Der var engang for længe siden, hvor gæssene samledes fra mange steder i landet. De havde hen over sommeren oplevet lidt af hvert. Da de blev mange nok, samledes de i en stor flok, og fløj af sted. De snakkede og skræppede, så det kunne høres både oppe og nede, imens deres vinger bar dem susende af sted højt oppe igennem den tynde luft. De trængte til luftforandring.
Iblandt de mange var der én, som var anderledes. Den fløj en helt anden vej. Den fløj sin egen vej, og den skræppede med sig selv, for ingen ville følge med. De andre gæs gloede og skræppede højt op om dens vildfarelse. "Vend om! Vi skal jo sydpå", skræppede de til gåsen, "ned til den dejlige varme!" De fløj af sted med længsel og dejlige minder om tidligere års ophold i sydens sol og varme.
"Hvor flyver du dog hen, lille gås?" skræppede de i flok og kor, og gåsen rappede retur:
"Ikke syd, men nord!
Til de grønne egne og det grønne land!
Jeg har hørt så meget om det,
og nu vil jeg flyve ud og se det,
mon historien mon er sand?
Her kommer jeg, Grønland!"
Gæssenes skræppende snak forstummede, og de blev stille. Ikke kun af forbløffelse over den digtende gås, men også af forbavselse over dens åbenlyse dumhed. Deres veje skiltes dog brat og snart. Efter mange timer på vingerne landede de fleste gæs sikkert derned i lande langt borte fra de kolde efterårsvindes varsler om vinterfrosne mørke timer.
De skræppede og rappede stadig om den lille gås, og når de mødte gæs fra andre flokke var det snart dén historie, de alle skræppede op om med lige dele forbløffelse og forbavselse og forundring.
Nogle gæs kunne ikke tro deres egne ører, men ville ikke hænge med næbbet over sådan en dum artsfælle, så de gik deres vante gåsegang hen til søer og damme, hvor andemaden lå tykt, og gamle damer smed brød. Man kan vel næppe synes, det var næbet af dem, for det er dog begrænset, hvor meget tossethed man kan holdet til at fylde sine gåseører med.
Men snakken gik blandt gæssene, om historien mon var sand, eller om den bare var en and? Altså, en historie om en fjer, der blev til fem høns? Var der mon noget om snakken, eller havde den ene flok gæs blot opdigtet en historie fora at være interessante. Man kunne jo aldrig vide. De amerikanske gæs kunne jo fortælle om fake news, og i disse tider kunne man dog aldrig vide sig sikker, selvom de så alt i det store fugleperspektiv.
I sydens varme lande begyndte et vers at flyde som andemad i søen. Et vers med spot og hån, digtet i vantro forbavselse. Den rummede fordømmelsen og forundringen, og den lå godt på gæssene ru tunger; de var som skåret til spot og spe. Ak og ve!
Var gåsen en and?
Nej, historien er sand.
Gåsen var ikke en and,
men sikke da en gås!
Iblandt de mange var der én, som var anderledes. Den fløj en helt anden vej. Den fløj sin egen vej, og den skræppede med sig selv, for ingen ville følge med. De andre gæs gloede og skræppede højt op om dens vildfarelse. "Vend om! Vi skal jo sydpå", skræppede de til gåsen, "ned til den dejlige varme!" De fløj af sted med længsel og dejlige minder om tidligere års ophold i sydens sol og varme.
"Hvor flyver du dog hen, lille gås?" skræppede de i flok og kor, og gåsen rappede retur:
"Ikke syd, men nord!
Til de grønne egne og det grønne land!
Jeg har hørt så meget om det,
og nu vil jeg flyve ud og se det,
mon historien mon er sand?
Her kommer jeg, Grønland!"
Gæssenes skræppende snak forstummede, og de blev stille. Ikke kun af forbløffelse over den digtende gås, men også af forbavselse over dens åbenlyse dumhed. Deres veje skiltes dog brat og snart. Efter mange timer på vingerne landede de fleste gæs sikkert derned i lande langt borte fra de kolde efterårsvindes varsler om vinterfrosne mørke timer.
De skræppede og rappede stadig om den lille gås, og når de mødte gæs fra andre flokke var det snart dén historie, de alle skræppede op om med lige dele forbløffelse og forbavselse og forundring.
Nogle gæs kunne ikke tro deres egne ører, men ville ikke hænge med næbbet over sådan en dum artsfælle, så de gik deres vante gåsegang hen til søer og damme, hvor andemaden lå tykt, og gamle damer smed brød. Man kan vel næppe synes, det var næbet af dem, for det er dog begrænset, hvor meget tossethed man kan holdet til at fylde sine gåseører med.
Men snakken gik blandt gæssene, om historien mon var sand, eller om den bare var en and? Altså, en historie om en fjer, der blev til fem høns? Var der mon noget om snakken, eller havde den ene flok gæs blot opdigtet en historie fora at være interessante. Man kunne jo aldrig vide. De amerikanske gæs kunne jo fortælle om fake news, og i disse tider kunne man dog aldrig vide sig sikker, selvom de så alt i det store fugleperspektiv.
I sydens varme lande begyndte et vers at flyde som andemad i søen. Et vers med spot og hån, digtet i vantro forbavselse. Den rummede fordømmelsen og forundringen, og den lå godt på gæssene ru tunger; de var som skåret til spot og spe. Ak og ve!
Var gåsen en and?
Nej, historien er sand.
Gåsen var ikke en and,
men sikke da en gås!
