Bibelteksterne til Anden Søndag efter Helligtrekonger. Salmerne til dagen: Nr. 411 Hyggelig, rolig, nr. 324 Dig rummer ej himle, nr. 410 Som tørstige hjort monne skrige, nr. 164 Øjne, I var lykkelige, nr. 613 Herre, du vandrer forsoningens vej
Når vi taler om løgnere, henviser vi nogle gange til politikerne, der synes at gøre hvad som helst for at kunne blive ved med at modtage en god løn og pension. Løgn er en del af det politiske spin, og vi kan nogle gange blive helt fortvivlede over, hvad der er løgn og sandhed i det vi ser, hører og læser. Med løgn forsøger man at beholde magt.
Når vi taler om løgnere, henviser vi nogle gange til politikerne, der synes at gøre hvad som helst for at kunne blive ved med at modtage en god løn og pension. Løgn er en del af det politiske spin, og vi kan nogle gange blive helt fortvivlede over, hvad der er løgn og sandhed i det vi ser, hører og læser. Med løgn forsøger man at beholde magt.
Løgn har til formål at sløre sandheden, for sandheden kan styrte en fra magtens bjergtop. Også sportsudøvere har tyet til løgn for at beskytte sig selv og hinanden mod at blive smidt ud af berømmelsens tempel. Magt, berømmelse og rigdom lyder som sød musik i manges øre. Og det er helt forståeligt. Hvem drømmer ikke om at blive rig, så man ikke skal tænke på penge? Hvem drømmer ikke om at få magt, så man kan få opfyldt sine højeste ønsker? Og hvem ønsker ikke berømmelse, så man kan sole sig i kamerablitzenes skær?
Hvis vi skal tale hårdt om sådanne mennesker, der bruger hele deres tid og energi på at jagte magt, rigdom og berømmelse, så kan vi sige, at de er åndsfattige; stjernerne fra diverse reality-shows mister hurtigt deres underholdningsværdi, og dem man engang var vilde efter at få en autograf fra, kan man senere i livet skamme sig over. Vi bliver trods alt klogere så længe vi lever. At de er åndsfattige betyder, at de har fokus på noget blodfattigt og noget livløst i stedet for at have fokus på det medmenneskelige.
Vi kan tale om, at de rigeste mennesker på jorden er fattige på medmenneskelighed og næstekærlighed; at de mest berømte har stirret sig så blinde på deres egen navle, så at de ikke har blik for andre mennesker. Fokus er i disse tider rettet mod mig og mine behov, egoismen stortrives og vi får ørerne tudet fulde om, at vi skal blive bedre, hurtigere, slankere, stærkere, mere intelligente, mere lykkelige - mere supermennesker. Samtidigt slås der revner i drømmen om det perfekte liv, når sygdom og sorg banker på hoveddøren til vort drømmeliv, og knuser vore drømmefarvede vinduesglas. Der er en masse ydre ting i vore liv, som vi ikke kan styre, uanset hvor megen magt, rigdom og berømmelse, vi erobrer os. Sandheden står for døren, og ingen løgn kan holde den ude.
Når sandheden rammer os hårdest, når livets realiteter sender os i gulvet med et knock out, så har vi brug for et sted til at samle tankerne og kræfterne; et sted til at hvile og fatte mod til endnu engang at træde ind i livets boksering.
Spørgsmålet er bare: Hvor finder vi sådan et sted? Et sted hvor Gud kan række sin hånd og velsignelse til os, et sted til bøn om tilgivelse, salmesang til opmuntring og eftertanke, et sted til nyskabelse og en ny begyndelse. I dag har vi hørt forskellige bud på sådan et sted.
Kong Salomo byggede det berømte tempel i Jerusalem; et enormt flot tempel med guld og røgelse. Gud skulle have tag over hovedet. Hér skulle man tilbede Gud, og nabolandene skulle kunne se, at Gud er stor, stærk og mægtig. I templet kunne præsterne sørge for, at folk fik trøst i deres sorg, hjælp i deres nød og fred i deres uro; præsterne kunne skaffe soning for folkets synder, og de kunne bringe Guds velsignelse videre til folket. Det var et umådeligt flot tempel, og det må have været et imponerende syn. Dog var der kun adgang for særligt udvalgte præster. Ikke alle var dog enige i, at man skulle tilbede Gud i templet; nogle kendte nemlig til en ældre tradition, hvor man tilbad Gud på Sinajbjerget. Moses modtog de ti bud på det bjerg, og så har det været nærliggende, at Gud også skulle tilbedes der. Hvis Gud opholdt sig på Sinajbjerget, ville han bo et sted, hvor det var umuligt at komme hen. Hvis Gud boede i Salomos tempel, ville det kun være præsterne, der havde adgang til hans nærvær.
