Goddag og mange tak for invitationen til at holde foredrag her på Tårnborg. Jeg hedder Ole Madsen, og er uddannet teolog fra Aarhus Universitet. Til daglig er jeg sognepræst i Vilslev og Hunderup sogne, der ligger 10 km. nordvest for Ribe. I dag vil jeg tale lidt om forholdet mellem Paulus og den nikænske bekendelse ud fra spørgsmålet om sola scriptura. Mit foredrag vil begynde med at kaste et blik på udtrykket sola scriptura, hvorefter jeg vil tage fat relationen mellem de paulinske skrifter og den nikænske trosbekendelse, der kaldes Nicænum.
Temaet for foredragsrækken her på Tårnborg omhandler Sola Scriptura. Sola scriptura er et koncept, der især kendes fra reformatoren Martin Luther (1483-1546). Sola scriptura betyder, at skriften – forstået som den kanoniske Ny og Gammel Testamente, der tilsammen danner Bibelen – dels rummer sin egen fortolkning og dels er nok til at forkynde evangeliet. Sola scriptura betyder også at Bibelen er den eneste autoritet i spørgsmål om lære og levned for kristne. Skriftens autoritet kunne begrundes i den såkaldte verbalinspiration; en tanke, der vokser frem i den lutherske ortodoksi. Tanken er hentet fra 2 Tim 3,16, hvor der står: ”Ethvert skrift er indblæst af Gud”. Det latinske ord for indblæst er inspiration, og tanken medfører, at Skriften kan læses med bogstavelighed for øje: Som Bibelen er samlet og som ordene står, er de udtænkt og fremlagt af Helligånden og nedskrevet af mennesker, hvis hænder på det nærmeste er styret af Ånden. Luther havde dog ikke nødvendigvis brug for nogen lære om verbalinspiration. Skriftens autoritet er nemlig givet med dens status som sacra pagina, som Gud-given skrift. Rundet af den humanistiske reformteologi formulerer Philipp Melanchton (1497-1560), der var Luthers ven og medhjælper udi bestemmelsen af den evangelisk-lutherske teologi, allerede i 1519 nogle sætninger, der udtrykker sola scriptura. Hos Luther bringes det først i spil i 1520 i hans Assertio omnium articulorum M. Lutheri, der var hans modsvar til paven, som havde udstedt en bandbulle imod Luthers teologiske skrifter.
Sola scriptura står også som koncept i modsætning til den romersk-katolske teologis prima scriptura, hvor Skriften godt nok har forrang for andre, men hvor Skriften står sammen med andre koncepter, der kan være guidelines eller ledetråde i forhold til spørgsmål om lære og levned, fx tradition, særlige åndelige nådegaver eller embeder og meget andet, der menes at kunne forkynde evangeliet og være autoritet i forhold til lære og levned om kristendom. Hos evangelisk-lutherske kristne står skriften alene som autoritet.
Efter således kort at have fasstslået, hvad der menes med udtrykket sola scriptua, går jeg videre med dybden i foredraget. For det første skal vi se de paulinske skrifter. For det andet skal vi se på den nikænske trosbekendelse. For det tredje skal vi se på forholdet mellem nicænum og paulinum for at se, om vi kan trække nogle direkte skriftbaserede linjer fra Paulus' breve til Nikæa-koncilets dogmer. Opgaven bliver altså at se på Nicænum i forhold til de paulinske skrifter med spørgsmålet om sola scriptura som rettesnor for vores undersøgelse. Og for det fjerde skal jeg som afslutning på foredraget forsøge at perspektivere hele denne undersøgelse ud på nogle nutidige emner, så vi kan se, om sola scriptura-debatten, altså forholdet mellem skrift og dogme, stadig er relevant – og i så fald, på hvilken måde.
Når vi skal tale om forholdet mellem de paulinske skrifter og den nikænske trosbekendelse (Nicænum) i forhold til spørgsmålet om sola scriptura, er der en række forhold, der skal klarlægges og udfoldes. Der ligger en lang tilblivelseshistorie og virkningshistorie til grund for hele dette oplæg, og jeg kan kun berøre ganske få områder og overvejelser. I bedste fald skabes der klarhed over nogle ting, og der opstår en glødende interesse for at stille nye spørgsmål, som man kan grunde over i sit lønkammer. I værste fald taler jeg mig hæs og luller jer i søvn, indtil kaffen vækker os alle til en virkelighed der på samme tid er ny og gammel.
Da det er yderst vanskeligt at fremlægge en skudsikker fremstilling af historiske årsagssammenhænge, skal jeg undervejs nøjes med at pege på bestemte begivenheder og antyde nogle forskellige sammenhænge. Vi dykker således ned midt i en diskussion, der har verseret i et par århundrede; de mange små kontroverser op til Nikæa-koncilet er ikke alle lige nødvendige for forståelsen af foredraget, så jeg vil ikke stringent gennemgå de mindre synoder samt de mange kontroverser og teologiske stridigheder, der har præget de kristnes forsamlinger lige siden Jesu gang på jord.
De paulinske skrifter
Spørgsmålet om sola scriptura forudsætter en forståelse af, hvad scriptura, altså Skriften, indbefatter. Kirkens Skrift-kanon var formodentlig ikke fastlagt før synoden i Hippo år 396. I oldkirken bestod kanon af de gammeltestamentlige skrifter, som forfatterne til de nytestamentlige på en eller anden måde var meget enige om. Man kan sagtens forestille sig, at der har ligget en ganske klart afgrænset kanon af de jødiske helligskrifter, som de første kristne har bygget deres liv og lære omkring. Der findes hos de nytestamentlige forfattere ingen tydelig overvejelse over, hvilke skrifter, der hører til Skriften. Når der i NT henvises til Skriften, sker det enten med henvisning til ”Skriften” eller til bestemte udsagn hos bestemte vigtige profeter og deslige. Der har altså ligget en naturlig indforståethed hos de første jøde-kristne i forhold til skriftbelægget for de læremæssige udsagn, der forekommer i det, der sidenhen er blevet Det Ny Testamente.
Den tidlige kirke mente at sidde inde med den rette forståelse af GT, som den tolkede i lyset af Kristus-troen; hvilket Paulus gør par excellence i fx 2 Kor 3, hvor Paulus viser skellet mellem den gamle og den ny pagt. I den gamle pagt fik Moses en strålelans ud fra sit ansigt, da han havde hentet de ti bud; men glansen forsvandt. Hos de kristne gives glansen i form af Helligånden ved troen på Kristus; og det er en glans, der ikke forsvinder med tiden. Indforståetheden med henvisninger til den jødiske kanon findes især hos den jødisk-kristne Paulus i hans breve til hedningekristne. Det betød, at GT blev en anden bog i hænderne på kirken, og blev dermed den gamle pagts skrifter, hvis indhold blev opfattet i lyset af den nye pagt.
NT's egne skrifter fik først kanonisk status i anden halvdel af det 2. århundrede. Det tog især fart med Markion (85-160), der i år 144 skabte en nytestamentlig kanon, fordi han ikke ville vide af den jødiske. I sin egen kanon inkluderede han ti Paulus-breve og et beskåret Lukasevangelium. Der var altså tidligt en debat om afgrænsning og anerkendelse af de første kristnes skrifter. Det afgørende blev i sidste ende deres udbredthed og hævd i gudstjenesten, i anden række deres apostolicitet (direkte eller indirekte) og deres overensstemmelse med den apostolske forkyndelse. Omkring år 200 blev de fleste nytestamentlige skrifter betragtet som forpligtende norm for kristen forkyndelse og lære på linje med GT, og de blev i det nuværende omfang i det 4. århundrede endeligt stadfæstet, i øst ved Athansos' påskebrev fra 367 og i vest på Hippo-koncilet i 396. Dermed var der skabt en særlig kristen Bibelkanon.
Som en del af den kristne kirkes kanons 27 skrifter blev 13 af Paulus' breve indlemmet og stadfæstet som kanon, dvs. en rettesnor for den kristne teologi. Han fylder altså godt på den kanoniske liste. Som følge af den historisk-kritiske metode, der voksede frem i kølvandet på rationalismen i det 17. og 18. århundrede, tænker man nu om dage, at der findes ægte og uægte Paulusbreve. De ægte skulle så være skrevet mellem år 50 og 60, de uægte mellem 60 og 100. Men i det 4. århundrede skelnede man formodentlig ikke mellem ægte og uægte, idet brevene var centrerede omkring Kristus og derfor kunne optages i kanon. Desuden stod apostlen Paulus stærk som autoritet og kirkelig figur bl.a. pga. Lukas' fortælling om de første apostles gerninger efter Kristi himmelfart samt andre traditioner og fortællinger om Paulus' virksomme liv og henrettelse. Derfor kunne man også formode, at de paulinske skrifter har haft indflydelse på den bekendelse, der kaldes Nicænum, og som blev vedtaget i år 325. Det er i hvert fald det, jeg vil forsøge at kaste lys over i dette foredrag.
