Påskens begivenheder er en kamp mellem lys og mørke. Vi kender til væsner, der ikke bryder sig om solens lysklare stråler. Væsner, der synes at afspejle noget i os selv. Vampyrer og trolde er skrækslagne for solen. Disse onde sagnvæsner tåler ikke solens lys, men skynder sig væk og gemmer sig i mørket. I mørket er alle mennesker grå. I mørket kan man slippe af sted med at stjæle og gøre onde ting. Når solen går ned, sænker mørket sig. Natten falder på, og det onde får frit spil; vampyrerne og troldene vågner op og lusker rundt i mørket.
Langfredag faldt der en tung mørke over Golgatas kors, menneskets ondskab havde trukket mørke skyer over Jerusalem. Gud havde sendt en kærlighedshilsen til jorden, og jordboerne havde hilst tilbage ved at piske, korsfæste og dræbe kærligheden. Tømrersønnen fra Nazareth var stendød, og han blev gravlagt i en hule, hugget ud i en klippe. Hans død var der nogle, der fortrød, mens andre vaskede deres hænder i blodrødt vand. En massiv, stor sten blev rullet for indgangen til gravhulen, og romerske vagter blev sat til at vogte graven. Nogen kunne jo komme for at stjæle Jesu lig.
Der findes rum, man ikke kan beskrive med menneskeord; det er gravens mørke dødsrum og opstandelsesmiraklets lysende livsrum. I påskens dage mødtes menneskets ondskab af Guds kærlighed. Mange mennesker peger på verdens ondskab og uretfærdighed og spørger efter, hvordan der kan findes en god og kærlig Gud. Men man kan også pege på verdens og menneskers forfald og ødelæggelse og spørge om, hvordan Gud dog kan elske alt dette.
Påsken er et paradis for sanserne. Palmesøndag råbte folket ”Hosianna!” og viftede med grønne palmegrene. De lagde dem på vejen til en blodrød løber; en vej, der gik fra krybben i Betlehem til korset på Golgata. Skærtorsdag duftede der af lam med bitre urter, og brødet med vin smeltede på tungen som Jesu legeme og blod. Langfredag lugtede der fælt af forræderi, folket råbte ”Korsfæst ham!”, blodet flød og smerteskrig ramte alle ører; et friskhøvlet trækors blev hejst, og på det hang Jesu legeme sømmet fast med smertenagler. Da aftenduggen faldt, blev Jesu lig hejst ned i dødsmørkets gravhule; sollyset forsvandt, da en sten blev rullet for. Sorgens skyklapper blev lagt for disciplenes øjne.
I dag er det påskemorgen, som det var påskemorgen for Maria Magdalene og den anden Maria. Dugfrisk græs blev trådt under fode af deres hastige skridt igennem morgentåge; de grådkvalte øjne spejdede mod klippens hemmelige hule, og ørerne hørte ikke de søvnige morgenhilsner. Sorgen havde ikke givet deres hjerter fred, længslen havde brændt i deres hjertekamre og givet dem søvnløse, sorte nætter. De måtte ud til graven; de kunne ikke tro, at han var død. De måtte se beviser og genopfriske hukommelsen alene for at tro det umulige: at Jesus skulle være død.
De fik øje på klippehulen, på den store gravsten, på de to romerske vagter. Intet syntes at være forandret; hjertet faldt i deres bryst, og håbet sank, mens solen steg. Sanserne registrerede kun det, fornuften nådesløs havde sagt til dem dag og nat med hvislende slangestemme: ”Jesus er død, håbet er ude, der findes ingen kærlighed fra Gud.” De standsede op.
Med ét stod en lysengel for dem, knæene og selv jorden under kvinderne skælvede. Som trolde faldt vagterne på klippegrund og var som forstenet af frygt og angst. Lysets engel kom med glans, og solen blegnede. Englen rullede klippestenen fra, og gravhulens mørke veg tilbage med suk og skrig; mørket blev til støv i lysenglens skær.
