Bibelteksterne til Første Søndag efter Helligtrekonger kan læses her. Salmerne var: 392 Himlene, Herre, fortælle din ære; 29 Spænd over os dit himmelsejl; 449 Vor Herre ta'r de små i favn; 379 Der er en vej, som verden ikke kender; 318 Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige
Efterhånden som astronomerne kigger længere ud i universet med større og mere avancerede kikkerter, fremstår vi mennesker som umådeligt små væsner på en meget lille planet i et enormt og ubegribeligt stort univers. Vi kan synes, at et nyfødt barn har små tæer og fingre, men ude fra universets afkroge kan man slet ikke få øje på selv de største mennesker.
Efterhånden som astronomerne kigger længere ud i universet med større og mere avancerede kikkerter, fremstår vi mennesker som umådeligt små væsner på en meget lille planet i et enormt og ubegribeligt stort univers. Vi kan synes, at et nyfødt barn har små tæer og fingre, men ude fra universets afkroge kan man slet ikke få øje på selv de største mennesker.
Siden rejsen til månen har astronomerne rettet blikket mod det fjerneste i universet. Og efterhånden som universets storhed er gået op for os, er vi begyndt at tænke mindre om os selv; at vi blot er nogle ubetydelige væsner på en ubetydelig klode i et fjernt hjørne af universet.
Salmisten har i dag fortalt os noget andet, end astronomerne plejer at sige os. Salmisten peger nemlig på, at vi er skabt af Gud. Og det skal da også bemærkes, at ingen har fundet liv på andre planeter, selvom der statistisk set burde være liv flere steder ude i det store univers.
Så uanset om vi tænker kristeligt eller videnskabeligt på det, så må det da give stof til eftertanke, at vi her på Jorden er de eneste mennesker i universet. Så ubetydelig små og dog så umådeligt store med så meget værdi.
Vores værdi som mennesker træder tydeligt frem, når vi tænker på, at vi er de eneste mennesker i universet. Og det er jo ikke en værdi, vi har gjort os fortjente til; hvem af os har måske gjort sig fortjent til at være blevet født?
Gud har skabt os som mennesker, og som mennesker har han sat os til at herske og forvalte over alt det andet, han har skabt. Det er jo mildest talt fantastisk! At vi har fået pålagt os en sådan opgave og et sådant ansvar er på samme måde fascinerende og skræmmende. Fascinerende og fantastisk er det, fordi vi måske ikke altid føler os tilstrækkelige til at kunne leve op til sådan en opgave. Skræmmende er det, når vi indser, at vi ikke magter opgaven, men skader skaberværket mere, end vi gavner det.
Bekymringerne hober sig op, og vi står i stress og dårlig samvittighed til halsen. Verden står i brand, og vore handlinger kan synes nyttesløse; krige, skovbrande, sult, fattigdom, hungersnød, uretfærdigheder og alskens ondskab hærger stadig. Som forvaltere af Guds skaberværk står vi med nogle gevaldige udfordringer. Det gode som vi vil, det gør vi ikke, men det onde som vi ikke vil, det gør vi. Vi vil så gerne have fred på jord; ja, Paradis på jord, hvis vi dog bare kunne.
Når et nyfødt barn kommer til verden er der ingen grænser for, hvad forældre, venner og familie vil gøre for at sikre det gode liv for dette nye barn; vi ofrer os gerne for barnet, og når vi på den måde tilsidesætter os selv i ydmyg hengivenhed, så ærer vi Gud ved at gavne vor næste.
Børn betragtes ofte som uskyldsrene englebasser, og vi ved jo godt, at dét er løgn. En gåtur i et større indkøbscenter eller en gågade afslører børn som alt andet end søde og rare mini-udgaver af engle. Sjældent møder man menneskelig egoisme og spontane følelsesudbrud i en grad, som vi oplever det hos børn. Ikke kun spædbørn men også skolebørn må sætte os i forlegenhed; mobning har i mange år vakt mediernes interesse, og det er et problem der har bredt sig fra skolegården til de sociale medier; hvorfor kan børnene ikke holde fred med hinanden på en god og ordentlig måde? Det gode, de vil, det gør de ikke, men det onde, de ikke vil, det gør de.
Børn er dog ikke onde skabninger, og fra mine egne niecer og nevøer forstår jeg godt fascinationen af børn; de er spontant glade, de ser lyst på livet og verden, de tumler ikke med alt for store problemer, og de lever i nuet på en bekymringsløs måde. Det er derfor ikke så underligt, at mange med alderen bliver nostalgiske og drømmer sig tilbage til barndommens søde liv. Nogle voksne går videre end til blot at drømme om barndommens bekymringsløse tilværelse, og forsøger gennem forskellige kurser at lære at blive spontane igen, at blive unge i sindet igen, at blive nysgerrige på verden og livet igen. Man forsøger at arbejde sig tilbage til barndommens Paradis, der gik tabt, da man voksede op og blev voksen.
