Folkemindesamler Evald Tang Kristensen (1843-1929) gjorde det til sit livsprojekt at indsamle gamle sagn og folkeminder i Danmark. Herunder er afskrifter af nogle sagn fra Vilslev og Hunderup sogne. Sagnene har jeg skrevet af efter hans serie Danske Sagn I-VII, der udkom i årene 1892-1901.
Hunderup sogn
Bind III note 617. De marmorbilleder, der står i Hunderup kirkes mur, er lavede i Florenz. De lå først i kirkegulvet i koret lige foran alteret over en åben begravelse; men da folk anså dem for anstødelige, blev de smidt ned i begravelsen og slået i stykker. Nu er de atter efter ministeriets befaling satte sammen og indsatte i kirkemuren.
- P. Chr. Pedersen, Frøssiggård
(Da jeg spurgte om det anstødelige, viste man på den sædvanelige poseformige forhøjning mellem den harniskklædte mands ben. Evald Tang Kristensen)
Bind III note 1679. Der var birketing oppe i Hunderup, og dommeren udnævntes af Kjærgård. Der holdtes ting i tinghuset, og der er endnu en gård, som kaldes Tinghusgården.
- P. Chr. Pedersen, Frøssiggård
Vilslev sogn
Bind III note 212. Der sidder en sten ovre i Farrup kirkegårdsdige med fem huller i. En kjæmpe i Vilslev har smidt den efter Farrup kirketårn. - Peder Frøsig, Hillerup
Bind III note 370. Vilslev kirke har i gamle dage været kaldet Nikolaj kirke, som kan ses af præsten hr. Jens Nielsens gavebrev, dateret anno 1411, har en temmelig anseelig bygning, om hvis ælde ikke haves nogen efterretning, hvorved dette findes mærkværdigt, at tårnet står bygt, tværtimod den sædvanelige måde andensteds, ved de ôstre ende af kirken på den nôrre side til et kjendetegn, at denne kirke er den yderste i Nörre-Jyllands vestrekant, ligesom tårnet ved den på søndre side af kongeåen næst herved beliggende Fardrup kirke i den såkaldte Törning lehn udi det slesvigske står på den søndre side af kirken samme steds, til tegn, at denne kirke er den første fra norden af i Sønderjylland. - Utrykt sognebeskrivelse for Vilslev. 1766
Bind III note 514. I tårnet findes kuns én klokke, hvorpå findes også en indskription uden årstallet alene, som viser, at den er støbt midt i 16de seculo. I forrige tider har tillige hængt en liden klokke i koret, som kan ses af det tilbageværende træværk, som endnu sidder på samme sted, hvor klokken har hængt, som rimelig har været brugt til at ringe i prædikestolen med, men nu ikke findes eller vides, hvor samme er afbleven. - Sognebeskrivelse af Vilslev 1766
Bind III note 558. I koret findes dåben på den søndre side henop imod alteret af udhuggen kampsten, hvorom er en gammel tradition, at den kan konservere vandet bestandigt uden al forrådnelse. Så meget er i det mindste vist, som jeg véd af egen erfaring, at vandet temmelig længe derudi kan holde sig, uden at lide kjendelig forandring eller syn eller smag, og jeg har i min tid ikke villet lade det ankomme på videre forsøg for ej at vove for meget, men efter nogen tids forløb ladet det gamle vand immer omveksles med frisk vand. - Vilslev sognebeskrivelse 1766
Hunderup sogn
Bind III note 617. De marmorbilleder, der står i Hunderup kirkes mur, er lavede i Florenz. De lå først i kirkegulvet i koret lige foran alteret over en åben begravelse; men da folk anså dem for anstødelige, blev de smidt ned i begravelsen og slået i stykker. Nu er de atter efter ministeriets befaling satte sammen og indsatte i kirkemuren.
- P. Chr. Pedersen, Frøssiggård
(Da jeg spurgte om det anstødelige, viste man på den sædvanelige poseformige forhøjning mellem den harniskklædte mands ben. Evald Tang Kristensen)
Bind III note 1679. Der var birketing oppe i Hunderup, og dommeren udnævntes af Kjærgård. Der holdtes ting i tinghuset, og der er endnu en gård, som kaldes Tinghusgården.
- P. Chr. Pedersen, Frøssiggård
Vilslev sogn
Bind III note 212. Der sidder en sten ovre i Farrup kirkegårdsdige med fem huller i. En kjæmpe i Vilslev har smidt den efter Farrup kirketårn. - Peder Frøsig, Hillerup
Bind III note 370. Vilslev kirke har i gamle dage været kaldet Nikolaj kirke, som kan ses af præsten hr. Jens Nielsens gavebrev, dateret anno 1411, har en temmelig anseelig bygning, om hvis ælde ikke haves nogen efterretning, hvorved dette findes mærkværdigt, at tårnet står bygt, tværtimod den sædvanelige måde andensteds, ved de ôstre ende af kirken på den nôrre side til et kjendetegn, at denne kirke er den yderste i Nörre-Jyllands vestrekant, ligesom tårnet ved den på søndre side af kongeåen næst herved beliggende Fardrup kirke i den såkaldte Törning lehn udi det slesvigske står på den søndre side af kirken samme steds, til tegn, at denne kirke er den første fra norden af i Sønderjylland. - Utrykt sognebeskrivelse for Vilslev. 1766
Bind III note 514. I tårnet findes kuns én klokke, hvorpå findes også en indskription uden årstallet alene, som viser, at den er støbt midt i 16de seculo. I forrige tider har tillige hængt en liden klokke i koret, som kan ses af det tilbageværende træværk, som endnu sidder på samme sted, hvor klokken har hængt, som rimelig har været brugt til at ringe i prædikestolen med, men nu ikke findes eller vides, hvor samme er afbleven. - Sognebeskrivelse af Vilslev 1766
Bind III note 558. I koret findes dåben på den søndre side henop imod alteret af udhuggen kampsten, hvorom er en gammel tradition, at den kan konservere vandet bestandigt uden al forrådnelse. Så meget er i det mindste vist, som jeg véd af egen erfaring, at vandet temmelig længe derudi kan holde sig, uden at lide kjendelig forandring eller syn eller smag, og jeg har i min tid ikke villet lade det ankomme på videre forsøg for ej at vove for meget, men efter nogen tids forløb ladet det gamle vand immer omveksles med frisk vand. - Vilslev sognebeskrivelse 1766
Bind III note 1609. Hr. Christen Barckman havde i året 1725 den vanheld, at et stort hus her i præstegården, bestående af 16 fag godt bindingsværk, ved en extraordinair påkommende orkan og hvirvelvind i eet momentblev kastet over ende, ved hvilken hændelse det var især mærkværdigt, at hverken noget andet hus i gården eller hele byen samme tid tog skade, ej heller nogen af hans egne kreaturer, som befandt sig udi samme sønderslagne hus blev dræbte, men befandtes alle levende og udsakte under ruinen. Imidlertid kan man slutte, at der må have været nogle ildesindede mennesker på samme tid, som derover haver haft en slags glæde og ligesom anstillet nogle besynderlige critiker, efterdi hr. CHristen Barckman i en fast utrolig gesvindighed lod huset igen opbygge langt bedre end som tilforn, og på den östre ende deraf lod i muren indsætte en firkantet kvadersten, hvorudi de ord på rim findes indhugne:
DCXCO!
