 | Kristeligt Dagblad fredag den 12. april 1940 |
Rigsdagens Pligt til at hævde den kristne Moral i Skolen
Kristeligt Dagblad fredag den 11. oktober 1946
Moralsk forfald: Ungdommen danser og de voksne drikker og spiller kort
I februar 1945 udspandt sig en debat i Vestkysten efter et møde i Vilslev Forsamlingshus, hvor pastor Nielsen dundrede imod sine sognebørns amoralske levned. Desværre har vi ikke hans tale, men læserbrevene er afskrevet herunder.
Personerne, der deltager i debatten fortjener en præsentation, så vidt det kan lade sig gøre.
Christian Gotfredsen boede Vesterbyvej 11, Vilslev; dengang lå der et gammelt hus med stald i den ene ende. Han var skribent til Vestkysten i en menneskealder og skulle indrapportere, hvad der skete i sognet. Han blev far til Godtfred Gotfredsen, der blev kaldt "Gotte". Chr. Godtfredsen blev bedstefar til tvillingerne, som er indehavere af en tøjbutik i Ribe. Christian Godtfredsen var med i Oxford-bevægelsen sammen med pastor Nielsen og Kirstine Thude, og de rejste i en periode rundt og missionerede på Lolland.
Christian Gotfredsen boede Vesterbyvej 11, Vilslev; dengang lå der et gammelt hus med stald i den ene ende. Han var skribent til Vestkysten i en menneskealder og skulle indrapportere, hvad der skete i sognet. Han blev far til Godtfred Gotfredsen, der blev kaldt "Gotte". Chr. Godtfredsen blev bedstefar til tvillingerne, som er indehavere af en tøjbutik i Ribe. Christian Godtfredsen var med i Oxford-bevægelsen sammen med pastor Nielsen og Kirstine Thude, og de rejste i en periode rundt og missionerede på Lolland.
Vestkysten bedes venligst optage følgende:
Ifølge Indlæg af Hr. Ejler Sørensen tillader jeg mig hermed at fremsende dette. Man maa sige, at Deres indlæg var ført i en Tone, som vi her i Vilslev kender, en Angrebsform, som sikkert vil gavne Kirkens Sag. – Spørg blot Hr. Pastor I. Nielsen.
Jeg tillader mig at gaa ud fra, at Deres Overbevisning i Sagen stammer fra samme Stand som den, der har fremsagt den egentlige Grund til denne Diskussion, nemlig Ophavsmanden til Replikken: ”Naar de Unge gaar til Dans, da er dette en sexuel Tilfredsstillelse.”
Man skulde mene, at Deres Livserfaring er meget daarlig, samt et De er fuldkommen blottet for sund Sans. Deres Indstilling overfor Ungdsommen er i hvert Fald præget af manglende Konduite. Biblen kan fortolkes paa mange Maader, men at en Præst skulde kunne tage til Mæle paa en Maade, som lyder, at alle, der danser, drikker, og spiller Kort, er en Flok fortabte Syndere, der vil ende i Helvede. Ja, det forstaar man ikke, og lad mig ved samme Lejlighed fortælle udenforstaaende, at det kun er meget faa af de mange Ukvemsord, Pastor Nielsen har brugt over for sin Menighed her i Vilslev.
Tillad mig her at fremsætte mine dødelige kundskaber om Bibelen.
Da Jesus blev korsfæstet, sagde han som saa: ”Herre forlad dem deres Skyld, thi de vide ikke hvad de gøre.” Ja, det var et Mord, her blev begaaet, men tilgivet. Naar saa vi bliver dømte til varigt Ophold i Helvede, blot vi nærmer os vort Forsamlingshus, ja, saa ophører mine Lærdomme om Biblen at fungere. – Kære domme om Biblen at fungere. –
De forstaar Hr. I. Christensen paa den Maade, at han vil have, at Præsterne skulde opfordre til dans, men dette er stadig deres Villen til kun at forstaa en forkert mening, der her gør sig gældende. For os, der tænker uden Fordom, ser Sagen imidlertid anderledes ud. Vi ønsker ikke bestandigt at høre, at vi er en Flok Syndere, der ender i Helvede. Jeg har personlig hørt flere forskellige Præster tale til deres Menighed uden at fortælle, at den eneste, der ikke var Synder, var Præsten selv. Det, Sagen drejer sig om, er at faa en fornuftig Begrundelse for Pastor I. Nielsens Replik.
Det kan i enkelte Tilfælde være muligt, at der efter et Bal sker mere, end en Pastor vil se. Han er jo naturligvis den eneste rigtige, men mon ikke det samme har ligesaa stor Udfoldelse efter et Missionsmøde. Hr. Sørensens Ord: Penge, Mad og Elskov burde høre hjemme i en Pariser-roman og ikke i Forbindelse med en Diskussion som denne.
Hr. Ivan Christensens Ord: Med Maade er alting godt, burde ikke alene gælde Ungdommen, men i lige saa høj Grad d’Herrer Præster.
- Saafremt der var flere af Fru Petra Bondemanns Slags, saa fandtes der sikker en Mulighed for at redde den Del af Ungdommen, der i Dag er afsporet. Jeg vil i samme forbindelse sige, at Fru P. Bondemanns Erfaringer, hvad Ungdommen angaar, ikke er saa lidt bedre end Deres.
Ved samme Lejlighed vil jeg fortælle, at jeg har kendt flere Missionsfolk. De var ligsaaa forskellige , som alle andre dødelige Mennesker. Af en Del af dem har jeg hørt Ord, som ikke egner sig til at faa paa Tryk, men naturligvis har der ogsaa være en Del forstaaende Mennesker deriblandt samt den Del, der evig og altid er reaktionære indstillet. Saa min kære Hr. Sørensen: Det er ikke blot i Dansesalen, det er galt.
De mener bl.a. at Hr. Ivan Christensen er vor Pastor I. Nielsen langt overlegen hvad angaar Dømmesyge. Der har endnu aldrig i ovenstaaendes indlæg været hensigt til, at vor Pastor skulde ende i Helvede.
Vilslev, Februar 1945
Hans Andersen
Svar til Ejler Sørensen, Brørup
De skriver: ”Med Harme har jeg læst de to Indlæg imod Pastor Nielsen.” Men nu skriver jeg: ”Med Harme har Vilslev Ungdom og befolkning læst deres Indlæg i VESTKYSTEN imod os.”