Englens klare og rolige ord ”Frygt ikke!” forløste Maria og Maria Magdalene fra deres tilstand som beskuende statuer. De fik synet igen. De så stedet, hvor Jesu lig havde ligget; det var borte, han var væk. Englen sagde sine sidste ord og forsvandt; lysstyrken blev skruet ned og kun solen lyste for deres øjne. De to soldater begyndte at trække vejret besværet; lammet af frygt for det, deres fornuft ikke kunne forklare dem.
Maria Magdalene og den anden Maria havde fået lysenglens ord for at Jesus var opstået, levende igen, og at de skulle møde ham i Galilæa. Deres ben var ikke længere tunge som klipper, men deres hele kroppe var lettede over nyheden og med fornyet håb skyndte de sig hen til disciplene for at fortælle om, hvad de havde set og hørt. Deres ben fyldtes med utålmodig glædeshast, og bar dem af sted som på vinger.
Dette var ikke en dag som de andre. Mange kvinder og mænd har i tidens løb gået til klippegrave for at se til deres afdøde, som vi har besøgt vore kæres gravsten på kirkegården. Gravstenen er døren, der symboliserer dødens dør; den er lukket i, og vi kan ikke komme ind i dens rum for at tale med den døde. Tiden er løbet ud, mulighederne er sluppet op. Dødens mørke er sortere end en overskyet vinternat.
Jesu opstandelse fra de døde var blevet forudsagt af de gamle profetier og af Jesus selv. Ingen havde dog fuldt forstået ordene, men nogle tænkte nok, at der var tale om en symbolsk opstandelse; at Jesus ville være levende i disciplenes tanker om ham, at han ville leve videre i fortællingerne og sangene. Nogle tvivlede på det hele og ærgrede sig over, at sådan et flinkt menneske desværre blev dræbt.
Men Jesus opstod – virkeligt. Han viste sig senere for kvinderne, for mændene, for Peter og Paulus og mange flere. Han lod Thomas stikke fingre i sine naglesår, og den korsfæstede og opstandne frelser gav sine disciple gåsehud med frygt og stor glæde, da det virkeligt gik op for dem, at ham, de havde svigtet i Getsemane Have, ham, de havde forrådt og ladt i stikken – han stod nu atter hos dem. Ikke som en fordømmende fjende, der slog dem i hovedet med al deres svigt, men som en ven, der igen-igen ønskede deres selskab, deres venskab. Som før korsfæstelsen talte han igen om tilgivelse, velsignelse, helbredelse, fred. Selv efter døden slap Kristus ikke sine disciple.
Livet er nu så forskelligt fra alt muligt andet. Og Kristus er også så forskelligt fra alt, hvad vore sanser og erfaringen viser os. De mange ord fra profeter og konger fra fortiden fik efterhånden krop i Jesu liv og gerninger. Ordene blæste ikke længere væk i vinden; de blev konkrete. Efterhånden som Jesus nærmede sig sin død, blev ord til handling; profetierne lød ikke længere for ørerne, men blev set med øjnene. Handlingerne og gerningerne tog over, hvor ordene slap op. Når man ikke længere vil høre, må man føle. Opstandelsen hverken kan eller skal gribes med fornuften eller forstås med forstanden; det skal tros med hjertet og leves i Ånden.
I dåben bliver vi døbt til at tilhøre Kristus. Dvs. at vi både skal leve og dø med ham – og hans død fører til liv. Påskens begivenheder med Kristi korsdød og opstandelse betyder altså helt konkret for os, at vi med dåben in mente og Fadervor i ryggen kan leve i troen og kaste os ud i livet uden frygt for at dø. Jo, vi kan dø af at leve, men vi behøver ikke frygte døden. Guds ord lød til Jesus i graven: ”Du skal leve. Du skal leve. Du skal leve.” - det er en direkte tiltale til os i dag.
Når evangeliets kærlighedslys kastes på os, kan vi som trolde blive forstenet et øjeblik; men fra Gud lyder også et ”Frygt ikke!”, der kan løsne vore angstlammede legemer, så vi kan juble af fryd over den frelse, der rækkes os. Amen.