Nedenfor bringes fortællingen En Præst af cand.theol. Thomas Lange (1829-1887). Fortællingen findes i hans debutværk I Ungdommen (1858). Teksten er skrevet over fra gotisk til en nemmere læselig font, og jeg har anvendt nutidig stavemåde de fleste steder. Der tages forbehold for eventuelle slåfejl.
Aftenen før han skulle prædike til dimis, sad han i sin stue på et af kollegierne. Allerede for flere dage siden havde han udarbejdet sin tale; han kunne den godt udenad; thi han havde hørt sig selv mange gange på den. Men da han endelig var kommet til det resultat, at han ikke kunne lære den bedre, så lænede han sig tilbage i sin stol og faldt i tanker.
”Ja” - sagde han til sig selv, efter at han nogen tid havde siddet stille med lukke øjne - ”hvor lykkelig kan jeg dog ikke leve som præst! Som præst er jeg tillige landmand og får heste og vogne, og jeg kan således leve ved det, som har haft lyst til fra min barndom.”
Aftenen før han skulle prædike til dimis, sad han i sin stue på et af kollegierne. Allerede for flere dage siden havde han udarbejdet sin tale; han kunne den godt udenad; thi han havde hørt sig selv mange gange på den. Men da han endelig var kommet til det resultat, at han ikke kunne lære den bedre, så lænede han sig tilbage i sin stol og faldt i tanker.
”Ja” - sagde han til sig selv, efter at han nogen tid havde siddet stille med lukke øjne - ”hvor lykkelig kan jeg dog ikke leve som præst! Som præst er jeg tillige landmand og får heste og vogne, og jeg kan således leve ved det, som har haft lyst til fra min barndom.”
Han sad atter en tid stille og tankefuld.
Men pudselig begyndte han at blive urolig; han tog sig med hånden til panden, som om han var grebet af en ny og ængstende tanke.
”Men er jeg også værdig til at være Guds Ords tolk?” sagde han - ”har jeg stræbt efter at klare min tro og helliggøre mit liv?”
Og da denne tanke nu engang var vakt, så fremstillede hans hele foregående liv sig med en så forunderlig klarhed for ham, og han så så meget som han aldrig før havde set.
”Jeg er jo virkelig en stor synder! Jeg har aldrig vidst det før, men nu ved jeg det; og hvorledes kan en så ussel synder som jeg være værdig til at tolke den guddommelige sandhed?”
Han greb atter sin prædiken, for at finde mod og trøst i den. Men hvor ganske anderledes end før forekom den ham ikke nu! ”Hvor stolte, hvor kolde er dog ikke disse ord!” - råbte han - ”Hvorledes kan jeg dog tale således? Passer sådanne ord sig for mig? Nej, denne prædiken kan jeg umuligt holde!”
Og drevet af mægtig uro gik han op og ned i sit værelse, idet han for første gang havde den bitre følelse af sin egen intethed. Da kastede han sig på knæ og bad af et sønderknust hjerte til Gud, og var første gang, han bad således.
Endelig rejste han sig, gik hen til sit skrivebord og satte sig til at skrive. Først langt ud på natten blev han færdig; men han behøvede ikke at lære denne sin nye prædiken udenad - han kunne hvert ord; thi han havde skrevet af sit hjerte.
Under inderlig bøn til Gud besteg han den næste dag prædikestolen, og da han talte af et bange og sønderknust sind, lagde Gud sin velsignelse i hans ord, og han følte sig hævet og kvæget ved det, han sagde.
Kort tid efter døde hans fader, og han blev kaldet til præst efter ham. I samme ånd som første gang holdt han sin tiltrædelsesprædiken – han følte sig fattig og ringe, og derfor var Gud rig i ham.
År gik hen, og den unge præst blev berømt. Det på en forunderlig måde gribende, ydmyge, og kærlige, som lå i hans ord og hele væsen, når han talte, lokkede talrige besøgende endog fra fjernere egne til hans kirker. Men han vidste endnu ikke selv, at han var blevet så berømt. Som før var han kun opfyldt af tanken om sin uendelige ringhed, og ihvorvel han også selv følte en højere ånd tale igennem sig, tilskrev dog alene dette Guds uendelige nåde, og dette gjorde ham endnu mere ydmyg.
