Når først de tre håndfulde vand er hældt over barnets hoved med ordene om, at det ved dåben er blevet et Guds barn, indlemmet i menigheden, og har modtaget Helligånden, så er der ikke mere at se. Dåbens tegn på issen er usynligt for menneskeøje, men aldeles synligt for Gud i det høje. Vi døber børn, fordi vi håber på livet, og fordi vi ønsker dette liv velsignet af såvel Gud som af menighedens kirkelige fællesskab. Er det virkeligt så slemt og dårligt, at man som forældre med god samvittighed kan fravælge det på barnets vegne?
Dåbens tegn og betydning er ikke en ukærlig handling - tværtimod. Med dåben placeres barnet ikke blot i menneskers hænder med ansvar for og pligt til at opdrage det i velsignelse og kristelig børnelærdom, men dåben trænger igennem alt det synlige og usynlige, og rækker langt ud over selve livet. Dåben er en ydmyg handling, hvori vi bekender, at livet er for stort for os alene at bære; og når vi står ved gravens rand og stirrer ned i dødens mørke vished, så lyder ekko af dåbens ord. I dåben kædes vi sammen med fællesskabet i Kristus; og ligesom han døde, erkender vi ved dåben også, at vi skal dø. Ved dåben dør vi så at sige med Kristus. Som Kristus blev oprejst fra de døde, skal alle døbte rejses. Dåben til døden er altså håbet om livet.
Bragt i Ribe Stiftsnyt for marts april maj 2017