Godt nok har jeg en masse andre - og mere presserende - gøremål i dag end at slå løs på tastaturet for at skrible ord her til bloggen, men den snigende forårsforkølelse vil jeg gerne beskylde for at fratage mig koncentration og fokus. Forårsvejret kan vi alle tale om og klandre for at bedrage os - og derved gøre os syge.
Der var engang én, der hed Morten Nielsen. Han gik på to ben og var et menneske. Sådan kunne man fint omskrive Eik Skaløes første sætning i sangen om Harry, for det er jo sandt nok. Nå, men Morten Nielsen har skrevet digte, inden han døde. Derefter gjorde han ikke så meget andet end at formulde. Digte har i mange år hængt mig ud af halsen, fordi jeg fik nok af tilfældigt sammenklaskede ord og begreber i et underligt virvar; som om, at jo vildere og mere usammenhængende ordene blev placeret på linje ved siden af hinanden, desto bedre var digtet. Så i en del år har jeg foragtet digtningen og al dens væsen, lige indtil jeg faldt over Morten Nielsens. Han døde som 22-årig i 1944 af et vådeskud under sit engagement i modstandsbevægelsen.
Han har skrevet mange flotte digte.
Især dette lille, fine digt med tyngde:
--- Foraarets horisont ---
Verden er vaad og lys -
Himlen er tung af væde...
Hjertet er tungt af Lykke,
lykkeligt nær ved at græde.
Men det er især slutlinjen i hans digt "Jeg ser nu i nat", der har fanget mig: "Du er endnu for ringe til at dø." Det er da vildt! Døden er en af de få uomgængelige ting i menneskelivet, og alle reagerer forskelligt på døden. Dør en gammel, kan man sige, at det var godt, han fik fred, eller at han var mæt af dage og sådan. Dør et barn eller en ung, skriger uforståeligheden til himlen, og både præst og de pårørende kan ligefrem mærke, hvordan ordene forstummer. Hvad skal jeg sige, når jeg ser sådan noget, der forekommer så uforståeligt og uretfærdigt? Der er ikke så meget at sige.
Men til alle andre må ordene gå rent ind: Du er endnu for ringe! Lev lidt endnu - udfordr livet, udfold dig selv, udfold andre, gør noget, gør intet, gør, hvad der passer dig - du skal jo alligevel nok dø engang, og du kan hverken gøre fra eller til. Måske når du er værdig, måske når du er færdig - måske endda før. Men opgiv ikke livet, før livet opgiver dig. Thi du er endnu for ringe.
Digtet: Jeg ser nu i nat
Jeg ser nu i Nat, at hans udstrkate Hand
er rede til stille
at adskille Støv og Aand.
Et snit og lidt blods Dryppen draabevis ned
- synk ned og bliv væk
i den store Søvns Fred.
Intet er mistet. Ingen har kaldt.
Lig stille - et Suk -
det er ude med alt,
det, der er hændt dig, og det, der skal ske.
Nu sner det med Mørke
og stilner med Sne.
- - Det hvisker i Hjertet, besværligt og hedt :
Du svigter for meget,
du har bragt mig for lidt.
Saa hvisker det angst : Ufuldbyrdet, forladt,
staar din Skæbne tilbage,
hvis du gaar nu i Nat.
Du skal vokse og blomstre og sætte dine Frø.
Du er endnu for ringe til at dø.
Der var engang én, der hed Morten Nielsen. Han gik på to ben og var et menneske. Sådan kunne man fint omskrive Eik Skaløes første sætning i sangen om Harry, for det er jo sandt nok. Nå, men Morten Nielsen har skrevet digte, inden han døde. Derefter gjorde han ikke så meget andet end at formulde. Digte har i mange år hængt mig ud af halsen, fordi jeg fik nok af tilfældigt sammenklaskede ord og begreber i et underligt virvar; som om, at jo vildere og mere usammenhængende ordene blev placeret på linje ved siden af hinanden, desto bedre var digtet. Så i en del år har jeg foragtet digtningen og al dens væsen, lige indtil jeg faldt over Morten Nielsens. Han døde som 22-årig i 1944 af et vådeskud under sit engagement i modstandsbevægelsen.
Han har skrevet mange flotte digte.
Især dette lille, fine digt med tyngde:
--- Foraarets horisont ---
Verden er vaad og lys -
Himlen er tung af væde...
Hjertet er tungt af Lykke,
lykkeligt nær ved at græde.
Men det er især slutlinjen i hans digt "Jeg ser nu i nat", der har fanget mig: "Du er endnu for ringe til at dø." Det er da vildt! Døden er en af de få uomgængelige ting i menneskelivet, og alle reagerer forskelligt på døden. Dør en gammel, kan man sige, at det var godt, han fik fred, eller at han var mæt af dage og sådan. Dør et barn eller en ung, skriger uforståeligheden til himlen, og både præst og de pårørende kan ligefrem mærke, hvordan ordene forstummer. Hvad skal jeg sige, når jeg ser sådan noget, der forekommer så uforståeligt og uretfærdigt? Der er ikke så meget at sige.
Men til alle andre må ordene gå rent ind: Du er endnu for ringe! Lev lidt endnu - udfordr livet, udfold dig selv, udfold andre, gør noget, gør intet, gør, hvad der passer dig - du skal jo alligevel nok dø engang, og du kan hverken gøre fra eller til. Måske når du er værdig, måske når du er færdig - måske endda før. Men opgiv ikke livet, før livet opgiver dig. Thi du er endnu for ringe.
Digtet: Jeg ser nu i nat
Jeg ser nu i Nat, at hans udstrkate Hand
er rede til stille
at adskille Støv og Aand.
Et snit og lidt blods Dryppen draabevis ned
- synk ned og bliv væk
i den store Søvns Fred.
Intet er mistet. Ingen har kaldt.
Lig stille - et Suk -
det er ude med alt,
det, der er hændt dig, og det, der skal ske.
Nu sner det med Mørke
og stilner med Sne.
- - Det hvisker i Hjertet, besværligt og hedt :
Du svigter for meget,
du har bragt mig for lidt.
Saa hvisker det angst : Ufuldbyrdet, forladt,
staar din Skæbne tilbage,
hvis du gaar nu i Nat.
Du skal vokse og blomstre og sætte dine Frø.
Du er endnu for ringe til at dø.
