Gredstedbro kl. 9.30 – 2 dåb
Melodierne spilles igennem én gang, inden vi synger salmen.
1) DDS 749: I østen stiger solen op - 2) DDS 448: Fyldt af glæde over livets under - Dåb - 3) DDS 674: Sov sødt, barnlille --- 4) DDS 49: Ingen er så tryg i fare - 5) DDS 477: Som korn fra mange marker - 6) DDS 787: Du, som har tændt millioner af stjerner
Vilslev kl. 11
1) DDS 403: Denne er dagen - 2) DDS Vi finder fred i kirken (kopiark, salme fra tillægget 100 Salmer) - 3) DDS 392: Himlene Herre --- 4) DDS 160: Jeg tror det, min genløser - 5) DDS 396: Min mund og mit hjerte - 6) DDS 42: I underværkers land jeg bor
Indledning til gudstjenesten i Gredstedbro.
I dag er vi mange her i kirken, både voksne og børn, og der skal være plads til alle. Ligesom i et teater eller en biograf er det derfor vigtigt at tage hensyn til hinanden (husk også at tænde mobilen efter gudstjenesten). Hvis nu børnene bliver urolige, er det en god idé at gå lidt ud med dem; der er et lille legerum ude i våbenhuset. Især under prædiken, når jeg står oppe på prædikestolen, er det rart med stilhed, så folk kan høre noget. Hvis nogen trænger til mad og drikke – her tænker jeg igen på børnene – så er der også mulighed for det. Uden for kirken er der også toilet til de trængende. Man må gerne fotografere under dåben, hvis blot kameraet vendes op mod døbefonten. Helt uden blitz. Efter gudstjenesten er der også god mulighed for at få taget billeder. Gudstjenesten tager ca. 45 minutter (tre kvarter), og jeg skal nok lede slagets gang og sige, hvornår I skal stå op og sidde ned. Gudstjenesten har på en måde tre særlige punkter: Dåben, prædiken og nadveren. Alle er velkomne ved nadverbordet, brødet er glutenfri og drikken er med alkohol – så den før børnene ikke.
Vi går i gang om lidt, og når dåbsparrene kommer ind, skal I stå op og tage godt imod dem.
Prædiken til Gredstedbro
Jesus var et ganske særligt menneske. Han var en rigtig mand, og han kom tit op at diskutere med andre; men selv når de rigtig blev ophidsede brugte han kun ord fra himlen og jorden til at slås med, og han talte med en ånd og styrke, som gjorde, at folk havde dyb respekt for ham. Han var ikke som de andre, men der var noget meget tiltrækkende ved ham. Det var ikke fordi, han var smuk eller bomstærk, men fordi han kunne hjælpe folk både fysisk og psykisk. Han havde en særlig evne til at helbrede både krop og sjæl. Mange troede ikke på det, men dem, der oplevede det, var ikke i tvivl om, at han var Søn af Gud og sendt fra himlen. På sin egen særlige måde, blev Jesus derfor verdens største influencer, selvom han levede dengang, hvor der hverken var instagram eller iPhones eller de herlige sociale medier. Alligevel fik han efterhånden tusinde, millioner og milliarder af følgere over hele verden; og på grund af ham er vi samlet denne dejlige søndag formiddag.
Det var også med Jesus, at dåben opstod. Engang var der slet ikke dåb, men med Jesus blev dåben et symbol på den måde, man tror på Gud. Dåben er et bad, og man bliver vasket fri af det, der kan tynge sjælen, forstyrre sindet, besvære psyken og tære på ens energi. Jesus blev selv døbt ved at få hele kroppen ned under vandet ude i en stor flod, men da vi her i landet ikke har så mange floder med varmt vand året rundt, så finder dåben sted under mere stille og lidt mere formelle former. Tre små håndfulde vand i Faderens og Sønnens og Åndens navn efterlader det usynlige mærke på vores hoved, som Gud i himlen kan se, og som vi kan tænke tilbage på. Vi kan nok ikke huske vores egen dåb, men kan I huske, at andre har fortalt jer om den dag, I blev døbt? Traditionerne, festen, tøjet, maden? Det var en særlig dag; og den dag fik vi et tegn på, at vi aldrig skulle gå igennem livet uden håb.
Vi ved jo ikke, hvordan det skal gå os. Fra vi er små har vi store drømme, og som unge har vi en drøm om at klare os selv og male vores eget liv i vore egne farver. Som voksne bliver vi lidt mere fornuftige og finder ud af, at vi ikke altid kan stå på egne ben, men at vi har brug for en anden til nogle gange at bære os; eller nogle gange har vi brug for én, der bare accepterer os, som vi er med alle vore fejl og mangler. For sådanne har vi også, selvom vi prøver at skjule dem for os selv og hinanden. Når tilværelsen går skævt, eller ting går imod os, kan vi føle os alene i verden; afskåret og lukket ude af andres liv og glæde. Ja, nogle gange kan vi føle det som om, vi både er døve og stumme; at vi ikke kan høre hinanden og ikke kan sige de rigtige ting.