De tror, at Vilslev er en ond Rede, hvor alt florerer saa nær som Kirkegang og Kristendom. Jeg vil paa Forhaand gøre Dem opmærksom paa, at jeg personlig ikke har noget imod Pastor Nielsen. Han er en elskværdig Mand at komme til paa Vejen og i Hjemmet.
Da De anser Ivan Christensen for en for nylig tilresende Mand, der vil gøre sig fremtrædende, saa er denne Røst fra en ung Mand, der i de sidste 15 Aar har været i Vilslev, som gaar i Kirke, naar Fritiden tillader det, som gaar til Bal i Forsamlingshuset, og som ogsaa spiller et ordentligt Slag Kort, naar der er Lejlighed til det. Efter min Opfattelse af deres Indlæg, hører De til den Gren, man kalder Missionsfolkene, og naar de kan feje for Deres egen Dør først, saa har jeg heller ikke noget imod Dem. Men dem hører vi nu ikke til i Vilslev. Vi gaar til Bal, vi kommer til Gilder og faar en Kop Kaffe og et lille Spil Kort; men vi sidder heller ikke med Salmebogen i Haanden og faar et hold Kaffesladder, som det er Skik i Deres Kreds. Det viste Pastor Nielsen jo tydeligt i sin Tale under Mødet i Forsamlingshuset. Han kom med Beskyldninger, som han havde hørt; men Kendsgerninger var der ingen af.
Altsaa Kaffesladder. Saa kan De nok tro, der blev Harme. At Vilslevs Befolkning kan søge i Kirke trods Bal og Kortspil, det har vi jo set for 10-12 Aar siden. Pastor Nielsen er af egen Mening, og det er ikke efter Folkets Mening. I stedet for at nærme sig os, gaar han fra os. Har vi f.Eks. en god Taler eller Præst i Ungdoms- eller Foredragsforeningen, saa er Pastor Nielsen ikke til Stede trods det, at der heersker en god og national Tone dér. Naar der har været Familiegilde, og vi fik og et billigt Spil Kort efter Bordet, hvor det kun drejede sig om nogle faa Ører, saa er han kommet og har bebrejdet og sagt, at saadanne Mennesker kunde han ikke være sammen med. Igen Uvenner. Og nu dette Møde. Igen Uvenner. Pastor Nielsen synes jo, at det er rigtigt – det er hans Overbevisning – men den er ikke i Overensstemmelse med hans Sognebørns. Hvad det seksuelle angaar, fik Ungdommen jo et haardt Slag i Hovedet, og det er det, der har ført til Diskussionen i Avisen. Ivan har Pæren i Orden og bag ham staar en stor Menighed af Gamle og Unge.
Vi har Egnens største Forsamlingshus, et godt Hus, som knejser paa et af Byens højeste Punkter, og det er vi stolte af. Der er Plads nok, ikke saa kneben Plads som ude paa Pavillionen i Ribe, det maa Pastor Nielsen ogsaa indrømme, han har dog været der i Førkrigsaarene. De skriver, hvis vi var saa godt inde i Bibelen, saa skulde vi læse Troesbekendelsen og bede Fadervor ved Ballerne. Det overlader vi nu til Missionsfolkene. Saa kan de bede: ”Og tilgiv os alle vore Synder, som vi har lavet siden vort sidste Møde.” De bebrejder os den Tak, som Petra Bondemann høstede. Petras tale var præget af den dybeste Alvor til Nutiden. Sjældent hører man saadan en Tale. Hun beskyldte de danske Piger for i denne Tid, hvor der kaldes til Sammenhold, at lefle med deres Moral. Vi kan kun være stolte af Petra Bondemann, hun har givet Vilslevs Ungdom mange glade og gode Timer i Folkedanseundervisning og tilsidst den store Opvisning i straalende Farvepragt i de gamle Kostumer og til sidst en god Tone og Forstaaelse. Det skylder vi Petra tak for. Maa Tiderne snart blive saadan, at vi med fornyet Kraft kan samles med hende til en god og glad Aften. Nej, Ejler Sørensen, lad os selv passe vore indre Anliggender. Pas De Brørup-Ungdommen. De var slemme nok til at fare rundt til Ballerne. De Kunde endda finde til Vilslev Forsamlingshus. Jeg har kontrolleret i Huset i ver et Aar og har ikke saa faa Medlemskort udskrevet til Brørup Ungdom. De kom farende hertil i Bil; men det tillader tiden ikke i Dag.
Fej for Deres egen dør. Pastor Nielsen skal vi nok selv passe. Han er vor Sognepræst. De, som ikke vil høre ham, skal nok blive hjemme. Vi skal nok søge ham, naar han vil, som vi vil. Vi er jo døbt i den kristne Tro, og Troen beholder vi; men der skal ikke bruges Diktatur i en Menighed, saaledes at det hele trumfes igennem efter Præstens Vilje.
Emil Amtrup, Vilslev pr. Gredstedbro
Forsamlingshusliv kontra Kristenliv
Lige et Par Bemærkninger til Hr. Pastor I. Nielsen, Vilslev.
Ja, Hr Pastor Nielsen, man kan vist ikke sige om vort Sogns Ungdom, at den er saa daarlig, som De vil gøre den til. Mon ikke, det var bedre, hvis De deltog i det, der foregaar i Forsamlingshuset. Det blev jo ogsaa sagt af Fru Petra Bonnemann og Fru Gudrun Mathiesen den Aften, det omtalte Møde blev afholdt af Dem. Det var vist noget i den rigtige Retning, Pastor Nielsen; f.Eks. naar den stedelige Ungdomsforening staar som Indbyder med dygtige Talere, eller naar den afholder sit maanedlige Medlemsmøde. Jeg tror, at Sognets Unge vilde være glad for at se Dem og komme i kontakt med Dem, og det maa jo vist være en Sognepræsts Opgave at deltage i Menighedesn Glæder saavel som Sorger. VI skal nu engang være meget forsigtige med at dømme hinanden, for Dommen hører jo nu engang Gud ti. VI kan ikke se, hvad der rører sig i de forskellige Mennesker. Det er jo ikke alle Folk, der slaar om sig med Guds Ord, men der er vist mange Mennesker, der tænker dybere, end vi aner. Vi bliver nu engang aldrig fuldkomne, for gør vi det i vore egne Tanker, saa tror jeg, det staar daarligt til med os. Derfor maa Sognets Ungdom faa sig en lille Svingom; det tror jeg ikke skader den. Vi har jo ogsaa Gymnastikken. Den maa da ogsaa siges at være sund og god for Ungdommen, for det hedder: ”En sund Sjæl i et sundt Legeme.” – Jeg tror, at hvis De vil forsøge paa at komme i kontakt med Sognets unge og ældre med, d sker det ikke ved, at De isolerer Dem hjemme i Deres Præstegaard, men ved at De gaar der, hvor nu engang Sognets Folk samles. Det folkelige og kristelige maa nu engang følges ad.
