Gudstjeneste eller aftensamling til markering af befrielsen
Tirsdag den 4. maj 2022 kl. 20 i Vilslev Kirke
Indledning
Denne aftengudstjeneste eller aftensamling sker uden orgelets brusen eller kirkesangerens sanghjælp, for denne aften skal minde os om tiden efter en stor krise for alle dem, der blev ramt af nazisternes undertrykkelse, had og ubarmhjertige menneskefjendtlighed. Engang var vort land i stor nød, besat af en fremmed magt, og selvom det er 77 år siden at freden kom igen, så er der nye steder med ufred i verden; nye steder, hvor mørkets kræfter forsøger at træde godhed og barmhjertighed under fode. Derfor må vi holde fast ved at markere og mindes for ikke at lukke øjnene eller hjerterne for, at det onde igen komme over os. Tyskland var et demokrati indtil nazisterne ved lovlige valg fik magten og dermed lukkede ned for demokratiet. Det kan også ske hos os, så vi må have øjne og ører åbne, så vi ikke pludseligt står der, hvor vi er medskyldige, selvom vi ikke har valgt det.
Denne aften peger også frem mod en fredsgudstjeneste den 21. september 2022 kl. 19 i Hunderup Kirke. Det er datoen for FN’s internationale fredsdag, og det er også værd at markere og holde fast ved; for freden er skrøbelig; friheden er skrøbelig; fædrelandet er skrøbeligt!
Som "Præludium" skal vi høre BBC's meddelelse om, at de tyske tropper har overgivet sig
Hør den her: https://www.youtube.com/watch?v=78pDhZb8hZo&ab_channel=MadsNielsen
DDS 336 Vor Gud han er så fast en borg
Hilsen Fred være med jer! Lad os alle bede
Bøn
Gud, i aften er glæden en lærke
der letter over majgrønne marker
og svinger sig fra jord til himmel
med sin sang om liv og fred.
Det er forår, og Danmark er frit.
Tak for alle stemmer der løfter sig i koret
og bliver et væld af vilje.
Lad vores sang finde vej til mennesker på flugt,
til torturkamre og kommandorum.
Vi vil synge frygten bort
og overdøve verdens råben efter magt og hævn.
Lad våbnene sænkes og øjne mødes.
Gør verden til et kor af rene og falske stemmer.
Lad os synge hjertet varmt og håbet frem.
Velsign verden fra pol til pol
Velsign Danmark fra sund til klit.
Amen
(Fra ”Gudstjenestens bønner II”)
Læsning af biskoppernes hyrdebrev fra 1945
INTRO
Danmark var fra 1940-1945 besat af tyske tropper. Efter den tyske kapitulation og befrielsen den 5. maj 1945 udsendte Danmarks ni biskopper et såkaldt hyrdebrev. Et hyrdebrev er betegnelsen for en biskops rundskrivelse til stiftets præster og menighed med retledende udtalelser om aktuelle spørgsmål og forhold. I løbet af besættelsesårene havde de danske biskopper med Københavns biskop, Hans Fuglsang-Damgaard (biskop fra 1934-1960), i spidsen udsendt flere hyrdebreve, som bl.a. udtrykte biskoppernes protest mod nazisternes indførsel af dødsstraf og behandling af jøder.
BREVET
Danmark er frit! Hvad vi har haabet paa og bedt om gennem 5 Aar er sket. ”Min Sjæl lov Herren og alt i mig love hans hellige Navn. Min Sjæl lov Herren og glem ikke alle hans Velgerninger.” (Salme 103,1-2.) Vi blev frelst fra den truende Udslettelse og kan nu igen bruge vort Folks gamle Ret til frit at tænke, tro og tale. Vor Konge, som mandigt og trofast bar sit Folks Byrder, fik Lov til sammen med os at opleve den nye Dags Komme. Alle maatte vi gennem vor Usikkerhed og Angst, mange fristede Sorg og Savn og Lidelse, og en Flok af Helte gik i Døden. Vor Tak til Gud rummer i sig en Tak for dem, som ofrede Livet for vort Land, og som i deres Død forkyndte Danmarks ukuelige Livsvilje. Martyrernes Blod blev vor Fremtids Udsæd. Guds Fred med vore Døde i Danmarks Rosengaard, Guds Fred med dem, som bløde af dybe Hjertesaar! Nu er det vor Bøn, at alle gode Kræfter maa forene sig om at rense ud og bygge et bedre Danmark op. Lovløshed og Vold har avlet Had og Hævntanker; men vi skal ikke hade og hævne og derigennem vise os som overvundne af Tidens onde Aander. Ret skal raade til Straf for Ugerningsmænd. Sandheds og Retfærds Aand lede dem, som har Ansvaret, naar Retten skal have sin Gænge. Lad os ved Genopbygningen træde i Skranken for alles Ret til at føre en menneskeværdig Tilværelse i Frigørelse fra Frygt og Nød. Gud give os alle Sind til at bære hinandens Byrder og til med Respekt for hinandens Forskelle at bevare Sammenholdet, saa det Broderskab, hvortil vi i Jesu Kristi Navn er kaldede og indviede, ikke maa blive til Skamme. Maatte Kirken saaledes Øve Evangeliets Tjeneste, at Talen om Fred og Forsoning mellem Folkene fik Klang af sejrende Virkelighed. Maatte Guds Ord faa frit Løb i vort Folk til Opvækkelse af alle gode Kræfter og til Evighed over vor Tilværelse! ”Kend at Herren er Gud! Han skabte os, vi er hans, hans Folk og den Hjord, han vogter. Gaa ind i hans Porte med Takkesang, med Lovsange i hans Forgaarde. Tak ham og lov hans Navn!” (Salme 100,3-4.)
