Juletiden er ellers en tid, hvor vi ønsker at freden må sænke sig over jorden for en stund. Freden længes vi efter i en verden, hvor der dagligt fortælles om meget andet end fred; terroren har sat sine dybe spor hos os i år, og krigene rundt på kloden har skabt nød og dårlige leveforhold for millioner. Der synes at være sværd nok i denne verden. På det personlige eksistentielle plan raserer ufreden også, når man tænker over, at man ofte gør det onde, selvom man egentligt ville have gjort det gode. Hvorfor er der så meget ufred i os og i verden? Vi vil freden, men øger ufreden; vi vil kærlighed, men fremmer had. Vi vil det gode, men gør det onde. Der bor noget i os, som er en naturlig del af os, der drejer vore handlinger og ønsker om til noget andet, end vi forestillede os.
Der fortælles en historie fra Første Verdenskrig, at soldaterne lå i skyttegravene og skød efter hinanden uden egentligt at erobre land eller komme nærmere en ”vinder” af krigen. En julenat fandt nogle soldater ud af at stoppe den endeløse beskydning af hinanden for i stedet at mødes i fred på slagmarken og for en stund lade julefreden sænke sig. De steg op af skyttegravene og ønskede hinanden glædelig jul, fejrede julenatten sammen, og vendte siden tilbage til skyttegravene og fulgte ordrene om at kæmpe mod fjenderne. Dén ene nat glemte de politiske uoverensstemmelser og fandt sammen om noget større - men kun for en stund. Dagen efter var soldaterne igen i krigens vold og tilbage i verdens meningsløshed.
Ufred og splid er verdens vilkår – vi lever i det hver dag. Vi er så at sige ufreden, for vi er adskilte og vi adskiller os fra hinanden og fra Gud. Siden tidernes morgen har der bestandigt været krige og splid på jorden, og selv i de tider, hvor vi ikke fører krig mod hinanden med sværd eller rifler, så hvæsser vi pennen og tungen til kamp og modstand. Vi læser om det i aviserne og hører om det på TV, og de bedste historier er som regel de knive, der sidder i ryggen på andre, eller de splinter vi ser i andres øjne, uden at vi ænser bjælken i vort eget. ”Du skal elske din næste som dig selv”, sagde Jesus, men det er tit nemmere og mere naturligt at behandle andre, som om, de ikke var ligesom os. Det er nærmest det naturligste i verden, at vi bringer hinanden lidelse og selv oplever smerte og lidelse ved sorg, sygdom og synd. Liv og lidelse hænger naturligt og uadskilleligt sammen, ”sorrig og glæde de vandre til hobe” (DDS 46), men det lærer de fleste af os heldigvis først med alderen, så man i barndommen kan leve ubekymret, indtil man bliver voksen og næsten ingen ubekymrethed har tilbage. Lidelse er dog ikke kun dårligt, for lidelse har også at gøre med lidenskab.
Når man begiver sig af med f.eks. kærlighed, så vil man nogle gange brænde fingrene og lide under svære kvaler og triste følelser, men når kærligheden viser sig fra sin gode side, og det glimtvis lykkes, så synes glæden som noget af det største, man kan opleve. Vi kan altså ikke leve uden lidelse, selvom det er skidt, at vi pådrager os selv og hinanden så meget i løbet af vores tid. Den, der lider er også ofte den, der leder – leder efter det gode i livet, leder efter glæde og kærlighed, men skuffes selv og skuffer andre undervejs.
Saulus ledte ikke længere. Han var sikker på, han havde sandheden i sin forståelse af verden, og det gav ham åbenbart ret til at lade Stefan dø ved stening. Saulus mente at have retten og sandheden på sin side, men Stefan havde hengivenhed i sin tro og tilgivelse for sine fjender. Jesu budskab om fjendekærlighed kostede Stefans liv, og Saulus blev kun endnu mere rasende over, at Stefan så nemt kunne opgive sit liv og tilgive sine fjender. Det var unaturligt for ham. At være kristen var for Stefan at bekende sin tro på Kristus og elske sin fjende – selvom det kostede ham livet. At være kristen var ikke en blød sovepude for Stefan men blev lidelsesfyldt og dødsens alvorligt. Saulus rasede videre i sin lidelse over verdens tilstand, men blev omvendt og blev til den apostel Paulus, der selv begyndte at lide for evangeliet, fordi også han mødte modstand, når han fortalte om Jesus Kristus. Der er altså en naturlig modstand imod det glædelige budskab, som Jesus bragte med sig.
Det er således åbenbart ikke så meget Jesus selv, der bringer ufred og splid, som det er vores reaktion på det glædelige budskab, der skaber ufred. Når en Stefan kommer til tro og tager sit kors op og sit liv på sig for at forkynde det glædelige budskab om fred og kærlighed, er der ofte en Saulus, der står klar med sten og sværd for at redde sin egen forståelse af verden. Jesu rige er ikke af denne verden, så han bekymrede sig ikke for, om han prædikede imod kejsermagten eller den politiske korrekthed. I stedet udlevede han det, han forkyndte – et liv som tjener for mange; han brød med sin familie for at leve sammen med sine disciple. Han ville ikke være bundet af denne verdens indretning, men fandt den største frihed i bare at være til og midt i livet give ud af sig selv. Han levede indtil døden i sin tro på barmhjertighed for at give håb og fremelske kærlighed; dét var radikalt! Så radikalt og skelsættende, at mange slet ikke brød sig om ham dengang, og mange ikke bryder sig om kristendommen i dag. Stefan gav sig Gud i vold, og lod sig ikke skræmme af straf og død. Budskabet bryder med vore vante forestillinger, og kræver alt af os – det kræver af os, at vi udviser kærlighed til ven og fjende og barmhjertighed mod alle, så julefreden virkeligt kan sænke sig over jorden. Amen.
Læs prædikenteksterne til Anden Juledag
Salmer: 1. DDS 123: Her kommer, Jesus, dine små; 2. DDS 118: Julen har englelyd; 3. DDS 46: Sorrig og glæde; --- ; 4. DDS 128: Søde Jesus, jule-fyrste; 5. DDS 101: Himlens morgenrøde