Jeg blef på Jorden i en Hast
lagt ned og sønderreven
wed denne Hværvelvin kuldkast
Gud til mig hafde dreven.
Men Gud som kastede mig om
har givet Hæld og Lykke
jeg opbygt står for Verdens Dom
mod mangens spodske Tykke.
Jeg står dog her, mens Gud hand vil
du som det kand fortryde
beed troelig Gud, see selv og til
du ej mit Fald skal nyde.
DCXCO!
- VIlslev sognebeskrivelse 1766
Bind III note 1610. En dreng tjente hos præsten i Vilslev, han var oppe fra Farup mark. Så havde han været utro, og da gav avlskarlen ham en revselse. Han løb da hjem til moderen og klagede, og nu sendte hun en hvirvelstorm ind over præstegården, der blæste den östlige og en del af den sydlige længe omkuld. Hun var nemlig anset for at være en heks. Mærkeligt nok blæste atter et stykke af laden, 11 fag, som ved en orkan, og dette skete også d. 30te April i året 1881. Samme dag havde daværende avlskarl om morgen pryglet tjenestedrengen, der var fra Kjærgård, så det ser ud, som det der er meget uheldigt at straffe tjenestedrengene.
- G. Stampe Sörensen
Bind III note 1642. Vilslev har været en kjöbstad, der drev betydelig handel, og dens kirke var indviet til st. Nikolaj. Tårnet er ved den östre ende. På Kongeåen, andre siger Ribe å, stod engang et slag, hvori faldt en hollandsk admiral, der ligger begravet her i kirken. Vandet i døbefunten holder sig al tid frisk og uformindsket. I en stor stomflod gik Vilslev under, og i en langt senere tid (1634) gik havvandet op til prækestolen. Alle dens kjöbstadsminder er nu forsvundne. Kun en stor tromme og en natvægter holder det gamle sagn ved lige. Byen skal dog hæve sig igjen, men ikke, för RIbe er gået til grunde.
- W. Clausen
Bind III note 2081. Så meget er i det mindste vist, at man höjlig her i sognet havde en god formur nødig, for at forhindre og tilbageholde havets voldsomme magt, som i mangel af sø-dige bortriver årlig af vor grund, kommer os altid nærmere og nærmere og ofte ved stærke stormvinde af sydvest og deraf påkommende vandflod formedelst sognets nedrige lag anretter stor skade på mark og eng. Man finder derfor her i kirken ved korsdören det årstal 1634 indhugget i panelværket ungefær 2½ alen over gulvet til en evig påmindelse af den i historien bekjendte store vandflod, som skete samme år om natten imellem den 11te og 12te oktober, hvorved næsten hele Nordstrand gik under, hvilken samme tid opsteg så höjt her i kirken, som dog står på et af de höjeste steder midt i byen, at vandets overflade nåede til det sted, hvor bemældte årstal findes indhugget, hvorfore også nogle gårde her i byen af samme flod blev bortskyllede, som siden på andre höjere pladser igjen er blevne opbygte.
- Vilslev sognebeksrivelse 1766
Bind IV note 695. Næste ved denne kiste står en anden ed læderbetræk og messingbeslag, men uden våben og inskription, så at der ikke vides noget tilforladeligt om den afdødes person. Imidlertid har salig fru gehejmerådinde Edel Margrethe Krag i hendes levenede live berettet, at de rvar en adelsmand, som omkom i et slag i Tyskland og havde været forlovet med hendes moster. Dette er ellers derved mærkeligt, at kisten er åben, og den dødes legeme ligger derudi ganske ufortæret som en ægyptisk mumie, og har været nedlagt i en slags urter, som nu fast ser ud som humle.
- Vilslev sognebeskrivelse 1766
Bind IV note 994. I forrige århundrede var der tre præster af familien Lang i Vilslev. Blandt disse udmærkede den sidste, Niels Lang, sig ved sin lærdom. Som eksempel herpå fortælles følgende: En afstenstund i høbjærgningstid gik pastor Lang ind i borgerstuen og spurgte, om drengen var hjemme, og da han fik til svar, at han var gået til sengs, gik han over til ham og sagde: Skynd dig og løb op i rørskifterne til mine karle, der læsser hø i den vestlige del, men du må ikke følge skiftet, du skal følge vejen, indtil du kommer lige overfor karlene, så kan du sætte tværs over til dem, og fortæl dem så, at der er nogle ved at stjæle mit hø i den östlige del af skiftet, og det skal de forhindre." Vilslev enge er marsk og ligger vest for byen, og da engene ligger langt borte, kjører beboerne efter høet om aftenen og kommer igjen om morgenen för dagen eller rettere i dagningen. Da drengen kom op til rørskifterne, så han, at tyvene havde høet læsset, og skyndte sig da op til avlskarlen og fortalte ham, hvad der var på færde. Denne tog de andre karle med sig, gik derpå over i naboens eng og vandrede gjennem den, indtil de kom lige for det sted, hvor tyvenes vogn stod læsset og forspændt. Men de havde lejret sig i en hødynge for at spise för rejsen. Da avlskarlen så det, gik han over til vognen, sønderskar trækrebene i mange stumper og gik derpå tilbage til de andre karle. De skjulte sig nu for at se, hvad tyvene vilde gjøre. Da disse var færdige, skulde rejsen gå for sig i en fart, altså kjørte de til, men hestene gik, og vognen stod stille. Imidlertid var hestetöjet så forskåret, at det ikke kunne istandsættes på stedet, hvorfor de sprang på hver sin hest og red hjem alt hvad de kunde. Drengen gik nu hjem og gav præsten underretning om, hvad udfaldet blev. Dagen efter, da avlskarlen var kommen hjem emed høet, sagde præsten til ham, at han skulde ride over til annekssognet Hunderup til en mand, præsten nævnede, og befale ham at indfinde sig i præstegården samme dag. Manden indfandt sig også og sagde: "Hvad vil hr. pastoren mig? det er mig I sendte bud efter" Men præsten modtog ham med hårde ord og sagde: "Du er en tyv, ti du vil stjæle mit hø. Jeg har endda altig gjort dig godt, lånt dig penge og givet dig på borg, når ingen anden vilde. Men nu skal du hente høet, du læssede på i rørskifterne i aftes, og desuden vil jeg lade lyde ved kirken på søndag, hvilken karl du er, det både skal og vil jeg." Manden måtte finde sig i alt, hvad præsten pålagde ham.