Da han havde været fire år i sin faders kald, blev der tilbudt ham et større i København. Det var ikke faldet ham selv ind at søge noget andet kald, men da det blev ham tilbudt, tog han med taknemmelighed herimod, idet han mente, at Gud nu ville åbne ham en støre
virkekreds.
År gik hen og præstens berømmelse steg og steg. Hans navn, udtalt med beundring og kærlighed, genlød over hele landet; men han vidste det endnu ikke selv. Vel havde mange sagt ham, at han var til stor velsignelse, men herover havde han kun glædet sig i Gud, og
han følte sig endnu ligeså ydmyg og ringe, som da han første gang besteg prædikestolen.
Som han en dag sad i sit værelse og studerede, fik han besøg af en af sine kæreste ungdomsvenner, en skipper, som i flere år havde flakket om langt borte fra hjemmet. Undselig og forlegen trådte den ærlige sømand ind i sin ungdomsvens smagfulde studereværelse.
”Om forladelse” - sagde han - ”hvis jeg forstyrrer dig! Du er jo blevet en så stor og berømt mand, siden jeg sidst så dig. Alle mennesker hæver dit navn til skyerne, så jeg føler mig virkelig ganske undselig ligeoverfor dig, - jeg, som slet intet har udrettet, siden vi sidst sås.”
”Ak, hvad har jeg udrettet?” - sagde præsten - ”jeg har arbejdet så godt, som min svaghed formåede,, og intet har jeg gjort uden ved Guds nåde. Men” - lagde han til efter et ophold, ”siger folk virkelige at jeg er en så stor og berømt mand? Hvad siger vel egentlig om mig?”
”Alle folk siger, at de kun af din mund kunne forstå Ordet, og at du alene kan røre hjerterne!”
Dette var mere, end præsten kunne bære, og i den påfølgende samtale var han mærkelig adspredt. - Da han den næste søndag gik gennem det af mennesker tæt opfyldte våbenhus, gengældte han ikke så mildt som ellers de hilsner, han der modtog, og med faste og hurtige skridt, i følelsen af sin ærbødighed som prælat, skred han hen over det stenbelagte kirkegulv, som gav genlyd ved hans trin. Dette lagde han for første gang mærke til. Da han kom hen til sin stol, gik han ikke straks derind, som ellers; - han vendte sig om, og han så da, hvorledes den store, rummelige kirke som ved et trylleslag blev fuld af den store skare, der kom for hans ords skyld. Dette havde han før set med ydmyghed; nu så han det med forfængelighed. ”Ja” - sagde han til sig selv - ”jeg er jo virkelig en berømt mand! Se – alle disse mennesker – denne store skare af Gudfrygtige – alle sammen kommer de for mit ords skyld, og for at høre mig.”
Opfyldt af denne ånd besteg han prædikestolen; men da han således for første gang tyktes sig rig i sig selv, så veg også Guds ånd for første gang fra ham, og han talte kun af sig selv. Kold og uhjertelig, i følelsen af sin egen betydning talte han, og det, han således sagde, gik ikke til nogens hjerte.
Da hovmodens ånd således var kommet over ham, blev den snart ret mægtig i ham; ja det gik endog så vidt, at han hjemme stod for et spejl og indstuderede de stillinger og gestus, der syntes ham de klædeligste. Han studerede de gamle rhetorer og opfriskede sine kundskaber i filosofien, for at kunne holde rigtig lærde prædikener.
En søndag, omtrent et år efter hans sidste samtale med sømanden, traf han atter denne, just som han efter endt gudstjeneste ville forlade kirken. ”Er du der?” - sagde præsten - ”jeg troede, at du var langt borte.”
”Jeg kom også først hertil i går,” - svarede sømanden.
”Og det første du gør – det er at gå hen at høre mig! - det kan jeg godt lide. Gør mig den tjeneste at følge hjem med mig og lad os tale lidt sammen.”
