Jeg vil gerne indlede dagens læsning fra Det gamle Testamente, så I må gerne blive siddende et øjeblik.
Indledning til GT
I dag hører vi fra profeten Jeremias. En profet var en mand eller kvinde, som Gud talte igennem til det jødiske folk. Juda er et andet navn for det jødiske folk. Jeremias skal stille sig i det jødiske tempel, der var et storslået byggeri, for at advare jøderne om, at de ikke bare kunne leve uetisk og umoralsk for så at rende hen i templet og bede om syndsforladelse. Den måde at leve på er synd og udtryk for vantro og blasfemi. Når man bevidst gør onde gerninger, skal man ikke komme rendende til Gud og bede om undskyldning – tværtimod skal man vende om fra sit dårlige liv og leve oprigtigt imod Gud og mennesker.
Igen vil jeg gerne indlede dagens læsning fra Det ny Testamente, så I må gerne blive siddende et øjeblik.
Indledning til NT
I dette afsnit fra Paulus’ brev til kirken i den græske havneby Fillippi lægger Paulus vægt på, at kirken ikke skal bekymre sig om det jordiske – ligesom fjenderne af kristendommen, som ikke tror, der er mere end det fysiske, som de kan se. For os døbte er vores sande borgerskab i himlene og så skal vi ikke fokusere så meget på det jordiske; det jordiske giver os bekymringer, frygt og angst, men det himmelske giver os glæde, fred og tryghed.
Prædiken
Det er i dag på mange måder en ganske særlig dag – i hvert fald for mig. Det er første gang i omkring 3 måneder, at jeg igen træder op på prædikestolen. Perioden er gået med at holde forældreorlov, hvor tiden er gået med noget lidt andet end det kirkelige arbejde og min præstegerning. Dagen er også særlig, fordi det i dag er nøjagtigt 7 år siden, jeg blev ansat som sognepræst i Vilslev og Hunderup Kirker. Siden da er der sket meget, og jeg har holdt en hel del gudstjenester, hvor jeg har stået på prædikestolen og efter bedste evne forsøgt at gøre de gamle Bibeltekster forståelige i vores altid foranderlige nutid. Ved hver eneste prædiken, jeg har skrevet, har jeg spurgt mig selv, hvad vi i vores nutid dog skal have ud af at høre de gamle tekster fra den tunge Bibel. Vi er jo ikke jøder i Israel, og vi lever ikke i dén kulturelle sammenhæng, hvor Bibelen blev til. Alligevel må jeg sige, at de gamle ord fra fjerne tider og steder er utroligt rammende, nutidige og relevante, for de har evighed i sig og handler jo om os og vores forhold til hinanden i det helt almindelige daglige liv. Selvom Jesus ikke direkte forholder sig til de emner og debatter, som fylder i vores danske nutid og sammenhæng, så forholder han sig til noget, der altid er væsentligt for os. Især fylder tro, håb og kærlighed særligt meget i vores kristendom, og det kommer til udtryk på forskellige måder igennem årets gudstjenester.
Gudstjenesterne er vigtige for os, uanset om vi er børn, unge, voksne eller gamle, kvinder eller mænd - eller hvad og hvem vi nu engang er, for Gud taler stadig til os. Vi hører hans røst, når vi lytter med troens ører på det håb, vi har i evighed, om kærlighedens ild og vand, der leder os til livets land. Selvom vores virkelige og sande borgerskab og nationalitet er himmelsk, så er vi placeret imellem hinanden i lande, regioner og kulturelle sammenhænge. Det er altså livet her på jorden, som er kristendommens fokus; det er livet her og nu og de andre mennesker omkring os, som Jesus siger, vi skal forholde os til.
I dag får vi et forbillede, som Jesus tager frem og stiller som et spejl foran os. Når vi ser forbilledet, ser vi også noget om os selv. Den fattige enke gav bare et par småmønter, og blev af Jesus fremhævet som én, der gav mere end alle andre; og fordi hun gav mest, skulle hun fremhæves. Alle andre, der lagde mange penge i tempelblokken er blevet glemt, men hun er blevet husket og er endda skrevet ind på Bibelens sider. De mange rige, som gav meget, og de mange fornemme, som gav rundhåndet, ja, endda de berømte dengang, som alle kendte og holdt af, er der ingen, der husker længere; de gav jo bare af deres overflod og overskud – det er der såmænd intet særligt ved. Det særlige er hende, der knap nok havde noget at give, og hun gav af sin fattigdom; sikke et forbillede!
Nogle gange kan man rammes af sit lave selvværd, sin egen fattigdom og tænke: Jeg er en fattig præst, der ikke har mange evner for at prædike eller talenter til at være en god sognepræst; stakkels sognebørn, der må nøjes med sådan en fattig taler og sjælesørger. Meget har jeg ikke at give, men I kan få de små mønter, jeg trods alt har. Af grunde jeg ikke kan gennemskue, har Gud sat mig til denne bestilling, da menighedsrådene indstillede mig til embedet i sin tid – og ingen har afbrudt mine prædikener eller fyret mig - endnu. Måske rækker mine få mønter af et par øres værdi alligevel til mere, end jeg skulle tro? Ja, man må jo håbe!