Chr. S. Gottfredsen, Vilslev
Hr. Ivan Christensen, Vilslev
Er det for at faa Ret, eller er det for at faa at vide, hvad Ret er, at De kæmper saa voldsomt. For mig ser det mest ud til, at det kun er for at faa Ret, og saa er det en ussel Kamp, selv om De vinder; men alligevel baade for Deres Skyld og dem, der har læst Deres Indlæg, vil jeg have Lov at være med i Kampen.
Ja, Pastor Nielsens Ord var tunge, men var de for tunge? Der staar i Math. Ev. 5. Vers 23: ”Men jeg siger eder, at hver den som ser paa en Kvinde for at begære hende, har allerede bedrevet Hor med hende i sit Hjerte.” Og det er den samme Jesus, der siger det, som fortalte om den fortabte Søns Hjemkomst. – Nu synes jeg jo at forstaa, at De er af dem, som holder Maade med Dans, men tror De alligevel, at De kan staa Maal med den rige Yndling, hvem ogsaa Jesus fortæller om i Math. Ev. 19. Kap. Jeg tænker, at hvis han faaet Lov til blot at more sig med Maade, var han nok blevet en Jesu Discipel, for han kunde sige til Jesus, at han havde holdt alle Budene. Hvad mere fattes mig endnu. Jesus siger: Giv slip paa det altsammen og kom saa og følg mig. – Tror De ikke, at det er det, vi ikke gør, hverken De eller jeg. Men Hr. Ivan Christensen, hold ikke Haanden over de verdslige Fornøjelser og Adspredelser. De siger jo selv, at det er som en Slags Bedøvelsesmiddel, hvor de glemmer den tunge Tid, der er over Verden, ligesom Drankeren søger at glemme sin Nød ved at drikke. Det er ikke rigtigt at en Mand, som er sit Ansvar bevidst.
Har de ikke læst i Deres Bibel, at Jesus siger, at den Port er snæver og den vej er trang, som fører til Livet , og at der er faa, som finder den. – Saa vi kan have Behov at være vaagne og passe paa, saa det ikke bliver os, der skal staa udenfor paa den store Dag, for da kan de kloge Ord og Selvsikkerhed ikke gøre det. Men De har jo ikke hele Skylden, naar – som De skriver – at Præster, ja saa galt en Provst, har bestyrket Dem i Deres tro. Men pas paa, for Jesus siger, at der vil lyde falsk Forkyndelse, fordi der staar om Dans i Bibelen høst to eller tre Steder, er det ikke Garanti for, at Jesus siger, at enhver maa danse med Maade eller uden Maade og saa endda komme igennem den snævre Port og ind paa den trange Vej. I Lukas Ev. 16. Kap. fortæller Jesus om den utro Husholder, og De vil vel ikke paa staa at man ogsaa maa være uærlig med Maade, for det tror jeg ikke, Præsterne vil holde med Dem i.
De skriver, at De ikke vil gaa til Kirke for at blive dømt. Det er kun Undskyldning, for der er mange Præster, der er saa bange for at dømme, at De end ikke tør sige til Mennesker, at De skal omvende sig, skønt det staar udtrykkeligt i Biblen, at der skal prædikes Omvendelse og Syndsforladelse for alle Folk; men deres Kirker staar også omtrent tomme.
Nej, Sagen er, at De ikke er rigtig vaagen. Tror De ikke, det gaar Dem og de allerfleste af os saadan , som der staar skrevet i Aab. Kap. 3. Vers 15-17. Der siger Aanden til Johannes: Jeg kender dine Gerninger, at du hverken er kold eller varm, fordi du siger: Jeg er rig og har vundet Rigdom og fattes intet; og du ved ikke, at du er elendig og jammerlig og fattig og blind og nøgen.
Læs bare videre, hvem der vil og kan; kunde det, som jeg har skrevet, hjælpe Dem, Hr. Christensen eller ogsaa en læser, da er Maalet naaet.
Niels P. Nielsen
Kærbjerge, Agerbæk
Svar til Emil Amtrup.
Med Interesse har jeg læst de forskllige Indlæg i VESTKYSTEN, som er fremkommet efter det meget omtalte Møde i Vilslev Forsamlingshus, hvor Pastor Nielsen indledte en Diskussion over Emnet Kristendom og Forsamlingshusliv. Da jeg deltog i Mødet hin Aften, ved jeg, hvad der blev sagt, og jeg maa sige, der er gjort Pastor Nielsen stor Uret baade den Aften og endnu mere gennem de forskellige Indlæg i VESTKYSTEN. Nu forandrer det jo Sagen, at saa vidt jeg ved, saa har ingen af d’Herr. overværet Mødet med undtagelse af Hr. Godtfredsen.
Hr. Emil Amtrup skriver, at Pastor Nielsen kom med Beskyldninger, som han havde hørt, men Kendsgerninger var der ingen af. Maa jeg spørge Hr. Amtrup, hvor har De det fra, naar De ikke selv var til stede den omtalte Aften? Mon ikke De skulde være forsigtig med at tale om Kaffesladder?
Og saa skriver De, at I hører ikke til dem, der sidder med Salmebogen i Haanden; nej, desværre, for saa tror jeg, det vilde have set anderledes ud i Vilslev. Har De ikke læst i Deres Bibel, at Gudsfrygt er en stor Vinding, saa det skal De ikke spotte ad. Saa skriver De videre i Deres Indlæg, at det med at bede, det lader vi Missionsfolkene om, ja, det har De sikkert ikke Frimodighed til, og vi vil ogsaa gerne bede for Dem og Deres by, at de Mennesker, der bor der, maa faa lært at søge Guds Rige som det første.
