H. P. Hjerl Hansen lagde grundstenen til det hele i 1930'erne ved at lade Danmarks ældste bondegård, Vinkelgården, opføre på Hjerl Hede. Heden skulle med tiden udvikle sig til et meget stort museumsområde med fokus på levendegørelse og bevarelse af gamle håndværk, som er en såkaldt tavs viden. En viden, der står og falder med håndværkeren. Mine forældre samt min lillesøster, hendes forlovede og jeg selv var forleden på en endagstur til Hjerl Hede.
Min far er fra det nu eksprorierede Børsmose ved Vesterhavet i Sydvestjylland, hvor han voksede op i 30'erne og 40'erne, og overtog sin fædrene gård i 1956. Han voksede op med dyrkning af heden, plejl-tærskning af neg, urfulgens kukken, nogle få køer, grise og får i stalden, hestetrukket selvbinder på marken, ja, det vil sige, efter nogle års høsten med le. Desuden fiskede man frit i havet, købte drivtømmer på stranden, savede kvast om vinteren til brug i kakkelovnen om sommeren. Og så oplevde han krigen i sine unge år, hvorfra han kan fortælle om bl.a. bygningen af bunkers i klitterne, om engelske spærreballoner, der drev ind over kysten og punkterede over land, om dessertører og en landsbys liv under en besættelsesmagt.
Min mors forældre flyttede fra Børsmose kort efter, hun blev født, og de flyttede ind til de mindre landsbyer i Blåvandshuk Kommune. Hun voksede op med livet på en mindre gård i 50'erne, hvor hendes far arbejdede på fabrik, hendes mor var hjemmegående, og hvor hun kom ud at tjene efter konfirmationen. Hun voksede op med en dagligdag, hvor køerne skulle malkes tidligt og silde, mælkespandende skulle skures, og lektierne samt småsøskende skulle passes. Mine forældre blev gift, og begyndte sammen at dyrke landbruget. Det var et slid, pengene var små, og børnene efterhånden mange. De første år foregik høsten ved selvbinder og traktor, nabohjælp og sidenhen blev der bygget til gården, så de kunne holde grise og køer. Da jeg blev født i midt 80'erne, valgte mine forældre at sælge jorden fra og nedlægge landbruget. Det kunne ikke længere betale sig. I stedet fik mine forældre forskellige jobs.
Min far er fra det nu eksprorierede Børsmose ved Vesterhavet i Sydvestjylland, hvor han voksede op i 30'erne og 40'erne, og overtog sin fædrene gård i 1956. Han voksede op med dyrkning af heden, plejl-tærskning af neg, urfulgens kukken, nogle få køer, grise og får i stalden, hestetrukket selvbinder på marken, ja, det vil sige, efter nogle års høsten med le. Desuden fiskede man frit i havet, købte drivtømmer på stranden, savede kvast om vinteren til brug i kakkelovnen om sommeren. Og så oplevde han krigen i sine unge år, hvorfra han kan fortælle om bl.a. bygningen af bunkers i klitterne, om engelske spærreballoner, der drev ind over kysten og punkterede over land, om dessertører og en landsbys liv under en besættelsesmagt.
Min mors forældre flyttede fra Børsmose kort efter, hun blev født, og de flyttede ind til de mindre landsbyer i Blåvandshuk Kommune. Hun voksede op med livet på en mindre gård i 50'erne, hvor hendes far arbejdede på fabrik, hendes mor var hjemmegående, og hvor hun kom ud at tjene efter konfirmationen. Hun voksede op med en dagligdag, hvor køerne skulle malkes tidligt og silde, mælkespandende skulle skures, og lektierne samt småsøskende skulle passes. Mine forældre blev gift, og begyndte sammen at dyrke landbruget. Det var et slid, pengene var små, og børnene efterhånden mange. De første år foregik høsten ved selvbinder og traktor, nabohjælp og sidenhen blev der bygget til gården, så de kunne holde grise og køer. Da jeg blev født i midt 80'erne, valgte mine forældre at sælge jorden fra og nedlægge landbruget. Det kunne ikke længere betale sig. I stedet fik mine forældre forskellige jobs.