Ud fra Paulus' 13 kanoniske skrifter kan man næppe opstille et samlet stringent teologisk system; man har gennem tiden forsøgt at fastlægge en rød tråd i de kanoniske skrifter, og det kan fint lade sig gøre, når man fx siger, at evangeliet om Kristus som Guds søn og verdens frelser er omdrejningspunktet for skrifterne. Men går man i dybden med konkrete spørgsmål findes der ikke nødvendigvis en stringent og afklaret opfattelse, selvom man hos Paulus i hvert fald siden Luther har fundet belæg for en lære om retfærdiggørelse ved tro alene. Skulle man gennemgå de forskellige teologers brug af de paulinske skrifter i løbet af kirkens historie, ville det blive alt for uoverskueligt; men kort sagt har Paulus ikke fået lov at hvile i fred. Hans teologiske tanker er blevet vendt og drejet og på enhver tænkelig måde undersøgt, målt og vejet, så end ikke et bogstav længere står ukendt. Og al den undersøgelse af den udslidte apostel har kun gjort sagerne endnu mere uigennemskuelige og mindre opbyggelige, end han ganske sikkert har villet det med sin meget aktive rejse- og skrivevirksomhed.
Når man arbejder med paulinsk teologi er det relevant at holde sig in mente, at Paulus så vidt vides, ikke har mødt Jesus. Hans omvendelse skete via en åbenbaring, og iflg. brevene fik han meget at vide igennem drømme, syner og åbenbaringer. Hans eget udgangspunkt er helt klart Det Gamle Testamente, som hans breve er propfyldte med referencer til – også på underfundige eksegetiske måder.
Vejen til Nikæa
Fra Paulus går vi over til at se på vejen frem til mødet i Nikæa; den var brolagt med mange bloddryppende historier om kejsere, der i et nogle hundrede år forfulgte kristne og slog hårdt ned på dem. De kristne lod sig dog ikke kue, men formåede at overleve – og kirken voksede støt – trods den romerske overmagts hårdhændede forsøg på at få religionen presset ud – også at det private rum. Nikæa-koncilet markerer en meget vigtig overgang; nogle har ment, at overgangen medførte en forvanskning af kristendommen, og at kirken dermed blev statens tjener udi verdslige anliggender; ja, nogle kristne hævder ligefrem, at Satan især kan fejre to ting: At verden ikke tror, han findes, og at kristendommen gik i romerrigets tjeneste, hvorved Kristi budskab blev korrumperet af den magt, Jesus selv tog afstand fra.
Men uanset senere frikirkelige overvejelser om forholdet mellem stat og kirke, kan man kun svagt forestille sig, hvilken tumult det har givet i oldkirken, da romerriget pludselig fejrede og ikke forfulgte de kristnes religion. Romerrigets antagelse af kristendom som statsreligion må have forbavset mange kristne på samme måde som da Paulus blev omvendt på sin vej til Damaskus. Oldkirkens første historie var blevet skrevet med blod og vand som ved en fødsel, men nu blev kirken hyldet af kejseren og efterhånden beklædt med guld og røgelse, og på sigt begyndte den før så forfulgte og undertrykte kirke selv at undertrykke forfølge andre. Vi skal her have et historisk oprids af slagets gang.
Da kejser Galerius (c. 260-311), der ellers havde forsøgt at genopbygge den romerske religion, lå på sit dødsleje, udskrev han d. 30. april 311 tolerance-ediktet, der gav fred og frihed til kristne. Den efterfølgende kejser, Konstantin den Store (272-337) fulgte i Galerius' spor og publicerede i 313 Milano-ediktet, der gav religionsfrihed til kristne i hele riget. Kejser Theodosius I (347-395) tog næste skridt ved at antage kristendommen som statsreligion år 380 ved at udstede det såkaldte Edikt af Thessaloniki. På ca. 70 år gik kristendommen fra at være forbudt og bandlyst til at være statsreligion. Det kan i sig selv betrages som et mirakel. Kejser Theodosius foretog i år 391 yderligere et skridt, hvor han tvangslukkede templer og forbød hedenske kulter. Ediktet af Thessaloniki stadfæstede den nikænske trosbekendelse som kirkens sande kristendom i romerriget. Hermed blev romerrigets statskirke for alvor en realitet.
Efterhånden som kristendommen fik fodfæste i romerriget, begyndte en rigskirke at vokse frem. I løbet af en række synoder og konciler, der først blev afholdt vedr. lokale og regionale konflikter under kejsernes forfølgelser af kristne, og siden under indkaldelse fra kejseren vedr. imperieanliggender, udvikledes rigskirkens lære. Begreberne synode og koncil betyder 'forsamling' og hentyder til forsamlinger af gejstlige, ofte biskopper, der diskuterer kirkerelevante emner og træffer beslutninger til styrkelse af kirkens enhed og helhed. At koncilerne i de første syv århundrede kaldes økumeniske betyder, at det var konciler vedrørende anliggender for kirker på tværs af landegrænser og teologiske grænser; beslutningerne fra sådanne konciler gjalt for hele kirken i nord, syd, øst og vest. Den økumeniske bevægelse i moderne tid har en drøm om, at de mange forskellige kirkeretninger igen må finde sammen på en eller anden måde, så de alle kan blive ét, ligesom det findes hos Joh 17,20f.: ”Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig.” Den økumeniske bevægelse er dog utålmodig og vil derfor selv gøre noget i stedet for at vente på Jesu genkomst.
Kejser Konstantin indkaldte i 325 omkring 318 biskopper fra de forskellige kirkelige store fraktioner til det første rigtige økumeniske koncil i den nordvestlige tyrkiske kystby Nikæa om kirkens enhed og lære. Her skulle den arianske strid behandles og en fælleskirkelig bekendelse stadfæstes. Allerede i 314 var der på Konstantins foranledning blevet afholdt en lokal synode i byen Arles, der løste det donatiske problem og afgjorde spørgsmål af fælles interesse for hele den vestlige kirke.
Den donatiske strid udsprang af spørgsmålet om præstens og kirkens renhed. Under kejser Diocltians kristenforfølgelser, kunne man redde sit liv ved at overdrage sine hellige, kristelige bøger til destruktion under romerne. De personer, der under forfølgelserne var bukket under for kødets skrøbelighed og havde overdraget bøger, blev kaldt tradiatorer. Og de blev dømt ude af den rene kirkes fællesskab. Donatus slog nemlig på, at kirken skulle være for de rene; dem, der var blevet renset for synd og levede syndfrie. Og hvis en præst havde overdraget sine bøger, kunne han ikke forvalte de hellige sakramenter med den værdighed og ære, som det var påkrævet. Donatismen truede med at splitte kirkens indre enhed, og blev derfor løst ved en lokal synode under kejserens opsyn.
Teologen Arius (250-336), der var præst i Alexandria i Egypten, blev anledningen til koncilet, som kejser Konstantin den Store indkaldte til i Nikæa år 325. Der var flere punkter på dagsordenen, men især skulle kirkens enhed sikres. Det lokale skulle gøres globalt. Der har altså været et konkret formål med at formulere den nikænske trosbekendelse, nemlig at fastlægge den sande lære (ortodoksi) modsat alle mulige sværmeriske og falske lærer (heterodokse). Arius blev den første af en lang række teologer, der på forskellige måder gjorde sig fortjente til at blive udelukket fra rigskirkens gode selskab; deres skrifter blev stemplet som usande og i mange tilfælde blev de brændt, så der kun er overleveret fragmenter. Formålet med at fastslå den sande lære var at sikre en enhed og enighed om kirke og kristendom, så romerrigets statsreligion kunne blive ensartet, ensrettet og entydig, ligesom også romerrigets regler og love var entydige. Mangfoldighed var kun for sværmere og forrædere. Et rige i splid med sig selv,kan ikke bestå; derfor måtte såvel rigets religion som rigets magt og struktur centraliseres og systematiseres, så der skabtes ro indadtil. Igennem Nikæa blev disse synoder desuden også et organ for statens magt over kirken. Med Nikæa-mødet som forbillede foregik næsten umærkeligt den biskoppelige kirkes overgang til romersk rigskirke.
Arius udformede en ikke-trinitarisk teologi, at Gud var den rene, usammensatte væren. Gud er Gud i kraft af sig selv; det utimative aksiom; han er den ufødte begyndelse til alting; han er udelelig, uforanderlig, ubevægelig. Logos, Ordet, blev skabt af Gud før tiden og ud af intet, og stod som sådan over den øvrige skabning. Den øvrige skabning er blevet til ved Logos. Den historiske Kristus var en forening af Logos med et ubesjælet menneskelegeme. For Arius var Kristi gerning på jorden altså at give belæring om Gud og at fremelske det gode i mennesket. Så selvom Kristus i sin skabthed er forskellig fra Gud, er han alligevel Guds Ord og Guds Visdom, og kan som sådan meddele noget fra Gud til verden. På den måde bliver han en slags demiurg, en underordnet skabergud eller halvgud – og som sådan underlagt eller underordnet Gud. Arius fandt belæg i Skriften ved at citere Joh 14,28: ”I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg.” Hvis Faderen er større end Sønnen, må Sønnen være forskellig fra Faderen og dermed kan treenigheden ikke opretholdes. Hovedanliggendet for Nikæa-koncilet blev fokus på, at Jesus er Kristus, dvs. Guds søn og verdens frelser, idet kirkens enhed var truet at splittelse. Kirkens enhed og rigets enhed var to sider af samme sag. Det centrale i den arianske strid var spørgsmålet om, hvorvidt Jesus Kristus kunne siges at være at samme væsen som Faderen (omoousios) eller at næsten samme væsen (omoiuosios) eller slet ikke at samme væsen (anomoios). Nu skal vi i bekendelsen se, hvordan man løste den problematik.