De skriver videre, at Pastor Nielsen skal vi nok selv passe; vi skal nok søge ham, naar han vil, som vi vil, og saa føjer De til: Vi er jo døbt i den kristne Tro og Troen beholder vi. Jeg tror, vi har Grund til at sige Gud Tak for, at vi har en Præst, der efter bedste Evne vil forkynde Guds Ord rent og sandt for os. Der er saa megen Vranglærdom til i Tiden, og mangen én tør ikke sige Sandheden. De ligner Pilatus, der vilde behage Mennesker og saaledes dømte Jesus til Døden, skønt han vidste, han var uskyldig, og de maa jo være saadan, De kunde ønske, Pastor Nielsen skulle være. Nej, Emil Amtrup, lad os dog ikke faa flere af den Slags. Vi ønsker alle, unge som ældre, at komme i Himlen, naar vore Dage her er endt, men saa maa vi ogsaa gaa den Vej der fører dertil, og saa er det godt at have en Præst der kan og vil vise os den rette Vej i Stedet for at skulle blive vildledt og ende i Fortabelsen. Det hjælper ikke, at vi trøster os med, at vi er døbt. De ved, at Kontrakt er gensidig, hvis den ene af Parterne ikke overholder Betingelserne, er den ugyldig, og ligesaa her. Daaben frelser os kun, naar vi i Sandhed vil leve vort Liv med Jesus, saa det bliver ham, der kommer til at raade over mit Liv og al min Færd. Den som er af Gud, hører Guds Ord. Joh. Ev. 8,47-51.
Peter J. Grevsen
Kjærgaardsmark
Og Dansen, den gaar
I Naledning af de Skriverier, der har været fremsat i den sidste Tid nogle faa Ord. – Man faar nærmest det Indtryk, at Indsendernes søger at overgaa hinanden i at rakke ned paa Pastor Nielsen og Missionsfolkene. Hvad er det saa man er blevet saa fortørnet over?
Pastor Nielsen har brugt det Udtryk om Dansen, at den er en seksuel Tilfredsstillelse. Selv om nogle kan sige Hus forbi, saa gælder det dog ikke alle, og mon der ikke skulde være nogen Sandhed i det gamle Ord, der siger: Naar man slaar blandt en Flok Hunde, piber den, man rammer”? – Er det ikke ligefrem Præstens Pligt, naar han synes, Ungdommen er ved at komme paa Afveje, at tale et alvorligt Ord til den? Jeg synes, en Præst maa have et meget stort Ansvar for den Menighed, for hvilken han er sat som Hyrde og Tillidsmand. At han viser, at han føler det, synes jeg, han kun kan tilkomme Tak for. Men Ungdom og Visdom følges jo sjældent ad. Jeg har selv været ung og kan tale af Erfaring. Jeg har prøvet alt og beholdt det bedste, hvilket jeg vil sige et par Ord om til Eftertanke. I min Ungdom har jeg baade danset og spillet til Dans samt spillet Kort, og jeg har ynkedes over de stakkels Missionsfolk, der ingen glæde havde i Livet, akkurat som nu i Vilslev. Men saa har jeg gjort et Par Ting mere, som jeg beder Ungdommen lægge Mærke til: Jeg gik i Kirke og engang imellem i Missionshuset til møder, for jeg ville prøve alt og kunde nok taale at høre Sandheden, selv om den kunne gøre ond. Det gik nogle Aar paa den Maade; men jeg blev dog klar over, at det Rabalder og Halløj i Forsamlingshuset kun var Tomhed og Tant, der ikke kunde tilfredsstille den Længsel efter Fred, som er nedlagt i enhver Menneskesjæl. Den Dag kom, da jeg sagde: ”Farvel, du brede Stræde, du ser mig aldrig mer’, bort syndig Selskabsglæde, som i din Jammer ler.”
Saa gjalt det jo om at finde noget bedre; men den, der søger af et oprigtigt Hjerte, han skal finde, og den Dag ko ogsaa for mig, da jeg kunde sige: ”Nu kan jeg da tro, at min Gud er mig god, at Jesus har sonet min Synd med sit Blod.”
Maatte det gaa Vilslevs Ungdom ligesaa.
Saa nogle Ord om, hvad Missionsfolk er: Jeg har selv været med til at paastaa, at de mente sig bedre end andre; men saaledes er det jo slet ikke. Nej, det er Folk, der i Lyset af Guds Ord og ved hans Aand har faaet deres Synd og fortabte Tilstand at se, men ogsaa har faaet Jesus at se som Frelser og Forsoner, og som fortrøster sig til Jesu Ord paa Korset, som der staar i Salmen: ”Da lød hans Ord, det er fuldbragt, et bedre Ord blev aldrig sagt. Nu staar mig aaben Himlens Port, for mig har Jesus Fyldest gjort.” Var det ikke saaledes, at vi alle skulde have det? Vi er jo dog alle døbt til at høre Jesus til. Men naar de troende alligevel kun er den lille foragtede Flok, hænger det vel sammen med, at Lyset af de helliges Liv føler Verden sig dømt, skønt Livet tit og ofte er ringe nok, som ogsaa Biskop Brorson siger: ”Man ser dem ej noget særdeles at gøre, kun at de af Verdens Lyst intet vil høre.” Vi er ikke Døgnfluer, de rlever og dør, og saa er det forbi; men vi dør kun for evigt at leve. Vi maa jo være Daarer, om vi for den liden Stund, vi skal tilbringe her, forsømmer det ene fornødne, at faa vor Sjæl frelst for Evigheden i Guds Rige.
Otto Svendsen omtaler bl.a. den tiltagende Usædelighed og dermed følgende Kønssygdomme og mener, at seksuel Oplysning vilde hjælpe paa Ondet. Det tror jeg ikke paa, det er noget helt andet, Ungdommen trænger til. Naar før i Tiden den sædelige Tilstand var meget bedre i vort Folk, saa skyldes det kke seksuel Oplysning, for det kendte vi ikke noget til dengang, men det, at Guds Ord var mere respekteret dengang end nu. Naar et Folk agter Guds Ord ringe og gaar dets egne Veje, saa vil det Folk før eller senere gaa til Grunde i Usædelighed og Vellevned, det viser historien tydeligt nok. Det samme gælder for det enkelte Menneske. Tendensen gaar jo nu i Retning af mindre Religion i Skolerne. Religion er en privat Sag, siger man; men faar Børnene lidt eller ingen Religion i Skolerne, og de fleste faar ingenting hjemme, saa er vi godt paa Vej til at blive en gudløs Slægt, og dens Dom er forudsagt.
