Onsdag d. 18. marts 2015 kl. 17.00 (Sct. Marie Kirke, Kirke Alle 4, 6400 Sønderborg)
Præludium
Salme DDS 108: Lovet være du, Jesus Krist
Tekst
Lukasevangeliet 2,1-21: Jesu fødsel
Evangelisten Lukas skriver: v1 Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. v2 Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. v3 Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. v4 Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, v5 for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn.v6 Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; v7 og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. v8 I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. v9 Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. v10 Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.v12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« v13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: v14 Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! v15 Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.« v16 De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. v17 Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, v18 og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; v19 men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem.
Lukasevangeliet 24,1-12 Jesu opstandelse
Evangelisten Lukas skriver: v1 Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kom kvinderne til graven med de vellugtende salver, som de havde tilberedt. v2 De fandt stenen væltet bort fra graven, v3 og de gik derind, men fandt ikke Herren Jesu legeme.v4 Mens de stod og ikke vidste, hvad de skulle tro, var der med ét foran dem to mænd i lysende klæder. v5 Kvinderne blev forfærdede og bøjede sig med ansigtet mod jorden, men mændene sagde til dem: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? v6 Han er ikke her, han er opstået. Husk, hvordan han talte til jer, mens han endnu var i Galilæa, v7og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag.« v8 Så huskede de hans ord. v9 Og de vendte tilbage fra graven og fortalte alt dette til de elleve og alle de andre. v10 Det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs mor, og de andre kvinder, som var sammen med dem. De sagde dette til apostlene, v11 men det lød for dem som løs snak, og de troede ikke kvinderne. v12 Dog rejste Peter sig og løb ud til graven, og da han bøjede sig ind, så han linnedklædet og ikke andet. Han gik så hjem, forundret over, hvad der var sket.
Apostlenes Gerninger 2,1-13: Pinsedagen
I apostlenes Gerninger står der skrevet: v1 Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. v2 Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad.v3 Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. v4 Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. v5 I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. v6 Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. v7 De var ude af sig selv af forundring og spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? v8 Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? v9 Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, v10 Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, v11 jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.« v12 Alle var ude af sig selv, og i deres vildrede spurgte de hinanden: »Hvad skal det betyde?« v13 Men andre spottede og sagde: »De har drukket sig fulde i sød vin.«
Salme DDS 466: Vor Herres Jesu mindefest
Prædiken Jul, påske og pinse er selve grundlaget i kristendommen. Det er de tre særlige højtider og skelsættende begivenheder i fortællingen om Gud og mennesker, der udgør selve kernen og grundstenen i kristendom. Man kan ikke fjerne én af disse højtider eller fortællinger, uden samtidigt at pille en vigtig del ud af kristendommen. I dag vil jeg i min prædiken her vise for jer, hvordan disse tre højtider også ligner en struktur fra vores menneskeliv.
Man siger, at tallet 3 er et af de magiske tal. Og vi kender udtryk som ”alle gode gange tre” eller ”tredje gang er lykkens gang”. Men tre kan også være for mange, hvis man fx går på date, for så vil man ikke være tredje hjul på vognen. Man skal som regel være tre for at udgøre en familie: Mor, far og barn. Livet har tre stadier: Barn, voksen og gammel. Man kunne sikkert blive ved. Men denne treklang finder vi altså mange steder – også selvom vi må bruge lidt fantasi for at få det til at gå op. Tretallet kan ikke forklare alting. Der er jo fx fire verdenshjørner, fire årstider og fire evangelier, men det skal vi ikke tænke på nu. Menneskelivet kan nogle gange opfattes som tre led eller tre dele, som ikke kan adskilles og ikke sammenblandes. Man kan jo ikke samtidigt være barn og gammel, selvom man som gammel godt kan gå i barndom eller i sin barndom være gammelklog. At gå fra barn til gammel er et almindeligt vilkår ved det at være menneske. Det er for mange et glædelig forløb, hvor man undervejs både mødes med og selv møder andre med positive ting som glæde og kærlighed. Men livet er også meget mere end glædeligt, og den barndommelige friskhed eller ungdommelige gå-på-mod forhindrer desværre ikke menneskets naturlige og ganske sikre gang fra vugge til grav. Vi kan være nok så forskellige i livet som levende mennesker imellem hinanden på godt og ondt, men fælles for os alle er, at vi ender med at ligge under den muld, som vi hele livet igennem har trampet under fode. Uanset om vi er talentfulde, har et fremragende udseende og stor rigdom, som vi livet igennem kan bryste os af og nyde, og som kan lette livet for os, eller om vi skraber samfundets bund og nærmest kun lige akkurat får slæbt os igennem livet på lykke og fromme uden meget forstand på det med at leve – for hvor skulle vi have lært det fra? - så begynder vi alle livets rejse på samme måde, og vi ender alle på samme sted. Fødsel og død er de to eneste sikre ting for mennesket. Og på den måde er vi ikke stort anderledes end de dyr, vi holder som kæledyr eller brugsdyr. Dyrene både fødes og dør ligesom vi selv. Der er ingen anden mulighed for at komme ind i verden og ingen anden vej ud af livet.