Når vi har det sådan - og sådan kan vi have det både som børn, unge, voksne, ældre og gamle - så er det vigtigt at huske på den dåb, hvor vi fik et håb om, at vi aldrig er alene; aldrig overladte til os selv; aldrig efterladte i mørket. Men vi er mærket af kærlighedens usynlige tegn; korset over vort ansigt og brystkasse, vandmærket på vort hoved. Ja, det er godt nok ikke sejt eller cool eller ungdommeligt – men det er stærkt, når man selv er svag. Svag som en mand, der hverken kunne høre eller tale, og som hele sit liv ikke havde kunnet nyde andres tale, musik eller sang. Der er i vores verden mange handicaps og forfærdelige lidelser, men her i kirken holder vi stædigt fast ved, at vi aldrig må miste håbet.
Der var en mand, som havde mistet håbet for han kunne hverken høre eller tale, og han gik glip af, hvad de andre morede sig over. Denne mand blev nærmest trukket hen til Jesus, som med et enkelt ord gjorde ham rask og fri til at være menneske med sine sansers fulde brug. På en måde kommer vi også til dåben ligesom den døvstumme mand kom til Jesus, og vi bliver en del af et fællesskab, hvor vi hører om store ting og lærer noget nyt om vores liv, som Gud har givet os. Vi bliver åbnet op for det, der er større end vi kan forstå; og hver gang vi går i kirke og til gudstjeneste hører vi, at vi skal blive ved med at være åbne for, hvad Gud vil i vores liv. Først og fremmest vil han helbrede os for den indelukkethed, som vi altid kan rammes af, når hverdagens arbejde, stress og mange planer bliver vigtigere end alt andet; og så vil han genføde os til et nyt liv i et evigt fællesskab, hvor kærligheden er livets formål; og så vil han være med os alle dage indtil verdens ende. Det er denne søndags budskab. Guds fred være med jer. Amen.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er g bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Kirkebøn
Lad os alle bede: Kære Gud, du almægtige i himlene. Du ser, om vi er lukkede for dig og for hinanden, og vi beder dig åbne os, så vi kan høre dine nådige ord, tale dine nådige ord og lovsynge med hjerte og munde din storhed og barmhjertighed.
Vær hos os, vore venner og vore familier; alle dem vi tænker på i dag. Velsign os med din Ånd, fred og glæde. Velsign Nilo og Malthe, som er døbt i dag. Vær du med dem alle dage, indtil verdens ende. Velsign Gredstedbro og menigheden denne og dine menigheder alle steder. Send os med din hånd til de syge og sorgfulde og nødstedte, så vi kan være dine vidner og bringe din nåde, sandhed og fred ud til mange. Vi beder for Dronning Margrethe II og hele hendes familie, vi beder for Folketing og regering, at de må være til gavn for vort fædreland og modersmål. I Jesu navn, amen.
MEDDELELSER
Næste gudstjeneste er søndag den 15. september kl. 9.30 i Jernved og kl. 11 i Hjortlund ved Katrine Gaub.
Børnekoret for børn i 3.-5. klasse og starter op torsdag den 19. september kl. 15 i Sognehuset. Er man interesseret, kan man høre mere hos organisten og læse mere i kirkebladet.
Prædiken til Vilslev
Her i forårets tidlige dage havde små og store planter fået knopper af forventning og de var længe tæt på at briste af glæde over det, der skulle komme, men selvom jeg passede og plejede og talte med planterne, åbnede de sig ikke et sekund før, de selv var klar til det. Men så åbnede de sig også med blade først og så blomster, og de forskønnede køkkenhaven med dejlige farver og skønne dufte. En blomst åbner sig altså først, når tiden er moden og den er klar til at springe ud.
Mennesker er ikke helt som blomster, selvom vi kan være nogle kønne planter. Det er ikke sådan, at vi følger årstiderne for, hvornår vi er lukkede eller åbne; tværtimod kan vi være ganske lukkede, selvom solen bager i dagevis og selvom blomsterflorets farvepragt gør alle ord forlegne. Tungsind og vinterdepression kan trække lange skygger ind i forår og sommer. Og ligeså formår nogle mennesker at være åbne og glade uanset, hvordan vejret arter sig; og selv igennem vinterens tunge mørke og iskolde dage formår de at møde verden med varme smil og overskud. Nej, som planter er vi ikke, og dog kan vi sammenlignes med de planter, der først giver noget til verden, når de åbner sig og folder sig ud og bliver en fryd for øjet og en lise for sjælen.
Når tiden er moden, springer blomsten ud. Men hvad modner et menneske? Måske kan man tænke, at modgang kan modne et menneske eller blødgøre en person, så man er klar til at gøre noget helt uventet; man kan af modgang blive desperat og søge alverdens alternative veje, hvis man dag og nat plages af smerter og uro. Deraf bliver man dog ikke moden, men banket sønder og sammen; og lige så lidt som en frugt bliver moden, bare fordi den er blevet blød af at falde på hård jord, lige så lidt bliver et menneske modnet af ubarmhjertig modgang. Tværtimod; modgang hærder - især hjertet, og man kan blive ganske forstokket og uimodtagelig for det, der i virkeligheden modner: Kærlighed, barmhjertighed og nåde.