- J.J.
Bind IV note 1161. En præst i Vilslev (han levede i slutningen af forrige århundrede) kjørte en nat hjemad. PLudselig vilde vognen ikke af stedet. Præsten sagde da til karlen, der kjørte, at han skulde stå af og lægge det ene baghjul op i vognen. Da dette var sket, kjørte de rask hjemad, og da de holdt i præstegården, sagde præsten til karlen, at han skulle kjøre vognen ud i andedammen og lade den stå der. Om morgenen så de da, at der stod en gammel kjælling og bar på vognen i steden for det aftagne fjerde hjul.
- Kr. Jensen, V.-Vedsted
Bind IV note 1596. Oven over bem. begravelse er en hvælving i tårnet, hvorpå, da det der liggende i sand og grus i begyndelsen af det seculo blev nedryddet, fandtes en gammel hel benrad af et dødt menneske neden under, som ingen vidste, hvorledes det didhen kunde være kommet.
- Beskrivelse af Vilslev 1766
Bind V note 49. Norden for VIlslev har de ri et hus været spøgeri. Hver aften kom en seks, syv kalve, og folkene kunde ikke være der for dem. Så hentede de pastor Clausen i Nörre-Fardrup, og så blev der ro. A har kjendt karlen, der kjørte for ham. Der vilde komme nogen og tage i tömmen og tage det ene hjul af, men han kerte sig ikke derom. Så kom præsten og sagde: "Kjør nu i Jesu navn..."
- Dorthea Kristensdatter, Grönnebæk
Bind V note 709. I en gård norden for Vilslev var et gjenfærd. Så kom der bud fra folkene til Vilslev præst, hr. Jerrild, at de kunde ikke være i huset om natten, der var sådan en uro og færdesen, om han da ikke vilde komme der over. Præsten kjører også og får snak med gjenfærdet. Men han kunde ikke få bugt med hende, hun greb ham i armen, så den blev vissen, og han kunde heller ikke komme der fra. Så kom der bud efter Farrup præst, og da der var nød på førde, så kjørte han alt hvad hestene kunde rende. Karlen sagde nok, at han ikke kunde jage i sådant et mørke, men præsten sagde, at han skulde blot kjøre, hestene skulde nok selv finde vejen. Da de kom til huset, stod præsten af og sagde til kusken: ”Du må ikke kjøre...” Så gik han ind i huset og der var mørkt. ”Hvad, har I det i mørke?” sagde han. Ja, gjengangeren havde slukket lyset. De fik det så tændt, og Farrup præst tog det og holdt det op i vejret og sagde: ”Prøv nu, om du kan sluke dether.” Nej, det kunde hun ikke. ”Men du behøver ikke at være så hoven,” sagde gjengangeren, ”du véd vel, at du har narret en bagerkone en toskillings kage fra, mens du var student.” Ja, den skilling stod han med i hånden og smed den hen ad gulvet, det var han belavet på. Så begyndte præsten at læse og mane, og gjengangeren sank, til hun kom helt ned. Derefter blev en pæl dreven ned. Så gik han ud til kusken, som endnu holdt der. ”Har der ingen været ved dig?” Jo, jo, to gange, og så fortalte han... Så kjørte de tilbage. DA de kom over en bro, kunde hestene ikke trække vognen længere. Så sigerhan til karlen: ”Stå af og tag det ene hjul af.” - ”hvad skal a gjøre med det?” - ”Du skal smide det op bag i vognen.” - ”Kan vi så kjøre?” - ”Ja, det er min sag.” Så kunde hestene trække, og de kom hjem. I gården var der en stor møddingsflod. Da præsten nu står af, siger han til karlen: ”Nu kjører du vognen der ud og lader den stå til i morgen.”.
- Peder Frøsig, Hillerup
Bind V note 754. I en gård, der blev bygget ovre i Vilslev, kunde de ikke være om natten for spektakel og gjengangeri. Så vilde Vilslev præst en aften prøve at mane det ned; men han kunde ikke. Så kom Farup præst. Inden han kom dertil, sagde han til kusken: ”Nu vender du vognen og må ikke kjøre, inden... ” Der kom to og sagde: Kjør så...”
- Morten Jensen, Darum
Bind V note 845. Der ligger en sten i våbenhuset i Vilslev kirke ind under den af brædder opsatte bænk, så at fjælen er afskåren efter stenens form, Der under siges at være manet en gjenganger.