Skal Sædeligheden fremmes i vort Folk, saa begynd med Børnene og lad dem lære Guds Ord, som vi har det i sammentrængt Form i Luthers Katekismus, det er en udmærket Bog, og lad dem lære den udenad, som vi ældre har gjort, saa forsvinder det ikke som Dug for Solen. Og saa har vi de unge u K.F.U.M. og K., hvor Guds Ord lyder, og som vi sætter vort Haab til.
Og Dansen, den gaar – men vær vis paa, at det bliver ikke Balløverne med Paahæng, der bærer Danmark frem i Dagen ny, men den Ungdom, der regner med Gud og hans Ord.
Martin Mortensen, Hillerup
Ifølge Indlæg af Hr. Ejler Sørensen tillader jeg mig hermed at fremsende dette. Man maa sige, at Deres indlæg var ført i en Tone, som vi her i Vilslev kender, en Angrebsform, som sikkert vil gavne Kirkens Sag. – Spørg blot Hr. Pastor I. Nielsen.
Jeg tillader mig at gaa ud fra, at Deres Overbevisning i Sagen stammer fra samme Stand som den, der har fremsagt den egentlige Grund til denne Diskussion, nemlig Ophavsmanden til Replikken: ”Naar de Unge gaar til Dans, da er dette en sexuel Tilfredsstillelse.”
Man skulde mene, at Deres Livserfaring er meget daarlig, samt et De er fuldkommen blottet for sund Sans. Deres Indstilling overfor Ungdsommen er i hvert Fald præget af manglende Konduite. Biblen kan fortolkes paa mange Maader, men at en Præst skulde kunne tage til Mæle paa en Maade, som lyder, at alle, der danser, drikker, og spiller Kort, er en Flok fortabte Syndere, der vil ende i Helvede. Ja, det forstaar man ikke, og lad mig ved samme Lejlighed fortælle udenforstaaende, at det kun er meget faa af de mange Ukvemsord, Pastor Nielsen har brugt over for sin Menighed her i Vilslev.
Tillad mig her at fremsætte mine dødelige kundskaber om Bibelen.
Da Jesus blev korsfæstet, sagde han som saa: ”Herre forlad dem deres Skyld, thi de vide ikke hvad de gøre.” Ja, det var et Mord, her blev begaaet, men tilgivet. Naar saa vi bliver dømte til varigt Ophold i Helvede, blot vi nærmer os vort Forsamlingshus, ja, saa ophører mine Lærdomme om Biblen at fungere. – Kære domme om Biblen at fungere. –
De forstaar Hr. I. Christensen paa den Maade, at han vil have, at Præsterne skulde opfordre til dans, men dette er stadig deres Villen til kun at forstaa en forkert mening, der her gør sig gældende. For os, der tænker uden Fordom, ser Sagen imidlertid anderledes ud. Vi ønsker ikke bestandigt at høre, at vi er en Flok Syndere, der ender i Helvede. Jeg har personlig hørt flere forskellige Præster tale til deres Menighed uden at fortælle, at den eneste, der ikke var Synder, var Præsten selv. Det, Sagen drejer sig om, er at faa en fornuftig Begrundelse for Pastor I. Nielsens Replik.
Det kan i enkelte Tilfælde være muligt, at der efter et Bal sker mere, end en Pastor vil se. Han er jo naturligvis den eneste rigtige, men mon ikke det samme har ligesaa stor Udfoldelse efter et Missionsmøde. Hr. Sørensens Ord: Penge, Mad og Elskov burde høre hjemme i en Pariser-roman og ikke i Forbindelse med en Diskussion som denne.
Hr. Ivan Christensens Ord: Med Maade er alting godt, burde ikke alene gælde Ungdommen, men i lige saa høj Grad d’Herrer Præster.
- Saafremt der var flere af Fru Petra Bondemanns Slags, saa fandtes der sikker en Mulighed for at redde den Del af Ungdommen, der i Dag er afsporet. Jeg vil i samme forbindelse sige, at Fru P. Bondemanns Erfaringer, hvad Ungdommen angaar, ikke er saa lidt bedre end Deres.
Ved samme Lejlighed vil jeg fortælle, at jeg har kendt flere Missionsfolk. De var ligsaaa forskellige , som alle andre dødelige Mennesker. Af en Del af dem har jeg hørt Ord, som ikke egner sig til at faa paa Tryk, men naturligvis har der ogsaa være en Del forstaaende Mennesker deriblandt samt den Del, der evig og altid er reaktionære indstillet. Saa min kære Hr. Sørensen: Det er ikke blot i Dansesalen, det er galt.
De mener bl.a. at Hr. Ivan Christensen er vor Pastor I. Nielsen langt overlegen hvad angaar Dømmesyge. Der har endnu aldrig i ovenstaaendes indlæg været hensigt til, at vor Pastor skulde ende i Helvede.
Vilslev, Februar 1945
Hans Andersen
Svar til Ejler Sørensen, Brørup
De skriver: ”Med Harme har jeg læst de to Indlæg imod Pastor Nielsen.” Men nu skriver jeg: ”Med Harme har Vilslev Ungdom og befolkning læst deres Indlæg i VESTKYSTEN imod os.”
De tror, at Vilslev er en ond Rede, hvor alt florerer saa nær som Kirkegang og Kristendom. Jeg vil paa Forhaand gøre Dem opmærksom paa, at jeg personlig ikke har noget imod Pastor Nielsen. Han er en elskværdig Mand at komme til paa Vejen og i Hjemmet.
Da De anser Ivan Christensen for en for nylig tilresende Mand, der vil gøre sig fremtrædende, saa er denne Røst fra en ung Mand, der i de sidste 15 Aar har været i Vilslev, som gaar i Kirke, naar Fritiden tillader det, som gaar til Bal i Forsamlingshuset, og som ogsaa spiller et ordentligt Slag Kort, naar der er Lejlighed til det. Efter min Opfattelse af deres Indlæg, hører De til den Gren, man kalder Missionsfolkene, og naar de kan feje for Deres egen Dør først, saa har jeg heller ikke noget imod Dem. Men dem hører vi nu ikke til i Vilslev. Vi gaar til Bal, vi kommer til Gilder og faar en Kop Kaffe og et lille Spil Kort; men vi sidder heller ikke med Salmebogen i Haanden og faar et hold Kaffesladder, som det er Skik i Deres Kreds. Det viste Pastor Nielsen jo tydeligt i sin Tale under Mødet i Forsamlingshuset. Han kom med Beskyldninger, som han havde hørt; men Kendsgerninger var der ingen af.
