To fortællinger. To vidt forskellige mødre kommer på hver deres måde videre i livet efter at have mistet deres førstefødte sønner. Deres måde at komme videre på er etisk radikalt og ligger umiddelbart langt fra det normale moderne menneskes måde at forholde sig til livet, sorgen og forbryderen på. Derfor skal vi se lidt nærmere på de to mødre.
I Ida Jessens roman Det Første Jeg Tænker På (2006) møder vi sognepræsten Lisa, der er gift med Frederik og sammen har de 4-årige Marie og 6-årige Gustav. De bor i en gammel præstegård i byen Hvium ved Limfjorden. Den lille familie synes at bestå af glade personer, og livet synes let, frisk og roligt. Barnepigen Manne passer de to børn, fordi forældrene er engagerede i deres arbejde; faren er typisk karrieremenneske ved Aarhus Universitet, og Lisa er en typisk sognepræst på landet med god tid til at tage hånd om sin menigheds store og små anliggender. På Gustavs 7 års fødselsdag bliver han dræbt af en flugtbillist, og den lille families idylliske tilværelse splintres; Marie overlades til Manne, Lisa går i spåner og Frederik begraver sig i arbejde.
I filmen Rabbit Hole (2010) møder vi ægteparret Becca og Howie, der står midt i deres livs krise. En billist har otte måneder før vi møder familien uagtsomt dræbt deres 4-årige søn, Danny. De bor i et ellers typisk amerikansk hus, og ligesom hos præsten Lisa lurer der en masse under overfladen, der langsomt skinner igennem efterhånden, som vi lærer familien bedre at kende. Sorgen truer med at skille Becca og Howie, og de er kun få skridt fra at have affærer. Beccas mor mistede for mange år siden sin søn, da han døde af en overdosis heroin, og vi skal langt hen i filmen, før Becca opdager, at hun og moren kan dele en lignende smerte.
Fælles for Lisa og Becca er, at de tumler voldsomt med sorgen over deres livs tab: deres førstefødte sønner er dræbt og taget fra dem i en frygtelig og tilsyneladende meningsløs ulykke. I Rabbit Hole går Becca og Howie et par gange til gruppemøde med andre sørgende forældre, men især Becca kan ikke klare alt den snak om, at Gud havde en mening med ulykken. Lisa derimod står som præst med sin kristentro, hvilket dog ikke forhindrer hende i at præsentere læseren for det sorteste mørke af menneskesjælens afkroge; hun overvejer selvmord og grusom mord på flugtbillisten. Det gør Becca dog ikke.
Fælles for de to mødre er også, at de bliver nødt til at møde billisten. De bliver nødt til at høre billisten aflægge en slags syndsbekendelse. Syndsbekendelse må gå forud for tilgivelse. Det er en radikal kristen etik, selvom Becca har taget afstand fra den kristne opvækst, hun fik derhjemme. En sådan etik ligger utroligt langt fra vor tids typiske måde at tænke på forbrydelse og straf, og man kan overveje, om bog og film måske kan sparke gang i en fornyet debat af et ældgammelt tema: "Hvordan skal jeg forholde mig til den, der har begået en forbrydelse imod mig?" Ofte tænker vi hævn (og man kan bare læse diverse debatsider på nettet for at se en flig af den hævntørst, mange mennesker føler imod forbrydere af forskellig art). I sin vrede og hævntørst bliver man en fange i et mørke, og både Becca og Lisa så tilgivelsen som eneste vej ud af denne sorgens tunge mørke. Herefter kunne livet på sin vis på videre; der var kommet en forløsning, og selvom sønnerne ikke vendte tilbage, fik de dog mod på livet igen.
Før man råber op om, at det er utopisk, urealistisk og en dum etik, bør man se dette korte klip:
http://www.youtube.com/watch?v=f2_OOaP763k