Den nikænske trosbekendelse
Lad os bekende den nikænske tro:
Vi tror på én Gud, Faderen, den Almægtige, Skaberen af alt synligt og usynligt.
Og på én Herre Jesus Kristus, Guds søn, født som den enbårne af Faderen, dvs. af Faderens væren, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvilken alt er blevet til, både det i himlen og det på jorden, som for os mennesker og vor frelses skyld kom ned og blev kød, blev menneske, led og stod op på den tredje dag, steg op til himlen, og kommer igen for at dømme levende og døde.
Og på Helligånden.
(Men den almindelige kirke fordømmer dem, der siger (noget af det følgende): ”der var (en tid), da han (Logos) ikke var”; ”før han blev født var han ikke”; ”han blev til af det ikke værende”;
”han er af et andet væsen eller væren” (end Faderen); ”Guds søn er skabt, foranderlig, omskriftelig”.)
Den nikænske trosbekendelse udspringer ikke af den blå luft. Fra den korteste bekendelse af apostlen Peter: ”Du er Kristus, den levende Guds søn” (Matt 16,16), og til Nicænum, har mange forsøgt at sige mere og mere om, hvad det er man skal tro på, for at kunne kalde sig sand kristen. Der er således sket en konstant udbygning af nogle grundlæggende meget korte formuleringer, gerne Bibelcitater, man har ophævet til et princip, ligesom det skete hos Arius med hans vægtning af Sønnens underordnede status i forhold til Faderen. På den måde ses, at løsrevne Bibelcitater nemt kan fungere som fundament til at føre ad helt andre stier end til ortodoksi.
Den nikænske trosbekendelse hævder ikke noget om en såkaldt kristen opførsel eller etik, den sigter slet ikke på mennesket. Dens formål er at fastlægge og tydeliggøre, hvad mennesker skal tro i forhold til den treenige Gud. Nicænum er formuleret af kristne biskopper og blåstemplet af kejseren, og er som sådan krads stof for ikke-kristne. Man kan ikke drive mission alene ved at forkynde bekendelsen; den vil være som at kaste perler for svin – de kan ikke fordøje det. Desuden har bekendelsen ingen praktisk betydning for mennesker; hvis den havde det, ville man kunne fremføre et Gudsbevis derud fra; forstået sådan, at man ville kunne slutte fra den praktiske betydning til den metafysiske Guddom. Det er altså praktisk talt ligegyldigt for mennesker, hvad vi teologisk kan sige om Gud, eller hvad Gud har sagt om sig selv. Hvis man kunne påvise en praktisk betydning i menneskers liv og tilværelse alene på baggrund af, hvad bekendelsen siger om den treenige Gud, så ville vi have med et stålsikkert Gudsbevis at gøre. Bekendelsen skal dog fastholdes for bl.a. at sige: Der er noget foruden mennesket; sandheden er derude.
Debatten om den sande tro, den sande kristendom, flyttes uden for vores sfære. Vi kan ikke naturvidenskabeligt efterprøve Nicænums udsagn. Hvilket formål tjener Nicænum da? Med Nicænum befinder vi os på en måde uden for historiens rammer. Bekendelsens så at sige verdensfjerne indhold er tankevækkende, og derfor er det kun rimeligt at spørge, hvorfor man ikke i stedet har fokuseret på en bekendelse om en verdensnær paksis, fx om dåb og nadver, om embede og kirke, om tro og handling? Det kan der nok ikke gives et entydigt svar på, men efterhånden som koncilerne afholdes og århundrede skrider frem, kommer de praktiske anliggende i nogle tilfælde med i bekendelserne. Fokus er således i Nicænum på ortodoksi (den sande lære) og ikke ortopraksis (den sande handling), idet praksis må bøje sig for læren og ikke omvendt.
Skulle man opstille en proces eller en udvikling af bekendelserne kunne man fx forestille sig dette: Man begyndte med den korteste bekendelse: At Jesus er Kristus, dvs. Guds søn (Matt 16,13ff., jf. Lk 9,18-20). Matt blev dengang regnet for det ældste evangelium, og er derfor placeret som den første af de fire evangelier, men hos Mk findes den endnu kortere bekendelse: “Du er Kristus.” (Mk 8,27-30). Herfra kunne man spørge videre til, hvilken relation, der er mellem Faderen og Sønnen, og deres relation til Helligånden. Eller simpelthen: Hvordan kunne Jesus være både Guds søn og Josefs søn?
Den nikænske trosbekendelse er bygget op af tre artikler i følgende orden: én om Faderen, én om Sønnen, og én om Helligånden. Den trinitariske grundstruktur, skal ikke forstås kronologisk eller prioriteret, men efter åbenbaring. Man skal forstå det sådan, at de rte personer åbenbares på forskellige tidspunkter i menneskets historie, og at de alle tre har eksisteret som én Gud lige fra begyndelsen. Ud fra denne grundstruktur er der udbygget nødvendige, dvs. logisk gældende, udsagn om de tre personer. Helt fra den apostolske trosbekendelse (fra før år 200) bevares denne grundstruktur i rigskirkens trosbekendelser, omend bekendelserne efterhånden vokser. Tilbygningen til grundstrukturen er bevirket af de hæretikere, der skal bankes på plads; i løbet af trosbekendelsernes udvikling sker der en levende vekselvirkning mellem ortodoksi og hetereodoksi. Den sande lære kom først i form af simple dogmer eller udsagn om de tre guddommelige personer. Når teologer så har forsøgt at udfolde mere om personerne, og til tider er kommet ud på et skråplan, skulle ortodoksien udbygges for at bygge murene omkring den sande læres Jerusalem. Helt konkret betragtede de kristne inden for rigskirken sig som de sande, og alle andre som falske kristne med falske lærdomme. På synoder og konciler blev der åbnet muligheden for disse forførte kristne; de kunne enten vende om fra deres vranglære og dermed igen komme inden for de ortodokses tygge murer, eller de måtte fly land, kald og stand for at hvile i den udstødelse, de havde fortjent – udstødte af ortodoksiens sort/hvide Paradis. Arius var et ærkeeksempel på forholdet mellem ortodoksi og heterodoksi. Uden det ene kunne det andet ikke eksistere. Dem, der stod på ortodoksiens grund havde dog den lille fordel at være allieret med den romerske statsmagt.
I Nicænums første artikel behandles Faderen. Han er én, almægtig og skaber af både jord og himmel samt alt det synlige og usynlige. Så skulle man vist være noget omkring det hele. I gnostiske retninger kan man finde tanken om, at Gud Faderen ikke havde skabt alt, men at der var en demiurg, en undergud, på spil, der var ond og som skabte en ond verden. På den måde løste man theodicé-problemet. I det gnostiske univers var menneskets gode sjæl, der var en glans af gudbilledligheden, fanget i det forfærdelige, forgængelige jordiske levned. Derfor var det helt konkret en vinding at dø, så sjælen kunne vende tilbage til sit ophav: den rene Gud, højt hævet over al det skabte. Det var Jesu opgave at vise vejen fra jordens fængsel til himmelens sale.
Den anden artikel er Nicænums hovedfokus og handler om Jesus Kristus. Han er herre, og er Guds eneste søn. Han er Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud – Kristus er altså guddommelig. Desuden er han født, ikke skabt, som Arius ellers hævdede. Og det blev som modsvar til Arius slået fast, at Jesus er af samme væsen som Faderen. Sådan er Jesus Kristus i sin guddommelighed. Dermed slås Jesu guddommelighed fast. For os mennesker er han steget ned, blev kød og blev menneske. Her gøres der op med tankerne og teologierne om, at Jesus ikke skulle være både menneske og Gud, men kun én af delene. På koncilet i Kalkedon år 451 blev det for alvor slået fast, at Jesus er sand Gud og sandt menneske, fordi dét blev ved med at spøge som et tvivlsspørgsmål. Et spørgsmål, der gav rum for en teologi om, at Jesus enten kun var Gud eller kun var menneske (monofysitisme). Som menneske blev Jesus Kristus pint, begravet og opstod på den tredje dag, og opfor til himmels; hvorfra han skal komme for at dømme de levende og de døde. Allerede i år 381 på synoden i Konstantinopel måtte flere af leddene udbygges, idet anderledes tanker og teologier om Jesus stadig florerede og truede kirken og romerriget med splittelse.
