Oplægget blev holdt til menighedsmøde i Vilslev konfirmandstue, onsdag d. 26. september 2018
Tak, fordi I har indbudt mig til at fortælle lidt om ”folkekirkens udfordringer i dag” (som emnet omtales i kirkebladet). Hvor skal jeg begynde? Hvis man virkelig ønsker at finde udfordringer eller problemer, så skal man ikke lede længe – hverken i folkekirken eller i andre demokratiske foreninger. Der er nemlig rigtig mange personer involveret i folkekirken på forskellige måder og med forskellige dele af magt til at påvirke folkekirken. Men i stedet for at tale om folkekirken sådan overordnet set, vil jeg koncentrere mig om Vilslev kirke og sogn.
Hvad man ser som udfordringer, siger også noget om, hvad man ser som mål. Vi har jo kun udfordringer, fordi der er noget vi ønsker at opnå eller nå frem til. Når vi taler om mål, kan vi også tale om delmål, som er underafdelinger til det store mål derude i horisonten eller oppe på bjergets tinde. Målet kan være mere eller mindre opnåeligt, men formålet med delmålene er at bygge en trappe op til det store mål. Så når vi skal tale om udfordringer, må vi også tale om, hvad vores store endegyldige mål er, og hvad vores delmål så skal være.
Et typisk mål er at få flere i kirke. Det hører man tit, og udsagnet bygger på forestillingen eller fordommen om, at der ikke kommer nok i kirke. Men hvornår kommer der nok?
Vilslev kirke er bygget til at kunne rumme 150-200 personer, men i Vilslev sogn er der 614 medlemmer af folkekirken. Så hvis alle skulle i kirke til samme gudstjeneste, skulle kirken altså være mindst tre gange større!
Desværre har mange i alt for langt tid stirret sig blinde på antallet af kirkegængere og konstateret, at kirkegængerantallet til søndagens højmesse generelt er alt for lavt. Men i forhold til hvad?
Er det i sig selv skidt, at der er 10 til en gudstjeneste?
Er det i sig selv godt, at der er 200 til en gudstjeneste?
Dog er det sådan, at når en person er i centrum, får man anledning til at komme i kirke, og pludselig kan de gamle ritualer og de ellers så kedelige og støvede ord og begreber pludseligt noget; og folk stimler sammen til dåb, konfirmation, bryllup og begravelse samt de særlige lejligheder eller oplevelser, som er lidt ekstra hyggelige og spændende.
I stedet for at tale så meget om antallet og dermed overfladen af gudstjenesten (altså, det man kan se, måle og veje) vil jeg hellere tale om dybden i gudstjenesten og lade spørgsmålet hvile hos den enkelte kirkegænger, om troen blev styrket? Om håbet voksede? Om kærligheden blev levende iblandt os? – sådan som en del af bønnerne lyder til højmessen.
En stor udfordring for folkekirken er også, at vores samtid forlanger underholdning i stedet for fordybelse. En del præster og menighedsråd er desværre hoppet med på den bølge, men personligt mener jeg, at kirken er samfundets sidste bastion for ånd og fordybelse. Hvor alle andre søger oplevelser, underholdning og letkøbte adspredelser, tør vi i kirken tage et langt og sejt træk (kirkeåret rundt) for at komme ned i dybden af eksistensen og af kristendommen for at finde en belysning af menneskelivet, som gør os duelige til at leve et jævnt og muntert virksomt liv på jord trods alverdens modgang og undergang. For vi ved, at vi engang skal dø, men hvordan skal vi forholde os til det? Vi ved, at vi engang vil fejle, at vi ikke slår til som mennesker, som naboer, som venner eller som ægtefæller. Og hvad gør vi så? Vi kan vælge enten at jage tankerne på flugt foran fjernsynet, eller vi kan tage livtag med vores eksistens og finde ro i vores Gudgivne skabthed.
Sagen er desværre den, at selv om kirkens sag er nok så ædelt og nobelt, så lytter folk ikke – måske fordi kirken ikke taler med en relevant stemme. Det er en enorm udfordring at være kirke for en nutid, som ikke kan forstå kirkens ord og sprog. Skal vi så bare bruge andre ord? Eller skal vi ikke i stedet fordybe os i de gamle ord, så vi kan lære at indse og forstå, at kristendom er som en dyb brønd, der giver os frisk vand til evigt liv. Spørgsmålet er, hvad vi ser som kirkens delmål.
Men pas på! For kirken har slet ikke et stort, endeligt mål, men er altid undervejs ind i det nye øjebliks nutid, hvor vi på ny har brug for at høre de gamle Jesusord igen og igen til trøst og opmuntring. På en måde er det altid forandrede mennesker, der træder ind i den gamle kirke, fordi vi i hverdagen har gjort os nogle erfaringer om det at være menneske. Så længe mennesker fødes, lever og dør; så længe vi sanser og føler, at der er skidt og dårligdom til i verden – så længe har vi brug for at høre og vide os elskede uden grund og ganske gratis (det er nåden); vide, at vi er sat her med et formål; og at livets mening er den evige kærlighed, der giver såvel håb til de modløse som tro til de fortabte.
Måske vores første egentlige delmål må være bare at holde kirken åben og holde gudstjenester tit, og at vi så selv går i forvejen og baner vejen, så andre kan træde efter os?