I mellemtiden lever vi altså her på jorden, her i livet, her i nuets øjeblik imellem hinanden på godt og ondt, og forsøger at leve bedst muligt indtil livet ikke længere er for os, men overgiver os til dødens mørke stilhed. En stilhed så øredøvende tavs, at intet ord kan slippe ud bag dødsrigets tunge porte. Livet er for de levende, og netop livet er noget helt særligt – for det ligner ikke alt andet. I livet kan næsten alt lade sig gøre, men i døden kan intet lade sig gøre. Som død kan man intet, og man er intet. Man er gået tilbage til den muld, man engang kom fra, og både sjæl, legeme, krop, sind og ånd ligger i mulden, indtil den dag, verden ender og himmeriget begynder. For en dag brydes gravens mørke kammer op, og livets lys strømmer atter på ny for at opvække de døde. Livslyset står atter op, som var det en sommermorgen, hvor hanens galen bebuder en ny dag. Og en dag vil dagen sandelig være ny, og alle de døde vil sandelig opstå til et nyt og anderledes liv. Til liv trods død. Til lys trods mørke. Til frelse trods synd.
At vi befinder os i kirken i dag, og at vi tør tro på sådan noget som kødets opstandelse fra de døde, skyldes alene, at vi nærer et håb om, at døden ikke får det sidste ord, men at Guds Ord sandelig taler højt og tydeligt sit eget sprog; med en stemme som en basun, som ingen kan overhøre – selv ikke i den tungeste søvn i dødens drøm. En stemme der kalder os ud af gravens mørke, ud i dagslys til en glædelig sammenkomst og evigt liv. Troen på dette håb henter vi fra fortællingen om Jesus. Dette menneske, der for 2000 år siden betrådte jorden i al ydmyghed. Denne mand, en tømrersøn, omgærdet af meget mystik og undren. Han blev kaldt en profet af nogle, en vantro kætter af andre. Han blev hyldet som verdens frelser af nogle, og hånet, pisket og korsfæstet af andre. Han delte vandene, dog ikke bogstaveligt talt. Enten var man for ham eller imod ham; andet var ikke muligt. Og som vi hørte i fortællingen om Jesu fødsel, kom han til verden på en måde, så de nærmeste ikke fattede det, men det blev fattet af dem fra de fjerneste egne. Vise mænd og fattige hyrder gæstede en nat den uhumske stald, hvor alverdens frelser og Guds egen søn blev født. Verdenshistorien burde have skælvet denne dag, hvor der var tegn i stjernerne, selvom det kun var en enkelt stjerne, der siden hen er brændt ud og gået i glemmebogen. En stjerne blev slukket på himlen, og et strålende lys blev tændt på jorden – et lys til håb for mange, der levede i mørket. En engleskare gæstede fattige hyrder, for de rige mennesker var travlt optaget af deres egen navle.
