Churchill og religionen
(artiklen er afskrevet fra Aarhus Amtstidende, 8. februar 1965)
Winston Churchill fortæller i sin selvbiografi om en religiøs krise i sine unge år. Vedlæsning af antireligiøs lekture kom han i stor tvivl om kristendommens sandheder. Sin åndelige ligevægt fandt han i de følgende år ved stadig at være udsat for store farer.
”Jeg tøvede ikke med at bede om hjælp, når jeg vidste, at jeg kom under fjendeild. Jeg bad endog om langt ringere ting end lige at hytte skindet indtil videre, og det har virkelig været sådan gennem hele mit liv, at jeg næsen altid fik, hvad jeg bad om. Den påstand, at intet, som vi ikke forstår, er sandt, er noget slemt pjat. Det forekommer mig tåbeligt at ofre hjertets grunde for forstanden.”
I en tale ved frokost i Downing Street, sagde Winston Churchill bl.a. følgende, halvt i spøgefulde vendinger (som han havde for skik), halvt i alvor på sin egen barokke måde:
- ”Jeg undrer mig over, hvad Gud egentlig tænker om de ting, hans skabninger har opfundet (bombefly, atombomber etc.). Det er virkelig overraskende, hvad han har tilladt – men så synes jeg, at han har så mange andre ting at tænke på, ikke alene på os, men alle hans verdener (universet). Jeg ville ikke have hans job for alt i verden. Mine jobs har været hårde nok, mens hans er vanskeligere. O…æh, øh … han kan ikke engang indgive sin dimissionsbegæring! De ved, mine herrer, at de fleste mennesker vil blive meget overrasket, når de kommer i himlen. De regner måske med at møde Napoleon og Julius Cæsar. Men de vil sandsynligvis ikke engang være i stand til at finde dem, fordi der vil være millioner af andre mennesker i himlen – også folk fra Indien og Kina. Enhver vil have lige rettigheder i himlen. Det vil være den virkelige velfærdsstat.”
(artiklen er afskrevet fra Aarhus Amtstidende, 8. februar 1965)
Winston Churchill fortæller i sin selvbiografi om en religiøs krise i sine unge år. Vedlæsning af antireligiøs lekture kom han i stor tvivl om kristendommens sandheder. Sin åndelige ligevægt fandt han i de følgende år ved stadig at være udsat for store farer.
”Jeg tøvede ikke med at bede om hjælp, når jeg vidste, at jeg kom under fjendeild. Jeg bad endog om langt ringere ting end lige at hytte skindet indtil videre, og det har virkelig været sådan gennem hele mit liv, at jeg næsen altid fik, hvad jeg bad om. Den påstand, at intet, som vi ikke forstår, er sandt, er noget slemt pjat. Det forekommer mig tåbeligt at ofre hjertets grunde for forstanden.”
I en tale ved frokost i Downing Street, sagde Winston Churchill bl.a. følgende, halvt i spøgefulde vendinger (som han havde for skik), halvt i alvor på sin egen barokke måde:
- ”Jeg undrer mig over, hvad Gud egentlig tænker om de ting, hans skabninger har opfundet (bombefly, atombomber etc.). Det er virkelig overraskende, hvad han har tilladt – men så synes jeg, at han har så mange andre ting at tænke på, ikke alene på os, men alle hans verdener (universet). Jeg ville ikke have hans job for alt i verden. Mine jobs har været hårde nok, mens hans er vanskeligere. O…æh, øh … han kan ikke engang indgive sin dimissionsbegæring! De ved, mine herrer, at de fleste mennesker vil blive meget overrasket, når de kommer i himlen. De regner måske med at møde Napoleon og Julius Cæsar. Men de vil sandsynligvis ikke engang være i stand til at finde dem, fordi der vil være millioner af andre mennesker i himlen – også folk fra Indien og Kina. Enhver vil have lige rettigheder i himlen. Det vil være den virkelige velfærdsstat.”
