For vi kender efterhånden vore egne liv og tilværelse og ved jo ganske udemærket, at alting kan gå itu, og et hjerte kan gå i tusind stykker. Det tager kun et øjeblik for vore drømme og planer at forstumme og blive stille. Vore egne projekter og planer kan alt for hurtigt mislykkes, for der er så meget vi ikke kan styre, og så mange ting, vi ikke kan kontrollere. Nogle gange er det endda som om, at når vi endelig har noget godt at se frem til, så kommer der straks noget på tværs, som ødelægger det for os – eller, vi kommer til at ødelægge det for os selv og hinanden. Vi behøver ikke tænke os ret meget om for at finde et eksempel, for det er en ganske almindelig erfaring af, at livet ikke altid går, som vi gerne vil. Så bliver vi sure på os selv eller hinanden, eller frustrerede over småting eller opgiver ganske enkelt planerne og tankerne om fremtiden. Og så lægges håbet øde.
Når nu det er sådan noget, vi oplever i vores almindelige hverdag, hvad skal vi så gøre? Er der overhovedet noget, vi kan gøre i en håbløs situation? Ja – der er altid én ting, vi kan gøre. Der er én ting, som er så utrolig nem, og som vi næsten ikke tænker på, fordi det virker så enkelt og måske ikke ser ud til at virke. Vi skal bede!
Seriøst?! Begynder præsten nu igen på det der præstesnak igen om, at vi skal folde hænderne, sænke hovedet og mumle nogle ord, som vi ikke er vant til?
Der er ingen tvivl om, at vi skal bede, for at håbe et at bede, og vi må aldrig miste håbet om fremtid og lykke. Hvordan vi beder, er forskelligt fra person til person; og måske gør vi det slet ikke bedst ved en gudstjeneste. Det har tit slået mig, at de inderligste bønner måske endda bedes på plejehjem, hospice, sygehuse, i fængsler, i krigssituationer og på socialkontorer hvor forskellige mennesker på forskellige steder i livet hver især står i kriser og oplever en overvældende magtesløshed, håbløshed, frygt og angst. Dér, hvor man synes, at fremtiden er væk, og hvor håbet er opløst, og hvor lykken er en by i Rusland. Hvad gør vi så i de situationer, hvor vi ikke længere kan gøre noget? Ja, så be’r vi. Vi kan slet ikke lade være. For at håbe er at bede: Lad det nu lykkes! Der ligger ligefrem en længsel dybt inde i os efter at reagere på det, vi rammes og at blive set og hørt for det, vi håber på.
Derfor går vi til gudstjeneste, for at synge og ikke mindst for at bede, for bønnen er vores samtale med Gud. Dér kan vi få luft og sige alt det til Gud, som vi ikke engang kan sige til hinanden; og Gud hører hvert ord, vi får sagt og hvert ord, vi aldrig får sagt. Gud kender os fuldstændigt, og ønsker kun at livet skal lykkes for os. Men vi lever altså i en verden, hvor vi er utroligt gode til at spænde ben for hinanden, og hvor vi ikke ligefrem er mestre i at tænke på andres lykke, håb og fremtid. Som en del af Guds plan sendte han sin søn til os, for at vi kunne få et forbillede på, hvordan man kan leve et liv med sjælefred og naturlig bøn.
Jesus havde ikke bare en plan, han var og er planen, og han er i sig selv budskabet, som vi hele tiden må holde os for øje. Han kom fra Gud for at bringe os bud om liv og lykke og glæde, der aldrig i evighed skal kunne holdes nede. Man forsøgte med tortur og korsfæstelse at lukke munden på ham, for det var alt for provokerende at høre ham sige, at vi alle er rige nok, til at kunne tænke på andre end os selv. Jesus var rig nok på tid til at gå rundt og være til stede med nærvær og glæde både hos raske og hos syge, hos fattige og rige, hos de ydmyge og hovmodige, ja, selv de dumme og onde forsøgte han at tale med om det himmelske budskab; kærlighed til enhver, frelse fra synd og død, trøst for syge, syndere og sorgfulde.
Nogle få ville gerne høre på Jesus, for han talte ikke om politiske planer eller nationale aftaler, men han talte til hver enkelt menneske som en person og et individ med lige stor rettighed og værdig som han selv. Han viser os, at vi har en lige adgang til at tale med Gud; vi behøver ikke folk og præster til at være mellemled mellem os og Gud, for vi kan med vore små, stille tanker eller store, råbende ord bede Gud give os svar, give os trøst, give os fred i sjælen. Gud lytter. Tålmodigt. Jesus gik også tålmodigt fra person til person, og også vi skal øve os i tålmodigt at leve imellem hinanden. Lad ikke fremtiden fordufte, lad ikke håbet briste, lad ikke planerne smuldre, men fold hænderne til bøn og tænk på Guds Søn. Vi beder, fordi vi håber, og vi handler, fordi vi elsker. Vi er selv elskede først og sidst; vi er sat her iblandt hinanden med en mening, et formål og en plan. Guds himmelske kærlighed er det op til os at bære ud i livet, hvor vi skal være. For det er her på jord, vi lever, håber og elsker, bor og tror. Amen.
Søndag den 26. maj 2019 kl. 9.30 i Hjortlund (uden altergang) og kl. 11 i Hunderup (dåb, 2 drenge + vielse)
1) DDS 722: Nu blomstertiden kommer - 2) DDS 417: Here Jesus vi er her / 674: Sov sødt, barnlille - Dåb af 2 børn - 3) 586: Stol du kun på dit Fadervor - --- 4) DDS 588: Herre, gør mit liv til bøn - 5) DDS 457: Du, som gik foran os - 6) DDS 7: Herre Gud, dit dyre navn / 752: Morgenstund har guld i mund
Klik her og vær med til at vælge salmer
MEDDELELSER
Hjortlund
Næste gudstjeneste er torsdag den 30. maj kl. 11 i Jernved v. Katrine Gaub
Hunderup
Altergang/Nadver – alle er velkomne, der er dog alkohol i den vin, vi får.
Næste gudstjeneste her i kirken er torsdag den 30. maj kl. 9.30 og kl. 11 i Vilslev, hvor vi har gudstjeneste med undertekster og efterfølgende frokost i konfirmandstuen.
For børn har vi et arrangement i Landsbyfesten, hvor børnene fra startdagen kan tegne og udklippe fisk. Om lørdagen kl. 10.30 skal vi mødes og synge sange om fisk og høre lidt om dem og deres rejse efter deres hjem herinde i kirken. Så hvis ikke alt går i fisk, ses vi til Landsbyfesten.
På onsdag den 29/5 kl. 9.30 har vi en kort børnegudstjeneste for dagplejebørn og børnehavebørn, og forældre, søskende og bedsteforældre er naturligvis meget velkomne.