Studiekredsen Berøa torsdag den 9. januar 2020 kl. 19-21
Annoncen i kirkebladet:
I trosbekendelsen siger vi, at vi tror på: ”de helliges samfund”, men hvad er det for noget? Er det nogle særligt hellige personer, som ikke er almindelige mennesker? Er det klostre med verdensforsagende munke og nonner, der beder og læser Bibelen dag og nat? Er det mon inkvisitionen, der med vold, magt og tortur tvinger folk til at holde sig til kirken? Efter et kort oplæg om udtrykket ”de helliges samfund”, vil vi omkring bordet drøfte, om det giver mening at holde fast ved udtrykket. Alle meninger er velkomne.
Da trosbekendelsen blev skrevet omkring år 200 og bekræftet af hele den romersk-katolske kirke i 325 på kirkemødet (koncilet) i Nikæa, betød ”de helliges samfund” formodentligt kun de romersk-katolske kristne, der kunne tilslutte sig dén trosbekendelse. Trosbekendelsen bruger vi endnu i folkekirken anno 2020. Igennem kirkehistorien har udtrykket ”de hellige” været koblet sammen med religiøse grupper, måske senest anvendt håndende eller ironisk om Indre Mission. Vilslev-Hunderup pastorat betjentes fra 1932-1973 af sognepræst eller pastor Ingvard Andreas Nielsen, som var indremissionsk, og han forsøgte med iver og nidkærhed at bringe vækkelse til området; i praksis samlede han nogle få familier i pastoratet til åndelige møder i præstegården. Med hans virke og forkyndelse opstod der et skel mellem sognebørnene på den måde, at det f.eks. kun var ’de hellige’, der gik til alters i Vilslev. Ville man ikke slås i hartkorn med ’de hellige’, blev man siddende på kirkebænken, for så kunne man signalere, at man godt nok kom i kirke, men altså ikke var så kristen, at det gjorde noget. Nadveren blev beklagevis på den måde et stridsemne, selvom det burde være et samlingssted. Sådan er det endnu.
Min egen forståelse af ’de hellige’ hænger sammen med min forståelse af ’hellige steder’ osv., at der ikke er tale om en hellighed, der gør urørlig eller ophøjet; kirken er ikke hellig på den måde, at vi skal tage skoene af (som Moses ved tornebusken) eller vaske os ved indgangen (som i den katolske kirke). Tværtimod er sognekirken helliget menighedens almindelige forsamling, dvs. fællesskabet af de døbte. Kirken er til for menighedens skyld; menigheden er til for menneskers skyld – dvs. menigheden er hellig, altså helliget troen, håbet og kærligheden. De hellige er for mig at se, de personer som helliger sig kristendommen.
At hellige sig til = at vie sig til = at reservere sig til, koncentrere sig om, forholde sig til, osv.
Annoncen i kirkebladet:
I trosbekendelsen siger vi, at vi tror på: ”de helliges samfund”, men hvad er det for noget? Er det nogle særligt hellige personer, som ikke er almindelige mennesker? Er det klostre med verdensforsagende munke og nonner, der beder og læser Bibelen dag og nat? Er det mon inkvisitionen, der med vold, magt og tortur tvinger folk til at holde sig til kirken? Efter et kort oplæg om udtrykket ”de helliges samfund”, vil vi omkring bordet drøfte, om det giver mening at holde fast ved udtrykket. Alle meninger er velkomne.
Da trosbekendelsen blev skrevet omkring år 200 og bekræftet af hele den romersk-katolske kirke i 325 på kirkemødet (koncilet) i Nikæa, betød ”de helliges samfund” formodentligt kun de romersk-katolske kristne, der kunne tilslutte sig dén trosbekendelse. Trosbekendelsen bruger vi endnu i folkekirken anno 2020. Igennem kirkehistorien har udtrykket ”de hellige” været koblet sammen med religiøse grupper, måske senest anvendt håndende eller ironisk om Indre Mission. Vilslev-Hunderup pastorat betjentes fra 1932-1973 af sognepræst eller pastor Ingvard Andreas Nielsen, som var indremissionsk, og han forsøgte med iver og nidkærhed at bringe vækkelse til området; i praksis samlede han nogle få familier i pastoratet til åndelige møder i præstegården. Med hans virke og forkyndelse opstod der et skel mellem sognebørnene på den måde, at det f.eks. kun var ’de hellige’, der gik til alters i Vilslev. Ville man ikke slås i hartkorn med ’de hellige’, blev man siddende på kirkebænken, for så kunne man signalere, at man godt nok kom i kirke, men altså ikke var så kristen, at det gjorde noget. Nadveren blev beklagevis på den måde et stridsemne, selvom det burde være et samlingssted. Sådan er det endnu.
Min egen forståelse af ’de hellige’ hænger sammen med min forståelse af ’hellige steder’ osv., at der ikke er tale om en hellighed, der gør urørlig eller ophøjet; kirken er ikke hellig på den måde, at vi skal tage skoene af (som Moses ved tornebusken) eller vaske os ved indgangen (som i den katolske kirke). Tværtimod er sognekirken helliget menighedens almindelige forsamling, dvs. fællesskabet af de døbte. Kirken er til for menighedens skyld; menigheden er til for menneskers skyld – dvs. menigheden er hellig, altså helliget troen, håbet og kærligheden. De hellige er for mig at se, de personer som helliger sig kristendommen.
At hellige sig til = at vie sig til = at reservere sig til, koncentrere sig om, forholde sig til, osv.