Et barn blev født os, et nyt barn kom til vores kaotiske verden. Gud selv gjorde entré – gemt af vejen i en stald, og han skulle blive årsag til så mange stridigheder og blodstrømme, at verden til tider har ønsket, han aldrig var blevet født. Et skandalebarn af dimensioner! Men Guds Søn lod sig føde, for noget måtte gøres. Vi mennesker formåede ikke at nærme os Gud, og Gud ville have fællesskab med os. Så først kom han til jorden, så han kunne træde i vores spor og i vores sted, og så vi siden hen kunne træde i hans spor. Han levede en kort tid på jorden som en gave fra himlen og et eksempel for mange. Dog er menneskelivet ikke let – heller ikke for Guds egen Søn. Selvom vi lever med udsigten til døden, har vi aldrig forstået eller formået kun at gøre det gode mod hinanden. Der ligger noget ondt i os, som kommer til udtryk; måske allermest, når vi allermindst ønsker det. Det onde vi ikke vil, det gør vi. Også mod Guds egen søn. Selvom han forsamlede folk omkring sig, der hylede ham som den nye verdens konge og jordens frelser, så gik der alligevel ikke længe, før alle svigtede ham, og han blev overgivet i de synderhænder, som vi alle har skruet godt på. Meget kan vi være dårlige til, men at synde formår vi alle til højeste karakter. Det lille uskyldige barn Jesus, som i krybben lå, voksede op og blev tvunget til korsdøden både af sine fjender og af sin egen kærlighed til mennesker. Hvorfor gav han dog ikke op og satte en stopper for al den ondskab, der blev begået imod ham – og imod alle mennesker til alle tider? Han, der kunne opvække døde, gøre vand til vin, stilne storme og helbrede syge – han kunne som ved et magisk knips have tryllet Paradiset frem på jord. Men han ville ikke være en tryllekonge. I stedet valgte han den lidenskabelige kærlighedens vej fyldt med lidelse, svigt og foragt. Ja, på korset måske endda svigtet af Gud selv? Korsfæstet, død og begravet blev han, gravlagt i en gravhule med en gravsten rullet for. Gravvagter blev sat ved indgangen. Nu var livets Gud da lagt i dødens hænder og med ham også ethvert håb om frelse trods synd og liv trods død.
Men døden fik ikke det sidste ord. Påskedag skete det umulige. Det, som ikke kunne ske, ja, vel nærmest ikke måtte ske, det skete alligevel. På en måde vi ikke kan forklare, og ved et under, som ingen så, lå Jesus ikke længere på sin plads i dødens hule. Opstået fra de døde indgød han en sidste gang livets håb og troens mulighed hos sine venner, disciple og apostle. Men han opstod ikke for at vende tilbage til livet på jorden, og på sin himmelfartsdag steg han til himmels for dér at sidde ved Faderens højre hånd. Hvor vores jordiske liv går med sikre skridt fra livets begyndelse ved fødslen til livets afslutning ved døden, da gik Jesu liv mange skridt videre. Som mennesker lever vi i forfald; kroppen slides mere og mere ned efterhånden som vi elsker og hader, efterhånden som vi tror og tvivler, og efterhånden som vi går fra vuggestue til plejehjem. Vort liv er en forfaldshistorie. Og det er ind i dét liv og dén erkendelse, at Jesus viser os noget større; døden får ikke det sidste ord, men livets Gud vækker os som med morgensang på den anden side af alting.
Hvordan kan vi tro det? Hvordan tør vi? Hvor kommer troen fra, og er den vores at besidde? I pinsen blev jorden igen besøgt af Gud, da Helligånden blev sendt for at indgyde tro, så de troende kunne udgyde håb. At tro er ikke vores fortjeneste, men det er Guds nåde imod enhver, der ikke lader sig nøje med gravens dødstille alvor. Helligånden insisterer på livet, og virker gratis på en forunderlig måde hos os. Den vækker så at sige troen hos os, så vi kan leve et frit liv frejdigt i troen på håbet om, at Jesus er frelser også for os her i dag og til evig tid. Amen.
Salme DDS 291: Du, som går ud fra den levende Gud
Fadervor + velsignelsen
Lad os alle i kor med hinanden bede
Fader vor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vor daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget, magten og æren i evighed. Amen.
