MEDDELELSER
I dag er det julesøndag, og jeg har optaget min andagt i Hunderup Kirke. Først læser jeg evangelieteksten, derefter kommer prædiken. Efter prædiken læser jeg de to andre Bibeltekster, der hører denne søndag til, og så viser jeg lidt af kirkerummet imens, så I kan se kirken, selvom vi ikke kan samles herinde til gudstjeneste med salmesang. Vi håber, det bliver bedre engang!
PRÆDIKEN
Når vi skal forstå, hvorfor Jesu fødsel var så stort et mirakel, så må vi dykke dybt ned i den historiske sammenhæng, hvori Jesus blev født. Jesus blev jo født som jøde og voksede op som jøde; og derfor blev han omskåret, da han var 8 dage gammel. Det skete i templet, der lå i Jerusalem. Templet var hovedstedet for jødernes religion og dyrkelse af Gud. Der gik jøderne hen for at få omskåret deres sønner, ligesom vi kristne går i kirke for at få døbt vores døtre og sønner. Jødernes omskærelse og kristnes dåb har samme funktion, nemlig at være et tegn på pagten eller aftalen med Gud. Den gamle aftale, som omskærelsen er et tegn på, er flere tusinde år gammel og går ud på, at Gud forbandt sig med det jødiske folk med løfter om, at han aldrig ville svigte dem, hvis bare de overholdt de ti bud. I Det gamle Testamente kan vi læse mange beretninger om, hvordan jøderne gang på gang brød de ti bud – for de syntes, det var hårdt at leve efter dem. Vi læser, hvordan Gud igen og igen forsøgte at opdrage dem på forskellige måder bl.a. ved at fjerne sig fra dem, straffe dem, lukke sine ører for deres bønner osv.
Når jøderne så endelig fandt tilbage til at tro på Gud og stole på hans almagt og frelse, så tog Gud dem til nåde og gav dem fred og medgang. Sådan levede jøderne og Gud i medgang og modgang i mange hundrede år. Jøderne blev ved med at bryde loven, Gud trak sig tilbage, jøderne vendte om – og sådan om og om igen. Sådan kan man i grove træk fremstille Det gamle Testamente, men der er selvfølgelig meget mere dybde og mange flere nuancer i Det gamle Testamente, men det må I høre om en anden gang. Jøderne levede så at sige under loven; dvs. at de skulle overholde loven for at være sikre på Guds hjælp og barmhjertighed.
Gud havde dog allerede tidligt i aftalen med jøderne lovet, at der en dag ville ske noget nyt – loven skulle en dag erstattes af noget andet; en dag ville der komme en frelser, som skulle genoprette forholdet mellem Gud og mennesker, sådan som det var i Edens have inden syndefaldet, da mennesker levede tæt og naturligt med Gud; talte med ham og omgikkes ham uden tvivl eller frygt; døden og arven fra syndefaldet skulle han også besejre og derved åbne vejen til himmelriget. Denne frelser skulle så at sige genoprette det gode forhold mellem Gud og mennesker, så der ikke længere var brug for love og regler for, hvordan mennesker skulle dyrke Gud eller tro på ham; loven skulle ikke længere være skrevet på tavler af sten, men i hjertet på mennesker som en samvittighed fyldt med glæde og ånd.
For at planen kunne lykkes måtte Gud selv træde i aktion; alle andre forsøg var jo gået i vasken, som vi kan læse i Det gamle Testamente – mennesker er en genstridig og egenrådig skabning. Den gamle aftale var ikke nok, og en ny aftale måtte til. Det er den vi læser om i Det nye Testamente. Guds søn steg ned fra sin himmelske trone og lod sig føde i kød og blod af en almindelig, jævn og fattig jødisk kvinde; Gud sendte ikke andre for at frelse mennesker; ingen store profeter eller engle, men han gik selv, fordi han elsker os. Vi har det med at ville opad; væk fra jorden og op til himlen, men Guds Søn valgte den anden vej. Da han blev barn viste han os med sit forbillede, at vi alle skal blive som børn; for som børn skal vi kalde Gud for vores far, og som børn af vores Far, er vi også arvinger til det, som Gud giver, nemlig evigt liv som genskabte mennesker i det himmelske paradis.
Jøderne levede altså med en forventning om, at Gud ville gøre noget nyt; det var en del af deres tro og religion. Da Jesus blev født var der nogle enkelte jøder, som fik åbnet øjnene op for, at det lille barn var Guds nye plan for menneskeheden. Tænk bare på hyrderne julenat; og i dag har vi hørt om Simeon og Anna – det er underligt nok kun få, der kunne se Guds handling og plan. Rigtig mange andre jøder afviste Jesus, både da han var barn og op gennem hele hans liv og ved hans korsfæstelse, ja, endda ved hans opstandelse. Så stærke var de i deres religion og tro, at selv ikke Jesu opstandelse fra de døde kunne rokke ved dem. Derfor findes den jødiske religion stadig, og mange jøder lever endnu i dag i forventning om den frelser, som Gud vil sende. Som kristne tror vi, at frelseren allerede for længe siden er blevet født, og at vi ved dåben er blevet omsluttet af hans kærlighedsgerning mod en verden, der så tydeligt er præget af arven fra syndefaldet; ufred raser, krige og kriser hærger, mennesker tortureres af synd, sygdom, sorg og smerte; ondskaben æder sjæle og fortærer uskyldige: lidelsen har kronede dage.
Da Jesus blev født, trådte Gud selv ind under den tunge lov og gamle aftale i syndefaldets lidelsesfyldte tilværelse, men efterhånden som Jesus levede, viste han med sig selv som eksempel den nye aftale bestående af barmhjertighed og næstekærlighed. Simeon og Anna havde blik for det guddommelige, som kun få mennesker har det, og de så straks Guds glimt i øjet på det lille Jesusbarn. Dette barn var bestemt til noget stort, ja, til frelse for mange. De så ham som barn med det solrige øje. De kunne se ham som en lysende stjerne på nattehimlen, der viser vej for de forvildede og vildfarne og dem, der kommer langvejs fra. De kunne se ham som et englekor for dem, der sidder uden for i ensomhedens mørke og kulde. De så ham som den frelser, han skulle blive.
Men som sagt lever vi i en verden dybt mærket og såret af arven fra syndefaldet; det er den smertelige realitet, som ingen julehygge kan få os til at glemme eller vacciner kan beskytte os imod. Der bor dybt i vores DNA en tendens til at ødelægge, skade og nedbryde om det så er andre mennesker, naturen, kulturen, eller endda os selv. Men fordi vi er skabt i Guds billede, bor der i vores martrerede sjæl en længsel efter befrielse fra det, der kan føles som et ondt fængsel; en trang til at blive befriet fra synd og smerte, sygdom og sorg, ja, frelse fra nød og død. Med den ene hånd bygger vi op, og med den anden river vi ned. Vi indeholder altså både det onde, som vi gør, men som vi egentlig ikke vil, og det gode som vi gerne vil, men som vi ikke altid får gjort. Tænk sig, det er os gode/onde, syndige/fromme, komplekse og forvirrede mennesker, at Jesus trådte ud af himlen for at træde helt hen til, række sin barnehånd ud imod og sige: ”Frygt ikke, min ven. Gud elsker dig. Du er ikke alene. Du er hans barn, han kender dit navn, der er tryghed og fred i hans favn.” Glædelig julesøndag. Amen.