At investere livet, det er at leve. HC Andersen lærte os: ”at rejse er at leve”, og at rejse betyder at flytte sig; at forandre sig. At stå det samme sted er som at visne, ”thi evig stilstand er død”. I året der er gået har vi måske flytte os frem, måske tilbage, måske har vi slet ikke flyttet os i forhold til tidligere. Uanset hvordan det står til her på årets første dag, så vurderer vi os selv, som havde vi deltaget i X-factor.
Efter samtaler med ældre mennesker har jeg opdaget, at mange synes, deres liv og deres tid på jord er fløjet af sted; som om, de næsten ikke har opdaget, at tiden er gået. De skuer bagud og synes, alle deres oplevelser lige så godt kunne være sket i går. Men når de skuer fremad, ser fjorten dage ud af meget, og et år virker helt uoverkommeligt. Med børn er det ikke meget anderledes; tiden eksisterer ikke rigtig for dem. I en periode, der er fyldt med begivenheder flyver tiden hurtigt forbi vore øjne, mens en tid, hvor der intet sker, føles dræbende langsomt. Vi har vel alle siddet i lægens venteværelse og kigget på det ur, der synes at have sat tiden i stå. Men tiden går nu sin vante gang, hvad enten vi vil det eller ej.
Og derfor er vi endnu engang kommet frem til endnu en nytårsdag. Gårsdagens festligheder og flotte fyrværkerishows er allerede fortid. Minderne fra det forgangne år hænger ved os som en del af os; og vi bærer minderne med os ind i fremtiden. I os bindes fortid og fremtid sammen.
Tiden er gået som tiden har gjort det gennem tusinde år. Mennesker er født, mennesker er døde; som om, der findes en livscyklus, og nu er det vores tur til at befinde os i denne cyklus. Som blomsterne, der bryder frem om foråret, blomstrer om sommeren og visner om efteråret, er det er vores tur til at fødes og til at dø. Imellem fødsel og død kan der være mange år eller få år; dét ved vi ikke på forhånd. En hård vestenvind kan tage livet af en blomst, før den står i fuldt flor, og således kan et hårdt liv eller andre ting, vi ikke kan styre eller kontrollere, også afkorte vort liv. Vi ved ikke, hvor mange dage, vi får her på jorden i det nye år. Hvad vi dog ved, er, at vi eksisterer lige her lige nu. Så må vi forholde os til det.
Det kan dog gøre nogle triste og bange at tænke på, men sorg og tristhed må ikke afskrække os fra at leve. Netop fordi vi ikke ved, hvornår vores time kommer, må vi forholde os til, at vi lige nu og her har livets mulighed; livets mulighed rummer meget: muligheden for glæde, for kærlighed, for styrke, venskab, oplevelser, rejse og forandring. Når vi befinder os her i kirken på dette nye års nye dag, viser vi, at vi tager imod det nye år som en gave med lovsang og takkebønner. Vi luller ikke hinanden i søvn, for kristendom er ikke opium, der gør os til religiøse zombier, der vandrer tankeløst rundt i en trædemølle af gamle traditioner. Tværtimod indser vi her i kirken, at vort liv varer så kort som en blomst, og at vi ikke bukker under for livets korthed, men tager handsken op og glæder os trods sorg, elsker trods had, håber trods håbløshed og styrker hinanden til at byde alt det dårlige i verden trods.
Vor tro styrkes ved nadveren, vort hjerte ved bøn og vor legeme ved salmesang. Pointen med at gå i kirke er derfor også at blive styrkede til igen og igen at gå ud herfra som styrkede personer, klar til endnu engang at investere vort liv.
”Hvad er dit nytårsfortsæt?” – et spørgsmål vi nok kommer til at høre en del gange i disse dage. Det nye år giver os nye muligheder for at fokusere på vort eget liv og egen succes; hvilket ikke er så underligt; vi skal jo være i form til at tage på stranden til sommer, vi skal gerne blive lidt rigere end sidste år, og så skal vi da også ud at opleve lidt mere, end vi nåede sidste år, være mere sammen med familie og venner. Vi skal jo leve, mens vi gør det, og elske, mens vi tør det.
Når vi har hørt Bibelteksten om Fadervor netop i dag, så er det en smuk forståelse for, at vi ikke skal sendes ud at leve i verden uden at få en bøn med, der så at sige kommer hele vejen rundt. Jeg gør meget ud af, at konfirmanderne skal lære Fadervor, for når vi står i livets største glædelige og dybeste sorgfulde stunder, kan vi have svært ved at formulere nogle passende ord eller en bøn; Fadervor rummer det hele: en tak til Gud, et ønske om hjælp og et udtryk for glæde.
I Fadervor afsløres vi også som dem, der både har brug for at sige undskyld og har brug for at modtage andres undskyldning. Når vi i disse dage tænker året igennem, rammes vi måske af tanken om, at der er nogen, vi bør sige undskyld til eller nogen, vi bør tilgive. Fadervor rusker op i os og får os til at tænke lidt dybere end på, hvordan vi får opfyldt nytårsforsætterne.
Fadervor er ikke en fordømmende bøn; meningen med den er ikke, at den kun kan bedes af særligt hellige og fromme mennesker. Tværtimod kan den bedes af alle, og den løfter os, så vi med styrkede hænder, et roligt hjerte og løftet hoved kan vi byde et nyt år velkomment og møde vor næste til glæde og gavn.
Amen.