Jeg har trykt 35 salmeark. Der er ingen mikrofon. Vi skal være udendørs. Roma er på harmonika.
Præludium
Salme 754: Se, nu stiger solen
Hilsen Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus. Lad os alle bede!
Kollekt
Kære Gud! Hør vore svage og trætte stemmer. Vi beder til dig med store og små ord, med suk og klage, med glæde og jubel. Vi er mennesker under din nåde, og vi tror på dig, selvom din barmhjertighed er os en gåde. Giv os lys i sindet, giv os fred i sjælen. Lær os tr tro på Jesus og hans vilje til at elske sine fjender. Send din Helligånd dit ind i vort indre, så synden drives ud, og vi oprigtigt kan tro på dig, vor fader og Gud. Amen.
Trosbekendelse (siges) Lad os sammen bekende vores kristne tro. Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber. Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Amen.
Salme 121: Dejlig er jorden
Læsning af epistlen til 4. søndag efter Trinitatis
* Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: Ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren. Derfor døde Kristus og blev levende igen, for at han skulle blive herre over både døde og levende. Men du, hvorfor dømmer du din broder, eller hvorfor foragter du din broder? Vi skal jo alle stå frem for Guds domstol, for der står skrevet: »Så sandt jeg lever, siger Herren: For mig skal hvert knæ bøje sig, og hver tunge skal bekende Gud.« Vi skal altså hver for sig aflægge regnskab over for Gud. Lad os derfor ikke længere dømme hinanden, men I skal meget hellere dømme sådan: Ingen må bringe sin broder til at snuble eller falde. (Romerbrevet 14,7-13) Amen.
Kort prædiken
I dag har jeg valgt at læse en Bibeltekst som apostlen Paulus skrev til den menighed i Rom, som han var på vej for at besøge. Jeg vil ikke gå ind i de nærmere detaljer om den menighed eller om Paulus’ liv og død, for det skal jo ikke udvikle sig til et foredrag. Ikke i dag, i hvert fald. Nej, en prædiken skal det være, og en prædiken er sådan en tale, hvor man finder frem til det, der for os er opbyggeligt ud fra det, vi kan læse i Bibelen. Og Paulus skrev i det korte afsnit ganske mange væsentlige ting, som vi også i dag kan få nytte af at høre. Uanset om vi er gamle eller unge, halvdøve, blinde osv. Guds ord rører noget i os alle. I dag vil jeg lægge vægt på, at ingen er alene i livet, for vi både lever og dør for Gud. Kun Han kender os fuldt ud med alle vore drømme, ønsker, håb og længsler samt alle vore trængsler, mismodige og triste tanker samt følelserne af sorg og savn. Jo, Gud kender det liv, vi har levet, for han har været med os hele vejen selv ned i de mest triste dage og ind i de lykkeligste stunder. Jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at Gud også er med der, hvor vi har mistet os selv i sygdom og demens, i afmagt og ulykke. Når vi sådan sidder og tænker over vores liv, kan vi jo begynde fra begyndelsen, ved fødslen.
Den 12. maj blev jeg far til en lille pige, som skal hedde Benedicte. Jeg skal selv døbe hende i Vilslev Kirke lige inden jeg tager en lang forældreorlov. Imens jeg skrev denne prædiken, lå hun inde på mit kontor. Det er en tidlig morgen, og jeg tog hende med ind på mit kontor, så hendes mor – min kone – kunne få lov at sove lidt længere. Byrder skal man dele. I dåben sker miraklet med 3 håndfulde vand – hun bliver en del af Guds fællesskab her på jorden, og hun skal derfor opdrages til at se alle mennesker og alting igennem troens og næstekærlighedens briller. Om 13 år skal hun så tage stilling til, om hun vil konfirmeres og derved bekræfte, at hun er blevet døbt og stadig vil leve med håbet for øje. Jeg vil naturligvis gøre mit til, at hun ønsker konfirmationen – ikke pga. festen og gaverne, men fordi hun selv mener, det er rigtigt og sandt. Imens Benedicte vokser op, bekymrer jeg mig for hende hver dag; om hun er sund og rask, og om hun lærer nok til selv at kunne klare sig i vores foranderlige og forunderlige verden. Det er vel enhver forældres lod at bekymre sig for deres børn, selvom børnene flytter hjemmefra og selv stifter familie. Ja, selvom man bliver rigtig gammel, er ens børn jo altid ens børn, og man har som forældre forhåbentligt altid en naturlig trang til at drage omsorg for dem. Også selvom de synes, det er pinligt, eller de synes, de kan klare sig selv.
Engang vil min datter finde sig en kæreste og de skal vel også giftes, selvom vi ved, at omkring halvdelen af alle ægteskaber ender i skilsmisse. Men vi lever jo i håbet, og der er vel ingen, som gifter sig og regner med at blive skilt? Nej, vi lever i håb om, at vi skal få et godt liv med kærlighed, venskab, fred og glæde. Det kan synes at være naivt, men jeg har også viet par i pensionsalderen, fordi de efter et langt liv og forliste forhold alligevel havde fundet én, de ville satse på; én, som tingene faldt i hak med. Kærlighed er en mærkelig magt, som kan forandre mere, end vi tror.
Og når livet så er levet mere eller mindre jævnt, muntert og virksomt, kommer de dage i livets efterår, hvor vi godt ved, hvilken vej, det går. Og dog ved vi aldrig, hvornår eller hvordan det ender med livet. Forleden stod jeg ved kisten af en 42-årig mand, som pludseligt var død. Han var midt i sit livs bedste år med familie, arbejde og venner. Vi stod en time i silende regn, da bisættelsen måtte holdes udendørs, fordi der ikke var plads i kirken. I morgen skal jeg begrave en ældre mand, der var mere end mæt af dage og træt af tilværelsen, fordi han var plaget af demens og alderdom.
Sådan kan man nemt tegne de store linjer i et almindeligt menneskes liv og tilværelse, og derved ligner vi hinanden langt hen ad vejen. Der er så mange ting, vi ikke kender til hverken ved begyndelsen eller slutningen eller alt det indimellem, men vi har en tro på, at vi ikke er alene i livet eller efterladte til tilfældigheder eller overladte til undergang. Og jeg er bekymret for min datters liv i denne verden, men når hun bliver døbt, gør det mig tryg, for det som sker i dåben gør os trygge. I dåben favner Gud hende og jeg tror, at uanset hvad der sker mod og med hende igennem det liv, hun skal leve, så er Gud aldrig længere væk end et suk eller en bøn, en tanke eller stilhed. Hver en dag lever vi med det tegn på vor hoved, som dåbens vand efterlod. Ved dåben fik vi Guds kærlighedsstempel på hovedet. På det stempel står der: vi tilhører Gud, / intet kan rive os ud / af hans almægtige hænder / som holder os selvom vores verden ender. Amen.
Salme 49: ingen er så tryg i fare
FADERVOR Lad os i fællesskab bede: Fader vor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget, magten og æren i evighed. Amen.
Velsignelse
Modtag Herrens velsignelse: Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred. Amen.
Salme 787: Du, som har tændt millioner
Postludium