Modtag Herrens velsignelse! Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred! Menigheden svarer: Amen. Amen. Amen.
Postludium
Præludium
Salme DDS 108: Lovet være du, Jesus Krist
Tekst
Lukasevangeliet 2,1-21: Jesu fødsel
Evangelisten Lukas skriver: v1 Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. v2 Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. v3 Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. v4 Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, v5 for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn.v6 Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; v7 og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. v8 I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. v9 Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. v10 Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.v12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« v13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: v14 Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! v15 Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.« v16 De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. v17 Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, v18 og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; v19 men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem.
Lukasevangeliet 24,1-12 Jesu opstandelse
Evangelisten Lukas skriver: v1 Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kom kvinderne til graven med de vellugtende salver, som de havde tilberedt. v2 De fandt stenen væltet bort fra graven, v3 og de gik derind, men fandt ikke Herren Jesu legeme.v4 Mens de stod og ikke vidste, hvad de skulle tro, var der med ét foran dem to mænd i lysende klæder. v5 Kvinderne blev forfærdede og bøjede sig med ansigtet mod jorden, men mændene sagde til dem: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? v6 Han er ikke her, han er opstået. Husk, hvordan han talte til jer, mens han endnu var i Galilæa, v7og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag.« v8 Så huskede de hans ord. v9 Og de vendte tilbage fra graven og fortalte alt dette til de elleve og alle de andre. v10 Det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs mor, og de andre kvinder, som var sammen med dem. De sagde dette til apostlene, v11 men det lød for dem som løs snak, og de troede ikke kvinderne. v12 Dog rejste Peter sig og løb ud til graven, og da han bøjede sig ind, så han linnedklædet og ikke andet. Han gik så hjem, forundret over, hvad der var sket.
Apostlenes Gerninger 2,1-13: Pinsedagen
I apostlenes Gerninger står der skrevet: v1 Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. v2 Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad.v3 Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. v4 Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. v5 I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. v6 Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. v7 De var ude af sig selv af forundring og spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? v8 Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? v9 Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, v10 Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, v11 jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.« v12 Alle var ude af sig selv, og i deres vildrede spurgte de hinanden: »Hvad skal det betyde?« v13 Men andre spottede og sagde: »De har drukket sig fulde i sød vin.«
Salme DDS 466: Vor Herres Jesu mindefest
Prædiken Jul, påske og pinse er selve grundlaget i kristendommen. Det er de tre særlige højtider og skelsættende begivenheder i fortællingen om Gud og mennesker, der udgør selve kernen og grundstenen i kristendom. Man kan ikke fjerne én af disse højtider eller fortællinger, uden samtidigt at pille en vigtig del ud af kristendommen. I dag vil jeg i min prædiken her vise for jer, hvordan disse tre højtider også ligner en struktur fra vores menneskeliv.
Man siger, at tallet 3 er et af de magiske tal. Og vi kender udtryk som ”alle gode gange tre” eller ”tredje gang er lykkens gang”. Men tre kan også være for mange, hvis man fx går på date, for så vil man ikke være tredje hjul på vognen. Man skal som regel være tre for at udgøre en familie: Mor, far og barn. Livet har tre stadier: Barn, voksen og gammel. Man kunne sikkert blive ved. Men denne treklang finder vi altså mange steder – også selvom vi må bruge lidt fantasi for at få det til at gå op. Tretallet kan ikke forklare alting. Der er jo fx fire verdenshjørner, fire årstider og fire evangelier, men det skal vi ikke tænke på nu. Menneskelivet kan nogle gange opfattes som tre led eller tre dele, som ikke kan adskilles og ikke sammenblandes. Man kan jo ikke samtidigt være barn og gammel, selvom man som gammel godt kan gå i barndom eller i sin barndom være gammelklog. At gå fra barn til gammel er et almindeligt vilkår ved det at være menneske. Det er for mange et glædelig forløb, hvor man undervejs både mødes med og selv møder andre med positive ting som glæde og kærlighed. Men livet er også meget mere end glædeligt, og den barndommelige friskhed eller ungdommelige gå-på-mod forhindrer desværre ikke menneskets naturlige og ganske sikre gang fra vugge til grav. Vi kan være nok så forskellige i livet som levende mennesker imellem hinanden på godt og ondt, men fælles for os alle er, at vi ender med at ligge under den muld, som vi hele livet igennem har trampet under fode. Uanset om vi er talentfulde, har et fremragende udseende og stor rigdom, som vi livet igennem kan bryste os af og nyde, og som kan lette livet for os, eller om vi skraber samfundets bund og nærmest kun lige akkurat får slæbt os igennem livet på lykke og fromme uden meget forstand på det med at leve – for hvor skulle vi have lært det fra? - så begynder vi alle livets rejse på samme måde, og vi ender alle på samme sted. Fødsel og død er de to eneste sikre ting for mennesket. Og på den måde er vi ikke stort anderledes end de dyr, vi holder som kæledyr eller brugsdyr. Dyrene både fødes og dør ligesom vi selv. Der er ingen anden mulighed for at komme ind i verden og ingen anden vej ud af livet.