Man får lyst til at sige: AMEN
Verdenskrigen lå i 5 år som en vinter hen over landet, og manges hjerter blev knuget af den kulde, som nazisterne udviste over for befolkningen. Soldater med is i maven, kolde hjerter og iskolde blikke greb det kolde stål og gav danskerne en kold skulder og et kold spand vand i hovedet, så de fik koldsved og kolde fødder. Da Danmark blev frit skyllede et forår ind over landet; et forår, der greb langt ind i menneskers sind og tanker.
Digterpræsten og modstandsmanden Kaj Munk har skrevet en smuk sang om den blå anemone, som også er et billede på meget andet og meget mere end den blomst, han rykkede op med rode og plantede i det vilde nord. Den blå anemone er et digt om det tilsyneladende svage væsen, der nægter at lade sig kue og overvinder omgivelsernes modstand.
Højskolesang (18. udgave) 262: Den blå anemone
Refleksion over befrielsen
Min far blev født i 1931 og var en ung knægt under krigen. Han kunne huske, at de fjendtlige fly fløj ind over landet. Eftersom han boede i Børsmose tæt ved Vesterhavet, oplevede han også nazisternes ihærdige arbejde med at få bygget bunkers og forsvarsværker mod englænderne. De forventede, at de ville gå i land på den danske vestkyst, men sådan gik det jo ikke. Under krigen levede min far ligesom alle andre børn i området og legede og gik i skole, som de plejede, lige indtil nazisterne besatte gymnastiksalen. Nogle af folkene i Børsmose arbejdede også for nazisterne og kørte materialer ud til byggerierne, men de lod også gerne nogle ting falde af undervejs, fx pigtråd, som jo fint kunne bruges til at indhegne fenner og marker med. Efter krigen lå der masser af materiale efter nazisterne, bl.a. våben, håndgranater osv. En dag var min far ude at gå med sine ældre søskende og nogle af deres venner. En af dem var en ung fyr, og på stranden fandt han en håndgranat, hvor splitten stadig sad i. Han var nok ikke vant til at håndtere sådanne ting, for den eksploderede lige op i hovedet på ham, så han omkom. Sådan har min far fortalt det. Der var også en masse patroner, og dem fandt min far. Han satte dem i klemme i et træ og slog en hammer imod dem, hvorefter de gik af med et brag. Barndom og ungdom var på den måde præget af krigen og dens følger. Rationeringsmærkerne holdt ved længe efter krigen. Min far var mærket af besættelsen hele livet, og de tyske turister gav han ikke meget for. I min familie fortalte man ofte en joke om de tyske turister. Hvorfor har de cykel med på deres biler, når de tager på sommerferie heroppe? Det er fordi, det ikke vil risikere igen at skulle gå den lange vej hjem.
Så vidt jeg ved, var der ingen offentligt kendte modstandsfolk i min familie. De var jævne bønder og derude på landet skulle hverdagen jo leves uanset, hvad der skete i den globale verden; køerne skulle malkes, græsset slås, kornet høstes, julegrisen slagtes; slægter skulle følge slægter, og de tyske soldater var jo egentlig heller ikke så slemme.