- G. Stampe Sörensen, Vilslev
Bind V note 895. En præst i Vilslev havde en jomfru, som var så uhyre dristig. En juleaften, ilav folkene havde spist nadver, vilde hun helst ud til karlene, for det var sådan muntre folk der i præstegården. Så sad de og fortalte om et og andet, og hvem der skulle dø og dit og dat. Så kom de også til at snakke om det lig, der for nogle år siden var blevet gravet op i Vilslev kirkegård og fandtes at være aldeles frisk. De havde så sendt bud efter præsten, og han var kommen og havde snakket med mændene om, hvordan det forholdt sig. Endelig var der en ældgammel mand, der sagde: ”Det kan a give underretning om. Han hedder Per Vinther, og a kan endog genkjende ansigtstrækkene. Ilav a var nogle og tyve år, da tjente en Jyllandskarl her, og han spillede kjæreste med en pige og lovede bestemt, at han skulde ikke svige hende, ellers vilde han ikke rådne i jorden. Men han glemte hende alligevel, og pigen blev tosset. Knap efter blev han syg og døde og blev begravet, og det er nu ham, der atter er kastet op.” Da de hører nu det, bliver de ældte mænd og præsten enige om, at de fik en gammel kiste tømret sammen og lagde ham i, og så skulle han sættes ind i tårnet bag kirken. Så stod altså nu Per Vinther der. Da siger avlskarlen til jomfruen: ”Tör du vove at hente Per Vinther?”Ja, hvad han vilde give ud? ”Et par fine töfler,” siger han. Så skulde det også ske. Hun går ind og henter kirkenöglen, som jo var i præstegården, og så lister hun ind i tårnet, tager liget op af kisten og går ned i borgerstuen med det. Huu! de tog på i vilden sky, da hun kom. Præsten hører det og vil ned og se. ”Hvad er det dog?” siger han. Ja, de fortæller det. ”Hør, jomfru, vil du nu tage ham og lægge ham op igjen, så vil jeg give dig mere, end 10 töfler kan være.” Hun går også op og lægger ham. Men da hun vil til at gå igjen, slår han armene sammen om hende ”Nu har du haft sjov,” siger han, ”nu kan du nok gå et ærende for mig. Gå nu op i den tredje kvindestol fra æ brigs og spörg den skikkelse, der sidder, om hun vil tilgive mig.” Hun går også derop og kommer frem med spörgsmålet. ”Nej,” siger dte helt hårdt. Så vil hun gå ud. Men stop, han hænger sig anden gang på ryggen af hende. Det går al lige sådan som sidst, hun må op og spørge nok en anden gang, og får det samme svar. Hun vil atter ud, men Per Vinter kommer igjen og siger: ”Nu går du der op den tredje gang og sig så, at vil hun ikke for min skyld, så skal hun det for Guds skyld.” Så går hun igjen. ”Jo, for hans skyld skal de ske,” svarer skikkelsen. Så kan hun gå, hvor hun vil. Nu går hun hjem i præstegården og hænger nøglen. ”Hvordan gik det?” siger præsten. Ja, hun fortæller det jo, og var nu bleven meget syg. Præsten gik næste morgen op i kirken tillige med et par gamle agtværdige mænd og finder et muldskud inde i tårnet i stedet for Per Vinter. ”Hvordan forholder det sig?” siger mændene. ”Ja, det er over tiden, han skulle have været støv for længe siden.”
- Jörgen Jörgensen, Jærnelund
Bind V note 896. I mange år stod der et skelet i Vilslev kirke. Ved et höstgilde i præstegården væddede de med en karl om, at han ikke turde hente det ned i folkestuen og så dandse der med det. Han gjorde det dog.... Det takkede ham og faldt så hen i støv.
- G. Stampe Sörensen, Vilslev
Bind V note 1469. En præst i Vilslev tog et stykke ejendom fra beboerne, han var trættekjær, og den gang havde de ikke udskift. Omsider døde han, og nu kunde de høre noget, der raslede som med lænker over den jord, og det kom i en susende fart. Så kjöbte degnen jorden fra præstegården og byggede en gård på det. Man havde nok sagt til degnen, at han skulde ikke, for det var nu ikke heldigt og rele, men han byggede ligegodt. Ingen folk kunde nu være der, der var spektakel og uro hele nætterne. Degnen gik så til den nye præst, de havde fået, om han kunde ikke komme derop, og han lovede også at komme. Ved kl. tolv ordrede han karlen at spænde for og kjøre. Da de kom derud for, skulde karlen blive holdende, og han giver ham en bog, og han måtte ikke kjøre, inden én tog bogen af ham... Han kunde høre to holde sådan mund inde i gården. Endelig kom præsten. ”Det gik mig uheldigt, Kristian” - ”Gjorde det?” - ”Jeg bliver en stakkel, for jeg kunde ikke overvinde ham, han var mig for hård. Men nu kan du ikke kjøre – stå af...” Da de kommer hjem, sætter han hjulet på. Næste aften skulde han være belavet på at kjøre hen til den næste præst og hilse ham fra ham, at han skulde følge med, og fortælle, hvorledes det forholdt sig. Præsten følger så med, og de møder på pladsen. Det var en gammel mand, og da han stod af vognen siger han: ”Nu giver jeg dig mit lommetørklæde...” Nu kunde det ikke vare længe, inden karlen kunde høre, han var i samtale med én. De trædedes ved der inde... stjålet hvedebrød... smed skilling. Han kunde ikke overbevise ham om mere. Omsider kom de lidt udenfor. ”Her er et sted, hvor du skal ned.” Så kom han ned til hovedet, og længere kunde han ikke få ham. Da han nu sad der, murede de over ham. Karlen stod sin prøve og ventede, til præsten kom, men den anden blev en krøbling hele hans levetid. Så blev der fred på gården.
- Niels Kristensen Tønning, Tistrup
Bind V note 1668. For mange år tilbage spögte det slemt i en går i Vilslev. I stalden holdt en hvid jomfru således hus, at hestene slog mod döre og vægge, så det dundrede i hele gården, og i karlekammeret voldte hun også på anden måde karlene uro. I bryggerset var det lige så galt. Her stod hver nat en kone med en stor sort kyse på hovedet, lænede sig op mod bryggersvinduet. Der var et spektakel med alle karrene, sm slog mod hinanden, så folkene undredes over, at de ikke gik i stykker. Endvidere lå der hver nat i foderloen en stor sort hund med gloende öjne. Den gjorde dog ikke karlen nogen fortræd, når han kom for at hente hakkelse. For en del på grund af dette uvæsen blev gården flyttet, og da den blev reven ned, fandt den dreng, der gik murermesteren til hånde, et stykke guld under en grundsten. Han viste mesteren sit fund, og denne indbildte drengen, at det ikke var noget af værdi, gav ham nogle penge derfor og forbød ham at tale med nogen der om. Men guldet fandtes netop under det sted, hvor den sorte kone plejede at stå. Efter at gården var flyttet, vedblev dog den hvide jomfru og hunden at spøge på de gamle steder, og en vægter, der flere år efter var ansat i Vilslev, så dem ofte på sine natteture. En rund plet, der om morgenen ikke var bedugget, betegnede det sted, hvorpå hunden havde ligget. Samme vægter kunde i øvrig sige, hvem af sognets folk der skulle dø i det nye år. Nytårsaften stillede han sig i kirkegårdsporten, og de ligskarer, der skulde komme til at gå derind i det følgende år, passerede da forbi ham, og han kunde da kjende hver person deri.
- Kr. Jensen, V.-Vedsted
Bind VI note 271. Pastor Niels Lang i Vilslev havde en dreng gående. Det var en fuldvoksen karl, men gik des uagtet under navnet dreng, fordi han havde gået i præstegården i Langs faders og broders tid. Derfor havde han stor frihed og var undertiden nysgjerrig. Han fik en søndag fat i Cyprianus og læste så længe, til der kom en and ind og satte sig på hans skulder og vilde hugge ham i ansigtet. Præstekonen hørte drengens skrig, og da en and skræppede, gjættede hun sammenhængen, tog sit forklæde fuldt af gryn og strøede dem omkring i stuen, forstuen og gården, idet hun sagde: ”Prik det!” Præsten var just kommen på stolen i Vilslev, men sagde så i stedet for at begynde sin præken: ”Jeg har noget vigtigt at besörge netop i denne time hjemme i Vilslev, det kan ikke opsættes, hvorfor jeg straks må gå. Jeg beder jer derfor have mig undskyldt!” Derefter kjørte han i al hast hjem ad, og det var på höje tid. Så blev drengen jaget bort og fik en stræng formaning med på rejsen.