Derfor er Jesu samtale med den samaritanske kvinde ved brønden så utrolig vigtig for os. I samtalen hører vi nemlig kvindens undren eller frustration over, at hun ikke ved, om Gud skal søges og tilbedes i templet eller på bjerget. Jesus forklarer hende, at Gud ikke er begrænset til et sted eller et tidspunkt, men at Gud skal søges og tilbedes i ånd og sandhed.
Jøderne og samaritanerne må have oplevet det sådan, at Gud var langt væk; enten på et ufremkommeligt bjerg eller i et aflukket tempel. I Jesus kom Gud ned på jorden og ud til mennesker; Guds rige kom nær.
At Gud skulle befinde sig i Salomos tempel eller på Sinajbjerget ville passe meget godt med vores behov for at have orden i sagerne. Så ved vi, hvor vi har ham. Tilværelsen, troen og livet pakkes i kasser som julepynt og sommertøj. Vi har de gode politikere i én kasse og de onde politikere i en anden. Vi har de dygtige fodboldspillere eller cykelryttere på ét hold, og de dårlige på et andet. Modsat politikere eller sportsfolk lader Gud sig ikke lukke inde i en kasse; han bryder ud af vores orden og generer vort pæne kassesystem.
Bedst som vi har puttet ham ind i templet eller op på bjerget, så går han ned af bjerget og ud af templet, og møder os ved brønden for at slå en snak af med os. Midt i vores dagligdag, midt i vores karriereræs eller midt på vores joggintur lægger han beslag på vores tid.
Som Jesus fortalte den samaritanske kvinde, så lyder det også til os i dag: Gud bor hverken på et bjerg langt væk eller lukket inde i et tempel eller en kirke, men han kommer os i møde som Kristus, og han kan søges i ånd og sandhed. Den samaritanske kvinde tørstede efter tilgivelse, nåde og fred; hun havde ufred med sig selv, og hun skammede sig over sit liv. Derfor gik hun ud til brønden midt på dagen, hvor solen brændte hårdest, og hvor de andre kvinder ikke ville være derude; på den måde kunne hun slippe for at skulle se de andre i øjnene. Hun ville nok også helst have sluppet for Jesu tilstedeværelse, men hans ord var nådige i hendes øre. Han tilbød hende liv og nåde, og det er sådan, vi kan genkende ham: Hos Jesus møder vi nåde, fred og velsignelse; hos ham får vi en ny begyndelse.
At Gud ikke har sin faste adresse hverken i templet eller på bjerget, og at han skal søges og tilbedes i ånd og sandhed, er jo meget glædeligt. Det betyder, at vi kan søge og tilbede ham når som helt og hvor som helst; vi skal ikke først begive os på en lang og krævende pilgrimsvandring til et bestemt sted. Uanset hvor vi er kan vi folde hænderne til bøn eller åbne munden til sang, takke ham med hjertet og tjene ham med vore hænder.
Gud bor ikke i templet eller på bjerget, men vi er i dette kristne fællesskab ved troen og dåben blevet Guds tempel på jord, et helligt bjerg i verden. I dette kristne fællesskab lader vi Guds nåde, fred og velsignelse strømme frit, så enhver, der træder herind, kan møde Kristus, ligesom den samaritanske kvinde ved brønden gjorde det. Amen.
Hvis vi skal tale hårdt om sådanne mennesker, der bruger hele deres tid og energi på at jagte magt, rigdom og berømmelse, så kan vi sige, at de er åndsfattige; stjernerne fra diverse reality-shows mister hurtigt deres underholdningsværdi, og dem man engang var vilde efter at få en autograf fra, kan man senere i livet skamme sig over. Vi bliver trods alt klogere så længe vi lever. At de er åndsfattige betyder, at de har fokus på noget blodfattigt og noget livløst i stedet for at have fokus på det medmenneskelige.
Vi kan tale om, at de rigeste mennesker på jorden er fattige på medmenneskelighed og næstekærlighed; at de mest berømte har stirret sig så blinde på deres egen navle, så at de ikke har blik for andre mennesker. Fokus er i disse tider rettet mod mig og mine behov, egoismen stortrives og vi får ørerne tudet fulde om, at vi skal blive bedre, hurtigere, slankere, stærkere, mere intelligente, mere lykkelige - mere supermennesker. Samtidigt slås der revner i drømmen om det perfekte liv, når sygdom og sorg banker på hoveddøren til vort drømmeliv, og knuser vore drømmefarvede vinduesglas. Der er en masse ydre ting i vore liv, som vi ikke kan styre, uanset hvor megen magt, rigdom og berømmelse, vi erobrer os. Sandheden står for døren, og ingen løgn kan holde den ude.
Når sandheden rammer os hårdest, når livets realiteter sender os i gulvet med et knock out, så har vi brug for et sted til at samle tankerne og kræfterne; et sted til at hvile og fatte mod til endnu engang at træde ind i livets boksering.
