De seneste mange års krige har lært os, at der er mange farlige fjender ude i den store verden. Nogle gange bevæger de sig også ind i vores hyggelige lille danske samfund, hvor de forsøger at gøre skade på andre og ødelægge meget. Vi hygger os med at rejse på eventyr og ferie i det eksotiske udland, men den store verden kommer for tæt på, når vi også herhjemme skal kæmpe for at bevare nogle værdier og traditioner, som vi har levet trygt og godt med i flere hundrede år. Med fjenderne kommer også frygten, og med frygten kommer utryghed og had. Vi bliver som spærret inde i vort eget hjem, når vi ikke længere kan være herre i eget hus og land. Politikere og meningsdannere taler mere og mere om de fremmede elementer og mennesker iblandt os. De skaber nogle bestemte forventninger hos os om, at de andre ikke ønsker det gode for os. Hvis frygten får fat i os, begynder vi at handle ud fra et voksende had i vore hjerter. Vi hader dem, der truer alt det, vi holder af. Og når vi hader, handler vi ud fra mørke motiver og med ønsker om at gøre andre ondt. Og så er vi blevet andres fjender.
Frygt kan have forskellige årsager, men den medfører ofte, at vi ikke kan bevæge os, at vi lammes og gør nogle ting, vi hurtigt vil fortryde. Frygt er en blanding af usikkerhed og trangen til at forsvare sig. Vi har alle noget og nogle nære og kære, vi gerne vil forsvare. Ja, vi udråber endda helte; dem, der forsvarer deres nære og kære og fremmede mod ondskab og forskellige fjender. Fjenderne skal holdes ude fra livet; de skal bekæmpes og nedkæmpes af modige mennesker, så frygten kan slippe sit kvælertag i os, og vi derved kan vende tilbage til det stille og rolige, hyggelige liv. Fjender skaber frygt, frygt skaber had, og had får os til at gøre andre ondt. Så for at slippe af med hadet, må vi fjerne frygten, og det kan kun gøres ved at fjerne fjenderne.
Det er ind i den forståelse og det billede af, at verden består af fjender og venner, at Jesu ord skurer i vore øre: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger dig”. Jesu ord må også dengang have undret hans disciple og venner. Vennekærlighed, ja, naturligvis, men fjendekærlighed?! Hvorfor skulle de gøre godt mod deres fjender? Fjenderne ville jo gøre onde ting mod Jesu venner og disciple. Man kan sagtens forestille sig, at snakken er gået i krogene om, at Jesus da umuligt kunne være seriøs. Nej, man måtte da forvente en logik; øje for øje og tand for tand og en streng straf til dem, der brød loven og truede fællesskabet. Ville Jesu ord ikke også betyde, at man ligeså godt kunne lade være med at låse hoveddøren? At man ligeså godt kunne tillade alle fjender og onde mennesker at komme ind i landet, byen og hjemmet?
Jesu ord står bare der, rungende og krævende: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer”. Vi ved godt, hvad det vil sige at elske. Vi elsker jo være nære og kære, og vi holder af vore venner. Og dem har vi da ofte i tankerne. Det er da for vore dem, at vi beder vores stille aftenbøn. Det er da for dem, vi holder af, at vi lever vort liv, arbejder hårdt og forsøger at skabe gode rammer og gode vilkår til et godt liv i fællesskab med dem, vi godt kan lide. Og nu kræver Jesus så, at vi skal ændre den opfattelse, at vi skal gode det gode mod dem, der vil gøre ondt mod os. Det lyder urimeligt. Vores retfærdighedsfølelse byder os at gør op med vore fjender, føre dem til domstolen og idømme dem hårde straffe bag lås og slå, så vi selv kan leve i frihed. Jo, vi ved nok, at der er fjender og venner, og vi har også hver især vore meninger om, hvordan sagerne skal klares. Men Jesus har også en mening om sagen, og det er dén, vi får at høre i dag.