- J.J.
Bind VI note 1209. For mange år siden brændte en gård i den tæt bebyggede by Vilslev nær Ribe. Ganske tæt op til den brændende gård lå en anden gård, der ejedes af en mand ved navn Peder Mortensen. Da folk kom til brandstedet, gik denne mand ganske rolig uden for sin gård og røg af sin pibe, skjöndt luerne fra nabogården hvert öjeblik syntes uundgåelig at måtte tænde i hans gård. Man skammede ham ud over hans ligegyldighed og begyndte at bjærge hans kreaturer ud; men det forbød han med de ord: ”I ska ten (hans mundheld) la et stå! Wohaar hår ten gien mæ et, han ska ten ow la ma behåld et!” Gården brændte heller ikke, og på grund deraf brændte der ikke flere end den, ilden opkom i. Det fortaltes bag efter, at byens præst havde set ilden opkomme, og han havde da skyndt sig hen og var gået tre gange rundt om den brændende gård, hvorved ilden forhindredes i at udbrede sig.
- Den, der har fortalt mig ovenstående, kunde godt huske Peder Morten
- Lærer Kr. Jensen, V.-Vedsted
Bind VII note 256. I Jedsted og Vilslev boede to koner, der gik for at være hekse. De skabte sig jævnlig om til harer, og når skytten fra Kjærgård gik på jagt og kom ud til udgrøfterne (det höjere land mellem havet og engene), traf han jævnlig disse harer derude, og de drillede og æggede stadig både skytten og hans hunde. Hvor tit han end skød på dem, kunde han dog ingen skade gjøre dem, indtil han fik det råd at lade med sølvknapper. Disse bed på dem, og de blev begge ramt i siden, hvilket havde til følge, at de straks fik deres rette skikkelse og lå og sprællede i deres røde skjörter til skyttens store forfærdelse. Siden gik disse to koner med huller i siden, som de måtte udstoppe med klude, og gamle folk mindes endnu at have set dem således, ligesom også den ene altid gik med hånden i siden. Om én af de ovennævnte koner fortælles også, at hun en nat skrev en mængde underlige tegn uden for en gårdmands port i Vilslev, og da manden om morgenen så disse, blev han både syg og sær.
- Kr. Jensen, V.-Vedsted
Bind VII note 1492. I Vilslev bor en klog mand. Jeg har en gang truffet ham hos en syg i Billum. Ham kurerede han dels ved naturlige midler og dels ved at afklæde ham og signe ham, for ellers skulde han ”slide det af”, og så kande det vare længe, inden han kom sig.
- E.H. Seidelin
Vilslev Spang, bind V note 2110. Der er én nedmanet ude ved Vilslev spange. Provst Nebelrød i Vilslev prøvede det først, men han fik hans død over det. Kasjetten vilde nemlig blæse af ham, og da han så greb efter den, vred han armen af led, og der slog sig benedder til. Han gik ud og kaldte på Mads (der siden kaldtes Mads Præst, for det han tjente ved præsten), han skulde spænde for og kjøre der ned til Vilslev spang. Men han skulde smide et hjul mere i vognen. Der skulde han blive holdene og ikke kjøre, inden der blev sagt: Kjør nu i Guds navn. Flere kom, men Mads blev holdende. Endelig kom præsten.
- H.A. Wulff, Hjortlund
DCXCO!
Jeg blef på Jorden i en Hast
lagt ned og sønderreven
wed denne Hværvelvin kuldkast
Gud til mig hafde dreven.
Men Gud som kastede mig om
har givet Hæld og Lykke
jeg opbygt står for Verdens Dom
mod mangens spodske Tykke.
Jeg står dog her, mens Gud hand vil
du som det kand fortryde
beed troelig Gud, see selv og til
du ej mit Fald skal nyde.
DCXCO!
- VIlslev sognebeskrivelse 1766
Bind III note 1610. En dreng tjente hos præsten i Vilslev, han var oppe fra Farup mark. Så havde han været utro, og da gav avlskarlen ham en revselse. Han løb da hjem til moderen og klagede, og nu sendte hun en hvirvelstorm ind over præstegården, der blæste den östlige og en del af den sydlige længe omkuld. Hun var nemlig anset for at være en heks. Mærkeligt nok blæste atter et stykke af laden, 11 fag, som ved en orkan, og dette skete også d. 30te April i året 1881. Samme dag havde daværende avlskarl om morgen pryglet tjenestedrengen, der var fra Kjærgård, så det ser ud, som det der er meget uheldigt at straffe tjenestedrengene.
- G. Stampe Sörensen
Bind III note 1642. Vilslev har været en kjöbstad, der drev betydelig handel, og dens kirke var indviet til st. Nikolaj. Tårnet er ved den östre ende. På Kongeåen, andre siger Ribe å, stod engang et slag, hvori faldt en hollandsk admiral, der ligger begravet her i kirken. Vandet i døbefunten holder sig al tid frisk og uformindsket. I en stor stomflod gik Vilslev under, og i en langt senere tid (1634) gik havvandet op til prækestolen. Alle dens kjöbstadsminder er nu forsvundne. Kun en stor tromme og en natvægter holder det gamle sagn ved lige. Byen skal dog hæve sig igjen, men ikke, för RIbe er gået til grunde.
- W. Clausen
Bind III note 2081. Så meget er i det mindste vist, at man höjlig her i sognet havde en god formur nødig, for at forhindre og tilbageholde havets voldsomme magt, som i mangel af sø-dige bortriver årlig af vor grund, kommer os altid nærmere og nærmere og ofte ved stærke stormvinde af sydvest og deraf påkommende vandflod formedelst sognets nedrige lag anretter stor skade på mark og eng. Man finder derfor her i kirken ved korsdören det årstal 1634 indhugget i panelværket ungefær 2½ alen over gulvet til en evig påmindelse af den i historien bekjendte store vandflod, som skete samme år om natten imellem den 11te og 12te oktober, hvorved næsten hele Nordstrand gik under, hvilken samme tid opsteg så höjt her i kirken, som dog står på et af de höjeste steder midt i byen, at vandets overflade nåede til det sted, hvor bemældte årstal findes indhugget, hvorfore også nogle gårde her i byen af samme flod blev bortskyllede, som siden på andre höjere pladser igjen er blevne opbygte.