Adam og Eva tabte adgangen til Paradiset i Edens Have, og når vi vokser op, mister vi forbindelsen til barndommens sorgløse liv. Nu lever vi i en anden verden, men også her synger vi: ”Himlene, Herre, fortælle din ære, / Mesteren prises af hvælvingen blå, / solen og månen og stjernernes hære / vise os, hvad dine hænder formå.” For her på jord er vi aldrig ladt uden for Guds skaberværk, og vi er hver og én hans skabninger; derfor må vi prise og takke Gud for alt, hvad han har skabt.
At vi er hans skabninger betyder også, at vi som mennesker har stor værdi. Intet menneske er mere værd end et andet, selvom vi på forskellige måder kan fejle meget og såre hinanden hinsides enhver menneskelig mulig tilgivelse. Gud har ikke skabt én person som mindre menneske end en anden person. Vi er alle lige meget mennesker, selvom nogle kan opføre sig mere eller mindre menneskeligt.
Som mennesker fødes vi, og som mennesker kommer vi til dåben, hvor vi indlemmes i Guds kirke på jord. Når vi holder dåb, læses der fra den evangelietekst, som vi netop har hørt; Jesus ønsker nærvær med børnene, og han velsigner dem. I dåben bringer vi Jesu velsignelse videre til enhver, der vil tage imod. Og hen mod slutningen af højmessen lyses velsignelsen over hele menigheden.
At velsigne er at gå i forbøn; og at gå i forbøn er at ønske alt det bedste for vor næste. Da Jesus velsignede de små børn, og når vi i dåben bringer den velsignelse videre til andre børn, så ligger der i velsignelsen et håb om en nyskabelse. Som Gud skabte mennesker, sådan har velsignelsen til formål at skabe tro, håb og kærlighed i os. Gud skaber ved at tale; Han skaber, hvad han nævner; og over for os nævnes fred, retfærdighed, glæde og kærlighed. Vi kan forstå det, når vi tænker efter med hjertet.
Gud skaber gennem velsignelse; på den måde skaber han mennesker og hele skaberværket. På den måde skabes Guds hellige og almindelige kirke på jord igennem dåb.
Så når Jesus påbød sine disciple om at lade børnene gå, så handler det ikke om, at børn er nogle særligt udvalgte mennesker med særlige naturlige egenskaber eller talenter. Disciplene havde ikke indset, at børnene i lige så høj grad som voksne har brug for Jesu velsignelse og nærvær. Børn er, som mennesker er, og mennesker gør ikke altid det gode. Men børn såvel som voksne, blinde såvel som seende, dumme såvel som kloge skal alle have Herrens velsignelse, så at hans rige med retfærdighed, fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse.
Amen.
Salmisten har i dag fortalt os noget andet, end astronomerne plejer at sige os. Salmisten peger nemlig på, at vi er skabt af Gud. Og det skal da også bemærkes, at ingen har fundet liv på andre planeter, selvom der statistisk set burde være liv flere steder ude i det store univers.
Så uanset om vi tænker kristeligt eller videnskabeligt på det, så må det da give stof til eftertanke, at vi her på Jorden er de eneste mennesker i universet. Så ubetydelig små og dog så umådeligt store med så meget værdi.
Vores værdi som mennesker træder tydeligt frem, når vi tænker på, at vi er de eneste mennesker i universet. Og det er jo ikke en værdi, vi har gjort os fortjente til; hvem af os har måske gjort sig fortjent til at være blevet født?
Gud har skabt os som mennesker, og som mennesker har han sat os til at herske og forvalte over alt det andet, han har skabt. Det er jo mildest talt fantastisk! At vi har fået pålagt os en sådan opgave og et sådant ansvar er på samme måde fascinerende og skræmmende. Fascinerende og fantastisk er det, fordi vi måske ikke altid føler os tilstrækkelige til at kunne leve op til sådan en opgave. Skræmmende er det, når vi indser, at vi ikke magter opgaven, men skader skaberværket mere, end vi gavner det.
Bekymringerne hober sig op, og vi står i stress og dårlig samvittighed til halsen. Verden står i brand, og vore handlinger kan synes nyttesløse; krige, skovbrande, sult, fattigdom, hungersnød, uretfærdigheder og alskens ondskab hærger stadig. Som forvaltere af Guds skaberværk står vi med nogle gevaldige udfordringer. Det gode som vi vil, det gør vi ikke, men det onde som vi ikke vil, det gør vi. Vi vil så gerne have fred på jord; ja, Paradis på jord, hvis vi dog bare kunne.