Anderledes havde Kaj Munk det. I 1930’erne beundrede han Hitlers effektivitet og den måde, han fik ryddet op i alting, men efterhånden som han så alt det onde, som nazisterne også gjorde, så vendte Munks sympati til modstand – endda så meget, at han fik Gestapo på nakken og blev nakkeskudt og myrdet den 4. januar 1944. Både i skuespil, foredrag og prædikener talte han direkte imod den nazistiske besættelse, imod Hitler og imod det samarbejde, som den danske regering havde valgt at indgå med besættelsesmagten.
Modstand må der til – i hvert fald når det er imod ondskab, ubarmhjertighed og undertrykkelse. Det er også en pligt for enhver kristen at tage sit kors op og tale direkte imod uretfærdighed og umenneskelighed. Og det ser vi jo en masse af også i denne tid. Kig mod øst og se krigen der, se mod vest, nord og syd og se fremmedhadet og blodbadet og flygtninge, der i massevis drukner i havet eller rådner op på udrejsecentre. Umenneskelighedens kolde hjerter er begyndt at udbrede en kulde – også her i landet – så medmenneskeligheden og kampen imod uretfærdighed bliver koldere. Der er lang vej fra Jesu ord om, at vi skal elske vore fjender – for vore fjender er også vores næste, og enhver fremmed, der kommer til os for at bede om hjælp, må vi hjælpe; om det så blot er at række dem et stykke brød eller et glas vand, husly, penge eller andre former for hjælp i deres nød. Vi må ikke lade vores medmenneskelighed blive kold; vi må ikke sende folk ud i nutidens KZ-lejre, hvor de kan sidde og vente for tid og evighed. Hitler opdelte folk i over- og undermennesker, og alle dem, han ikke kunne lide, røg i fangenskab og i gaskamre. Han havde held med at få fjernet flere og flere fra det tyske samfund, men helt rent blev samfundet ikke, for der var stadig syge og handicappede, selvom de ikke var ønskede. Et sygt sind så syge mennesker overalt.
Da nogle overlevende jøder og andre fangere blev befriet fra KZ-lejrene var der mange, som havde mistet troen på Gud. Mistet troen på det gode i andre mennesker. Mistet troen i det hele taget. De havde intet håb hverken for sig selv eller andre. Følte sig ikke elskede og elskede ingen andre. Umenneskeligt var de blevet behandlet, og umenneskelighed havde fyldt dem. Det må bare ikke ske igen. Ja, mørket vil sænke sig over verden i form af nød, krig og elendighed – men vi har lige fejret påske og opstandelse og i det lys må vi altid og i evighed bære en flamme af håb; bære et lys ind i mørket. Derfor tænder vi også lys denne aften for at vise, at der stadig er en million stjerner her på jorden, som vil lyse, selvom alverdens ondskab trækker mørklægningsgardiner ned over vores liv og tilværelse. Om lidt vil der være mulighed for at tænde lys her i døbefonten. I stilhed. For stilhed er der både når mørket falder på, og lige inden lyset bryder frem. Bagefter skal vi synge, men først skal vi sidde i tanker og stilhed; bøn og eftertænksomhed. Taknemmelighed over dem, der kæmpede for alt, hvad de havde kært, så vi fik forbilleder og inspiration til også selv at kæmpe på det jævne for kærligheden, troen og håbet.
Det var mine ord, min refleksion, denne aften. Nu er der mulighed for at vi kan gå op at tænde et lys for fred eller for den, man tænker på. Tænde et lys i mørket som et symbol på, at vi holder gang i flammen, i gnisten, i håbet om, at mørket aldrig får helt taget over.
Lystænding i stilhed på døbefontens lysestage (husk fyrfadslys)
Højskolesang (18. udgave) 497: Det haver så nyligen regnet
Fadervor
Velsignelse
Højskolesang (18. udgave) 514: En lærke letted
Bøn
Fredens Gud,
som en lærke der letter i brystet,
sådan er vores glæde over det sted vi kalder vores.
Tak for vores land hvor der er godt at leve.
Nu beder vi dig:
Gå med os ud i de lyse nætter.
Lad os drømme om fred og om jorden som et sted
hvor ingen skal være bange for at færdes.
Gud, velsign Danmark.
Velsign verden.
Amen
(Fra ”Gudstjenestens bønner II”)
Postludium: Stående synger vi: DDS 784: Altid frejdig
Tak for i aften
I morgen, torsdag den 5. maj er der morgensamling omkring flagstangen ved Sankt Ansgar Kirke, hvor vi også synger nogle sange, hejser flaget og på den måde markerer befrielsens glæde og forårets indtog.