”Tak!” svarede sømanden og fulgte med til præstens hus.
Da de var ene, spurgte præsten: ”Nå – hvad syntes du om min prædiken i dag?”
”Ja” - svarede han forlegen, ”jeg er kun en simpel og ringe mand, og min dom har måske intet at betyde; men hvis jeg skal sige dig min mening, da talte du tørt, hovmodigt og hårdt.; - det kom ikke fra dit hjerte!”
”Det kan aldrig være din mening!” råbte præsten med forfærdelse. ”Jeg har kun skrevet een kold og hovmodig prædiken i mit liv, og den blev ikke holdt; det var den første, jeg skrev.”
”Hvis du har den, lad mig da se den, for at jeg kan vide, hvad du kalder hovmodigt og hårdt!”
Præsten hentede sin første prædiken og gav den til sømanden.
Langsomt og med opmærksomhed læste han den; endelig sagde han: ”Forunderligt! - ganske den samme prædiken holdt du i dag! Samme tekst, samme behandling, ja det forekommer mig endogså, at du brugte de samme ord, som jeg her finder.”
”Retfærdige Gud! Lad mig se!” råbte præsten.
Og han begyndte at læse, som om det var hans egen dødsdom han læste. Efter læsningen faldt han i tanker; men pludselig foer han op, og under strømme af tårer omfavnede og kyssede han sømanden. ”Tak, tak, du gode, ærlige ven! Ja, jeg føler det, jeg var grebet af
hovmod og forfængelighed, og jeg vandrede med sikre skridt afgrunden i møde. Men du har frelst mig! Hvorledes skal jeg takke dig?”
”Tak du din Gud!” svarede den ærlige man, dybt bevæget - ”næste søndag vil jeg høre dig igen!”
Men pudselig begyndte han at blive urolig; han tog sig med hånden til panden, som om han var grebet af en ny og ængstende tanke.
”Men er jeg også værdig til at være Guds Ords tolk?” sagde han - ”har jeg stræbt efter at klare min tro og helliggøre mit liv?”
Og da denne tanke nu engang var vakt, så fremstillede hans hele foregående liv sig med en så forunderlig klarhed for ham, og han så så meget som han aldrig før havde set.
”Jeg er jo virkelig en stor synder! Jeg har aldrig vidst det før, men nu ved jeg det; og hvorledes kan en så ussel synder som jeg være værdig til at tolke den guddommelige sandhed?”
Han greb atter sin prædiken, for at finde mod og trøst i den. Men hvor ganske anderledes end før forekom den ham ikke nu! ”Hvor stolte, hvor kolde er dog ikke disse ord!” - råbte han - ”Hvorledes kan jeg dog tale således? Passer sådanne ord sig for mig? Nej, denne prædiken kan jeg umuligt holde!”
Og drevet af mægtig uro gik han op og ned i sit værelse, idet han for første gang havde den bitre følelse af sin egen intethed. Da kastede han sig på knæ og bad af et sønderknust hjerte til Gud, og var første gang, han bad således.
Endelig rejste han sig, gik hen til sit skrivebord og satte sig til at skrive. Først langt ud på natten blev han færdig; men han behøvede ikke at lære denne sin nye prædiken udenad - han kunne hvert ord; thi han havde skrevet af sit hjerte.
Under inderlig bøn til Gud besteg han den næste dag prædikestolen, og da han talte af et bange og sønderknust sind, lagde Gud sin velsignelse i hans ord, og han følte sig hævet og kvæget ved det, han sagde.
Kort tid efter døde hans fader, og han blev kaldet til præst efter ham. I samme ånd som første gang holdt han sin tiltrædelsesprædiken – han følte sig fattig og ringe, og derfor var Gud rig i ham.
År gik hen, og den unge præst blev berømt. Det på en forunderlig måde gribende, ydmyge, og kærlige, som lå i hans ord og hele væsen, når han talte, lokkede talrige besøgende endog fra fjernere egne til hans kirker. Men han vidste endnu ikke selv, at han var blevet så berømt. Som før var han kun opfyldt af tanken om sin uendelige ringhed, og ihvorvel han også selv følte en højere ånd tale igennem sig, tilskrev dog alene dette Guds uendelige nåde, og dette gjorde ham endnu mere ydmyg.