Den tredje og sidste del af bekendelsen omhandler Helligånden, der i Nikænum dog får en noget stedmoderlig behandling; den nævnes allernådigst, men kun så sporadisk, at man nærmest selv har fremprovokeret de forskellige teologier om Helligånden, der gjorde det nødvendigt med koncilet i Konstantinopel i 381, hvor man stadfæstede Ånden på samme måde som man i Nikænum stadfæstede Sønnens status og virke. På koncilet i Konstantinopel formulerede man en ny trosbekendelse på baggrund og til afløsning af Nikænum, og den kaldes den Nikæno-Konstantinopolitanske trosbekendelse. Dén bekendelse er nu en fælles gudstjenestelig bekendelse for de ortodokse kirke, den romersk-katolske kirke og de reformatoriske kirker, og findes i dag som en af Folkekirkens fem bekendelsesskrifter.
Forholdet mellem P og N
For at kunne se på forholdet mellem Paulus-skriftrne og Nicænum, vil jeg fokusere på tre dele; ikke overraskende er det Faderen, Sønnen og Helligånden. Som forberedelse af dette foredrag har jeg læst meget og pluklæst endnu mere, men intetsteds har jeg fundet en tilbundsgående undersøgelse af forholdet mellem skrift og bekendelse konkretiseret i forholdet mellem Paulus og Nicænum. Måske kan man ikke konkludere noget ved en sådan undersøgelse, men teologisk har man igennem tiden været omkring så mange – og også en hel del mærkelige emner – at det faktisk er utroligt overraskende, at dette emne endnu ikke synes at have påkaldt sig særlig opmærksomhed. I oldkirken og hos kirkefædrene har de paulinske skrifter uden tvivl haft en afgørende betydning for udformning af lokale lærdomme især i de paulinske menigheder; og netop fordi en lille flok teologer kæmpede om den rette fortolkning og forståelse af de samme skrifter, blev de interne teologiske stridigheder så alvorlige. Og allerede mellem de to alfa-apostle Peter og Paulus gnistrede stridighederne tidligt.
Om Faderen skrev Paulus forskellige steder i sine kanoniske breve, at han har en søn, nemlig Jesus Kristus (Rom 15,6 m.fl.). Og det er kun som Fader, at Gud er Gud (1 Kor 8,6). Denne Gud Fader er usynlig (Rom 1,20) og er én (Ef 4,6), og da Gud er én, er der kun én Gud (1 Kor 8,4). Enhedstanken medfører også, at Paulus kunne påstå, at andre religioner enten tilbad Gud forkert eller tilbad forkerte guder; lidt som hos Luther, der anså tyrkens religion, altså islam, for at være et kristent hæresi jf. CA 1, hvor Luther i artiklen om Gud fordømmer ”muhamedanerne” i gruppen med en række kristne heterodoksier. At Gud desuden er almægtig, findes kun ét sted hos Paulus (2 Kor 6,18), men dog en del gange i Johannesåbenbaringen (1,8 m.fl.). Åbenbaringsbogen har i høj grad været kendt af kirkefædrene, der uproblematisk kunne bruge dommedagstemaerne i relation med deres egne oplevelser og erfaringer med en præsentisk dommedag i form af forfølgelser og fortrædeligheder begået af romerriget.
Om Jesus hedder det hos Paulus, at han er den eneste herre (1 Kor 8,6), frelser, skal komme fra himlene (Fil 3,20) inkarneret eller født i kød (Rom 1,3; 8,3). At Jesu er født i kødet er en vigtig indvending imod den hæretiske doketisme, der påstår, at Jesu menneskelighed i kød var en skinbedrag. Iflg. Paulus er den kødlige Jesus også korsfæstet (1 Kor 2,2) og opstået fra de døde (1 Kor 15,12ff.) - uden opstandelse ville al forkyndelse og mission være tomhed, og Paulus ville være den største tåbe af alle. Faderen som er Skaber, har skabt alt ”i himlen og på jorden, det synlige og det usynlige” igennem Jesus Kristus, som desuden ”er forud for alt, og alt består ved ham” (Kol 1,16). Jesus er desuden Guds enbårne søn, men hos Paulus anvendes et andet ord (prwto,tokoj, Kol 1,15) for førstefødt end der anvendes i Nicænum (monogenh).
Hos Paulus finder vi foruden længere teologifilosofiske overvejelser noget så glædeligt som hymner om eller lovprisninger af Jesus; den nok kendteste findes i Fil (2,6-11), Filliperbrevs-hymnen. Også i Kolossenserbrevet (Kol 1,13-20) findes en poetisk beskrivelse af Jesus Kristus. Poetisk sprog har givetvis hjulpet hukommelsen med at lagre væsentlige udsagn om Jesus Kristus; vi kender det fra fx Fadervor og den apostolske trosbekendelse – noget kan godt være lidt uforståeligt, men gentages det nogle gange i en særlig kontekst, er det så nemt at huske, at selv konfirmander kan lære det. De to poetiske stykker rummer indhold, der går igen i bekendelserne. Paulus' breve er fyldt med poetiske stykker og faste vendinger, samt små sætninger, der er nemme at huske, når brevene er blevet brugt i gudstjenestelige sammenhænge. Især er det tænkeligt at bekendelserne i kortere eller længere form er blevet anvendt ved de sakramentale handlinger, i det mindste ved dåb og nadver.
Om Ånden, Guds hellige Ånd, skriver Paulus med den største selvfølgelighed; ligesom han bruger Det gamle Testamente i flæng uden hver gang at nævne et specifikt ophav til sine citater, inddrager han også Helligånden i sine teologiske skrifter uden nærmere at gøre rede for, hvordan det nu lige er med den Ånd. I forhold til Treenigheden er det interessant at bemærke 1 Kor 2,10, hvor der står, at “Ånden ransager alt, selv Guds dybder” - Helligånden stikker åbenbart dybere i den trinitariske Gud. Helligånden er desuden skænket af Gud (1 Kor 2,12).
Perspektivering. Afsked med dogmerne
Debatten om dogmer er et drømmeemne for kværulante teologer; der er i hvert fald mange meninger om mange holdninger, og mange har meget at sige om mange ting. Igennem kristendommens historie har forskellige teologer trukket i retninger, der truede med at sprænge den dogmatiske cirkel, der afgrænser teologiens mangfoldighed. De forskellige strømninger, der samlet kendes som gnosticisme er nogle af de tidligste eksempler på heterodoksi i forhold til den allertidligste ortodoksi. Men selvom historiens gang er fremskreden og vi måske ved mere om kristendom end nogensinde før, så florerer der stadig eller atter heterodokse teologiske tanker. Med reformationen åbnede Luther intetanende Pandoras heterodokse æske, der førhen var forseglet med pavestolens tunge hånd; mange af disse retninger nævnes i fordømmelserne i CA. I tiden efter reformationen opstod en mængde forskellige teologiske retninger, og da ikke alle blev bekæmpet effektivt, tog de åbenhjertigt imod religionsfriheden og blomstrede op, overalt hvor man ikke følte sig forpligtet af hverken oldkirkelige økumeniske dogmer eller traditioner, men på skriften alene. Af de store reformatoriske retninger regner vi i vores kontekst med, at Luther havde fat i den lange ende med sit fokus på en Kristus-centreret retfærdiggørelseslære.
Nu om dage synes der at opstå stadig flere modstandere af klassisk kristendom og ortodoks luthersk lære samt oldkirkelige dogmer. Først og fremmest skal den nye blandingsreligiøse tendens nævnes som skrækeksempel. De har ikke som sådan nogle dogmer, men vælger lidt af hvert fra mange religioner, og mener dermed at have fundet den sande religion; deres foretrukne billede til at illustrere deres religion er en hånd. Hånden har én håndflade, som er den sande Gud. Fingrene er de forskellige religioner. En anden metafor er nogle blinde, der undersøger en elefant. Ingen har det fulde billede af elefanten, men de kan hver fornemme en del af elefanten, og mener at deres del er den sande elefant. Pointen hos disse blandingsreligiøse er, at ingen religion i sig selv formår at sige den fulde sandhed om Gud; derfor må man shoppe mellem religionerne for at få flere sandheder, der kan stykkes sammen til Sandheden.
Skal man være rigtig grov, kan man spørge, hvad man skal med religionsvidenskab, når man har teologer på universiteterne, der gør en dyd ud af igennem ny forskning at nå nye konklusioner, der resulterer i fx afsked med Abraham, afsked med almagten, afsked med Himmel og Helvede, afsked med fortabelse (og dermed frelse), afsked med synd og metafysik og meget mere. Paulus-brevene er nogle gange blevet læst imod Paulus selv, som fx når man underkender hans selvbiografiske optegnelser, eller når man læser ind i brevene, at Paulus skulle være enkemand, så man bedre kan få sit eget billede af den gamle apostel til at gå op. Den Ny Paulus-forskning har bidraget med ny viden, men har samtidigt vendt mange ting på hovedet i forhold til tidligere forståelser af de paulinske breves pointer. Det er i det hele taget kendetegnende for nyere forskning af Jesus, Paulus og Luther, at man pludselig kan fremvise nye vinkler om gamle tanker, som man i århundrede ikke har kunnet se. Er vi virkeligt blevet som Gud, så vi kan skelne mellem godt og ondt, mellem sandt og falsk? Eller er vi nået langt nok i den stykkevise erkendelsesproces til, at vi efterhånden med rette kan afskrive først GT, naturligvis, med dens naive barbarisme, og efterhånden også NT, da den jo bare er skrevet af mennesker?
