Kristeligt Dagblad bragte torsdag d. 12. juli et par artikler om, at præster i højere grad søger stillinger ved bykirkerne frem for landsbykirker og -sogne. Da jeg er meget glad for at være landsbypræst, vil jeg som modvægt til tidens tendens skrive lidt om, hvorfor jeg valgte at blive præst på landet, og hvorfor jeg foretrækker det.
Da jeg i 2005 flyttede hjemmefra for at studere teologi i Aarhus, gjorde jeg det uden at være helt afklaret om, med hvad eller hvor jeg skulle arbejde efter endt studium. I løbet af min studietid var jeg kirketjenervikar i tre aarhusianske bykirker: Møllevangskirken, Langenæskirken og Vor Frue kirke. Selvom jeg var glad for arbejdet ved hver af bykirkerne, opfattede jeg også, at sogn og sognepræst på forskellige måder var fremmede for hinanden, forstået på den måde, at præst og menighed for det meste kun mødte hinanden søndag formiddag i kirken. I landsbykirken har præsten derimod mulighed for at blive kendt med sognet ved igennem mange møder at være vidne til det levede liv hos børn og voksne i sorg og glæde. Det giver dybde i præstetilværelsen at møde den samme familie igen og igen, om det så er til dåb, konfirmation, vielse og begravelse. Jo bedre, præsten lærer sine sognebørn at kende, desto bedre kan man være præst for dem.
Da jeg havde gennemført teologistudium og pastoralseminarium i Aarhus, flyttede jeg til Ribe for dels at bo i den skønne gamle by, og dels for at søge stillinger i den sydvestlige del af Danmark. Selv er jeg født og opvokset i det sydvestjyske, og efter syv år i Aarhus længtes jeg tilbage til kulturen, naturen og havet. Derfor boede jeg i Ribe og engagerede mig i det frivillige arbejde, hvor jeg hurtigt blev en del af berigende fællesskaber. Samtidigt med søgte jeg nogle stillinger som landsbypræst i området. Der gik et halvt års tid, og så blev stillingen i Vilslev-Hunderup pastorat slået op. Selvom landsbyerne kun ligger omkring 10 km. fra Ribe havde jeg ikke før hørt om de små landsbyer med i alt ca. 1300 folkekirkemedlemmer. Stillingsopslaget gjorde mig dog nysgerrig, og jeg søgte stillingen. Efter møde og snak med formændene i de to sognes menighedsråd og med rundvisninger i præstegård og kirker, var jeg solgt. Og købt, åbenbart, for jeg fik stillingen, og blev indsat 17. november 2013.
Nu er der gået næsten 5 år, og jeg kan se tilbage på mange stunder og situationer, der har bekræftet, at det var rigtigt for mig at vælge stillingen som landsbypræst i Vilslev og Hunderup. Der gik ikke langt tid før jeg følte mig hjemme i området; her faldt jeg godt til. At være sognepræst i landsbyer er både et job og et kald. Arbejde og privatliv smelter sammen, og jeg er blevet en del af områdets historie. Selvom jeg kom til området for at være præst, er jeg også blevet budt velkommen som privatperson. Det viste sig tydeligt, da jeg blev gift, idet sognebørn i hobetal mødte op med flag og lykønskninger i en grad, der bevægede min hustru og mig meget. Ville man gøre det for en bypræst?
At være landpræst handler også om integration i lokalsamfundets skik og brug. Heldigvis var der mange, der hjalp mig godt til rette. Da jeg bosatte mig i præstegården, blev jeg ikke kun budt velkommen af menighedsrådene, men også af personalet, der ikke har været blege for at fortælle, hvad der var godt og skidt at gøre i sognene. Mit personale har arbejdet ved kirkerne imellem 10 og 30 år, så der er en masse erfaring at trække på. Foruden menighedsråd og personale har sognene også fulgt godt med. ”Er du faldet godt til?” var et spørgsmål, jeg blev mødt med mange gange i de første par år, og det vidner om den omsorgsfulde interesse for, at jeg skulle slå gode rødder i den lokale muld. Man skal have jord i hovedet, hvis ikke man stikker en finger i jorden, og hvis man tør få jord under neglene er det bestemt nemmere at blive en del af det lokale liv i en landsby. Når man får givet så meget, vil man også gerne give noget igen. På forskellige måder byder jeg derfor ind i landsbyfællesskabet med det, jeg kan.
