jf. CA 1.
- Rom 4,5 ”ham, som gør den gudløse retfærdig”
- Sandbeck mener, at den gudløse retfærdiggøres som gudløs eller vantro, og at retfærdiggørelsen sker uden ændring af den gudløses status som gudløs og uafhængig af den gudløse. Kjærby fremhæver ved en læsning af hele Rom og med henvisning til Rom 6,22; 8,7f.; 10,20, at Sandbecks tolkning er uholdbar.
- Sandbeck mener, at den gudløse retfærdiggøres som gudløs eller vantro, og at retfærdiggørelsen sker uden ændring af den gudløses status som gudløs og uafhængig af den gudløse. Kjærby fremhæver ved en læsning af hele Rom og med henvisning til Rom 6,22; 8,7f.; 10,20, at Sandbecks tolkning er uholdbar.
- 1 Joh 4,8 ”Gud er kærlighed”
- Sandbeck læser 1 Joh 4,8 uafhængigt, hvilket Kjærby gør opmærksom på ved at henvise til 4,11.19, der lægger vægt på, at mennesker kun kan elske, fordi Gud elskede først. Gud opfattes som førstebevægeren.
- Sandbeck læser 1 Joh 4,8 uafhængigt, hvilket Kjærby gør opmærksom på ved at henvise til 4,11.19, der lægger vægt på, at mennesker kun kan elske, fordi Gud elskede først. Gud opfattes som førstebevægeren.
- Joh 4,24: ”Gud er ånd”
- Igen påpeger Kjærby, at Sandbeck har læst skriftstedet uafhængigt af hele evangeliet. Kjærbys konklusion på ånden er derfor, at ånden må forstås som den tredje person i Treenigheden.
Skal jeg forsøge at afrunde denne fremstilling, må jeg først fremhæve Sandbecks bevæggrunde som aldeles værdsatte; teologers og præsters opgave er til stadighed at forsøge at fortolke og formidle evangeliet på en nutidig forståelig og relevant måde. Personligt mener jeg, Sandbeck går for langt i sin iver efter at tale det samme sprog som sekulariserede mennesker eller ateister, og Fredensborgs og Kjærbys indlæg er vægtige modsvar til Sandbecks tale om kristen ateisme. På trods af de meget få sider, Sandbeck tilsyneladende har fået i PB at gøre med, må det alligevel fremhæves, at hans Bibellæsning og eksegese ikke er fremragende. Det virker som om, han har haft konklusionerne på forhånd, og blot har ønsket at finde understøttende skriftsteder.
Den ateistiske kristendom florerer allerede mange steder både på universitetets og pastoralseminariets gange. Den såkaldt narrative teologi synes i høj grad at slå til lyd for en såkaldt ateistisk kristendom. For mig at se er perspektivet i en sådan kristendom, at den åndelige dimension forsvinder og erstattes af en opfattelse af kristendommen som et rent etisk anliggende; hvor Gud altså kun findes som et mellemmenneskeligt anliggende.
Ole Madsens kilder:
- Præsteforeningens Blad 2014/ nr. 4: ”Kristen ateisme” (s.66-70) del I, Lars Sandbeck
- Præsteforeningens Blad 2014/ nr. 5: ”Kristen ateisme” (s. 96-101) del II, Lars Sandbeck
- Præsteforeningens Blad 2014/ nr. 6: ”Kristen ateisme og ateistisk kristendom” (s. 119-123), Søren Matthiesen
- Præsteforeningens Blad 2014/ nr. 7: ”Kristen ateisme – kommentar til Sandbeck” (s. 142-144), Kresten Thue Andersen
- Præsteforeningens Blad 2014/ nr. 7: ”Ateismens strudseflugt” (s. 144-146), Morten Rydal
- Præsteforeningens Blad 2014/ nr. 8: ”Hvor er Gud egentlig henne? Om at jage spøgelser” (s. 163-165), Ole Brehm Jensen
- Præsteforeningens Blad 2014/ nr. 8: ”Kristen ateisme – uden Grosbøll” (s 165-168), Lars Sandbeck
- Præsteforeningens Blad 2014/ nr. 8: ”Gør alle folkeslagene til mine ateister” (s. 168-171), Peder Fredensborg
- Præsteforeningens Blad 2014/ nr. 11: ”Kristen ateisme – tur-retur” (s. 247-248), Søren Matthiesen
- Præsteforeningens Blad 2014/ nr. 11: ”Sandbeck og citaterne” (s. 249-251), Nikolaj Hartung Kjærby
Lars Sandbecks kilder:
- Hans foredrag holdt d. 29. oktober 2013 i Skt. Johannes Kirke i København.
- Gianno Vattimo ”Towards a Nonreligious Christianity”, i J.W. Robbins (red.), After the Death of God. New York: Columbia University Press 2007, s. 27-46
- Jeg tror, at jeg tror. På dansk ved Finn Frandsen. København: Anis, 1999
- Joseph J. Walsh, ”On Christian Atheism”, Vigiliae Christianae 45, 1991, s. 255-277
- William R. Schroedel, ”Christian 'Atheism' and the Peace of the Roman Empire”, Church History, 42:3, 1973, s. 309-319
- Lars Sandbeck De Gudsforladtes Gud. Kristendom efter postmodernismen. København, Anis, 2012
- Eberhard Jüngel, Das Evangelium von der Rechtfertigung des Gotteslosen als Zentrum des christlichen Glaubens. Tübingen, Mohr Siebeck, 1998
- Jürgen Moltmann Der gekreuzigte Gott. Das Kreuz Christi als Grund und Kritik christlicher Theologie. München, Chr. Kaiser Verlag, 1972
- G.K. Chesterton Orthodoxy, Mineola, Dover Publications, Inc., 2004