Turen til Hjerl Hede var derfor en rejse tilbage til nogle minder, og en rejse frem til noget, mange gerne vil have (igen): et simpet liv, hvor man kan lave en ærlig dags arbejde og vide, at det nytter og gør en forskel. Landsbyen var i mine forældres ungdom afhængig af hvert landbrug, der leverede mælk til mejeriet, korn til mølleren og grøntsager samt grise, får og høns til markeder og torve. Ikke et ondt ord om industrialiseringen. Udviklingen af diverse maskinelle opfindelser har i høj grad hjulpet landbruget på vej, hvilket har skabt grundlaget for udviklingen af velfærdssamfundet. Mejerierne samledes i andelsselskaber, og man oprettede sygekasser til fælles gavn og nytte. Industrialiseringen har mindsket det store slid ved landbruget og har skabt muligheder for endnu større gårde, dyrehold og landbrug. Intet er dog så godt, at det ikke er skidt for noget, og man kan diskutere, om industrialiseringen er gået for vidt. Det vil jeg dog ikke gøre her.
Hjerl Hede viser med udstillinger og konkret håndværk, hvordan livet var i ”de gode, gamle dage”, uden at man dog fornægter de knap så lyse sider såsom en højere børnedødelighed og generel lavere levealder. På oplevelsesmuseet kunne man købe brød, bagt som i forgangne tider, tale med en travl bødker, høre møllerens værkende tandhjul, se oprindelige danske landbrugsdyr såsom høns, gæs, geder og køer. Selvfølgelig kunne man også køre med både hestevogne og lokomotiv, samt væltepeter, hvis man turde. Da vi travede rundt på arealerne blev vi overrasket af en tordenbyge og søgte ly i tømrerens brændeskur, hvorfra vi kunne anskue det store maskineri, der på imponerende vis med et væld af tandhjul trak saven, der lavede de fineste planker.
Et par dage efter min tur til Hjerl Hede, overvejer jeg, om det bare slutter her. Hvis dansk kultur ligger i fortiden, i de gamle menneskers ærindringer og museernes tavse genstande, hvad byder fremtiden så på? Og skal jeg så vælge at leve i fortidens ”gode gamle dage” af frygt for fremtidens ukendte tilvejebringelser? Jeg håber på, at jeg i mit liv kan kombinere fortid og fremtid, iPad og plejl, selvbinder og elbil, dyrehold og dyrevelfærd, bindingsværk og solceller med mere. Det gamle mundheld må afrunde denne artikel til brugbar ihukommelse: Ikke alt nyt er godt, og ikke alt gammelt er skidt.
Hjerl Hede viser med udstillinger og konkret håndværk, hvordan livet var i ”de gode, gamle dage”, uden at man dog fornægter de knap så lyse sider såsom en højere børnedødelighed og generel lavere levealder. På oplevelsesmuseet kunne man købe brød, bagt som i forgangne tider, tale med en travl bødker, høre møllerens værkende tandhjul, se oprindelige danske landbrugsdyr såsom høns, gæs, geder og køer. Selvfølgelig kunne man også køre med både hestevogne og lokomotiv, samt væltepeter, hvis man turde. Da vi travede rundt på arealerne blev vi overrasket af en tordenbyge og søgte ly i tømrerens brændeskur, hvorfra vi kunne anskue det store maskineri, der på imponerende vis med et væld af tandhjul trak saven, der lavede de fineste planker.
Et par dage efter min tur til Hjerl Hede, overvejer jeg, om det bare slutter her. Hvis dansk kultur ligger i fortiden, i de gamle menneskers ærindringer og museernes tavse genstande, hvad byder fremtiden så på? Og skal jeg så vælge at leve i fortidens ”gode gamle dage” af frygt for fremtidens ukendte tilvejebringelser? Jeg håber på, at jeg i mit liv kan kombinere fortid og fremtid, iPad og plejl, selvbinder og elbil, dyrehold og dyrevelfærd, bindingsværk og solceller med mere. Det gamle mundheld må afrunde denne artikel til brugbar ihukommelse: Ikke alt nyt er godt, og ikke alt gammelt er skidt.