Mange tror, de er noget stort og særligt, fordi de har meget at give af, og mange andre (især de unge) tror, de ikke regnes for noget, fordi de kun har en smule at give af. Dem, der ophøjer sig selv f.eks. på de sociale medier og viser sig frem med at være smukke og rige og talentfulde, får rigtig meget ros og mange likes. Andre føler slet ikke, at de har noget godt at sige om sig selv, for de er jo bare små mennesker uden nogle særlige talenter eller evner; de får sjældent ros fra andre, for de giver kun et par småmønter af et par øres værdi. Alligevel er det netop disse små mennesker med deres lille tro, lave selvværd og ringe indflydelse, som Jesus trækker frem for sine venner og siger: Her er jeres forbilleder: vær som den fattig enke.
Den fattige enke var engang hverken fattig eller enke; engang var hun gift og havde hus og hjem og var næppe rigere eller fattigere end så mange andre. Måske havde hun og manden endda børn sammen. Men med tiden mistede hun, hvad hun før havde fået; også det kender vi fra os selv og vores nutid: Mange mister – ikke blot deres ægtefælle, arbejde, tryghed og sikkerhed – men også sig selv. For man er jo bundet sammen med det, man har, så når man mister nogle af sine kære og noget af sin ejendom, så mister man også noget af sig selv. Da kvinden var blevet enke, mistede hun hus og hjem, for dengang var det manden, som ejede huset og sikrede familiens ve og vel (det er heldigvis meget anderledes nu); måske er børnene døde eller selv ramt af modgang og fattigdom, så de ikke kan hjælpe deres fattige enkemor.
Denne fattige enke er ikke et forbillede, fordi hun har mistet alt eller ynker sig selv og sin skæbne, men hun lever forbilledligt, fordi hun stadig giver til andre, selvom hun knap nok har til sig selv. Og det er sådan set kærlighedens levende væsen: Den giver altid til andre. Det er også derfor, den er livets mening, kærligheden, for kan man bruge sit liv på noget bedre eller større?
Kærligheden kommer ikke automatisk ud af os, men den stammer fra Gud selv, som plantede den i os, og han glæder sig over at se kærligheden vokse som et livstræ, der har rødderne solidt plantet i troens muld for at kunne række sine grene ud mod andre og sit hoved op mod himlen. Når man lever i kærlighed af tro, så har man ingen interesse i at lyve, snyde eller stjæle eller på anden måde forbryde sig mod Gud og mennesker. Gud hører desuden ikke på en hykler, selvom man er nok så from og politisk korrekt i sin mund og officielle holdninger, hvis man så privat gør alt det, som byder Gud imod og som ødelægger og sårer andre.
Vi ved det jo godt, men alligevel kan vi ikke være rene kærlighedsmennesker, der kun gør det gode. Nej, vi gør også det onde engang imellem, og det ved vi også godt. Derfor må vi igen til kirken for at høre, at vi ikke er blevet dømt ude – tværtimod får vi netop herinde at vide, at der er tilgivelse for alle synder. Når Gud ikke dømmer os ude, skal vi heller ikke dømme hinanden eller os selv ude; så længe vi lever, er der håb. Det er da værd at takke for både i sang og en stille bøn. Den fattige enke gav kun et par mønter af et par øres værdi; lad os derfor ikke holde noget godt tilbage for hinanden, når det står i vores magt at give det. Lad os ære Gud i det høje ved at være til gavn for hinanden i det lave. Amen.
Lovprisning
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Kirkebøn
Lad os alle bede. Far i himlene, vi takker dig for vores lille liv, vores stille tilværelse og de få, der holder af os. Tak fordi du tilgiver os og tager imod os, selvom vi igen og igen kommer til dit kirkehus med alle vore fejl og mangler. Giv os mod til at blive bedre; styrk troen i vort hjerte, håbet i vort sind og lad kærligheden blive oprigtigt levende iblandt os, så retfærdigheden kan trives i vores sogn og samfund. Velsign vort hus, velsign vort bord, velsign den hele vide jord. Velsign os med din egen hånd, Gud Fader, Søn og Helligånd. Amen.
Meddelelser
Vilslev: Altergang: det er ikke et krav, men man må gerne bruge mundbind når man går op for at tage del i nadveren.
Søndag den 22. november holder vi genåbning af Hunderup Kirke ved en festgudstjeneste. Der er stadig ledige pladser, så husk at melde jer til. Se plakaten i våbenhuset.
Gredstedbro: Der er ingen nadver fordi alterskranken er så lille, men hvis man ønsker det, kan man lave en aftale med mig om altergang f.eks. derhjemme.
Begge: Katrine Gaub og jeg har nu i samarbejde med menighedsråd og personale fundet frem til forskellige måder at holde julegudstjenester på, og det kan man læse mere præcist i det kirkeblad, der inden for et par uger kommer ud i jeres postkasser. Hele december måned skal man tilmelde sig alle gudstjenester og arrangementer, så vi kan undgå smitte.
Apostolsk velsignelse
Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.