Tak, fordi I har indbudt mig til at fortælle lidt om ”folkekirkens udfordringer i dag” (som emnet omtales i kirkebladet). Hvor skal jeg begynde? Hvis man virkelig ønsker at finde udfordringer eller problemer, så skal man ikke lede længe – hverken i folkekirken eller i andre demokratiske foreninger. Der er nemlig rigtig mange personer involveret i folkekirken på forskellige måder og med forskellige dele af magt til at påvirke folkekirken. Men i stedet for at tale om folkekirken sådan overordnet set, vil jeg koncentrere mig om Vilslev kirke og sogn.
Hvad man ser som udfordringer, siger også noget om, hvad man ser som mål. Vi har jo kun udfordringer, fordi der er noget vi ønsker at opnå eller nå frem til. Når vi taler om mål, kan vi også tale om delmål, som er underafdelinger til det store mål derude i horisonten eller oppe på bjergets tinde. Målet kan være mere eller mindre opnåeligt, men formålet med delmålene er at bygge en trappe op til det store mål. Så når vi skal tale om udfordringer, må vi også tale om, hvad vores store endegyldige mål er, og hvad vores delmål så skal være.
Et typisk mål er at få flere i kirke. Det hører man tit, og udsagnet bygger på forestillingen eller fordommen om, at der ikke kommer nok i kirke. Men hvornår kommer der nok?
Vilslev kirke er bygget til at kunne rumme 150-200 personer, men i Vilslev sogn er der 614 medlemmer af folkekirken. Så hvis alle skulle i kirke til samme gudstjeneste, skulle kirken altså være mindst tre gange større!
Desværre har mange i alt for langt tid stirret sig blinde på antallet af kirkegængere og konstateret, at kirkegængerantallet til søndagens højmesse generelt er alt for lavt. Men i forhold til hvad?
Er det i sig selv skidt, at der er 10 til en gudstjeneste?
Er det i sig selv godt, at der er 200 til en gudstjeneste?
Dog er det sådan, at når en person er i centrum, får man anledning til at komme i kirke, og pludselig kan de gamle ritualer og de ellers så kedelige og støvede ord og begreber pludseligt noget; og folk stimler sammen til dåb, konfirmation, bryllup og begravelse samt de særlige lejligheder eller oplevelser, som er lidt ekstra hyggelige og spændende.
I stedet for at tale så meget om antallet og dermed overfladen af gudstjenesten (altså, det man kan se, måle og veje) vil jeg hellere tale om dybden i gudstjenesten og lade spørgsmålet hvile hos den enkelte kirkegænger, om troen blev styrket? Om håbet voksede? Om kærligheden blev levende iblandt os? – sådan som en del af bønnerne lyder til højmessen.
En stor udfordring for folkekirken er også, at vores samtid forlanger underholdning i stedet for fordybelse. En del præster og menighedsråd er desværre hoppet med på den bølge, men personligt mener jeg, at kirken er samfundets sidste bastion for ånd og fordybelse. Hvor alle andre søger oplevelser, underholdning og letkøbte adspredelser, tør vi i kirken tage et langt og sejt træk (kirkeåret rundt) for at komme ned i dybden af eksistensen og af kristendommen for at finde en belysning af menneskelivet, som gør os duelige til at leve et jævnt og muntert virksomt liv på jord trods alverdens modgang og undergang. For vi ved, at vi engang skal dø, men hvordan skal vi forholde os til det? Vi ved, at vi engang vil fejle, at vi ikke slår til som mennesker, som naboer, som venner eller som ægtefæller. Og hvad gør vi så? Vi kan vælge enten at jage tankerne på flugt foran fjernsynet, eller vi kan tage livtag med vores eksistens og finde ro i vores Gudgivne skabthed.
Sagen er desværre den, at selv om kirkens sag er nok så ædelt og nobelt, så lytter folk ikke – måske fordi kirken ikke taler med en relevant stemme. Det er en enorm udfordring at være kirke for en nutid, som ikke kan forstå kirkens ord og sprog. Skal vi så bare bruge andre ord? Eller skal vi ikke i stedet fordybe os i de gamle ord, så vi kan lære at indse og forstå, at kristendom er som en dyb brønd, der giver os frisk vand til evigt liv. Spørgsmålet er, hvad vi ser som kirkens delmål.
Men pas på! For kirken har slet ikke et stort, endeligt mål, men er altid undervejs ind i det nye øjebliks nutid, hvor vi på ny har brug for at høre de gamle Jesusord igen og igen til trøst og opmuntring. På en måde er det altid forandrede mennesker, der træder ind i den gamle kirke, fordi vi i hverdagen har gjort os nogle erfaringer om det at være menneske. Så længe mennesker fødes, lever og dør; så længe vi sanser og føler, at der er skidt og dårligdom til i verden – så længe har vi brug for at høre og vide os elskede uden grund og ganske gratis (det er nåden); vide, at vi er sat her med et formål; og at livets mening er den evige kærlighed, der giver såvel håb til de modløse som tro til de fortabte.
Måske vores første egentlige delmål må være bare at holde kirken åben og holde gudstjenester tit, og at vi så selv går i forvejen og baner vejen, så andre kan træde efter os?