Når et nyfødt barn kommer til verden er der ingen grænser for, hvad forældre, venner og familie vil gøre for at sikre det gode liv for dette nye barn; vi ofrer os gerne for barnet, og når vi på den måde tilsidesætter os selv i ydmyg hengivenhed, så ærer vi Gud ved at gavne vor næste.
Børn betragtes ofte som uskyldsrene englebasser, og vi ved jo godt, at dét er løgn. En gåtur i et større indkøbscenter eller en gågade afslører børn som alt andet end søde og rare mini-udgaver af engle. Sjældent møder man menneskelig egoisme og spontane følelsesudbrud i en grad, som vi oplever det hos børn. Ikke kun spædbørn men også skolebørn må sætte os i forlegenhed; mobning har i mange år vakt mediernes interesse, og det er et problem der har bredt sig fra skolegården til de sociale medier; hvorfor kan børnene ikke holde fred med hinanden på en god og ordentlig måde? Det gode, de vil, det gør de ikke, men det onde, de ikke vil, det gør de.
Børn er dog ikke onde skabninger, og fra mine egne niecer og nevøer forstår jeg godt fascinationen af børn; de er spontant glade, de ser lyst på livet og verden, de tumler ikke med alt for store problemer, og de lever i nuet på en bekymringsløs måde. Det er derfor ikke så underligt, at mange med alderen bliver nostalgiske og drømmer sig tilbage til barndommens søde liv. Nogle voksne går videre end til blot at drømme om barndommens bekymringsløse tilværelse, og forsøger gennem forskellige kurser at lære at blive spontane igen, at blive unge i sindet igen, at blive nysgerrige på verden og livet igen. Man forsøger at arbejde sig tilbage til barndommens Paradis, der gik tabt, da man voksede op og blev voksen.
Adam og Eva tabte adgangen til Paradiset i Edens Have, og når vi vokser op, mister vi forbindelsen til barndommens sorgløse liv. Nu lever vi i en anden verden, men også her synger vi: ”Himlene, Herre, fortælle din ære, / Mesteren prises af hvælvingen blå, / solen og månen og stjernernes hære / vise os, hvad dine hænder formå.” For her på jord er vi aldrig ladt uden for Guds skaberværk, og vi er hver og én hans skabninger; derfor må vi prise og takke Gud for alt, hvad han har skabt.
At vi er hans skabninger betyder også, at vi som mennesker har stor værdi. Intet menneske er mere værd end et andet, selvom vi på forskellige måder kan fejle meget og såre hinanden hinsides enhver menneskelig mulig tilgivelse. Gud har ikke skabt én person som mindre menneske end en anden person. Vi er alle lige meget mennesker, selvom nogle kan opføre sig mere eller mindre menneskeligt.
Som mennesker fødes vi, og som mennesker kommer vi til dåben, hvor vi indlemmes i Guds kirke på jord. Når vi holder dåb, læses der fra den evangelietekst, som vi netop har hørt; Jesus ønsker nærvær med børnene, og han velsigner dem. I dåben bringer vi Jesu velsignelse videre til enhver, der vil tage imod. Og hen mod slutningen af højmessen lyses velsignelsen over hele menigheden.
At velsigne er at gå i forbøn; og at gå i forbøn er at ønske alt det bedste for vor næste. Da Jesus velsignede de små børn, og når vi i dåben bringer den velsignelse videre til andre børn, så ligger der i velsignelsen et håb om en nyskabelse. Som Gud skabte mennesker, sådan har velsignelsen til formål at skabe tro, håb og kærlighed i os. Gud skaber ved at tale; Han skaber, hvad han nævner; og over for os nævnes fred, retfærdighed, glæde og kærlighed. Vi kan forstå det, når vi tænker efter med hjertet.
Gud skaber gennem velsignelse; på den måde skaber han mennesker og hele skaberværket. På den måde skabes Guds hellige og almindelige kirke på jord igennem dåb.
Så når Jesus påbød sine disciple om at lade børnene gå, så handler det ikke om, at børn er nogle særligt udvalgte mennesker med særlige naturlige egenskaber eller talenter. Disciplene havde ikke indset, at børnene i lige så høj grad som voksne har brug for Jesu velsignelse og nærvær. Børn er, som mennesker er, og mennesker gør ikke altid det gode. Men børn såvel som voksne, blinde såvel som seende, dumme såvel som kloge skal alle have Herrens velsignelse, så at hans rige med retfærdighed, fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse.
Amen.