Gå med fred og kom godt hjem.
Tirsdag den 4. maj 2022 kl. 20 i Vilslev Kirke
Indledning
Denne aftengudstjeneste eller aftensamling sker uden orgelets brusen eller kirkesangerens sanghjælp, for denne aften skal minde os om tiden efter en stor krise for alle dem, der blev ramt af nazisternes undertrykkelse, had og ubarmhjertige menneskefjendtlighed. Engang var vort land i stor nød, besat af en fremmed magt, og selvom det er 77 år siden at freden kom igen, så er der nye steder med ufred i verden; nye steder, hvor mørkets kræfter forsøger at træde godhed og barmhjertighed under fode. Derfor må vi holde fast ved at markere og mindes for ikke at lukke øjnene eller hjerterne for, at det onde igen komme over os. Tyskland var et demokrati indtil nazisterne ved lovlige valg fik magten og dermed lukkede ned for demokratiet. Det kan også ske hos os, så vi må have øjne og ører åbne, så vi ikke pludseligt står der, hvor vi er medskyldige, selvom vi ikke har valgt det.
Denne aften peger også frem mod en fredsgudstjeneste den 21. september 2022 kl. 19 i Hunderup Kirke. Det er datoen for FN’s internationale fredsdag, og det er også værd at markere og holde fast ved; for freden er skrøbelig; friheden er skrøbelig; fædrelandet er skrøbeligt!
Som "Præludium" skal vi høre BBC's meddelelse om, at de tyske tropper har overgivet sig
Hør den her: https://www.youtube.com/watch?v=78pDhZb8hZo&ab_channel=MadsNielsen
DDS 336 Vor Gud han er så fast en borg
Hilsen Fred være med jer! Lad os alle bede
Bøn
Gud, i aften er glæden en lærke
der letter over majgrønne marker
og svinger sig fra jord til himmel
med sin sang om liv og fred.
Det er forår, og Danmark er frit.
Tak for alle stemmer der løfter sig i koret
og bliver et væld af vilje.
Lad vores sang finde vej til mennesker på flugt,
til torturkamre og kommandorum.
Vi vil synge frygten bort
og overdøve verdens råben efter magt og hævn.
Lad våbnene sænkes og øjne mødes.
Gør verden til et kor af rene og falske stemmer.
Lad os synge hjertet varmt og håbet frem.
Velsign verden fra pol til pol
Velsign Danmark fra sund til klit.
Amen
(Fra ”Gudstjenestens bønner II”)
Læsning af biskoppernes hyrdebrev fra 1945
INTRO
Danmark var fra 1940-1945 besat af tyske tropper. Efter den tyske kapitulation og befrielsen den 5. maj 1945 udsendte Danmarks ni biskopper et såkaldt hyrdebrev. Et hyrdebrev er betegnelsen for en biskops rundskrivelse til stiftets præster og menighed med retledende udtalelser om aktuelle spørgsmål og forhold. I løbet af besættelsesårene havde de danske biskopper med Københavns biskop, Hans Fuglsang-Damgaard (biskop fra 1934-1960), i spidsen udsendt flere hyrdebreve, som bl.a. udtrykte biskoppernes protest mod nazisternes indførsel af dødsstraf og behandling af jøder.
BREVET
Danmark er frit! Hvad vi har haabet paa og bedt om gennem 5 Aar er sket. ”Min Sjæl lov Herren og alt i mig love hans hellige Navn. Min Sjæl lov Herren og glem ikke alle hans Velgerninger.” (Salme 103,1-2.) Vi blev frelst fra den truende Udslettelse og kan nu igen bruge vort Folks gamle Ret til frit at tænke, tro og tale. Vor Konge, som mandigt og trofast bar sit Folks Byrder, fik Lov til sammen med os at opleve den nye Dags Komme. Alle maatte vi gennem vor Usikkerhed og Angst, mange fristede Sorg og Savn og Lidelse, og en Flok af Helte gik i Døden. Vor Tak til Gud rummer i sig en Tak for dem, som ofrede Livet for vort Land, og som i deres Død forkyndte Danmarks ukuelige Livsvilje. Martyrernes Blod blev vor Fremtids Udsæd. Guds Fred med vore Døde i Danmarks Rosengaard, Guds Fred med dem, som bløde af dybe Hjertesaar! Nu er det vor Bøn, at alle gode Kræfter maa forene sig om at rense ud og bygge et bedre Danmark op. Lovløshed og Vold har avlet Had og Hævntanker; men vi skal ikke hade og hævne og derigennem vise os som overvundne af Tidens onde Aander. Ret skal raade til Straf for Ugerningsmænd. Sandheds og Retfærds Aand lede dem, som har Ansvaret, naar Retten skal have sin Gænge. Lad os ved Genopbygningen træde i Skranken for alles Ret til at føre en menneskeværdig Tilværelse i Frigørelse fra Frygt og Nød. Gud give os alle Sind til at bære hinandens Byrder og til med Respekt for hinandens Forskelle at bevare Sammenholdet, saa det Broderskab, hvortil vi i Jesu Kristi Navn er kaldede og indviede, ikke maa blive til Skamme. Maatte Kirken saaledes Øve Evangeliets Tjeneste, at Talen om Fred og Forsoning mellem Folkene fik Klang af sejrende Virkelighed. Maatte Guds Ord faa frit Løb i vort Folk til Opvækkelse af alle gode Kræfter og til Evighed over vor Tilværelse! ”Kend at Herren er Gud! Han skabte os, vi er hans, hans Folk og den Hjord, han vogter. Gaa ind i hans Porte med Takkesang, med Lovsange i hans Forgaarde. Tak ham og lov hans Navn!” (Salme 100,3-4.)