Blandt andre teologiske øvelser har den historisk-kritiske tilgang til Bibelen givet drøje hug til forestillingen om, at man i en moderne tid med fornuften som rettesnor kan opretholde det lutherske princip: Sola Scriptura. Efterhånden som Skriften smuldrer som fundament under de forskellige trosbekendelser, falder korthuset sammen, og efterlader os på en grund af sand, hvor de fremtidige kirkebygninger skal bygges.
For at opsummere: Nej, der findes ikke en éntydig vej fra Paulus' breve til den nikænske trosbekendelse, altså ingen stringent sola scriptura, men Paulus udgør en stor del af det skriftmateriale og de traditioner, der får genlyd som dogmatiske læresætninger i Nicænum. Man må også konkludere, at kirkefædrene ikke kunne nøjes med at fokusere stift på sola scriptura-princippet, idet hæretikerne gjorde det samme; skriftfundamentalisme kan lede ad mange veje. Spørgsmålet, der ligger åbent for os nu er, hvor vejen fra Nicænum og de senere bekendelser mon går hen? Tak for opmærksomheden.
Sola scriptura står også som koncept i modsætning til den romersk-katolske teologis prima scriptura, hvor Skriften godt nok har forrang for andre, men hvor Skriften står sammen med andre koncepter, der kan være guidelines eller ledetråde i forhold til spørgsmål om lære og levned, fx tradition, særlige åndelige nådegaver eller embeder og meget andet, der menes at kunne forkynde evangeliet og være autoritet i forhold til lære og levned om kristendom. Hos evangelisk-lutherske kristne står skriften alene som autoritet.
Efter således kort at have fasstslået, hvad der menes med udtrykket sola scriptua, går jeg videre med dybden i foredraget. For det første skal vi se de paulinske skrifter. For det andet skal vi se på den nikænske trosbekendelse. For det tredje skal vi se på forholdet mellem nicænum og paulinum for at se, om vi kan trække nogle direkte skriftbaserede linjer fra Paulus' breve til Nikæa-koncilets dogmer. Opgaven bliver altså at se på Nicænum i forhold til de paulinske skrifter med spørgsmålet om sola scriptura som rettesnor for vores undersøgelse. Og for det fjerde skal jeg som afslutning på foredraget forsøge at perspektivere hele denne undersøgelse ud på nogle nutidige emner, så vi kan se, om sola scriptura-debatten, altså forholdet mellem skrift og dogme, stadig er relevant – og i så fald, på hvilken måde.
Når vi skal tale om forholdet mellem de paulinske skrifter og den nikænske trosbekendelse (Nicænum) i forhold til spørgsmålet om sola scriptura, er der en række forhold, der skal klarlægges og udfoldes. Der ligger en lang tilblivelseshistorie og virkningshistorie til grund for hele dette oplæg, og jeg kan kun berøre ganske få områder og overvejelser. I bedste fald skabes der klarhed over nogle ting, og der opstår en glødende interesse for at stille nye spørgsmål, som man kan grunde over i sit lønkammer. I værste fald taler jeg mig hæs og luller jer i søvn, indtil kaffen vækker os alle til en virkelighed der på samme tid er ny og gammel.
Da det er yderst vanskeligt at fremlægge en skudsikker fremstilling af historiske årsagssammenhænge, skal jeg undervejs nøjes med at pege på bestemte begivenheder og antyde nogle forskellige sammenhænge. Vi dykker således ned midt i en diskussion, der har verseret i et par århundrede; de mange små kontroverser op til Nikæa-koncilet er ikke alle lige nødvendige for forståelsen af foredraget, så jeg vil ikke stringent gennemgå de mindre synoder samt de mange kontroverser og teologiske stridigheder, der har præget de kristnes forsamlinger lige siden Jesu gang på jord.
De paulinske skrifter
Spørgsmålet om sola scriptura forudsætter en forståelse af, hvad scriptura, altså Skriften, indbefatter. Kirkens Skrift-kanon var formodentlig ikke fastlagt før synoden i Hippo år 396. I oldkirken bestod kanon af de gammeltestamentlige skrifter, som forfatterne til de nytestamentlige på en eller anden måde var meget enige om. Man kan sagtens forestille sig, at der har ligget en ganske klart afgrænset kanon af de jødiske helligskrifter, som de første kristne har bygget deres liv og lære omkring. Der findes hos de nytestamentlige forfattere ingen tydelig overvejelse over, hvilke skrifter, der hører til Skriften. Når der i NT henvises til Skriften, sker det enten med henvisning til ”Skriften” eller til bestemte udsagn hos bestemte vigtige profeter og deslige. Der har altså ligget en naturlig indforståethed hos de første jøde-kristne i forhold til skriftbelægget for de læremæssige udsagn, der forekommer i det, der sidenhen er blevet Det Ny Testamente.
Den tidlige kirke mente at sidde inde med den rette forståelse af GT, som den tolkede i lyset af Kristus-troen; hvilket Paulus gør par excellence i fx 2 Kor 3, hvor Paulus viser skellet mellem den gamle og den ny pagt. I den gamle pagt fik Moses en strålelans ud fra sit ansigt, da han havde hentet de ti bud; men glansen forsvandt. Hos de kristne gives glansen i form af Helligånden ved troen på Kristus; og det er en glans, der ikke forsvinder med tiden. Indforståetheden med henvisninger til den jødiske kanon findes især hos den jødisk-kristne Paulus i hans breve til hedningekristne. Det betød, at GT blev en anden bog i hænderne på kirken, og blev dermed den gamle pagts skrifter, hvis indhold blev opfattet i lyset af den nye pagt.
NT's egne skrifter fik først kanonisk status i anden halvdel af det 2. århundrede. Det tog især fart med Markion (85-160), der i år 144 skabte en nytestamentlig kanon, fordi han ikke ville vide af den jødiske. I sin egen kanon inkluderede han ti Paulus-breve og et beskåret Lukasevangelium. Der var altså tidligt en debat om afgrænsning og anerkendelse af de første kristnes skrifter. Det afgørende blev i sidste ende deres udbredthed og hævd i gudstjenesten, i anden række deres apostolicitet (direkte eller indirekte) og deres overensstemmelse med den apostolske forkyndelse. Omkring år 200 blev de fleste nytestamentlige skrifter betragtet som forpligtende norm for kristen forkyndelse og lære på linje med GT, og de blev i det nuværende omfang i det 4. århundrede endeligt stadfæstet, i øst ved Athansos' påskebrev fra 367 og i vest på Hippo-koncilet i 396. Dermed var der skabt en særlig kristen Bibelkanon.
Som en del af den kristne kirkes kanons 27 skrifter blev 13 af Paulus' breve indlemmet og stadfæstet som kanon, dvs. en rettesnor for den kristne teologi. Han fylder altså godt på den kanoniske liste. Som følge af den historisk-kritiske metode, der voksede frem i kølvandet på rationalismen i det 17. og 18. århundrede, tænker man nu om dage, at der findes ægte og uægte Paulusbreve. De ægte skulle så være skrevet mellem år 50 og 60, de uægte mellem 60 og 100. Men i det 4. århundrede skelnede man formodentlig ikke mellem ægte og uægte, idet brevene var centrerede omkring Kristus og derfor kunne optages i kanon. Desuden stod apostlen Paulus stærk som autoritet og kirkelig figur bl.a. pga. Lukas' fortælling om de første apostles gerninger efter Kristi himmelfart samt andre traditioner og fortællinger om Paulus' virksomme liv og henrettelse. Derfor kunne man også formode, at de paulinske skrifter har haft indflydelse på den bekendelse, der kaldes Nicænum, og som blev vedtaget i år 325. Det er i hvert fald det, jeg vil forsøge at kaste lys over i dette foredrag.
Ud fra Paulus' 13 kanoniske skrifter kan man næppe opstille et samlet stringent teologisk system; man har gennem tiden forsøgt at fastlægge en rød tråd i de kanoniske skrifter, og det kan fint lade sig gøre, når man fx siger, at evangeliet om Kristus som Guds søn og verdens frelser er omdrejningspunktet for skrifterne. Men går man i dybden med konkrete spørgsmål findes der ikke nødvendigvis en stringent og afklaret opfattelse, selvom man hos Paulus i hvert fald siden Luther har fundet belæg for en lære om retfærdiggørelse ved tro alene. Skulle man gennemgå de forskellige teologers brug af de paulinske skrifter i løbet af kirkens historie, ville det blive alt for uoverskueligt; men kort sagt har Paulus ikke fået lov at hvile i fred. Hans teologiske tanker er blevet vendt og drejet og på enhver tænkelig måde undersøgt, målt og vejet, så end ikke et bogstav længere står ukendt. Og al den undersøgelse af den udslidte apostel har kun gjort sagerne endnu mere uigennemskuelige og mindre opbyggelige, end han ganske sikkert har villet det med sin meget aktive rejse- og skrivevirksomhed.