Gud, vores far i det høje, lader solen skinne på retfærdig og uretfærdige, på venner og fjender, og han lader det regne over venner og fjender. Alle får altså både noget godt og noget skidt i livet. Han lader velsignelserne regne ned over os, som den længe ventede regn, og han giver os tilgivelse som en tiltrængt solskinsdag efter en lang vinter. Sådan er Gud. Når vi er døbt til at være i fællesskab med Gud, så må vi også se ærligt på, hvordan vi bærer os ad over for andre. Vi står lige med alle mennesker, for vi er alle skabt som lige meget menneske, uanset om vi er venner eller fjender. Det er derfor, vi i den første tekst, jeg læste, hørte om, hvordan landmanden skulle lade nogle af sine afgrøder være tilbage, så den fremmede, faderløse og enken kunne skaffe sig lidt føde. Det er en overkommelig etik, og den bunder i, at vi som mennesker står på lige fod med hinanden, indtil vi begynder at bygge skyttegrave og putte hinanden i kasser som venner eller fjender.
Jesus kalder os ud af vore trygge rammer, hvorfra hele verden ser sort/hvid ud, for at få os til at se verden og mennesker på en ny måde. Vi ved allerede fra barnsben, at fjender skal bekæmpes. Det er Jesus vel ikke uenig med os i, men han giver os andre våben. Hvor vi normalt griber til blækhuset eller geværet for at forsvare os og vore traditioner, lægger Jesus op til, at vi igennem bøn og velsignelse kan gøre dem ufjendtlige. I den sammenhæng handler det ikke kun om de andre, de fremmede, men i høj grad om os selv som deres fjender. Når nogen bliver vores fjende, bliver vi også deres fjende. På den måde bygger vi mure op om os selv, og forskanser os i hver vores borg, imens vi bekriger hinanden. Det er denne krig, Jesus vil kæmpe med helt andre midler, end vi er vant til.
Her i kirken er vi en forsamling af døbte, der bekender, at vi tror på Jesus som Kristus, dvs. Guds søn og verdens frelser. Derfor går vi ud i verden med en særlig måde at se ting på. Det særlige for os er, at vi ikke nøjes med at fordømme vold og mord, men til stadighed rækker både velsignelse og tilgivelse frem til enhver voldsmand og morder, der i sin forbrydelse lider mangel på nåde og sandhed. Har vi, hvad de søger? Nej, ikke nødvendigvis, men vi har, hvad de mangler.
”Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer.” Vold avler vold, siger vi, selvom det ikke får os til at løsne grebet om vore våben. Man kan forsøge at skabe fred med krig og vold, men man kan også forsøge at skabe fred med fred. Og man kan via bøn og velsignelse forsøge at nedbryde den mur, vi af frygt har bygget op omkring os selv.
Jesus forlanger af os, at vi elsker vor næste og vore fjender. Kærlighed skal ikke forstås som romantiske, varme følelser eller forelskelse, men at elske betyder, at man er til glæde og gavn for sin næste, som fx når man hjælper fattige eller andre nødlidende. Vores næstekærlighedsgerning er bundet op på Guds kærlighed til os. Fordi han elsker os og hver dag velsigner os med alle gode gaver, der kommer oven ned, så skylder vi også at elske mennesker omkring os – både vore nære og kære samt de fremmede, som det er så nemt at frygte, hade og udstøde af vort samfund og fællesskab. På den måde ønsker Jesus at nedbryde den mur, som vi selv bygger mellem vore venner og fjender.
Når vi tør gå over til den fremmede og vise, at vi ikke ønsker at være hans fjende, kan vi håbe på, at han også opgiver sit fjendebillede af os. Når vi tør give slip på frygten, kan vi igen leve i frihed. Uden frygt tør vi være til glæde og gavn for andre end bare lige vore venner og familie, og så begynder de store perspektiver at træde tydeligt frem. Uden frygt tør vi række Guds velsignelse og nåde frem til alle omkring os, og det sker i en frihed, der er en velsignelse for os. Amen.