Man får lyst til at sige: AMEN
Verdenskrigen lå i 5 år som en vinter hen over landet, og manges hjerter blev knuget af den kulde, som nazisterne udviste over for befolkningen. Soldater med is i maven, kolde hjerter og iskolde blikke greb det kolde stål og gav danskerne en kold skulder og et kold spand vand i hovedet, så de fik koldsved og kolde fødder. Da Danmark blev frit skyllede et forår ind over landet; et forår, der greb langt ind i menneskers sind og tanker.
Digterpræsten og modstandsmanden Kaj Munk har skrevet en smuk sang om den blå anemone, som også er et billede på meget andet og meget mere end den blomst, han rykkede op med rode og plantede i det vilde nord. Den blå anemone er et digt om det tilsyneladende svage væsen, der nægter at lade sig kue og overvinder omgivelsernes modstand.
Højskolesang (18. udgave) 262: Den blå anemone
Refleksion over befrielsen
Min far blev født i 1931 og var en ung knægt under krigen. Han kunne huske, at de fjendtlige fly fløj ind over landet. Eftersom han boede i Børsmose tæt ved Vesterhavet, oplevede han også nazisternes ihærdige arbejde med at få bygget bunkers og forsvarsværker mod englænderne. De forventede, at de ville gå i land på den danske vestkyst, men sådan gik det jo ikke. Under krigen levede min far ligesom alle andre børn i området og legede og gik i skole, som de plejede, lige indtil nazisterne besatte gymnastiksalen. Nogle af folkene i Børsmose arbejdede også for nazisterne og kørte materialer ud til byggerierne, men de lod også gerne nogle ting falde af undervejs, fx pigtråd, som jo fint kunne bruges til at indhegne fenner og marker med. Efter krigen lå der masser af materiale efter nazisterne, bl.a. våben, håndgranater osv. En dag var min far ude at gå med sine ældre søskende og nogle af deres venner. En af dem var en ung fyr, og på stranden fandt han en håndgranat, hvor splitten stadig sad i. Han var nok ikke vant til at håndtere sådanne ting, for den eksploderede lige op i hovedet på ham, så han omkom. Sådan har min far fortalt det. Der var også en masse patroner, og dem fandt min far. Han satte dem i klemme i et træ og slog en hammer imod dem, hvorefter de gik af med et brag. Barndom og ungdom var på den måde præget af krigen og dens følger. Rationeringsmærkerne holdt ved længe efter krigen. Min far var mærket af besættelsen hele livet, og de tyske turister gav han ikke meget for. I min familie fortalte man ofte en joke om de tyske turister. Hvorfor har de cykel med på deres biler, når de tager på sommerferie heroppe? Det er fordi, det ikke vil risikere igen at skulle gå den lange vej hjem.
Så vidt jeg ved, var der ingen offentligt kendte modstandsfolk i min familie. De var jævne bønder og derude på landet skulle hverdagen jo leves uanset, hvad der skete i den globale verden; køerne skulle malkes, græsset slås, kornet høstes, julegrisen slagtes; slægter skulle følge slægter, og de tyske soldater var jo egentlig heller ikke så slemme.