Når man arbejder med paulinsk teologi er det relevant at holde sig in mente, at Paulus så vidt vides, ikke har mødt Jesus. Hans omvendelse skete via en åbenbaring, og iflg. brevene fik han meget at vide igennem drømme, syner og åbenbaringer. Hans eget udgangspunkt er helt klart Det Gamle Testamente, som hans breve er propfyldte med referencer til – også på underfundige eksegetiske måder.
Vejen til Nikæa
Fra Paulus går vi over til at se på vejen frem til mødet i Nikæa; den var brolagt med mange bloddryppende historier om kejsere, der i et nogle hundrede år forfulgte kristne og slog hårdt ned på dem. De kristne lod sig dog ikke kue, men formåede at overleve – og kirken voksede støt – trods den romerske overmagts hårdhændede forsøg på at få religionen presset ud – også at det private rum. Nikæa-koncilet markerer en meget vigtig overgang; nogle har ment, at overgangen medførte en forvanskning af kristendommen, og at kirken dermed blev statens tjener udi verdslige anliggender; ja, nogle kristne hævder ligefrem, at Satan især kan fejre to ting: At verden ikke tror, han findes, og at kristendommen gik i romerrigets tjeneste, hvorved Kristi budskab blev korrumperet af den magt, Jesus selv tog afstand fra.
Men uanset senere frikirkelige overvejelser om forholdet mellem stat og kirke, kan man kun svagt forestille sig, hvilken tumult det har givet i oldkirken, da romerriget pludselig fejrede og ikke forfulgte de kristnes religion. Romerrigets antagelse af kristendom som statsreligion må have forbavset mange kristne på samme måde som da Paulus blev omvendt på sin vej til Damaskus. Oldkirkens første historie var blevet skrevet med blod og vand som ved en fødsel, men nu blev kirken hyldet af kejseren og efterhånden beklædt med guld og røgelse, og på sigt begyndte den før så forfulgte og undertrykte kirke selv at undertrykke forfølge andre. Vi skal her have et historisk oprids af slagets gang.
Da kejser Galerius (c. 260-311), der ellers havde forsøgt at genopbygge den romerske religion, lå på sit dødsleje, udskrev han d. 30. april 311 tolerance-ediktet, der gav fred og frihed til kristne. Den efterfølgende kejser, Konstantin den Store (272-337) fulgte i Galerius' spor og publicerede i 313 Milano-ediktet, der gav religionsfrihed til kristne i hele riget. Kejser Theodosius I (347-395) tog næste skridt ved at antage kristendommen som statsreligion år 380 ved at udstede det såkaldte Edikt af Thessaloniki. På ca. 70 år gik kristendommen fra at være forbudt og bandlyst til at være statsreligion. Det kan i sig selv betrages som et mirakel. Kejser Theodosius foretog i år 391 yderligere et skridt, hvor han tvangslukkede templer og forbød hedenske kulter. Ediktet af Thessaloniki stadfæstede den nikænske trosbekendelse som kirkens sande kristendom i romerriget. Hermed blev romerrigets statskirke for alvor en realitet.
Efterhånden som kristendommen fik fodfæste i romerriget, begyndte en rigskirke at vokse frem. I løbet af en række synoder og konciler, der først blev afholdt vedr. lokale og regionale konflikter under kejsernes forfølgelser af kristne, og siden under indkaldelse fra kejseren vedr. imperieanliggender, udvikledes rigskirkens lære. Begreberne synode og koncil betyder 'forsamling' og hentyder til forsamlinger af gejstlige, ofte biskopper, der diskuterer kirkerelevante emner og træffer beslutninger til styrkelse af kirkens enhed og helhed. At koncilerne i de første syv århundrede kaldes økumeniske betyder, at det var konciler vedrørende anliggender for kirker på tværs af landegrænser og teologiske grænser; beslutningerne fra sådanne konciler gjalt for hele kirken i nord, syd, øst og vest. Den økumeniske bevægelse i moderne tid har en drøm om, at de mange forskellige kirkeretninger igen må finde sammen på en eller anden måde, så de alle kan blive ét, ligesom det findes hos Joh 17,20f.: ”Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig.” Den økumeniske bevægelse er dog utålmodig og vil derfor selv gøre noget i stedet for at vente på Jesu genkomst.
Kejser Konstantin indkaldte i 325 omkring 318 biskopper fra de forskellige kirkelige store fraktioner til det første rigtige økumeniske koncil i den nordvestlige tyrkiske kystby Nikæa om kirkens enhed og lære. Her skulle den arianske strid behandles og en fælleskirkelig bekendelse stadfæstes. Allerede i 314 var der på Konstantins foranledning blevet afholdt en lokal synode i byen Arles, der løste det donatiske problem og afgjorde spørgsmål af fælles interesse for hele den vestlige kirke.
Den donatiske strid udsprang af spørgsmålet om præstens og kirkens renhed. Under kejser Diocltians kristenforfølgelser, kunne man redde sit liv ved at overdrage sine hellige, kristelige bøger til destruktion under romerne. De personer, der under forfølgelserne var bukket under for kødets skrøbelighed og havde overdraget bøger, blev kaldt tradiatorer. Og de blev dømt ude af den rene kirkes fællesskab. Donatus slog nemlig på, at kirken skulle være for de rene; dem, der var blevet renset for synd og levede syndfrie. Og hvis en præst havde overdraget sine bøger, kunne han ikke forvalte de hellige sakramenter med den værdighed og ære, som det var påkrævet. Donatismen truede med at splitte kirkens indre enhed, og blev derfor løst ved en lokal synode under kejserens opsyn.
Teologen Arius (250-336), der var præst i Alexandria i Egypten, blev anledningen til koncilet, som kejser Konstantin den Store indkaldte til i Nikæa år 325. Der var flere punkter på dagsordenen, men især skulle kirkens enhed sikres. Det lokale skulle gøres globalt. Der har altså været et konkret formål med at formulere den nikænske trosbekendelse, nemlig at fastlægge den sande lære (ortodoksi) modsat alle mulige sværmeriske og falske lærer (heterodokse). Arius blev den første af en lang række teologer, der på forskellige måder gjorde sig fortjente til at blive udelukket fra rigskirkens gode selskab; deres skrifter blev stemplet som usande og i mange tilfælde blev de brændt, så der kun er overleveret fragmenter. Formålet med at fastslå den sande lære var at sikre en enhed og enighed om kirke og kristendom, så romerrigets statsreligion kunne blive ensartet, ensrettet og entydig, ligesom også romerrigets regler og love var entydige. Mangfoldighed var kun for sværmere og forrædere. Et rige i splid med sig selv,kan ikke bestå; derfor måtte såvel rigets religion som rigets magt og struktur centraliseres og systematiseres, så der skabtes ro indadtil. Igennem Nikæa blev disse synoder desuden også et organ for statens magt over kirken. Med Nikæa-mødet som forbillede foregik næsten umærkeligt den biskoppelige kirkes overgang til romersk rigskirke.
Arius udformede en ikke-trinitarisk teologi, at Gud var den rene, usammensatte væren. Gud er Gud i kraft af sig selv; det utimative aksiom; han er den ufødte begyndelse til alting; han er udelelig, uforanderlig, ubevægelig. Logos, Ordet, blev skabt af Gud før tiden og ud af intet, og stod som sådan over den øvrige skabning. Den øvrige skabning er blevet til ved Logos. Den historiske Kristus var en forening af Logos med et ubesjælet menneskelegeme. For Arius var Kristi gerning på jorden altså at give belæring om Gud og at fremelske det gode i mennesket. Så selvom Kristus i sin skabthed er forskellig fra Gud, er han alligevel Guds Ord og Guds Visdom, og kan som sådan meddele noget fra Gud til verden. På den måde bliver han en slags demiurg, en underordnet skabergud eller halvgud – og som sådan underlagt eller underordnet Gud. Arius fandt belæg i Skriften ved at citere Joh 14,28: ”I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg.” Hvis Faderen er større end Sønnen, må Sønnen være forskellig fra Faderen og dermed kan treenigheden ikke opretholdes. Hovedanliggendet for Nikæa-koncilet blev fokus på, at Jesus er Kristus, dvs. Guds søn og verdens frelser, idet kirkens enhed var truet at splittelse. Kirkens enhed og rigets enhed var to sider af samme sag. Det centrale i den arianske strid var spørgsmålet om, hvorvidt Jesus Kristus kunne siges at være at samme væsen som Faderen (omoousios) eller at næsten samme væsen (omoiuosios) eller slet ikke at samme væsen (anomoios). Nu skal vi i bekendelsen se, hvordan man løste den problematik.
Den nikænske trosbekendelse
Lad os bekende den nikænske tro:
Vi tror på én Gud, Faderen, den Almægtige, Skaberen af alt synligt og usynligt.
Og på én Herre Jesus Kristus, Guds søn, født som den enbårne af Faderen, dvs. af Faderens væren, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvilken alt er blevet til, både det i himlen og det på jorden, som for os mennesker og vor frelses skyld kom ned og blev kød, blev menneske, led og stod op på den tredje dag, steg op til himlen, og kommer igen for at dømme levende og døde.
Og på Helligånden.
