Sagn fra Børsmose, Ål Sogn ved Varde - indsamlet af folkemindesamleren Evald tang Kristensen (1843-1929).
Overskrift: Råb på eller tale til bjærgfolk
Bind I note 540. En mand i Börsmose var riddende hjem ad her fra Ål af, og da han kom forbi Lille-Jens höj, sagde han: ”Jens, kom her ud og skjænk mig!” Så kom han og med en sølvtommel. Det slog manden bag over sig og så tog det hårene af hesten. Nu red han så stærkt, han kunde, for Jens var bag efter ham. Han red ind i en rugager, og der kunde Jens ikke komme, så han beholdt bægeret.
- Gunde Gundesen, Kjelst
Overskrift: Strandinger. Strandede skibe og folk
Bind IV note 1639. Der kom i gammel tid en lille båd i land for Börsmose, og i den var to Negere. Den ene blev gift og bosiddende her i Börsmose, og de avlede jo börn. Den anden blev bosiddende i Hoved, men havde ingen börn. Derfra skal de mørke folk nedstamme, der endnu er i Börsmose. De er så mørke af hud og hår, og der er ingen andre steder af dem.
- Kristen Olesen, Ål
Overskrift: Klog mænd og koner og deres bedrifter
Bind VI note 1086. Da Niels Kjelst foer (til søs), havde hans fader to fede får, der lige var vaskede og skulde slagtes, men så blev de stjålne. Han skriver da til sönnen om det, denne går ind til en klog mand i Hamborg, der kunde vise tyven igjen i et spejl og han så manden trække med fårene og kunde kjende ham, det var netop en mand Börsmose, de kaldte Niels Fok. Så skriver Niels Kjeldst det hjem, men faderen kunne ikke sådan bringe lige på tyven. Nogle år efter var han ovre til höstgilde i Kjelst, for den gang boede han i Grærup, og ilav han gik hjem om aftenen silde, kommer han imod Niels Fok, der kom trækkende med et par får. Peder så den nöje efter og spurgte Niels om, hvor han havde fået dem. Henne ved hans søster i Væjers. ”Pas vel på dem”, siger Peder. Så blev Niels ræd, og han lod fårene løbe, men beholdt töjrerne. Dagen efter var der en mand i Væjers, der manglede et par får, og så gav Peder ham anledning på dem. De blev funden i Grærup, men töjrerne var jo henne. Så skikkede Per bud til Niels, nu havde han en klemme på ham, og så måtte han bekjende, og han spörger ham også om de får, der var blevet henne för. Det måtte han også bekjende og måtte betale fårene. Per snakkede nu til præsten om, hvad de skulde gjøre ved ham. Ja, han tykte, at de skulde lade ham gå for den gang, han var nu straffet nok for det.
- Gunde Gundesen og kone, Kjelst
Overskrift: Hekse og deres idrætter
Bind VII note 1411. En mand i Børsmose var noget gudfrygtig og passede hans gård godt, men det vilde ikke lykkes for ham alligevel, og alting svand, om det så var hans korn på loftet. Det ene kreatur døde efter det andet, og smör kunne de ikke få. Han troede jo ikke, deher hekse kunde gjøre noget, men det var endda én af dem, der gjorde det. Så rådte hans nabofolk ham til, han skulde hen om råd hos én, der var klogere, end han selv. Han rejser af. "Det er sært, du ikke er kommen för, eftersom du har lidt", siger den kloge mand, "hvad relevans vil du have over ham?" Ja, hans forlangte ingen, blot det onde kunde blive hæmmet. Om han vilde da ingen ting have? Den gang var landeriet ikke udskiftet, det lå ager om ager. Ja, han kunde jo gjærne have det sådan, at den her kjælling kunde ikke gå over hendes mark, og det blev og sådan, for det tykte denher mand kunde være glant nok. Nu beholdt han kornet på loftet, og dyrene levede. Lav kjællingen skulde nu dø, skikkede hun bud efter ham og bad ham om forladelse, om han kunde tilgive det onde, hun havde gjort ham. Jo, det kunde han godt, blot Vorherre kunde give hende det til. Om han vilde give hende hånd på det? Nej, det vilde han ikke, for han tænkte, at så kunde hun have gjort noget ondt ved ham, der var snart værre end det andet. Sø døde hun endelig, men de måtte have fyr under hende først. Dether er sket i min faders tid.
