”Jo mere man morer sig med at slå løs på mig, desto flere hammere slider man op!” (Théodore de Bèzes valgsprog, der omkranser et billede af en ambolt, hvoromkring der står smede med forhammere (s. 87).)
Calvin – en kort biografi
Jean Calvin (1509-1564) blev født i Noyon, nordøst for Paris, og blev som 12-årig sendt til Paris for at blive uddannet. Som 20-årig påbegyndte han i 1529 jurastudierne i en tid, hvor værkerne og læren af Martin Luther (1483-1546) florerede i latinske og franske oversættelser. Desuden var især Huldrych Zwinglis (1484-1531) spiritualistiske nadveropfattelse ved at blive udbredt i vide kredse. Merete Nielsen vurderer, at Calvin i 1533 brød med Den Romersk-Katolske Kirke for at blive protestant. I 1534 kom han til den reformerte by Basel i Schweiz, hvor humanisten Erasmus af Rotterdam boede. I Basel forfattede han Institutio Christianae Religionis (Undervisning i den kristne tro, 1535), som han siden arbejdede med at forbedre og reorganiserede indtil den endelige udgave forelå i 1559. Ad tumulte omveje kom han til Genve, hvor han – med en enkelt afbrydelse – levede og virkede til sin død. Calvin var i konstant arbejde og sled sig selv op i en alder af 54 år. Man har bevaret 12.000 breve (s. 53) og ca. 2.000 prædikener (s. 42), og de vidner om et engageret menneskes opslidende arbejdsliv i forsøget på at at genetablere en sand kirke efter bibelsk forbillede (s. 42). Calvin skrev utrætteligt trøstende, ærlige, åbenhjertige og vejledende breve til høj og lav i mange lande, og han dedikerede ofte sine Bibel-kommentarer til konger og fyrster. Selvom han var vellidt af mange, og nød stor opbakning og anseelse, havde han betydelige fjender og modstandere, der aldrig gav ham ro. Nielsen har anvendt et par sider på at illustrere Calvins fysiske tilstand; han led hele sit liv af kroniske sygdomme og mange smerter, som man ikke kunne gøre meget ved. Men selv da han lå udmarvet, syg og udmattet på sit sygeleje og hostede blod, dikterede han fra sengen og fik udgivet endnu nogle redigerede værker, inden han ”døde ganske stille og fredeligt” (s. 88).
Calvin – andengenerationsreformator
Da Martin Luther ifølge traditionen d. 31. oktober 1517 naglede sine 95 teser op på døren til Slotskirken i Wittenberg, medførte det kirkelige og politiske jordskælv, ingen kunne have forudset. Luthers nådesløse pukken på Den Romersk-Katolske Kirke åbnede for en Pandoras æske af omvæltninger i Europas feudale samfund, der udløste både borgerkrige og forfølgelser af anderledes tænkende og troende. Konger, fyrster, biskopper og paven knyttede hænderne om magtens sceptre, imens de forsøgte at skabe ro og orden i de gamle geledder. Roen blev dog først opnået, efterhånden som man gav afkald på magt og gav frihed og plads til de de nye teologiske strømninger, der hastigt fik mange tilhængere. Da Calvin meldte sig under protestantismens mangfoldige faner, var der allerede voldsomme uroligheder, og han mistede selv mange venner til de romersk-katolske bål, der skulle udrydde de reformatoriske hæresier. Den ene reformator gav inspiration til den anden. Institutio (1535) skrev Calvin med stor inspiration fra Luther Lille Katekismus (1529), og ”På det tidspunkt i sit liv var han blot en teolog, der skrev reformatoriske skrifter uden noget ønske om at skille sig ud fra den lutherske reformation.” (s. 26). Calvin fjernede sig dog efterhånden mere og mere fra den lutherske teologi, idet han fra 1541 stod med opgaven at skulle opbygge en protestantisk kirke i Geneve. Som rettesnor anvendte han Bibelen (sola scriptua), og med inspiration fra Paulus organiserede han kirkelivet, idet han fjernede de romersk-katolske elementer fra gudstjenesten såsom messen; den var ”teologisk set en gudsbespottelse, fordi Kristi offer på Golgata blev gentaget af præsten i nadveren.” (s. 37). Kirkerummet blev et simpelt rum uden helgener, uden udsmykninger, og han indførte nyoversættelse af samtlige Davids 150 salmer satte fokus på de to sande sakramenter: dåben og nadveren. I mangt og meget ligner gudstjenesteindretningerne hos Calvin og Luther hinanden, men Calvin dannede en anti-hierarkisk kirkemodel, hvor en slags menighedsråd virkede sammen med præsten om menighedens liv og vækst. Luther derimod videreførte en romersk-katolsk lignende hierarkisk kirkemodel med biskopper og fyrsten eller kongen i toppen. Geneve fik i 1541 sin kirkeordning, hvoraf det fremgår, at kirkens fire embeder er sidestillede (s. 38). Præsterne var et team, der skulle holde hinanden fast på og undervise og vejlede hinanden i den reformerte lære. Lærerne skulle undervise folk, så enhver kunne læse Calvins katekismus og derved blive kyndig i såvel lære som Bibel-kundskab. Presbyterne skulle overvåge menighedens liv og varetage en slags socialrådgivning, hvilket blev kendt som kirketugt. Endelig skulle diakonerne drive hospital og sørge for de fattige og syge i byen. På den ene side magtede Calvin således at producere en stor mængde teologisk og opbyggeligt litteratur på såvel latin til de lærde som på fransk til de læge, og på den anden side helt lavpraktisk at udarbejde en succesfuld kirkestruktur.