(Men den almindelige kirke fordømmer dem, der siger (noget af det følgende): ”der var (en tid), da han (Logos) ikke var”; ”før han blev født var han ikke”; ”han blev til af det ikke værende”;
”han er af et andet væsen eller væren” (end Faderen); ”Guds søn er skabt, foranderlig, omskriftelig”.)
Den nikænske trosbekendelse udspringer ikke af den blå luft. Fra den korteste bekendelse af apostlen Peter: ”Du er Kristus, den levende Guds søn” (Matt 16,16), og til Nicænum, har mange forsøgt at sige mere og mere om, hvad det er man skal tro på, for at kunne kalde sig sand kristen. Der er således sket en konstant udbygning af nogle grundlæggende meget korte formuleringer, gerne Bibelcitater, man har ophævet til et princip, ligesom det skete hos Arius med hans vægtning af Sønnens underordnede status i forhold til Faderen. På den måde ses, at løsrevne Bibelcitater nemt kan fungere som fundament til at føre ad helt andre stier end til ortodoksi.
Den nikænske trosbekendelse hævder ikke noget om en såkaldt kristen opførsel eller etik, den sigter slet ikke på mennesket. Dens formål er at fastlægge og tydeliggøre, hvad mennesker skal tro i forhold til den treenige Gud. Nicænum er formuleret af kristne biskopper og blåstemplet af kejseren, og er som sådan krads stof for ikke-kristne. Man kan ikke drive mission alene ved at forkynde bekendelsen; den vil være som at kaste perler for svin – de kan ikke fordøje det. Desuden har bekendelsen ingen praktisk betydning for mennesker; hvis den havde det, ville man kunne fremføre et Gudsbevis derud fra; forstået sådan, at man ville kunne slutte fra den praktiske betydning til den metafysiske Guddom. Det er altså praktisk talt ligegyldigt for mennesker, hvad vi teologisk kan sige om Gud, eller hvad Gud har sagt om sig selv. Hvis man kunne påvise en praktisk betydning i menneskers liv og tilværelse alene på baggrund af, hvad bekendelsen siger om den treenige Gud, så ville vi have med et stålsikkert Gudsbevis at gøre. Bekendelsen skal dog fastholdes for bl.a. at sige: Der er noget foruden mennesket; sandheden er derude.
Debatten om den sande tro, den sande kristendom, flyttes uden for vores sfære. Vi kan ikke naturvidenskabeligt efterprøve Nicænums udsagn. Hvilket formål tjener Nicænum da? Med Nicænum befinder vi os på en måde uden for historiens rammer. Bekendelsens så at sige verdensfjerne indhold er tankevækkende, og derfor er det kun rimeligt at spørge, hvorfor man ikke i stedet har fokuseret på en bekendelse om en verdensnær paksis, fx om dåb og nadver, om embede og kirke, om tro og handling? Det kan der nok ikke gives et entydigt svar på, men efterhånden som koncilerne afholdes og århundrede skrider frem, kommer de praktiske anliggende i nogle tilfælde med i bekendelserne. Fokus er således i Nicænum på ortodoksi (den sande lære) og ikke ortopraksis (den sande handling), idet praksis må bøje sig for læren og ikke omvendt.
Skulle man opstille en proces eller en udvikling af bekendelserne kunne man fx forestille sig dette: Man begyndte med den korteste bekendelse: At Jesus er Kristus, dvs. Guds søn (Matt 16,13ff., jf. Lk 9,18-20). Matt blev dengang regnet for det ældste evangelium, og er derfor placeret som den første af de fire evangelier, men hos Mk findes den endnu kortere bekendelse: “Du er Kristus.” (Mk 8,27-30). Herfra kunne man spørge videre til, hvilken relation, der er mellem Faderen og Sønnen, og deres relation til Helligånden. Eller simpelthen: Hvordan kunne Jesus være både Guds søn og Josefs søn?
Den nikænske trosbekendelse er bygget op af tre artikler i følgende orden: én om Faderen, én om Sønnen, og én om Helligånden. Den trinitariske grundstruktur, skal ikke forstås kronologisk eller prioriteret, men efter åbenbaring. Man skal forstå det sådan, at de rte personer åbenbares på forskellige tidspunkter i menneskets historie, og at de alle tre har eksisteret som én Gud lige fra begyndelsen. Ud fra denne grundstruktur er der udbygget nødvendige, dvs. logisk gældende, udsagn om de tre personer. Helt fra den apostolske trosbekendelse (fra før år 200) bevares denne grundstruktur i rigskirkens trosbekendelser, omend bekendelserne efterhånden vokser. Tilbygningen til grundstrukturen er bevirket af de hæretikere, der skal bankes på plads; i løbet af trosbekendelsernes udvikling sker der en levende vekselvirkning mellem ortodoksi og hetereodoksi. Den sande lære kom først i form af simple dogmer eller udsagn om de tre guddommelige personer. Når teologer så har forsøgt at udfolde mere om personerne, og til tider er kommet ud på et skråplan, skulle ortodoksien udbygges for at bygge murene omkring den sande læres Jerusalem. Helt konkret betragtede de kristne inden for rigskirken sig som de sande, og alle andre som falske kristne med falske lærdomme. På synoder og konciler blev der åbnet muligheden for disse forførte kristne; de kunne enten vende om fra deres vranglære og dermed igen komme inden for de ortodokses tygge murer, eller de måtte fly land, kald og stand for at hvile i den udstødelse, de havde fortjent – udstødte af ortodoksiens sort/hvide Paradis. Arius var et ærkeeksempel på forholdet mellem ortodoksi og heterodoksi. Uden det ene kunne det andet ikke eksistere. Dem, der stod på ortodoksiens grund havde dog den lille fordel at være allieret med den romerske statsmagt.
I Nicænums første artikel behandles Faderen. Han er én, almægtig og skaber af både jord og himmel samt alt det synlige og usynlige. Så skulle man vist være noget omkring det hele. I gnostiske retninger kan man finde tanken om, at Gud Faderen ikke havde skabt alt, men at der var en demiurg, en undergud, på spil, der var ond og som skabte en ond verden. På den måde løste man theodicé-problemet. I det gnostiske univers var menneskets gode sjæl, der var en glans af gudbilledligheden, fanget i det forfærdelige, forgængelige jordiske levned. Derfor var det helt konkret en vinding at dø, så sjælen kunne vende tilbage til sit ophav: den rene Gud, højt hævet over al det skabte. Det var Jesu opgave at vise vejen fra jordens fængsel til himmelens sale.
Den anden artikel er Nicænums hovedfokus og handler om Jesus Kristus. Han er herre, og er Guds eneste søn. Han er Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud – Kristus er altså guddommelig. Desuden er han født, ikke skabt, som Arius ellers hævdede. Og det blev som modsvar til Arius slået fast, at Jesus er af samme væsen som Faderen. Sådan er Jesus Kristus i sin guddommelighed. Dermed slås Jesu guddommelighed fast. For os mennesker er han steget ned, blev kød og blev menneske. Her gøres der op med tankerne og teologierne om, at Jesus ikke skulle være både menneske og Gud, men kun én af delene. På koncilet i Kalkedon år 451 blev det for alvor slået fast, at Jesus er sand Gud og sandt menneske, fordi dét blev ved med at spøge som et tvivlsspørgsmål. Et spørgsmål, der gav rum for en teologi om, at Jesus enten kun var Gud eller kun var menneske (monofysitisme). Som menneske blev Jesus Kristus pint, begravet og opstod på den tredje dag, og opfor til himmels; hvorfra han skal komme for at dømme de levende og de døde. Allerede i år 381 på synoden i Konstantinopel måtte flere af leddene udbygges, idet anderledes tanker og teologier om Jesus stadig florerede og truede kirken og romerriget med splittelse.
Den tredje og sidste del af bekendelsen omhandler Helligånden, der i Nikænum dog får en noget stedmoderlig behandling; den nævnes allernådigst, men kun så sporadisk, at man nærmest selv har fremprovokeret de forskellige teologier om Helligånden, der gjorde det nødvendigt med koncilet i Konstantinopel i 381, hvor man stadfæstede Ånden på samme måde som man i Nikænum stadfæstede Sønnens status og virke. På koncilet i Konstantinopel formulerede man en ny trosbekendelse på baggrund og til afløsning af Nikænum, og den kaldes den Nikæno-Konstantinopolitanske trosbekendelse. Dén bekendelse er nu en fælles gudstjenestelig bekendelse for de ortodokse kirke, den romersk-katolske kirke og de reformatoriske kirker, og findes i dag som en af Folkekirkens fem bekendelsesskrifter.
Forholdet mellem P og N
For at kunne se på forholdet mellem Paulus-skriftrne og Nicænum, vil jeg fokusere på tre dele; ikke overraskende er det Faderen, Sønnen og Helligånden. Som forberedelse af dette foredrag har jeg læst meget og pluklæst endnu mere, men intetsteds har jeg fundet en tilbundsgående undersøgelse af forholdet mellem skrift og bekendelse konkretiseret i forholdet mellem Paulus og Nicænum. Måske kan man ikke konkludere noget ved en sådan undersøgelse, men teologisk har man igennem tiden været omkring så mange – og også en hel del mærkelige emner – at det faktisk er utroligt overraskende, at dette emne endnu ikke synes at have påkaldt sig særlig opmærksomhed. I oldkirken og hos kirkefædrene har de paulinske skrifter uden tvivl haft en afgørende betydning for udformning af lokale lærdomme især i de paulinske menigheder; og netop fordi en lille flok teologer kæmpede om den rette fortolkning og forståelse af de samme skrifter, blev de interne teologiske stridigheder så alvorlige. Og allerede mellem de to alfa-apostle Peter og Paulus gnistrede stridighederne tidligt.