Altsaa Kaffesladder. Saa kan De nok tro, der blev Harme. At Vilslevs Befolkning kan søge i Kirke trods Bal og Kortspil, det har vi jo set for 10-12 Aar siden. Pastor Nielsen er af egen Mening, og det er ikke efter Folkets Mening. I stedet for at nærme sig os, gaar han fra os. Har vi f.Eks. en god Taler eller Præst i Ungdoms- eller Foredragsforeningen, saa er Pastor Nielsen ikke til Stede trods det, at der heersker en god og national Tone dér. Naar der har været Familiegilde, og vi fik og et billigt Spil Kort efter Bordet, hvor det kun drejede sig om nogle faa Ører, saa er han kommet og har bebrejdet og sagt, at saadanne Mennesker kunde han ikke være sammen med. Igen Uvenner. Og nu dette Møde. Igen Uvenner. Pastor Nielsen synes jo, at det er rigtigt – det er hans Overbevisning – men den er ikke i Overensstemmelse med hans Sognebørns. Hvad det seksuelle angaar, fik Ungdommen jo et haardt Slag i Hovedet, og det er det, der har ført til Diskussionen i Avisen. Ivan har Pæren i Orden og bag ham staar en stor Menighed af Gamle og Unge.
Vi har Egnens største Forsamlingshus, et godt Hus, som knejser paa et af Byens højeste Punkter, og det er vi stolte af. Der er Plads nok, ikke saa kneben Plads som ude paa Pavillionen i Ribe, det maa Pastor Nielsen ogsaa indrømme, han har dog været der i Førkrigsaarene. De skriver, hvis vi var saa godt inde i Bibelen, saa skulde vi læse Troesbekendelsen og bede Fadervor ved Ballerne. Det overlader vi nu til Missionsfolkene. Saa kan de bede: ”Og tilgiv os alle vore Synder, som vi har lavet siden vort sidste Møde.” De bebrejder os den Tak, som Petra Bondemann høstede. Petras tale var præget af den dybeste Alvor til Nutiden. Sjældent hører man saadan en Tale. Hun beskyldte de danske Piger for i denne Tid, hvor der kaldes til Sammenhold, at lefle med deres Moral. Vi kan kun være stolte af Petra Bondemann, hun har givet Vilslevs Ungdom mange glade og gode Timer i Folkedanseundervisning og tilsidst den store Opvisning i straalende Farvepragt i de gamle Kostumer og til sidst en god Tone og Forstaaelse. Det skylder vi Petra tak for. Maa Tiderne snart blive saadan, at vi med fornyet Kraft kan samles med hende til en god og glad Aften. Nej, Ejler Sørensen, lad os selv passe vore indre Anliggender. Pas De Brørup-Ungdommen. De var slemme nok til at fare rundt til Ballerne. De Kunde endda finde til Vilslev Forsamlingshus. Jeg har kontrolleret i Huset i ver et Aar og har ikke saa faa Medlemskort udskrevet til Brørup Ungdom. De kom farende hertil i Bil; men det tillader tiden ikke i Dag.
Fej for Deres egen dør. Pastor Nielsen skal vi nok selv passe. Han er vor Sognepræst. De, som ikke vil høre ham, skal nok blive hjemme. Vi skal nok søge ham, naar han vil, som vi vil. Vi er jo døbt i den kristne Tro, og Troen beholder vi; men der skal ikke bruges Diktatur i en Menighed, saaledes at det hele trumfes igennem efter Præstens Vilje.
Emil Amtrup, Vilslev pr. Gredstedbro
Forsamlingshusliv kontra Kristenliv
Lige et Par Bemærkninger til Hr. Pastor I. Nielsen, Vilslev.
Ja, Hr Pastor Nielsen, man kan vist ikke sige om vort Sogns Ungdom, at den er saa daarlig, som De vil gøre den til. Mon ikke, det var bedre, hvis De deltog i det, der foregaar i Forsamlingshuset. Det blev jo ogsaa sagt af Fru Petra Bonnemann og Fru Gudrun Mathiesen den Aften, det omtalte Møde blev afholdt af Dem. Det var vist noget i den rigtige Retning, Pastor Nielsen; f.Eks. naar den stedelige Ungdomsforening staar som Indbyder med dygtige Talere, eller naar den afholder sit maanedlige Medlemsmøde. Jeg tror, at Sognets Unge vilde være glad for at se Dem og komme i kontakt med Dem, og det maa jo vist være en Sognepræsts Opgave at deltage i Menighedesn Glæder saavel som Sorger. VI skal nu engang være meget forsigtige med at dømme hinanden, for Dommen hører jo nu engang Gud ti. VI kan ikke se, hvad der rører sig i de forskellige Mennesker. Det er jo ikke alle Folk, der slaar om sig med Guds Ord, men der er vist mange Mennesker, der tænker dybere, end vi aner. Vi bliver nu engang aldrig fuldkomne, for gør vi det i vore egne Tanker, saa tror jeg, det staar daarligt til med os. Derfor maa Sognets Ungdom faa sig en lille Svingom; det tror jeg ikke skader den. Vi har jo ogsaa Gymnastikken. Den maa da ogsaa siges at være sund og god for Ungdommen, for det hedder: ”En sund Sjæl i et sundt Legeme.” – Jeg tror, at hvis De vil forsøge paa at komme i kontakt med Sognets unge og ældre med, d sker det ikke ved, at De isolerer Dem hjemme i Deres Præstegaard, men ved at De gaar der, hvor nu engang Sognets Folk samles. Det folkelige og kristelige maa nu engang følges ad.
Chr. S. Gottfredsen, Vilslev
Hr. Ivan Christensen, Vilslev
Er det for at faa Ret, eller er det for at faa at vide, hvad Ret er, at De kæmper saa voldsomt. For mig ser det mest ud til, at det kun er for at faa Ret, og saa er det en ussel Kamp, selv om De vinder; men alligevel baade for Deres Skyld og dem, der har læst Deres Indlæg, vil jeg have Lov at være med i Kampen.