Calvin – en sten i skoen, en lus mellem mange negle
Selvfølgelig gik Calvins virke ikke en uhindret sejrsgang over Europa og til verdens ender. Han virkede i en tid, der var præget af mange politikske uroligheder, alt imens han arbejde på at definere en protestantisk lære i linje med den lutherske, så han dermed ikke fremstod som sværmere a la gendøberne, som både lutheranere og reformerte tog afstand fra. Calvin var meget opsat på at skaffe sig det bredest mulige samarbejde med flest mulige, og han strakte sig derfor langt i forsøgene på at finde teologiske kompromisser; derfor den megen brevskrivning. Calvins nære ven og efterfølger, Théodore de Bèze, skrev om Calvin, at ”Han spiste kun lidt og sov meget lidt.” ( s. 93), dels på grund af hans mange sygdomme, smerter og kvaler og dels fordi han energisk og uden at spare sig selv arbejdede hårdt på at skrive breve, prædikener samt teologiske kommentarer og værker (se s. 42 ff.). Det var dog næsten som om, at jo mere han skrev, desto mere kom han i uføre med de gamle reformatorer; Calvins nadverlære adskilte sig først og fremmest fra den romersk-katolske transubstantiationslære (at brødet og vinen virkeligt blev kød og blod) og fra Luthers konsubstantionslære (at brødet og vinen blev kød og blod, når det blev modtaget i tro) samt fra Zwinglis spiritualistiske nadverforståelse (hvor nadveren betragtes som et mindemåltid). Hos Calvin var nadveren at betragte som et tegn og vidnesbyrd om kristen tro og fællesskab, hvorfor man gik over til at anvende almindeligt brød i stedet for oblater med påtrykte krucifikser (s. 52). På grund af Calvins tålmodige forsøg på at opnå kompromis,var det først i 1563, ”at Calvin betragtede sakramentslæren som en adskillelse mellem reformert og luthersk tro.” (s. 55).
Calvin – en introduktionsbog af dimensioner
Merete Nielsen har med denne appetitvækker af en bog lagt i ovnen til langt mere omfattende studier for den, som har fået smag for Calvins liv og virke. Nielsen har formået på få sider at skitsere en stor personlighed med et enormt virke på en måde, der åbner op for mange spørgsmål og et ønske om at ville vide mere. Som kort notits til litteraturlisten bagerst i bogen anfører Nielsen lakonisk: ”Litteraturen om Calvin er uoverskuelig.” Dog er der altså et behov for danske oversættelser af Calvins forfatterskab.
Merete Nielsen (født 1945), er bosat med sin mand i Göttingen, og er cand.theol. (1970) fra Københavns Universitet, har arbejdet en del med reformationstiden og udgivet bidrag og bøger om emnet. Hun tilhører den reformerte kirke, og hendes bog om Calvin har fået en positiv modtagelse blandt mange siden lanceringen i maj. Bogen gør nemlig op med nogle gamle fordomme om den såkaldte calvinisme og den reformerte teologi. Tidligt i bogen giver Nielsen baggrunden for at udgive en bog på dansk om Calvin: ”Der mangler en bog om Calvin på dansk, og det vil denne udgivelse gerne råde bod på.” (…) ”Det er hensigten at give en fyldig præsentation af Calvin for danske læsere” (…) ”Da der ikke findes nogen dansk oversættelse af hans forfatterskab, vil talrige citater blive indføjet i teksten for at give ham selv lejlighed til at komme til orde, og for at vise, hvordan han tænkte og følte.” (s. 7). Bogen er på små 132 sider, og det er optimistisk at ville give en fyldig præsentation af Calvin på så lidt plads. Det lykkedes dog i høj grad at introducere nye læsere for reformatoren, omend man visse steder kan fornemme, der er blevet klippet en tå og hugget en hæl; bogen kunne som præsentation med fordel have været noget længere.
Det er en kort bog, og den er inddelt i fine kapitler, hvor Nielsen behandler såvel de teologiske som de politiske spændinger og omvæltninger i Europa samt i Calvins nærområde. Nielsen fletter fint de teologiske omvæltninger sammen med de politiske i det kludetæppe, der udgør ”virkeligheden”, men det er meget at gabe over for forfatteren, og som læser bliver man nemt forpustet af de mange personer og begivenheder, der gør bogen meget kompakt. Bogen begynder med en kort indleding af beggrunden for Calvins liv og virke, og resten af bogen er inddelt i fire kapitler, der hver behandler en periode i Calvins liv og virke. Kapitel fem beskæftiger sig med arven efter Calvin, og kapitel seks rummer Nielsens oversættelser af nogle centrale calvinske skrifter”til studiebrug”, som det lyder i titlen. Bogen er udgivet på Forlaget Anis, er på 132 sider, og udkommet 13. maj 2014 med illustrationer. Vejledende priser: 189 kr. (trykt bog), 113 kr. (e-bog).