- Vilslev sognebeksrivelse 1766
Bind IV note 695. Næste ved denne kiste står en anden ed læderbetræk og messingbeslag, men uden våben og inskription, så at der ikke vides noget tilforladeligt om den afdødes person. Imidlertid har salig fru gehejmerådinde Edel Margrethe Krag i hendes levenede live berettet, at de rvar en adelsmand, som omkom i et slag i Tyskland og havde været forlovet med hendes moster. Dette er ellers derved mærkeligt, at kisten er åben, og den dødes legeme ligger derudi ganske ufortæret som en ægyptisk mumie, og har været nedlagt i en slags urter, som nu fast ser ud som humle.
- Vilslev sognebeskrivelse 1766
Bind IV note 994. I forrige århundrede var der tre præster af familien Lang i Vilslev. Blandt disse udmærkede den sidste, Niels Lang, sig ved sin lærdom. Som eksempel herpå fortælles følgende: En afstenstund i høbjærgningstid gik pastor Lang ind i borgerstuen og spurgte, om drengen var hjemme, og da han fik til svar, at han var gået til sengs, gik han over til ham og sagde: Skynd dig og løb op i rørskifterne til mine karle, der læsser hø i den vestlige del, men du må ikke følge skiftet, du skal følge vejen, indtil du kommer lige overfor karlene, så kan du sætte tværs over til dem, og fortæl dem så, at der er nogle ved at stjæle mit hø i den östlige del af skiftet, og det skal de forhindre." Vilslev enge er marsk og ligger vest for byen, og da engene ligger langt borte, kjører beboerne efter høet om aftenen og kommer igjen om morgenen för dagen eller rettere i dagningen. Da drengen kom op til rørskifterne, så han, at tyvene havde høet læsset, og skyndte sig da op til avlskarlen og fortalte ham, hvad der var på færde. Denne tog de andre karle med sig, gik derpå over i naboens eng og vandrede gjennem den, indtil de kom lige for det sted, hvor tyvenes vogn stod læsset og forspændt. Men de havde lejret sig i en hødynge for at spise för rejsen. Da avlskarlen så det, gik han over til vognen, sønderskar trækrebene i mange stumper og gik derpå tilbage til de andre karle. De skjulte sig nu for at se, hvad tyvene vilde gjøre. Da disse var færdige, skulde rejsen gå for sig i en fart, altså kjørte de til, men hestene gik, og vognen stod stille. Imidlertid var hestetöjet så forskåret, at det ikke kunne istandsættes på stedet, hvorfor de sprang på hver sin hest og red hjem alt hvad de kunde. Drengen gik nu hjem og gav præsten underretning om, hvad udfaldet blev. Dagen efter, da avlskarlen var kommen hjem emed høet, sagde præsten til ham, at han skulde ride over til annekssognet Hunderup til en mand, præsten nævnede, og befale ham at indfinde sig i præstegården samme dag. Manden indfandt sig også og sagde: "Hvad vil hr. pastoren mig? det er mig I sendte bud efter" Men præsten modtog ham med hårde ord og sagde: "Du er en tyv, ti du vil stjæle mit hø. Jeg har endda altig gjort dig godt, lånt dig penge og givet dig på borg, når ingen anden vilde. Men nu skal du hente høet, du læssede på i rørskifterne i aftes, og desuden vil jeg lade lyde ved kirken på søndag, hvilken karl du er, det både skal og vil jeg." Manden måtte finde sig i alt, hvad præsten pålagde ham.
- J.J.
Bind IV note 1161. En præst i Vilslev (han levede i slutningen af forrige århundrede) kjørte en nat hjemad. PLudselig vilde vognen ikke af stedet. Præsten sagde da til karlen, der kjørte, at han skulde stå af og lægge det ene baghjul op i vognen. Da dette var sket, kjørte de rask hjemad, og da de holdt i præstegården, sagde præsten til karlen, at han skulle kjøre vognen ud i andedammen og lade den stå der. Om morgenen så de da, at der stod en gammel kjælling og bar på vognen i steden for det aftagne fjerde hjul.
- Kr. Jensen, V.-Vedsted
Bind IV note 1596. Oven over bem. begravelse er en hvælving i tårnet, hvorpå, da det der liggende i sand og grus i begyndelsen af det seculo blev nedryddet, fandtes en gammel hel benrad af et dødt menneske neden under, som ingen vidste, hvorledes det didhen kunde være kommet.
- Beskrivelse af Vilslev 1766
Bind V note 49. Norden for VIlslev har de ri et hus været spøgeri. Hver aften kom en seks, syv kalve, og folkene kunde ikke være der for dem. Så hentede de pastor Clausen i Nörre-Fardrup, og så blev der ro. A har kjendt karlen, der kjørte for ham. Der vilde komme nogen og tage i tömmen og tage det ene hjul af, men han kerte sig ikke derom. Så kom præsten og sagde: "Kjør nu i Jesu navn..."
- Dorthea Kristensdatter, Grönnebæk
Bind V note 709. I en gård norden for Vilslev var et gjenfærd. Så kom der bud fra folkene til Vilslev præst, hr. Jerrild, at de kunde ikke være i huset om natten, der var sådan en uro og færdesen, om han da ikke vilde komme der over. Præsten kjører også og får snak med gjenfærdet. Men han kunde ikke få bugt med hende, hun greb ham i armen, så den blev vissen, og han kunde heller ikke komme der fra. Så kom der bud efter Farrup præst, og da der var nød på førde, så kjørte han alt hvad hestene kunde rende. Karlen sagde nok, at han ikke kunde jage i sådant et mørke, men præsten sagde, at han skulde blot kjøre, hestene skulde nok selv finde vejen. Da de kom til huset, stod præsten af og sagde til kusken: ”Du må ikke kjøre...” Så gik han ind i huset og der var mørkt. ”Hvad, har I det i mørke?” sagde han. Ja, gjengangeren havde slukket lyset. De fik det så tændt, og Farrup præst tog det og holdt det op i vejret og sagde: ”Prøv nu, om du kan sluke dether.” Nej, det kunde hun ikke. ”Men du behøver ikke at være så hoven,” sagde gjengangeren, ”du véd vel, at du har narret en bagerkone en toskillings kage fra, mens du var student.” Ja, den skilling stod han med i hånden og smed den hen ad gulvet, det var han belavet på. Så begyndte præsten at læse og mane, og gjengangeren sank, til hun kom helt ned. Derefter blev en pæl dreven ned. Så gik han ud til kusken, som endnu holdt der. ”Har der ingen været ved dig?” Jo, jo, to gange, og så fortalte han... Så kjørte de tilbage. DA de kom over en bro, kunde hestene ikke trække vognen længere. Så sigerhan til karlen: ”Stå af og tag det ene hjul af.” - ”hvad skal a gjøre med det?” - ”Du skal smide det op bag i vognen.” - ”Kan vi så kjøre?” - ”Ja, det er min sag.” Så kunde hestene trække, og de kom hjem. I gården var der en stor møddingsflod. Da præsten nu står af, siger han til karlen: ”Nu kjører du vognen der ud og lader den stå til i morgen.”.