I mellemtiden lever vi altså her på jorden, her i livet, her i nuets øjeblik imellem hinanden på godt og ondt, og forsøger at leve bedst muligt indtil livet ikke længere er for os, men overgiver os til dødens mørke stilhed. En stilhed så øredøvende tavs, at intet ord kan slippe ud bag dødsrigets tunge porte. Livet er for de levende, og netop livet er noget helt særligt – for det ligner ikke alt andet. I livet kan næsten alt lade sig gøre, men i døden kan intet lade sig gøre. Som død kan man intet, og man er intet. Man er gået tilbage til den muld, man engang kom fra, og både sjæl, legeme, krop, sind og ånd ligger i mulden, indtil den dag, verden ender og himmeriget begynder. For en dag brydes gravens mørke kammer op, og livets lys strømmer atter på ny for at opvække de døde. Livslyset står atter op, som var det en sommermorgen, hvor hanens galen bebuder en ny dag. Og en dag vil dagen sandelig være ny, og alle de døde vil sandelig opstå til et nyt og anderledes liv. Til liv trods død. Til lys trods mørke. Til frelse trods synd.
At vi befinder os i kirken i dag, og at vi tør tro på sådan noget som kødets opstandelse fra de døde, skyldes alene, at vi nærer et håb om, at døden ikke får det sidste ord, men at Guds Ord sandelig taler højt og tydeligt sit eget sprog; med en stemme som en basun, som ingen kan overhøre – selv ikke i den tungeste søvn i dødens drøm. En stemme der kalder os ud af gravens mørke, ud i dagslys til en glædelig sammenkomst og evigt liv. Troen på dette håb henter vi fra fortællingen om Jesus. Dette menneske, der for 2000 år siden betrådte jorden i al ydmyghed. Denne mand, en tømrersøn, omgærdet af meget mystik og undren. Han blev kaldt en profet af nogle, en vantro kætter af andre. Han blev hyldet som verdens frelser af nogle, og hånet, pisket og korsfæstet af andre. Han delte vandene, dog ikke bogstaveligt talt. Enten var man for ham eller imod ham; andet var ikke muligt. Og som vi hørte i fortællingen om Jesu fødsel, kom han til verden på en måde, så de nærmeste ikke fattede det, men det blev fattet af dem fra de fjerneste egne. Vise mænd og fattige hyrder gæstede en nat den uhumske stald, hvor alverdens frelser og Guds egen søn blev født. Verdenshistorien burde have skælvet denne dag, hvor der var tegn i stjernerne, selvom det kun var en enkelt stjerne, der siden hen er brændt ud og gået i glemmebogen. En stjerne blev slukket på himlen, og et strålende lys blev tændt på jorden – et lys til håb for mange, der levede i mørket. En engleskare gæstede fattige hyrder, for de rige mennesker var travlt optaget af deres egen navle.