Når man ofte oplever modgang f.eks. ved hele tiden at blive modsagt eller holdt uden for, får man efterhånden en erfaring af ikke at slå til og ikke at være god nok. Man kan faktisk lukke såvel det ene øje som det ene øre, for hvorfor skal man se og høre på dem, der ikke har noget godt at sige om én? Nej, så hellere lukke af og beskytte sig selv.
Når først man lukker af for at høre på andre, kan man også lige så godt lukke af for at tale med andre; for hvad skal man sige til dem, der mener, at de ved alt – især om andre? Mange elsker at tale, men hvem elsker at lytte? Jeg ved ikke, om det er blevet værre med tiden, men hvem har i vore dage tid til at lytte, når man jo har så meget selv at fortælle hele tiden? En prædiken må helst ikke være for lang, og nyhederne må helst ikke fylde for meget, for folk kan ikke holde koncentrationen. Men det er måske ikke så underligt, for vi er blevet vant til hurtig underholdning i overflod og til at vi skal sætte os selv i centrum og derfor ikke behøver tage hensyn til andre.
Der var en mand ramt at døvhed; måske havde han hørt for meget pjat, måske var han født med det, måske havde nogen råbt hørelsen ud af ham. Han havde problemer med at tale; måske manglede han ord, måske stammede han, eller måske havde han aldrig fået taletid, fordi ingen gad lytte. Han havde vel to arme og to ben og var vel ellers rask og arbejdsdygtig; ham bragte de til Jesus. Måske som en spøg, for hvad ville Jesus gøre ved ham? Underholdning kan de fantasifulde finde alle steder, og underholdning på andres bekostning er jo nok noget af det sjoveste: ”Hvad kan man sige om en døv person? Hvad som helst – han kan jo alligevel ikke høre det!”
Jesus så på den døvstumme mand med omsorg, og trak ham lidt væk fra andre, for der var ingen grund til at give dem mere at more sig over. Hvad der derefter skete, havde ingen regnet med. Jesus lavede noget, der nærmest lignede en tryllekunst; og den døvstumme så og mærkede, hvordan Jesus med sin finger rørte ved hans øre og tunge, men han hørte ikke det lille ord, der gled over Jesu læber. Pludseligt væltede lydene og larmen ind, for der var blevet åbnet for alt det, der før var lukket for; osteklokken var blevet løftet af den døvstummes skuldre, så ørerne kunne høre og tungen kunne juble. Og mange jublede med ham, forbavsede og overmåde glade for, at miraklernes tid endnu ikke var forbi. Gud var sandelig nær og greb ind i deres hverdag.
Jesus havde helbredt manden, og den ene mands glæde blev til manges glæde; og glæden boblede så de ikke kunne holde den inde; de kunne ikke tøjle deres tunger, men måtte fortælle alt og alle, hvad de havde set og hørt. Jesus ønskede dog ikke, at hans budskab skulle udbredes pga. den vidunderlige helbredelse, for det ville være et budskab, der kun ville slå rod i overfladen. Nej, troen skal have dybere rødder ned i hjerteroden, for ligesom med planterne gælder det, at det, der kun har rod i overfladen væltes nemt, men det, der har rod i dybden kan modstå både storm, tørke og vandflod. Troen får dybe rødder, når vi gang på gang vender tilbage til kirken og går til gudstjeneste får at motionere troen, luge tvivlens ukrudt, og gøde vort håb til Kristus.
Overskriften for denne prædiken er: Luk dig op (Effatha). Luk dig op for, at Gud vil det gode for dig i dit liv. Luk dig op for det, du før har lukket dig af for. Vi skal ikke være som østers over for Gud, men som forventningsfulde blomsterknopper i forårsvarmen. Vi skal lade os blive lukket op for glæden og freden, som kun Han kan skænke os. Salige er vi, som hungere og tørster, for vi skal mættes. Salige er vi, som søger og leder, for vi skal finde. Sandelig, solen skinner og Gud velsigner; som solen åbner selv de stædigste og hårdeste knopper, skal Gud også ved sin nådige barmhjertighed lukke selv de hårdeste hjerter op. Og da bliver haven et blomsterflor og menigheden et syngende kor, der lovpriser Gud med salmesang og tunge hos både de gamle såvel som hos de unge. Glæden er jordens gæst hver dag, et menneske åbner sig for troen og begynder at leve til gavn for sin næste. Amen.
MEDDELELSER
Næste gudstjeneste er søndag den 15. september kl. 9.30 i Vilslev (med kirkekaffe) og kl. 11 i Hunderup, hvor der er høstgudstjeneste med gratis frokost og hvor kirkekoret medvirker.