Ukritisk gentages det som et moderne mantra, at forældre ikke ønsker deres barn døbt, thi barnet skal selv ved en udefineret lejlighed og modenhed afgøre, om det ønsker dåben. Forældre fralægger sig altså ansvaret for barnets dåb. Et argument er, at forældre ikke vil træffe valg på vegne af barnet – men et fravalg er også et valg. Det forhindrer dog ikke forældre i at vælge alt andet for barnet; dets navn, påklædning, ernæring, legetøj, omgangskreds - ja, i det hele taget alt, indtil barnet selv begynder at give udtryk for sin mening og holdning. Nogle gange er forældre ikke det bedste for et barn. Barnets holdninger udtrykker sjældent, hvad der egentlig er bedst for barnet. Tværtimod er det vel barnligt at tro, at barnet har indsigt og forstand til selv at bestemme. Og netop derfor bør barnet døbes, inden det bliver alt for egocentrisk.
Når først de tre håndfulde vand er hældt over barnets hoved med ordene om, at det ved dåben er blevet et Guds barn, indlemmet i menigheden, og har modtaget Helligånden, så er der ikke mere at se. Dåbens tegn på issen er usynligt for menneskeøje, men aldeles synligt for Gud i det høje. Vi døber børn, fordi vi håber på livet, og fordi vi ønsker dette liv velsignet af såvel Gud som af menighedens kirkelige fællesskab. Er det virkeligt så slemt og dårligt, at man som forældre med god samvittighed kan fravælge det på barnets vegne?
Dåbens tegn og betydning er ikke en ukærlig handling - tværtimod. Med dåben placeres barnet ikke blot i menneskers hænder med ansvar for og pligt til at opdrage det i velsignelse og kristelig børnelærdom, men dåben trænger igennem alt det synlige og usynlige, og rækker langt ud over selve livet. Dåben er en ydmyg handling, hvori vi bekender, at livet er for stort for os alene at bære; og når vi står ved gravens rand og stirrer ned i dødens mørke vished, så lyder ekko af dåbens ord. I dåben kædes vi sammen med fællesskabet i Kristus; og ligesom han døde, erkender vi ved dåben også, at vi skal dø. Ved dåben dør vi så at sige med Kristus. Som Kristus blev oprejst fra de døde, skal alle døbte rejses. Dåben til døden er altså håbet om livet.
Bragt i Ribe Stiftsnyt for marts april maj 2017
Når først de tre håndfulde vand er hældt over barnets hoved med ordene om, at det ved dåben er blevet et Guds barn, indlemmet i menigheden, og har modtaget Helligånden, så er der ikke mere at se. Dåbens tegn på issen er usynligt for menneskeøje, men aldeles synligt for Gud i det høje. Vi døber børn, fordi vi håber på livet, og fordi vi ønsker dette liv velsignet af såvel Gud som af menighedens kirkelige fællesskab. Er det virkeligt så slemt og dårligt, at man som forældre med god samvittighed kan fravælge det på barnets vegne?
Dåbens tegn og betydning er ikke en ukærlig handling - tværtimod. Med dåben placeres barnet ikke blot i menneskers hænder med ansvar for og pligt til at opdrage det i velsignelse og kristelig børnelærdom, men dåben trænger igennem alt det synlige og usynlige, og rækker langt ud over selve livet. Dåben er en ydmyg handling, hvori vi bekender, at livet er for stort for os alene at bære; og når vi står ved gravens rand og stirrer ned i dødens mørke vished, så lyder ekko af dåbens ord. I dåben kædes vi sammen med fællesskabet i Kristus; og ligesom han døde, erkender vi ved dåben også, at vi skal dø. Ved dåben dør vi så at sige med Kristus. Som Kristus blev oprejst fra de døde, skal alle døbte rejses. Dåben til døden er altså håbet om livet.
Bragt i Ribe Stiftsnyt for marts april maj 2017