Et barn blev født os, et nyt barn kom til vores kaotiske verden. Gud selv gjorde entré – gemt af vejen i en stald, og han skulle blive årsag til så mange stridigheder og blodstrømme, at verden til tider har ønsket, han aldrig var blevet født. Et skandalebarn af dimensioner! Men Guds Søn lod sig føde, for noget måtte gøres. Vi mennesker formåede ikke at nærme os Gud, og Gud ville have fællesskab med os. Så først kom han til jorden, så han kunne træde i vores spor og i vores sted, og så vi siden hen kunne træde i hans spor. Han levede en kort tid på jorden som en gave fra himlen og et eksempel for mange. Dog er menneskelivet ikke let – heller ikke for Guds egen Søn. Selvom vi lever med udsigten til døden, har vi aldrig forstået eller formået kun at gøre det gode mod hinanden. Der ligger noget ondt i os, som kommer til udtryk; måske allermest, når vi allermindst ønsker det. Det onde vi ikke vil, det gør vi. Også mod Guds egen søn. Selvom han forsamlede folk omkring sig, der hylede ham som den nye verdens konge og jordens frelser, så gik der alligevel ikke længe, før alle svigtede ham, og han blev overgivet i de synderhænder, som vi alle har skruet godt på. Meget kan vi være dårlige til, men at synde formår vi alle til højeste karakter. Det lille uskyldige barn Jesus, som i krybben lå, voksede op og blev tvunget til korsdøden både af sine fjender og af sin egen kærlighed til mennesker. Hvorfor gav han dog ikke op og satte en stopper for al den ondskab, der blev begået imod ham – og imod alle mennesker til alle tider? Han, der kunne opvække døde, gøre vand til vin, stilne storme og helbrede syge – han kunne som ved et magisk knips have tryllet Paradiset frem på jord. Men han ville ikke være en tryllekonge. I stedet valgte han den lidenskabelige kærlighedens vej fyldt med lidelse, svigt og foragt. Ja, på korset måske endda svigtet af Gud selv? Korsfæstet, død og begravet blev han, gravlagt i en gravhule med en gravsten rullet for. Gravvagter blev sat ved indgangen. Nu var livets Gud da lagt i dødens hænder og med ham også ethvert håb om frelse trods synd og liv trods død.
Men døden fik ikke det sidste ord. Påskedag skete det umulige. Det, som ikke kunne ske, ja, vel nærmest ikke måtte ske, det skete alligevel. På en måde vi ikke kan forklare, og ved et under, som ingen så, lå Jesus ikke længere på sin plads i dødens hule. Opstået fra de døde indgød han en sidste gang livets håb og troens mulighed hos sine venner, disciple og apostle. Men han opstod ikke for at vende tilbage til livet på jorden, og på sin himmelfartsdag steg han til himmels for dér at sidde ved Faderens højre hånd. Hvor vores jordiske liv går med sikre skridt fra livets begyndelse ved fødslen til livets afslutning ved døden, da gik Jesu liv mange skridt videre. Som mennesker lever vi i forfald; kroppen slides mere og mere ned efterhånden som vi elsker og hader, efterhånden som vi tror og tvivler, og efterhånden som vi går fra vuggestue til plejehjem. Vort liv er en forfaldshistorie. Og det er ind i dét liv og dén erkendelse, at Jesus viser os noget større; døden får ikke det sidste ord, men livets Gud vækker os som med morgensang på den anden side af alting.
Hvordan kan vi tro det? Hvordan tør vi? Hvor kommer troen fra, og er den vores at besidde? I pinsen blev jorden igen besøgt af Gud, da Helligånden blev sendt for at indgyde tro, så de troende kunne udgyde håb. At tro er ikke vores fortjeneste, men det er Guds nåde imod enhver, der ikke lader sig nøje med gravens dødstille alvor. Helligånden insisterer på livet, og virker gratis på en forunderlig måde hos os. Den vækker så at sige troen hos os, så vi kan leve et frit liv frejdigt i troen på håbet om, at Jesus er frelser også for os her i dag og til evig tid. Amen.
Salme DDS 291: Du, som går ud fra den levende Gud
Fadervor + velsignelsen
Lad os alle i kor med hinanden bede
Fader vor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vor daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget, magten og æren i evighed. Amen.
Modtag Herrens velsignelse! Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred! Menigheden svarer: Amen. Amen. Amen.
Postludium