Spørgsmålet er bare: Hvor finder vi sådan et sted? Et sted hvor Gud kan række sin hånd og velsignelse til os, et sted til bøn om tilgivelse, salmesang til opmuntring og eftertanke, et sted til nyskabelse og en ny begyndelse. I dag har vi hørt forskellige bud på sådan et sted.
Kong Salomo byggede det berømte tempel i Jerusalem; et enormt flot tempel med guld og røgelse. Gud skulle have tag over hovedet. Hér skulle man tilbede Gud, og nabolandene skulle kunne se, at Gud er stor, stærk og mægtig. I templet kunne præsterne sørge for, at folk fik trøst i deres sorg, hjælp i deres nød og fred i deres uro; præsterne kunne skaffe soning for folkets synder, og de kunne bringe Guds velsignelse videre til folket. Det var et umådeligt flot tempel, og det må have været et imponerende syn. Dog var der kun adgang for særligt udvalgte præster. Ikke alle var dog enige i, at man skulle tilbede Gud i templet; nogle kendte nemlig til en ældre tradition, hvor man tilbad Gud på Sinajbjerget. Moses modtog de ti bud på det bjerg, og så har det været nærliggende, at Gud også skulle tilbedes der. Hvis Gud opholdt sig på Sinajbjerget, ville han bo et sted, hvor det var umuligt at komme hen. Hvis Gud boede i Salomos tempel, ville det kun være præsterne, der havde adgang til hans nærvær.
Derfor er Jesu samtale med den samaritanske kvinde ved brønden så utrolig vigtig for os. I samtalen hører vi nemlig kvindens undren eller frustration over, at hun ikke ved, om Gud skal søges og tilbedes i templet eller på bjerget. Jesus forklarer hende, at Gud ikke er begrænset til et sted eller et tidspunkt, men at Gud skal søges og tilbedes i ånd og sandhed.
Jøderne og samaritanerne må have oplevet det sådan, at Gud var langt væk; enten på et ufremkommeligt bjerg eller i et aflukket tempel. I Jesus kom Gud ned på jorden og ud til mennesker; Guds rige kom nær.
At Gud skulle befinde sig i Salomos tempel eller på Sinajbjerget ville passe meget godt med vores behov for at have orden i sagerne. Så ved vi, hvor vi har ham. Tilværelsen, troen og livet pakkes i kasser som julepynt og sommertøj. Vi har de gode politikere i én kasse og de onde politikere i en anden. Vi har de dygtige fodboldspillere eller cykelryttere på ét hold, og de dårlige på et andet. Modsat politikere eller sportsfolk lader Gud sig ikke lukke inde i en kasse; han bryder ud af vores orden og generer vort pæne kassesystem.
Bedst som vi har puttet ham ind i templet eller op på bjerget, så går han ned af bjerget og ud af templet, og møder os ved brønden for at slå en snak af med os. Midt i vores dagligdag, midt i vores karriereræs eller midt på vores joggintur lægger han beslag på vores tid.
Som Jesus fortalte den samaritanske kvinde, så lyder det også til os i dag: Gud bor hverken på et bjerg langt væk eller lukket inde i et tempel eller en kirke, men han kommer os i møde som Kristus, og han kan søges i ånd og sandhed. Den samaritanske kvinde tørstede efter tilgivelse, nåde og fred; hun havde ufred med sig selv, og hun skammede sig over sit liv. Derfor gik hun ud til brønden midt på dagen, hvor solen brændte hårdest, og hvor de andre kvinder ikke ville være derude; på den måde kunne hun slippe for at skulle se de andre i øjnene. Hun ville nok også helst have sluppet for Jesu tilstedeværelse, men hans ord var nådige i hendes øre. Han tilbød hende liv og nåde, og det er sådan, vi kan genkende ham: Hos Jesus møder vi nåde, fred og velsignelse; hos ham får vi en ny begyndelse.
At Gud ikke har sin faste adresse hverken i templet eller på bjerget, og at han skal søges og tilbedes i ånd og sandhed, er jo meget glædeligt. Det betyder, at vi kan søge og tilbede ham når som helt og hvor som helst; vi skal ikke først begive os på en lang og krævende pilgrimsvandring til et bestemt sted. Uanset hvor vi er kan vi folde hænderne til bøn eller åbne munden til sang, takke ham med hjertet og tjene ham med vore hænder.
Gud bor ikke i templet eller på bjerget, men vi er i dette kristne fællesskab ved troen og dåben blevet Guds tempel på jord, et helligt bjerg i verden. I dette kristne fællesskab lader vi Guds nåde, fred og velsignelse strømme frit, så enhver, der træder herind, kan møde Kristus, ligesom den samaritanske kvinde ved brønden gjorde det. Amen.
