INTRO GT
Den gode Abraham var blevet gammel og havde ikke kunnet få børn med sin kone Sara. Derfor beklagede han sig til Gud, fordi hans eneste arving ville være hans hustræl en butler eller slave, og det følte Abraham var nedværdigende. Gud har dog stadig planer om frugtbarhed for den gamle mand. Abraham skal forsøge at tælle stjernerne, for så mange som stjerner er, så mange vil hans biologiske efterkommere blive. Og det er et løfte, Abraham kunne glæde sig over og se frem til – og han troede på Guds ord.
INTRO NT
Dette lille afsnit fra Hebræerbrevet giver så mange spørgsmål, at man kunne holde en studieaften om det. Afsnittet handler om tro og vi får to eksempler på nogle, som levede i tro og derfor blev belønnet af Gud. Abel ofrede et lam, mens hans bror Kain ofrede korn; og da Gud tog imod Abels offer men ikke Kains, blev Kain så vred, at han dræbte sin bror Abel. Enok vandrede med Gud, siges det, og derfor skulle han ikke se døden men blev taget bort til himlen uden at dø. Det er en helt særlig belønning for et gudfrygtigt liv og levned, som man kun kan misunde.
PRÆDIKEN
”Vil du elske og ære N.N. indtil døden skiller jer ad?” spørger jeg dem, der gerne vil vies i kirken, og som frivilligt er gået ind i kirken og op ad kirkegulvet, hvor de foran Gud, præst og gæster erklærer hinanden en troskabspagt og indgår af en kontrakt om samliv og sameksistens i det, vi kender som et ægteskab. Jeg formoder, at de egentlig har afklaret det spørgsmål, inden de kommer ind i kirken, altså om de vil elske og ære hinanden. Forud for ceremonien i kirken går jo som regel en forespørgsel under mere private former, hvor præsten sjældent er i spil som den, der overbringer spørgsmålet, om den ene vil gifte sig med den anden. Når de altså kommer hen i kirken, skulle der gerne være en del afklaringer om de væsentligste ting med i bagagen; en slags privat forventningsafstemning, så ægteskabet ikke bliver en skuffelse for nogen af parterne. Mange brudepar virker enormt velforberedte, ikke blot på den bryllupsfest, de også ser frem til, men sandelig også den kirkelige handling. Velforberedte og afklarede står de der og erklærer hinanden deres ja; sådan sker det i vore kirker og i kirker over hele landet og såmænd også udendørs og på vielseskontorer. Mange bliver gift i løbet af et år, og omkring halvdelen af de gifte bliver skilt. Nogle bliver så gift igen, og skilt og gift igen osv. Jeg siger ikke dette for at dømme nogen; den position ønsker jeg ikke, men jeg bringer dette op fordi parforhold og ægteskab i sin intime kerne jo i allerhøjeste grad handler om det, der er på færde i dagens bibeltekster, nemlig tro og troskab.
Man kan godt stille det sort/hvidt op og sige, at enten er man tro og har troskab, eller også er man utro og troløs, men en sådan sort/hvid fremstilling og forestilling er ikke i overensstemmelse med den hverdag, der er vores virkelighed. Tænk sig, at parforhold og ægteskab er det mest intime og private forhold, der frivilligt kan indgås mellem to personer ud fra et perspektiv, der går til kanten af livets horisont – og dette dyrebare forhold kan altså gå itu. Af mindst 117 forskellige årsager. Kunne det ikke være rart, hvis det gode, forelskede forhold aldrig kunne gå i stykker; hvis det gode, rare, dejlige, varme, rummelige og kærlige forhold bare kunne bestå i hvert fald indtil døden skiller os ad? Jo, det kunne være rart, og det er et mirakel, hvis og når det sker. Måske ville vi se flere mirakler på vedvarende kærlighed, hvis vi bad hinanden om større tro og troskab?
”Giv os en større tro”, sagde de særligt udvalgte apostle og afkrævede deres herre og mester at få mere tro, som var det dagligt brød, højbelagt. Og Jesus viser sin charmerende ironi ved at afvise deres krav med en slet skjult hån. Havde de blot tro som et sennepsfrø, sagde han, ville de kunne befale et træ at plante sig ude i havet – hvad dét af alle ting så end skulle gøre godt for. Sådan havde Jesus en nærmest medfødt evne til med skarp tunge at irettesætte dem, der mente sig at være stærke i troen som Abel og Enok, men i virkeligheden mere lignede de vantroende og tvivlende som Kain og os andre. Apostlene afslører en krævende adfærd, der ikke er ulig vores samfund: hvis vi ikke får i pose og sæk - eller som ordsproget lyder på gadeniveau: i hoved og røv – så kan det da også være lige meget. Hvis ikke det går, som vi vil have det, så ”skid hul i det”, som man siger. Hvis ikke Gud indretter sig efter vore krav til ham, hvad kan vi så bruge ham til?