- Peder Frøsig, Hillerup
Bind V note 754. I en gård, der blev bygget ovre i Vilslev, kunde de ikke være om natten for spektakel og gjengangeri. Så vilde Vilslev præst en aften prøve at mane det ned; men han kunde ikke. Så kom Farup præst. Inden han kom dertil, sagde han til kusken: ”Nu vender du vognen og må ikke kjøre, inden... ” Der kom to og sagde: Kjør så...”
- Morten Jensen, Darum
Bind V note 845. Der ligger en sten i våbenhuset i Vilslev kirke ind under den af brædder opsatte bænk, så at fjælen er afskåren efter stenens form, Der under siges at være manet en gjenganger.
- G. Stampe Sörensen, Vilslev
Bind V note 895. En præst i Vilslev havde en jomfru, som var så uhyre dristig. En juleaften, ilav folkene havde spist nadver, vilde hun helst ud til karlene, for det var sådan muntre folk der i præstegården. Så sad de og fortalte om et og andet, og hvem der skulle dø og dit og dat. Så kom de også til at snakke om det lig, der for nogle år siden var blevet gravet op i Vilslev kirkegård og fandtes at være aldeles frisk. De havde så sendt bud efter præsten, og han var kommen og havde snakket med mændene om, hvordan det forholdt sig. Endelig var der en ældgammel mand, der sagde: ”Det kan a give underretning om. Han hedder Per Vinther, og a kan endog genkjende ansigtstrækkene. Ilav a var nogle og tyve år, da tjente en Jyllandskarl her, og han spillede kjæreste med en pige og lovede bestemt, at han skulde ikke svige hende, ellers vilde han ikke rådne i jorden. Men han glemte hende alligevel, og pigen blev tosset. Knap efter blev han syg og døde og blev begravet, og det er nu ham, der atter er kastet op.” Da de hører nu det, bliver de ældte mænd og præsten enige om, at de fik en gammel kiste tømret sammen og lagde ham i, og så skulle han sættes ind i tårnet bag kirken. Så stod altså nu Per Vinther der. Da siger avlskarlen til jomfruen: ”Tör du vove at hente Per Vinther?”Ja, hvad han vilde give ud? ”Et par fine töfler,” siger han. Så skulde det også ske. Hun går ind og henter kirkenöglen, som jo var i præstegården, og så lister hun ind i tårnet, tager liget op af kisten og går ned i borgerstuen med det. Huu! de tog på i vilden sky, da hun kom. Præsten hører det og vil ned og se. ”Hvad er det dog?” siger han. Ja, de fortæller det. ”Hør, jomfru, vil du nu tage ham og lægge ham op igjen, så vil jeg give dig mere, end 10 töfler kan være.” Hun går også op og lægger ham. Men da hun vil til at gå igjen, slår han armene sammen om hende ”Nu har du haft sjov,” siger han, ”nu kan du nok gå et ærende for mig. Gå nu op i den tredje kvindestol fra æ brigs og spörg den skikkelse, der sidder, om hun vil tilgive mig.” Hun går også derop og kommer frem med spörgsmålet. ”Nej,” siger dte helt hårdt. Så vil hun gå ud. Men stop, han hænger sig anden gang på ryggen af hende. Det går al lige sådan som sidst, hun må op og spørge nok en anden gang, og får det samme svar. Hun vil atter ud, men Per Vinter kommer igjen og siger: ”Nu går du der op den tredje gang og sig så, at vil hun ikke for min skyld, så skal hun det for Guds skyld.” Så går hun igjen. ”Jo, for hans skyld skal de ske,” svarer skikkelsen. Så kan hun gå, hvor hun vil. Nu går hun hjem i præstegården og hænger nøglen. ”Hvordan gik det?” siger præsten. Ja, hun fortæller det jo, og var nu bleven meget syg. Præsten gik næste morgen op i kirken tillige med et par gamle agtværdige mænd og finder et muldskud inde i tårnet i stedet for Per Vinter. ”Hvordan forholder det sig?” siger mændene. ”Ja, det er over tiden, han skulle have været støv for længe siden.”
- Jörgen Jörgensen, Jærnelund
Bind V note 896. I mange år stod der et skelet i Vilslev kirke. Ved et höstgilde i præstegården væddede de med en karl om, at han ikke turde hente det ned i folkestuen og så dandse der med det. Han gjorde det dog.... Det takkede ham og faldt så hen i støv.
- G. Stampe Sörensen, Vilslev
Bind V note 1469. En præst i Vilslev tog et stykke ejendom fra beboerne, han var trættekjær, og den gang havde de ikke udskift. Omsider døde han, og nu kunde de høre noget, der raslede som med lænker over den jord, og det kom i en susende fart. Så kjöbte degnen jorden fra præstegården og byggede en gård på det. Man havde nok sagt til degnen, at han skulde ikke, for det var nu ikke heldigt og rele, men han byggede ligegodt. Ingen folk kunde nu være der, der var spektakel og uro hele nætterne. Degnen gik så til den nye præst, de havde fået, om han kunde ikke komme derop, og han lovede også at komme. Ved kl. tolv ordrede han karlen at spænde for og kjøre. Da de kom derud for, skulde karlen blive holdende, og han giver ham en bog, og han måtte ikke kjøre, inden én tog bogen af ham... Han kunde høre to holde sådan mund inde i gården. Endelig kom præsten. ”Det gik mig uheldigt, Kristian” - ”Gjorde det?” - ”Jeg bliver en stakkel, for jeg kunde ikke overvinde ham, han var mig for hård. Men nu kan du ikke kjøre – stå af...” Da de kommer hjem, sætter han hjulet på. Næste aften skulde han være belavet på at kjøre hen til den næste præst og hilse ham fra ham, at han skulde følge med, og fortælle, hvorledes det forholdt sig. Præsten følger så med, og de møder på pladsen. Det var en gammel mand, og da han stod af vognen siger han: ”Nu giver jeg dig mit lommetørklæde...” Nu kunde det ikke vare længe, inden karlen kunde høre, han var i samtale med én. De trædedes ved der inde... stjålet hvedebrød... smed skilling. Han kunde ikke overbevise ham om mere. Omsider kom de lidt udenfor. ”Her er et sted, hvor du skal ned.” Så kom han ned til hovedet, og længere kunde han ikke få ham. Da han nu sad der, murede de over ham. Karlen stod sin prøve og ventede, til præsten kom, men den anden blev en krøbling hele hans levetid. Så blev der fred på gården.