Anderledes havde Kaj Munk det. I 1930’erne beundrede han Hitlers effektivitet og den måde, han fik ryddet op i alting, men efterhånden som han så alt det onde, som nazisterne også gjorde, så vendte Munks sympati til modstand – endda så meget, at han fik Gestapo på nakken og blev nakkeskudt og myrdet den 4. januar 1944. Både i skuespil, foredrag og prædikener talte han direkte imod den nazistiske besættelse, imod Hitler og imod det samarbejde, som den danske regering havde valgt at indgå med besættelsesmagten.
Modstand må der til – i hvert fald når det er imod ondskab, ubarmhjertighed og undertrykkelse. Det er også en pligt for enhver kristen at tage sit kors op og tale direkte imod uretfærdighed og umenneskelighed. Og det ser vi jo en masse af også i denne tid. Kig mod øst og se krigen der, se mod vest, nord og syd og se fremmedhadet og blodbadet og flygtninge, der i massevis drukner i havet eller rådner op på udrejsecentre. Umenneskelighedens kolde hjerter er begyndt at udbrede en kulde – også her i landet – så medmenneskeligheden og kampen imod uretfærdighed bliver koldere. Der er lang vej fra Jesu ord om, at vi skal elske vore fjender – for vore fjender er også vores næste, og enhver fremmed, der kommer til os for at bede om hjælp, må vi hjælpe; om det så blot er at række dem et stykke brød eller et glas vand, husly, penge eller andre former for hjælp i deres nød. Vi må ikke lade vores medmenneskelighed blive kold; vi må ikke sende folk ud i nutidens KZ-lejre, hvor de kan sidde og vente for tid og evighed. Hitler opdelte folk i over- og undermennesker, og alle dem, han ikke kunne lide, røg i fangenskab og i gaskamre. Han havde held med at få fjernet flere og flere fra det tyske samfund, men helt rent blev samfundet ikke, for der var stadig syge og handicappede, selvom de ikke var ønskede. Et sygt sind så syge mennesker overalt.
Da nogle overlevende jøder og andre fangere blev befriet fra KZ-lejrene var der mange, som havde mistet troen på Gud. Mistet troen på det gode i andre mennesker. Mistet troen i det hele taget. De havde intet håb hverken for sig selv eller andre. Følte sig ikke elskede og elskede ingen andre. Umenneskeligt var de blevet behandlet, og umenneskelighed havde fyldt dem. Det må bare ikke ske igen. Ja, mørket vil sænke sig over verden i form af nød, krig og elendighed – men vi har lige fejret påske og opstandelse og i det lys må vi altid og i evighed bære en flamme af håb; bære et lys ind i mørket. Derfor tænder vi også lys denne aften for at vise, at der stadig er en million stjerner her på jorden, som vil lyse, selvom alverdens ondskab trækker mørklægningsgardiner ned over vores liv og tilværelse. Om lidt vil der være mulighed for at tænde lys her i døbefonten. I stilhed. For stilhed er der både når mørket falder på, og lige inden lyset bryder frem. Bagefter skal vi synge, men først skal vi sidde i tanker og stilhed; bøn og eftertænksomhed. Taknemmelighed over dem, der kæmpede for alt, hvad de havde kært, så vi fik forbilleder og inspiration til også selv at kæmpe på det jævne for kærligheden, troen og håbet.
Det var mine ord, min refleksion, denne aften. Nu er der mulighed for at vi kan gå op at tænde et lys for fred eller for den, man tænker på. Tænde et lys i mørket som et symbol på, at vi holder gang i flammen, i gnisten, i håbet om, at mørket aldrig får helt taget over.
Lystænding i stilhed på døbefontens lysestage (husk fyrfadslys)
Højskolesang (18. udgave) 497: Det haver så nyligen regnet
Fadervor
Velsignelse
Højskolesang (18. udgave) 514: En lærke letted
Bøn
Fredens Gud,
som en lærke der letter i brystet,
sådan er vores glæde over det sted vi kalder vores.
Tak for vores land hvor der er godt at leve.
Nu beder vi dig:
Gå med os ud i de lyse nætter.
Lad os drømme om fred og om jorden som et sted
hvor ingen skal være bange for at færdes.
Gud, velsign Danmark.
Velsign verden.
Amen
(Fra ”Gudstjenestens bønner II”)
Postludium: Stående synger vi: DDS 784: Altid frejdig
Tak for i aften
I morgen, torsdag den 5. maj er der morgensamling omkring flagstangen ved Sankt Ansgar Kirke, hvor vi også synger nogle sange, hejser flaget og på den måde markerer befrielsens glæde og forårets indtog.
Gå med fred og kom godt hjem.