Om Faderen skrev Paulus forskellige steder i sine kanoniske breve, at han har en søn, nemlig Jesus Kristus (Rom 15,6 m.fl.). Og det er kun som Fader, at Gud er Gud (1 Kor 8,6). Denne Gud Fader er usynlig (Rom 1,20) og er én (Ef 4,6), og da Gud er én, er der kun én Gud (1 Kor 8,4). Enhedstanken medfører også, at Paulus kunne påstå, at andre religioner enten tilbad Gud forkert eller tilbad forkerte guder; lidt som hos Luther, der anså tyrkens religion, altså islam, for at være et kristent hæresi jf. CA 1, hvor Luther i artiklen om Gud fordømmer ”muhamedanerne” i gruppen med en række kristne heterodoksier. At Gud desuden er almægtig, findes kun ét sted hos Paulus (2 Kor 6,18), men dog en del gange i Johannesåbenbaringen (1,8 m.fl.). Åbenbaringsbogen har i høj grad været kendt af kirkefædrene, der uproblematisk kunne bruge dommedagstemaerne i relation med deres egne oplevelser og erfaringer med en præsentisk dommedag i form af forfølgelser og fortrædeligheder begået af romerriget.
Om Jesus hedder det hos Paulus, at han er den eneste herre (1 Kor 8,6), frelser, skal komme fra himlene (Fil 3,20) inkarneret eller født i kød (Rom 1,3; 8,3). At Jesu er født i kødet er en vigtig indvending imod den hæretiske doketisme, der påstår, at Jesu menneskelighed i kød var en skinbedrag. Iflg. Paulus er den kødlige Jesus også korsfæstet (1 Kor 2,2) og opstået fra de døde (1 Kor 15,12ff.) - uden opstandelse ville al forkyndelse og mission være tomhed, og Paulus ville være den største tåbe af alle. Faderen som er Skaber, har skabt alt ”i himlen og på jorden, det synlige og det usynlige” igennem Jesus Kristus, som desuden ”er forud for alt, og alt består ved ham” (Kol 1,16). Jesus er desuden Guds enbårne søn, men hos Paulus anvendes et andet ord (prwto,tokoj, Kol 1,15) for førstefødt end der anvendes i Nicænum (monogenh).
Hos Paulus finder vi foruden længere teologifilosofiske overvejelser noget så glædeligt som hymner om eller lovprisninger af Jesus; den nok kendteste findes i Fil (2,6-11), Filliperbrevs-hymnen. Også i Kolossenserbrevet (Kol 1,13-20) findes en poetisk beskrivelse af Jesus Kristus. Poetisk sprog har givetvis hjulpet hukommelsen med at lagre væsentlige udsagn om Jesus Kristus; vi kender det fra fx Fadervor og den apostolske trosbekendelse – noget kan godt være lidt uforståeligt, men gentages det nogle gange i en særlig kontekst, er det så nemt at huske, at selv konfirmander kan lære det. De to poetiske stykker rummer indhold, der går igen i bekendelserne. Paulus' breve er fyldt med poetiske stykker og faste vendinger, samt små sætninger, der er nemme at huske, når brevene er blevet brugt i gudstjenestelige sammenhænge. Især er det tænkeligt at bekendelserne i kortere eller længere form er blevet anvendt ved de sakramentale handlinger, i det mindste ved dåb og nadver.
Om Ånden, Guds hellige Ånd, skriver Paulus med den største selvfølgelighed; ligesom han bruger Det gamle Testamente i flæng uden hver gang at nævne et specifikt ophav til sine citater, inddrager han også Helligånden i sine teologiske skrifter uden nærmere at gøre rede for, hvordan det nu lige er med den Ånd. I forhold til Treenigheden er det interessant at bemærke 1 Kor 2,10, hvor der står, at “Ånden ransager alt, selv Guds dybder” - Helligånden stikker åbenbart dybere i den trinitariske Gud. Helligånden er desuden skænket af Gud (1 Kor 2,12).
Perspektivering. Afsked med dogmerne
Debatten om dogmer er et drømmeemne for kværulante teologer; der er i hvert fald mange meninger om mange holdninger, og mange har meget at sige om mange ting. Igennem kristendommens historie har forskellige teologer trukket i retninger, der truede med at sprænge den dogmatiske cirkel, der afgrænser teologiens mangfoldighed. De forskellige strømninger, der samlet kendes som gnosticisme er nogle af de tidligste eksempler på heterodoksi i forhold til den allertidligste ortodoksi. Men selvom historiens gang er fremskreden og vi måske ved mere om kristendom end nogensinde før, så florerer der stadig eller atter heterodokse teologiske tanker. Med reformationen åbnede Luther intetanende Pandoras heterodokse æske, der førhen var forseglet med pavestolens tunge hånd; mange af disse retninger nævnes i fordømmelserne i CA. I tiden efter reformationen opstod en mængde forskellige teologiske retninger, og da ikke alle blev bekæmpet effektivt, tog de åbenhjertigt imod religionsfriheden og blomstrede op, overalt hvor man ikke følte sig forpligtet af hverken oldkirkelige økumeniske dogmer eller traditioner, men på skriften alene. Af de store reformatoriske retninger regner vi i vores kontekst med, at Luther havde fat i den lange ende med sit fokus på en Kristus-centreret retfærdiggørelseslære.
Nu om dage synes der at opstå stadig flere modstandere af klassisk kristendom og ortodoks luthersk lære samt oldkirkelige dogmer. Først og fremmest skal den nye blandingsreligiøse tendens nævnes som skrækeksempel. De har ikke som sådan nogle dogmer, men vælger lidt af hvert fra mange religioner, og mener dermed at have fundet den sande religion; deres foretrukne billede til at illustrere deres religion er en hånd. Hånden har én håndflade, som er den sande Gud. Fingrene er de forskellige religioner. En anden metafor er nogle blinde, der undersøger en elefant. Ingen har det fulde billede af elefanten, men de kan hver fornemme en del af elefanten, og mener at deres del er den sande elefant. Pointen hos disse blandingsreligiøse er, at ingen religion i sig selv formår at sige den fulde sandhed om Gud; derfor må man shoppe mellem religionerne for at få flere sandheder, der kan stykkes sammen til Sandheden.
Skal man være rigtig grov, kan man spørge, hvad man skal med religionsvidenskab, når man har teologer på universiteterne, der gør en dyd ud af igennem ny forskning at nå nye konklusioner, der resulterer i fx afsked med Abraham, afsked med almagten, afsked med Himmel og Helvede, afsked med fortabelse (og dermed frelse), afsked med synd og metafysik og meget mere. Paulus-brevene er nogle gange blevet læst imod Paulus selv, som fx når man underkender hans selvbiografiske optegnelser, eller når man læser ind i brevene, at Paulus skulle være enkemand, så man bedre kan få sit eget billede af den gamle apostel til at gå op. Den Ny Paulus-forskning har bidraget med ny viden, men har samtidigt vendt mange ting på hovedet i forhold til tidligere forståelser af de paulinske breves pointer. Det er i det hele taget kendetegnende for nyere forskning af Jesus, Paulus og Luther, at man pludselig kan fremvise nye vinkler om gamle tanker, som man i århundrede ikke har kunnet se. Er vi virkeligt blevet som Gud, så vi kan skelne mellem godt og ondt, mellem sandt og falsk? Eller er vi nået langt nok i den stykkevise erkendelsesproces til, at vi efterhånden med rette kan afskrive først GT, naturligvis, med dens naive barbarisme, og efterhånden også NT, da den jo bare er skrevet af mennesker?
Blandt andre teologiske øvelser har den historisk-kritiske tilgang til Bibelen givet drøje hug til forestillingen om, at man i en moderne tid med fornuften som rettesnor kan opretholde det lutherske princip: Sola Scriptura. Efterhånden som Skriften smuldrer som fundament under de forskellige trosbekendelser, falder korthuset sammen, og efterlader os på en grund af sand, hvor de fremtidige kirkebygninger skal bygges.
For at opsummere: Nej, der findes ikke en éntydig vej fra Paulus' breve til den nikænske trosbekendelse, altså ingen stringent sola scriptura, men Paulus udgør en stor del af det skriftmateriale og de traditioner, der får genlyd som dogmatiske læresætninger i Nicænum. Man må også konkludere, at kirkefædrene ikke kunne nøjes med at fokusere stift på sola scriptura-princippet, idet hæretikerne gjorde det samme; skriftfundamentalisme kan lede ad mange veje. Spørgsmålet, der ligger åbent for os nu er, hvor vejen fra Nicænum og de senere bekendelser mon går hen? Tak for opmærksomheden.