Ja, Pastor Nielsens Ord var tunge, men var de for tunge? Der staar i Math. Ev. 5. Vers 23: ”Men jeg siger eder, at hver den som ser paa en Kvinde for at begære hende, har allerede bedrevet Hor med hende i sit Hjerte.” Og det er den samme Jesus, der siger det, som fortalte om den fortabte Søns Hjemkomst. – Nu synes jeg jo at forstaa, at De er af dem, som holder Maade med Dans, men tror De alligevel, at De kan staa Maal med den rige Yndling, hvem ogsaa Jesus fortæller om i Math. Ev. 19. Kap. Jeg tænker, at hvis han faaet Lov til blot at more sig med Maade, var han nok blevet en Jesu Discipel, for han kunde sige til Jesus, at han havde holdt alle Budene. Hvad mere fattes mig endnu. Jesus siger: Giv slip paa det altsammen og kom saa og følg mig. – Tror De ikke, at det er det, vi ikke gør, hverken De eller jeg. Men Hr. Ivan Christensen, hold ikke Haanden over de verdslige Fornøjelser og Adspredelser. De siger jo selv, at det er som en Slags Bedøvelsesmiddel, hvor de glemmer den tunge Tid, der er over Verden, ligesom Drankeren søger at glemme sin Nød ved at drikke. Det er ikke rigtigt at en Mand, som er sit Ansvar bevidst.
Har de ikke læst i Deres Bibel, at Jesus siger, at den Port er snæver og den vej er trang, som fører til Livet , og at der er faa, som finder den. – Saa vi kan have Behov at være vaagne og passe paa, saa det ikke bliver os, der skal staa udenfor paa den store Dag, for da kan de kloge Ord og Selvsikkerhed ikke gøre det. Men De har jo ikke hele Skylden, naar – som De skriver – at Præster, ja saa galt en Provst, har bestyrket Dem i Deres tro. Men pas paa, for Jesus siger, at der vil lyde falsk Forkyndelse, fordi der staar om Dans i Bibelen høst to eller tre Steder, er det ikke Garanti for, at Jesus siger, at enhver maa danse med Maade eller uden Maade og saa endda komme igennem den snævre Port og ind paa den trange Vej. I Lukas Ev. 16. Kap. fortæller Jesus om den utro Husholder, og De vil vel ikke paa staa at man ogsaa maa være uærlig med Maade, for det tror jeg ikke, Præsterne vil holde med Dem i.
De skriver, at De ikke vil gaa til Kirke for at blive dømt. Det er kun Undskyldning, for der er mange Præster, der er saa bange for at dømme, at De end ikke tør sige til Mennesker, at De skal omvende sig, skønt det staar udtrykkeligt i Biblen, at der skal prædikes Omvendelse og Syndsforladelse for alle Folk; men deres Kirker staar også omtrent tomme.
Nej, Sagen er, at De ikke er rigtig vaagen. Tror De ikke, det gaar Dem og de allerfleste af os saadan , som der staar skrevet i Aab. Kap. 3. Vers 15-17. Der siger Aanden til Johannes: Jeg kender dine Gerninger, at du hverken er kold eller varm, fordi du siger: Jeg er rig og har vundet Rigdom og fattes intet; og du ved ikke, at du er elendig og jammerlig og fattig og blind og nøgen.
Læs bare videre, hvem der vil og kan; kunde det, som jeg har skrevet, hjælpe Dem, Hr. Christensen eller ogsaa en læser, da er Maalet naaet.
Niels P. Nielsen
Kærbjerge, Agerbæk
Svar til Emil Amtrup.
Med Interesse har jeg læst de forskllige Indlæg i VESTKYSTEN, som er fremkommet efter det meget omtalte Møde i Vilslev Forsamlingshus, hvor Pastor Nielsen indledte en Diskussion over Emnet Kristendom og Forsamlingshusliv. Da jeg deltog i Mødet hin Aften, ved jeg, hvad der blev sagt, og jeg maa sige, der er gjort Pastor Nielsen stor Uret baade den Aften og endnu mere gennem de forskellige Indlæg i VESTKYSTEN. Nu forandrer det jo Sagen, at saa vidt jeg ved, saa har ingen af d’Herr. overværet Mødet med undtagelse af Hr. Godtfredsen.
Hr. Emil Amtrup skriver, at Pastor Nielsen kom med Beskyldninger, som han havde hørt, men Kendsgerninger var der ingen af. Maa jeg spørge Hr. Amtrup, hvor har De det fra, naar De ikke selv var til stede den omtalte Aften? Mon ikke De skulde være forsigtig med at tale om Kaffesladder?
Og saa skriver De, at I hører ikke til dem, der sidder med Salmebogen i Haanden; nej, desværre, for saa tror jeg, det vilde have set anderledes ud i Vilslev. Har De ikke læst i Deres Bibel, at Gudsfrygt er en stor Vinding, saa det skal De ikke spotte ad. Saa skriver De videre i Deres Indlæg, at det med at bede, det lader vi Missionsfolkene om, ja, det har De sikkert ikke Frimodighed til, og vi vil ogsaa gerne bede for Dem og Deres by, at de Mennesker, der bor der, maa faa lært at søge Guds Rige som det første.
De skriver videre, at Pastor Nielsen skal vi nok selv passe; vi skal nok søge ham, naar han vil, som vi vil, og saa føjer De til: Vi er jo døbt i den kristne Tro og Troen beholder vi. Jeg tror, vi har Grund til at sige Gud Tak for, at vi har en Præst, der efter bedste Evne vil forkynde Guds Ord rent og sandt for os. Der er saa megen Vranglærdom til i Tiden, og mangen én tør ikke sige Sandheden. De ligner Pilatus, der vilde behage Mennesker og saaledes dømte Jesus til Døden, skønt han vidste, han var uskyldig, og de maa jo være saadan, De kunde ønske, Pastor Nielsen skulle være. Nej, Emil Amtrup, lad os dog ikke faa flere af den Slags. Vi ønsker alle, unge som ældre, at komme i Himlen, naar vore Dage her er endt, men saa maa vi ogsaa gaa den Vej der fører dertil, og saa er det godt at have en Præst der kan og vil vise os den rette Vej i Stedet for at skulle blive vildledt og ende i Fortabelsen. Det hjælper ikke, at vi trøster os med, at vi er døbt. De ved, at Kontrakt er gensidig, hvis den ene af Parterne ikke overholder Betingelserne, er den ugyldig, og ligesaa her. Daaben frelser os kun, naar vi i Sandhed vil leve vort Liv med Jesus, saa det bliver ham, der kommer til at raade over mit Liv og al min Færd. Den som er af Gud, hører Guds Ord. Joh. Ev. 8,47-51.