Udover kirkebladet redigerer jeg sogneblade for begge sogne, og derved er jeg i løbende kontakt med mange i sognet og ved en del om, hvad der sker. Og så læser og skriver jeg om sognenes historie, fordi fortiden siger noget om nutiden. Så vidt muligt deltager jeg i landsbyens fester, fællesspisninger og andre sammenkomster såsom begravelseskaffe, fordi jeg finder glæde ved at lære mine sogneborgere at kende såvel i glædelige som i triste sammenhænge. Det er begrænset, hvor meget man kan lære hinanden at kende i kirkedøren, men ved forskellige sammenkomster i løbet af ugen (f.eks. i lokalbutikken) er der mulighed for på en jævn måde at snakke om stort og småt; og selvom man ikke kommer i kirke ret tit, kan man sagtens have noget at ville snakke med præsten om.
Som præst er jeg født medlem af mine to menighedsråd, og dem betragter jeg som sognekirkens lokale bestyrelse og mig selv som en teologisk konsulent. Jeg ønsker, at menighedsrådene i høj(ere) grad samarbejder med de lokale foreninger. Langsomt, men sikkert, får vi styrket både landsbyfællesskabet og sognebevidstheden gennem opbygningen af dybere relationer til de forskellige dele af sognet. I begge sogne er den lokale skole lukket, og foruden kirken er samlingsstederne nu blevet den lokale købmand eller brugs og forsamlingshus. Disse to landsbysogne ved man, at vi må kæmpe for vore steder og sager, og at vi selv må gøre noget, hvis noget skal ske og bestå. Det skaber sammenhold at arbejde for en fælles sag, og kirken skal selvfølgelig være en naturlig del af samfundet og samspillet. Blandt andet derfor har jeg valgt at blive landpræst.
Da jeg i 2005 flyttede hjemmefra for at studere teologi i Aarhus, gjorde jeg det uden at være helt afklaret om, med hvad eller hvor jeg skulle arbejde efter endt studium. I løbet af min studietid var jeg kirketjenervikar i tre aarhusianske bykirker: Møllevangskirken, Langenæskirken og Vor Frue kirke. Selvom jeg var glad for arbejdet ved hver af bykirkerne, opfattede jeg også, at sogn og sognepræst på forskellige måder var fremmede for hinanden, forstået på den måde, at præst og menighed for det meste kun mødte hinanden søndag formiddag i kirken. I landsbykirken har præsten derimod mulighed for at blive kendt med sognet ved igennem mange møder at være vidne til det levede liv hos børn og voksne i sorg og glæde. Det giver dybde i præstetilværelsen at møde den samme familie igen og igen, om det så er til dåb, konfirmation, vielse og begravelse. Jo bedre, præsten lærer sine sognebørn at kende, desto bedre kan man være præst for dem.
Da jeg havde gennemført teologistudium og pastoralseminarium i Aarhus, flyttede jeg til Ribe for dels at bo i den skønne gamle by, og dels for at søge stillinger i den sydvestlige del af Danmark. Selv er jeg født og opvokset i det sydvestjyske, og efter syv år i Aarhus længtes jeg tilbage til kulturen, naturen og havet. Derfor boede jeg i Ribe og engagerede mig i det frivillige arbejde, hvor jeg hurtigt blev en del af berigende fællesskaber. Samtidigt med søgte jeg nogle stillinger som landsbypræst i området. Der gik et halvt års tid, og så blev stillingen i Vilslev-Hunderup pastorat slået op. Selvom landsbyerne kun ligger omkring 10 km. fra Ribe havde jeg ikke før hørt om de små landsbyer med i alt ca. 1300 folkekirkemedlemmer. Stillingsopslaget gjorde mig dog nysgerrig, og jeg søgte stillingen. Efter møde og snak med formændene i de to sognes menighedsråd og med rundvisninger i præstegård og kirker, var jeg solgt. Og købt, åbenbart, for jeg fik stillingen, og blev indsat 17. november 2013.
