Reformatoren Martin Luther levede i mange år som munk i et kloster, afskærmet fra verden og andres virkelighed, og han havde svært ved at forlige sig med tanken om at Gud kunne være vred, at han kunne smide folk ud i mørket, ud af frelsen og fællesskabet. Før Luther gik løs på den romersk-katolske kirke med sine skrifter og insisteren på, at Kristus er kirkens eneste formål, levede han i daglig bod og anger, som man skulle i klosteret, men jo mere han kæmpede for at opnå Guds velvilje, desto mere elendigt følte sig han sig til mode. Jo flere bodsøvelser han udførte og jo mere han bestræbte sig på at forsone Guds vrede og fortjene syndernes forladelse og det evige liv, desto længere følte han sig fra Gud. Derfor gik Luther til sin skriftefader, som ifølge rygterne trøstede ham med to enkle sætninger: ”Du er en nar! Gud er ikke vred på dig, men du er vred på Gud!”
Det var første skridt for Luther mod troen på en nådig Gud. Det gik efterhånden op for Luther, at han intet selv kunne gøre for at gøre sig fortjent til Guds nåde og velvilje. Luther indså, at han ikke havde kontrol over sit liv, at han ikke havde sit livs skæbne i sine hænder. Det lyder forfærdeligt for os i dag, der så gerne vil have magt og kontrol over alt, og hellere vil høre ordene om, at vi skal herske over havets fisk og himlens fugle, end ordene om, at vi er som græs på marken, der står i dag, men i morgen kastes i ovnen. Vort liv er flygtigt, men det vil vi helst ikke høre tale om.
Luther indså efterhånden, at det ikke var hans fortjeneste, at Gud agtede på ham og hans evige salighed, hans frelse. Det var ikke sådan, at Gud holdt særligt meget af den store reformator Martin Luther, eller at Luther havde gjort nogle særlige ting, der fik ham skrevet ind i Guds bog over gode børn i verden. Nej, Luther var som en af dem, der var blevet indbudt helt derude fra, hvor vejene ender og kragerne vender. Luther så sig selv som en, der var fortabt, men var blevet fundet og hver dag overøst med Guds barmhjertighed og nåde. Vor Far i himlen har alene magten og æren, som vi beder det i Fadervor, og Gud lignes ved en konge, der indbyder til sin søns bryllup.
Det er altså en glædelig begivenhed, vi skal lægge os på sinde. Et bryllup, en glædens dag i kærlighedens navn! Større bliver det vel ikke, end når mennesker fejrer kærligheden i fællesskab med mange. Der manglede ikke god vin eller god mad, for fedekalven var slagtet og alle vennerne blev indbudt. Men vennerne blev fjender, da de lod verden stå i vejen for invitationen, så de hellere ville bekymre sig om dagligdagens ting end at gribe lejligheden for at være nærværende i festligheder sammen med kongen selv. Så da kongen var blevet vraget af sine udvalgte, gik invitationen til de mindste i hans kongerige, til de fattige og usle, dem, ingen talte med, men gerne talte om, dem, som man ikke gik til, men gerne gik forbi. De forventede ikke mere af livet end måske lidt småmønter og lidt dagligt brød til livets opretholdelse.
Og netop fordi de intet forventede, blev de glade for invitationen og mødte fuldtalligt op, både gode og onde, for når kongen indbyder til fest, må man tage imod helhjertet. Ikke halvhjertet som manden, der ikke havde bryllupsklæder på. Da kongen spurgte ham om, hvordan han var kommet ind, tav han. Hans tavshed var ikke udtryk for forlegenhed eller glæde, men hykleri og ligegyldighed over for kongens fest og invitationen til fejring af livet. Han havde ladet hånt om kongens indbydelse og hørte altså ikke til i det selskab. I mørket var han allerede, og i mørket blev han kastet ud. Dommen er hård og virker unådig. Dommen er dog også Guds og hans alene. Det var heldigvis ikke op til de andre gæster at bedømme ham.
Indbydelsen til kongesønnens bryllupsfest hører ikke fortiden til, men lyder i vores nutid til enhver af os, om vi så er venner med kongen eller står, hvor vejene ender. Som gode og onde indbydes vi alle uden, at vi på forhånd har gjort os fortjente, uden at vi kan forvente at blive indbudte, for vi har intet at være stolte af over for ham, der ejer alt i sit kongerige. Invitationen er det bare at tage imod, tage festtøjet på og gå ind til glædelig fest i festklædt fællesskab.
Den passende klædedragt til kongesønnens bryllup er en overtræksdragt, som vi får rakt gratis af Faderen selv. En dragt, der passende kan dække over det beskidte tøj og syndige liv, vi kommer af sted med. Dragten dækker over at vort liv er plettet og beskidt af modgang og sorg. Det er en kåbe, vævet af Guds nåde og tilgivelse. At være kristen er at tage imod den kåbe af tilgivelse, som Gud Fader rækker os her i livet. Den er nemlig forudsætning for glæden; en forudsætning for fest og salighed både her og hisset.
Men hvorfor har vi overhovedet brug for sådan en klædedragt? Fordi vi som mennesker virkelig går igennem livets have som den er tilgroet med blomsterbede og ukrudt mellem bonderoser og rosenbuske. Vi mærker det onde slide i os, og vi mærker, hvordan vi slider på hinanden. Vi slider vort tøj og vi slider vort liv op, og efterhånden kan kun Guds egen overtræksdragt skjule vores forfald. Den er ikke synlig for andre end vores Fader, så selvom vi kan være udslidte, beskidte og trætte, hverken kan eller må vi bedømme hinandens klædninger, og da slet ikke bilde os ind, at andres klædninger er dårligere end vores egen. For klædningen er givet os af Faderen og er som skræddersyet til hver enkelt af os. En dragt givet os i dåbsgave, så vi i troen på håbet om Guds evige kærlighed til enhver af os ved vejenes ender, hvor kragerne vender, kan leve som gode og onde mennesker skjult iblandt hinanden. Amen.
Prædikentekster til 20. søndag efter Trinitatis.
Salmer: 1. DDS 753: Gud, du som lyset og dagen oplod ; 2. DDS 30: Op, alle som på jorden bor; 3. DDS 175: Jesus, livets rige kilde ; --- ; 4. DDS 291: Du, som går ud; 5. DDS 456: Vor Herre Jesus i den nat; 6. DDS 518: På Guds nåde