Peter J. Grevsen
Kjærgaardsmark
Og Dansen, den gaar
I Naledning af de Skriverier, der har været fremsat i den sidste Tid nogle faa Ord. – Man faar nærmest det Indtryk, at Indsendernes søger at overgaa hinanden i at rakke ned paa Pastor Nielsen og Missionsfolkene. Hvad er det saa man er blevet saa fortørnet over?
Pastor Nielsen har brugt det Udtryk om Dansen, at den er en seksuel Tilfredsstillelse. Selv om nogle kan sige Hus forbi, saa gælder det dog ikke alle, og mon der ikke skulde være nogen Sandhed i det gamle Ord, der siger: Naar man slaar blandt en Flok Hunde, piber den, man rammer”? – Er det ikke ligefrem Præstens Pligt, naar han synes, Ungdommen er ved at komme paa Afveje, at tale et alvorligt Ord til den? Jeg synes, en Præst maa have et meget stort Ansvar for den Menighed, for hvilken han er sat som Hyrde og Tillidsmand. At han viser, at han føler det, synes jeg, han kun kan tilkomme Tak for. Men Ungdom og Visdom følges jo sjældent ad. Jeg har selv været ung og kan tale af Erfaring. Jeg har prøvet alt og beholdt det bedste, hvilket jeg vil sige et par Ord om til Eftertanke. I min Ungdom har jeg baade danset og spillet til Dans samt spillet Kort, og jeg har ynkedes over de stakkels Missionsfolk, der ingen glæde havde i Livet, akkurat som nu i Vilslev. Men saa har jeg gjort et Par Ting mere, som jeg beder Ungdommen lægge Mærke til: Jeg gik i Kirke og engang imellem i Missionshuset til møder, for jeg ville prøve alt og kunde nok taale at høre Sandheden, selv om den kunne gøre ond. Det gik nogle Aar paa den Maade; men jeg blev dog klar over, at det Rabalder og Halløj i Forsamlingshuset kun var Tomhed og Tant, der ikke kunde tilfredsstille den Længsel efter Fred, som er nedlagt i enhver Menneskesjæl. Den Dag kom, da jeg sagde: ”Farvel, du brede Stræde, du ser mig aldrig mer’, bort syndig Selskabsglæde, som i din Jammer ler.”
Saa gjalt det jo om at finde noget bedre; men den, der søger af et oprigtigt Hjerte, han skal finde, og den Dag ko ogsaa for mig, da jeg kunde sige: ”Nu kan jeg da tro, at min Gud er mig god, at Jesus har sonet min Synd med sit Blod.”
Maatte det gaa Vilslevs Ungdom ligesaa.
Saa nogle Ord om, hvad Missionsfolk er: Jeg har selv været med til at paastaa, at de mente sig bedre end andre; men saaledes er det jo slet ikke. Nej, det er Folk, der i Lyset af Guds Ord og ved hans Aand har faaet deres Synd og fortabte Tilstand at se, men ogsaa har faaet Jesus at se som Frelser og Forsoner, og som fortrøster sig til Jesu Ord paa Korset, som der staar i Salmen: ”Da lød hans Ord, det er fuldbragt, et bedre Ord blev aldrig sagt. Nu staar mig aaben Himlens Port, for mig har Jesus Fyldest gjort.” Var det ikke saaledes, at vi alle skulde have det? Vi er jo dog alle døbt til at høre Jesus til. Men naar de troende alligevel kun er den lille foragtede Flok, hænger det vel sammen med, at Lyset af de helliges Liv føler Verden sig dømt, skønt Livet tit og ofte er ringe nok, som ogsaa Biskop Brorson siger: ”Man ser dem ej noget særdeles at gøre, kun at de af Verdens Lyst intet vil høre.” Vi er ikke Døgnfluer, de rlever og dør, og saa er det forbi; men vi dør kun for evigt at leve. Vi maa jo være Daarer, om vi for den liden Stund, vi skal tilbringe her, forsømmer det ene fornødne, at faa vor Sjæl frelst for Evigheden i Guds Rige.
Otto Svendsen omtaler bl.a. den tiltagende Usædelighed og dermed følgende Kønssygdomme og mener, at seksuel Oplysning vilde hjælpe paa Ondet. Det tror jeg ikke paa, det er noget helt andet, Ungdommen trænger til. Naar før i Tiden den sædelige Tilstand var meget bedre i vort Folk, saa skyldes det kke seksuel Oplysning, for det kendte vi ikke noget til dengang, men det, at Guds Ord var mere respekteret dengang end nu. Naar et Folk agter Guds Ord ringe og gaar dets egne Veje, saa vil det Folk før eller senere gaa til Grunde i Usædelighed og Vellevned, det viser historien tydeligt nok. Det samme gælder for det enkelte Menneske. Tendensen gaar jo nu i Retning af mindre Religion i Skolerne. Religion er en privat Sag, siger man; men faar Børnene lidt eller ingen Religion i Skolerne, og de fleste faar ingenting hjemme, saa er vi godt paa Vej til at blive en gudløs Slægt, og dens Dom er forudsagt.
Skal Sædeligheden fremmes i vort Folk, saa begynd med Børnene og lad dem lære Guds Ord, som vi har det i sammentrængt Form i Luthers Katekismus, det er en udmærket Bog, og lad dem lære den udenad, som vi ældre har gjort, saa forsvinder det ikke som Dug for Solen. Og saa har vi de unge u K.F.U.M. og K., hvor Guds Ord lyder, og som vi sætter vort Haab til.
Og Dansen, den gaar – men vær vis paa, at det bliver ikke Balløverne med Paahæng, der bærer Danmark frem i Dagen ny, men den Ungdom, der regner med Gud og hans Ord.
Martin Mortensen, Hillerup
Mindeord
Kirkebladet for Vilslev og Hunderup, Forår 1999, nr. 2
Præstegårdsliv engang
Kirkebladet for Vilslev og Hunderup, Forår 1999