Nu er der gået næsten 5 år, og jeg kan se tilbage på mange stunder og situationer, der har bekræftet, at det var rigtigt for mig at vælge stillingen som landsbypræst i Vilslev og Hunderup. Der gik ikke langt tid før jeg følte mig hjemme i området; her faldt jeg godt til. At være sognepræst i landsbyer er både et job og et kald. Arbejde og privatliv smelter sammen, og jeg er blevet en del af områdets historie. Selvom jeg kom til området for at være præst, er jeg også blevet budt velkommen som privatperson. Det viste sig tydeligt, da jeg blev gift, idet sognebørn i hobetal mødte op med flag og lykønskninger i en grad, der bevægede min hustru og mig meget. Ville man gøre det for en bypræst?
At være landpræst handler også om integration i lokalsamfundets skik og brug. Heldigvis var der mange, der hjalp mig godt til rette. Da jeg bosatte mig i præstegården, blev jeg ikke kun budt velkommen af menighedsrådene, men også af personalet, der ikke har været blege for at fortælle, hvad der var godt og skidt at gøre i sognene. Mit personale har arbejdet ved kirkerne imellem 10 og 30 år, så der er en masse erfaring at trække på. Foruden menighedsråd og personale har sognene også fulgt godt med. ”Er du faldet godt til?” var et spørgsmål, jeg blev mødt med mange gange i de første par år, og det vidner om den omsorgsfulde interesse for, at jeg skulle slå gode rødder i den lokale muld. Man skal have jord i hovedet, hvis ikke man stikker en finger i jorden, og hvis man tør få jord under neglene er det bestemt nemmere at blive en del af det lokale liv i en landsby. Når man får givet så meget, vil man også gerne give noget igen. På forskellige måder byder jeg derfor ind i landsbyfællesskabet med det, jeg kan.
Udover kirkebladet redigerer jeg sogneblade for begge sogne, og derved er jeg i løbende kontakt med mange i sognet og ved en del om, hvad der sker. Og så læser og skriver jeg om sognenes historie, fordi fortiden siger noget om nutiden. Så vidt muligt deltager jeg i landsbyens fester, fællesspisninger og andre sammenkomster såsom begravelseskaffe, fordi jeg finder glæde ved at lære mine sogneborgere at kende såvel i glædelige som i triste sammenhænge. Det er begrænset, hvor meget man kan lære hinanden at kende i kirkedøren, men ved forskellige sammenkomster i løbet af ugen (f.eks. i lokalbutikken) er der mulighed for på en jævn måde at snakke om stort og småt; og selvom man ikke kommer i kirke ret tit, kan man sagtens have noget at ville snakke med præsten om.
Som præst er jeg født medlem af mine to menighedsråd, og dem betragter jeg som sognekirkens lokale bestyrelse og mig selv som en teologisk konsulent. Jeg ønsker, at menighedsrådene i høj(ere) grad samarbejder med de lokale foreninger. Langsomt, men sikkert, får vi styrket både landsbyfællesskabet og sognebevidstheden gennem opbygningen af dybere relationer til de forskellige dele af sognet. I begge sogne er den lokale skole lukket, og foruden kirken er samlingsstederne nu blevet den lokale købmand eller brugs og forsamlingshus. Disse to landsbysogne ved man, at vi må kæmpe for vore steder og sager, og at vi selv må gøre noget, hvis noget skal ske og bestå. Det skaber sammenhold at arbejde for en fælles sag, og kirken skal selvfølgelig være en naturlig del af samfundet og samspillet. Blandt andet derfor har jeg valgt at blive landpræst.