Sådan tænker nok (alt for) mange i vores tid og dropper Gud og kirken, fordi rettigheder har trumfet pligter; man tænker ikke i, hvad man har pligt til at være eller gøre over for sine medmennesker og Gud, men tværtimod hvad man mener at have ret til at kræve såvel af Gud som af andre; som om hele verden er en servicestation indrettet på at tilfredsstille den, der krævende råber op om rettigheder uden at have blik for egne pligter over for andre. Et ægteskab ville hurtigt gå til grunde, hvis den ene part kun fokuserede på sin ret og krævede, som man havde agt. De krævende apostle glemte deres plads, og de ønskede sig andet, end alt det, de var blevet velsignet med; de kunne ikke se troen for træer af Gudsnærvær. De havde fået himlens kongesøn til ven, og de havde fået hans jordiske og timelige selskab, som vi andre ville betale en høj pris for at opleve; men det var dem ikke nok; de ville have i pose og sæk, og de forlangte mere tro, og viste dermed, at de stadig ikke forstod hvad tro er. De havde vel set Jesus gøre mirakler og ville have den samme magt som han; men hvor stor tro Jesus havde, så plantede han dog aldrig træer i havet. For Jesus var troen ikke noget, man kunne besidde; troen gav ham ikke magt, tværtimod gav den ham ydmyghed og næstekærlighed, for som det også har lydt fra Hebræerbrevet, så er tro at leve i håb, og trofasthed er at være i og holde fast ved håbet. Håbet om det gode, der stadig ligger i fremtiden, men som delvist kommer til syne i vores nutid; håbet om, at det måske bliver helt fantastisk.
I et godt ægteskab lever man med de bedste håb for sin ægtefælle, ligesom man i venskab håber på det bedste for sine venner, og ligesom man i forhold til Gud lever i håb om, at hans rige vil bryde igennem, så ”retfærdighed, fred og glæde må udbredes og vokse, og nådens lyse skinne for alle dem, der sidder i mørke og dødens skygge”. Tro er at håbe. Men tro er også meget mere og andet, for tro er i daglig tale også en usikkerhed: ”Tror jeg nu også på, at medicinalfirmaerne vil det bedste for mig?”, ”Tror vi på klimaforandringerne?” – og mange er nok blevet slået i hovedet med det strenge blik og ordene: ”Du skal ikke tro, du skal vide!”
Meget skal vi vide, også om de grimme ting omkring os, som f.eks. den høje skilsmisseprocent, der også slår mange håb og drømme itu og lægger menneskeliv i ruiner. Hvad sker der så for troen og trofastheden og de store løfter? Der sker så meget i det jævne hverdagsliv, og meget kan man ikke styre; pludseligt en dag synes alting forandret og ændret fra det, der begyndte med søde følelser og oprigtige håb og drømme. Venskaber krakelerer, og parforhold går i tusind stykker i form af bodeling og aftaler om, hvor mange dage og uger hver partner skal have de børn, der blev undfanget i en drøm og født i et håb, men som blev en brik i et alt for voksent puslespil. Nutidens unge har det på mange måder svært nok i forvejen og har ikke brug for også at blive blandet ind i de voksnes uroligheder. Tværtimod har både de unge og de voksne og alle andre altid og i evighed brug for et håb om, at hvor galt det end går, så er der stadig et stort håb for os; derfor holder vi gudstjeneste. Gud håber for os; Han håber, at vi får det godt; derfor helbredte Jesus de syge, gav de blinde synet og de døve hørelsen og vækkede de døde til live. Igen ser vi, at tro ikke er magt til at plante træer i havet, men tro er håbet om, at menneskelivet bliver godt. Det har vi da brug for at høre, søndag efter søndag, og mon ikke Gud hjælper os til at holde fast ved det håb – vi tror det! Glædelig 3. søndag efter Helligtrekonger. Amen.
LOVPRISNING Lov og tak, og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!
KIRKEBØN Lad os alle bede: Trøst og styrk du, vor Gud, alle dem, som er syge og sorgfulde, enten de er fjern eller nær. Vær med din nådige hjælp hos alle dem, som lider under anfægtelser, og stå os alle bi i fristelsens time. Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke og os i den. Velsign og bevar dine hellige sakramenter (dåben og nadveren), og lad dit ord have frit løb iblandt os, for at dit rige med retfærdighed og fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse, og nådens lys skinne for alle dem, der sidder i mørke og dødens skygge. Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland og al dets øvrighed, velsign og bevar vor dronning Margrethe II og hele dronningens hus. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed. Amen!
MEDDELELSER
Aktivitetsgudstjeneste der skulle have været afholdt i Hunderup Kirke den 30. januar udsættes til bedre tider.
Søndag den 30. januar er der således gudstjenester kl. 9.30 i Jernved og kl. 11 i Gredstedbro – begge ved Katrine samt kl. 9.30 i Hunderup og kl. 11 i Vilslev – begge ved mig.
Onsdag den 2. februar kl. 16.30 fejrer vi kyndelmisse-gudstjeneste i Hunderup Kirke med suppe bagefter hos Købmanden. Alle er velkomne og det er gratis at deltage.
Efter prædiken er der altergang og alle er velkomne.
APOSTOLSK VELSIGNELSE Lad os med apostlen Paulus tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.