- Niels Kristensen Tønning, Tistrup
Bind V note 1668. For mange år tilbage spögte det slemt i en går i Vilslev. I stalden holdt en hvid jomfru således hus, at hestene slog mod döre og vægge, så det dundrede i hele gården, og i karlekammeret voldte hun også på anden måde karlene uro. I bryggerset var det lige så galt. Her stod hver nat en kone med en stor sort kyse på hovedet, lænede sig op mod bryggersvinduet. Der var et spektakel med alle karrene, sm slog mod hinanden, så folkene undredes over, at de ikke gik i stykker. Endvidere lå der hver nat i foderloen en stor sort hund med gloende öjne. Den gjorde dog ikke karlen nogen fortræd, når han kom for at hente hakkelse. For en del på grund af dette uvæsen blev gården flyttet, og da den blev reven ned, fandt den dreng, der gik murermesteren til hånde, et stykke guld under en grundsten. Han viste mesteren sit fund, og denne indbildte drengen, at det ikke var noget af værdi, gav ham nogle penge derfor og forbød ham at tale med nogen der om. Men guldet fandtes netop under det sted, hvor den sorte kone plejede at stå. Efter at gården var flyttet, vedblev dog den hvide jomfru og hunden at spøge på de gamle steder, og en vægter, der flere år efter var ansat i Vilslev, så dem ofte på sine natteture. En rund plet, der om morgenen ikke var bedugget, betegnede det sted, hvorpå hunden havde ligget. Samme vægter kunde i øvrig sige, hvem af sognets folk der skulle dø i det nye år. Nytårsaften stillede han sig i kirkegårdsporten, og de ligskarer, der skulde komme til at gå derind i det følgende år, passerede da forbi ham, og han kunde da kjende hver person deri.
- Kr. Jensen, V.-Vedsted
Bind VI note 271. Pastor Niels Lang i Vilslev havde en dreng gående. Det var en fuldvoksen karl, men gik des uagtet under navnet dreng, fordi han havde gået i præstegården i Langs faders og broders tid. Derfor havde han stor frihed og var undertiden nysgjerrig. Han fik en søndag fat i Cyprianus og læste så længe, til der kom en and ind og satte sig på hans skulder og vilde hugge ham i ansigtet. Præstekonen hørte drengens skrig, og da en and skræppede, gjættede hun sammenhængen, tog sit forklæde fuldt af gryn og strøede dem omkring i stuen, forstuen og gården, idet hun sagde: ”Prik det!” Præsten var just kommen på stolen i Vilslev, men sagde så i stedet for at begynde sin præken: ”Jeg har noget vigtigt at besörge netop i denne time hjemme i Vilslev, det kan ikke opsættes, hvorfor jeg straks må gå. Jeg beder jer derfor have mig undskyldt!” Derefter kjørte han i al hast hjem ad, og det var på höje tid. Så blev drengen jaget bort og fik en stræng formaning med på rejsen.
- J.J.
Bind VI note 1209. For mange år siden brændte en gård i den tæt bebyggede by Vilslev nær Ribe. Ganske tæt op til den brændende gård lå en anden gård, der ejedes af en mand ved navn Peder Mortensen. Da folk kom til brandstedet, gik denne mand ganske rolig uden for sin gård og røg af sin pibe, skjöndt luerne fra nabogården hvert öjeblik syntes uundgåelig at måtte tænde i hans gård. Man skammede ham ud over hans ligegyldighed og begyndte at bjærge hans kreaturer ud; men det forbød han med de ord: ”I ska ten (hans mundheld) la et stå! Wohaar hår ten gien mæ et, han ska ten ow la ma behåld et!” Gården brændte heller ikke, og på grund deraf brændte der ikke flere end den, ilden opkom i. Det fortaltes bag efter, at byens præst havde set ilden opkomme, og han havde da skyndt sig hen og var gået tre gange rundt om den brændende gård, hvorved ilden forhindredes i at udbrede sig.
- Den, der har fortalt mig ovenstående, kunde godt huske Peder Morten
- Lærer Kr. Jensen, V.-Vedsted
Bind VII note 256. I Jedsted og Vilslev boede to koner, der gik for at være hekse. De skabte sig jævnlig om til harer, og når skytten fra Kjærgård gik på jagt og kom ud til udgrøfterne (det höjere land mellem havet og engene), traf han jævnlig disse harer derude, og de drillede og æggede stadig både skytten og hans hunde. Hvor tit han end skød på dem, kunde han dog ingen skade gjøre dem, indtil han fik det råd at lade med sølvknapper. Disse bed på dem, og de blev begge ramt i siden, hvilket havde til følge, at de straks fik deres rette skikkelse og lå og sprællede i deres røde skjörter til skyttens store forfærdelse. Siden gik disse to koner med huller i siden, som de måtte udstoppe med klude, og gamle folk mindes endnu at have set dem således, ligesom også den ene altid gik med hånden i siden. Om én af de ovennævnte koner fortælles også, at hun en nat skrev en mængde underlige tegn uden for en gårdmands port i Vilslev, og da manden om morgenen så disse, blev han både syg og sær.
- Kr. Jensen, V.-Vedsted
Bind VII note 1492. I Vilslev bor en klog mand. Jeg har en gang truffet ham hos en syg i Billum. Ham kurerede han dels ved naturlige midler og dels ved at afklæde ham og signe ham, for ellers skulde han ”slide det af”, og så kande det vare længe, inden han kom sig.
- E.H. Seidelin
Vilslev Spang, bind V note 2110. Der er én nedmanet ude ved Vilslev spange. Provst Nebelrød i Vilslev prøvede det først, men han fik hans død over det. Kasjetten vilde nemlig blæse af ham, og da han så greb efter den, vred han armen af led, og der slog sig benedder til. Han gik ud og kaldte på Mads (der siden kaldtes Mads Præst, for det han tjente ved præsten), han skulde spænde for og kjøre der ned til Vilslev spang. Men han skulde smide et hjul mere i vognen. Der skulde han blive holdene og ikke kjøre, inden der blev sagt: Kjør nu i Guds navn. Flere kom, men Mads blev holdende. Endelig kom præsten.
- H.A. Wulff, Hjortlund