- Simon Böjsen, Billum
Overskrift: Råb på eller tale til bjærgfolk
Bind I note 540. En mand i Börsmose var riddende hjem ad her fra Ål af, og da han kom forbi Lille-Jens höj, sagde han: ”Jens, kom her ud og skjænk mig!” Så kom han og med en sølvtommel. Det slog manden bag over sig og så tog det hårene af hesten. Nu red han så stærkt, han kunde, for Jens var bag efter ham. Han red ind i en rugager, og der kunde Jens ikke komme, så han beholdt bægeret.
- Gunde Gundesen, Kjelst
Overskrift: Strandinger. Strandede skibe og folk
Bind IV note 1639. Der kom i gammel tid en lille båd i land for Börsmose, og i den var to Negere. Den ene blev gift og bosiddende her i Börsmose, og de avlede jo börn. Den anden blev bosiddende i Hoved, men havde ingen börn. Derfra skal de mørke folk nedstamme, der endnu er i Börsmose. De er så mørke af hud og hår, og der er ingen andre steder af dem.
- Kristen Olesen, Ål
Overskrift: Klog mænd og koner og deres bedrifter
Bind VI note 1086. Da Niels Kjelst foer (til søs), havde hans fader to fede får, der lige var vaskede og skulde slagtes, men så blev de stjålne. Han skriver da til sönnen om det, denne går ind til en klog mand i Hamborg, der kunde vise tyven igjen i et spejl og han så manden trække med fårene og kunde kjende ham, det var netop en mand Börsmose, de kaldte Niels Fok. Så skriver Niels Kjeldst det hjem, men faderen kunne ikke sådan bringe lige på tyven. Nogle år efter var han ovre til höstgilde i Kjelst, for den gang boede han i Grærup, og ilav han gik hjem om aftenen silde, kommer han imod Niels Fok, der kom trækkende med et par får. Peder så den nöje efter og spurgte Niels om, hvor han havde fået dem. Henne ved hans søster i Væjers. ”Pas vel på dem”, siger Peder. Så blev Niels ræd, og han lod fårene løbe, men beholdt töjrerne. Dagen efter var der en mand i Væjers, der manglede et par får, og så gav Peder ham anledning på dem. De blev funden i Grærup, men töjrerne var jo henne. Så skikkede Per bud til Niels, nu havde han en klemme på ham, og så måtte han bekjende, og han spörger ham også om de får, der var blevet henne för. Det måtte han også bekjende og måtte betale fårene. Per snakkede nu til præsten om, hvad de skulde gjøre ved ham. Ja, han tykte, at de skulde lade ham gå for den gang, han var nu straffet nok for det.
- Gunde Gundesen og kone, Kjelst
Overskrift: Hekse og deres idrætter
Bind VII note 1411. En mand i Børsmose var noget gudfrygtig og passede hans gård godt, men det vilde ikke lykkes for ham alligevel, og alting svand, om det så var hans korn på loftet. Det ene kreatur døde efter det andet, og smör kunne de ikke få. Han troede jo ikke, deher hekse kunde gjøre noget, men det var endda én af dem, der gjorde det. Så rådte hans nabofolk ham til, han skulde hen om råd hos én, der var klogere, end han selv. Han rejser af. "Det er sært, du ikke er kommen för, eftersom du har lidt", siger den kloge mand, "hvad relevans vil du have over ham?" Ja, hans forlangte ingen, blot det onde kunde blive hæmmet. Om han vilde da ingen ting have? Den gang var landeriet ikke udskiftet, det lå ager om ager. Ja, han kunde jo gjærne have det sådan, at den her kjælling kunde ikke gå over hendes mark, og det blev og sådan, for det tykte denher mand kunde være glant nok. Nu beholdt han kornet på loftet, og dyrene levede. Lav kjællingen skulde nu dø, skikkede hun bud efter ham og bad ham om forladelse, om han kunde tilgive det onde, hun havde gjort ham. Jo, det kunde han godt, blot Vorherre kunde give hende det til. Om han vilde give hende hånd på det? Nej, det vilde han ikke, for han tænkte, at så kunde hun have gjort noget ondt ved ham, der var snart værre end det andet. Sø døde hun endelig, men de måtte have fyr under hende først. Dether er sket i min faders tid.
- Simon Böjsen, Billum