Da han havde været fire år i sin faders kald, blev der tilbudt ham et større i København. Det var ikke faldet ham selv ind at søge noget andet kald, men da det blev ham tilbudt, tog han med taknemmelighed herimod, idet han mente, at Gud nu ville åbne ham en støre
virkekreds.
År gik hen og præstens berømmelse steg og steg. Hans navn, udtalt med beundring og kærlighed, genlød over hele landet; men han vidste det endnu ikke selv. Vel havde mange sagt ham, at han var til stor velsignelse, men herover havde han kun glædet sig i Gud, og
han følte sig endnu ligeså ydmyg og ringe, som da han første gang besteg prædikestolen.
Som han en dag sad i sit værelse og studerede, fik han besøg af en af sine kæreste ungdomsvenner, en skipper, som i flere år havde flakket om langt borte fra hjemmet. Undselig og forlegen trådte den ærlige sømand ind i sin ungdomsvens smagfulde studereværelse.
”Om forladelse” - sagde han - ”hvis jeg forstyrrer dig! Du er jo blevet en så stor og berømt mand, siden jeg sidst så dig. Alle mennesker hæver dit navn til skyerne, så jeg føler mig virkelig ganske undselig ligeoverfor dig, - jeg, som slet intet har udrettet, siden vi sidst sås.”
”Ak, hvad har jeg udrettet?” - sagde præsten - ”jeg har arbejdet så godt, som min svaghed formåede,, og intet har jeg gjort uden ved Guds nåde. Men” - lagde han til efter et ophold, ”siger folk virkelige at jeg er en så stor og berømt mand? Hvad siger vel egentlig om mig?”
”Alle folk siger, at de kun af din mund kunne forstå Ordet, og at du alene kan røre hjerterne!”
Dette var mere, end præsten kunne bære, og i den påfølgende samtale var han mærkelig adspredt. - Da han den næste søndag gik gennem det af mennesker tæt opfyldte våbenhus, gengældte han ikke så mildt som ellers de hilsner, han der modtog, og med faste og hurtige skridt, i følelsen af sin ærbødighed som prælat, skred han hen over det stenbelagte kirkegulv, som gav genlyd ved hans trin. Dette lagde han for første gang mærke til. Da han kom hen til sin stol, gik han ikke straks derind, som ellers; - han vendte sig om, og han så da, hvorledes den store, rummelige kirke som ved et trylleslag blev fuld af den store skare, der kom for hans ords skyld. Dette havde han før set med ydmyghed; nu så han det med forfængelighed. ”Ja” - sagde han til sig selv - ”jeg er jo virkelig en berømt mand! Se – alle disse mennesker – denne store skare af Gudfrygtige – alle sammen kommer de for mit ords skyld, og for at høre mig.”
Opfyldt af denne ånd besteg han prædikestolen; men da han således for første gang tyktes sig rig i sig selv, så veg også Guds ånd for første gang fra ham, og han talte kun af sig selv. Kold og uhjertelig, i følelsen af sin egen betydning talte han, og det, han således sagde, gik ikke til nogens hjerte.
Da hovmodens ånd således var kommet over ham, blev den snart ret mægtig i ham; ja det gik endog så vidt, at han hjemme stod for et spejl og indstuderede de stillinger og gestus, der syntes ham de klædeligste. Han studerede de gamle rhetorer og opfriskede sine kundskaber i filosofien, for at kunne holde rigtig lærde prædikener.
En søndag, omtrent et år efter hans sidste samtale med sømanden, traf han atter denne, just som han efter endt gudstjeneste ville forlade kirken. ”Er du der?” - sagde præsten - ”jeg troede, at du var langt borte.”
”Jeg kom også først hertil i går,” - svarede sømanden.
”Og det første du gør – det er at gå hen at høre mig! - det kan jeg godt lide. Gør mig den tjeneste at følge hjem med mig og lad os tale lidt sammen.”
”Tak!” svarede sømanden og fulgte med til præstens hus.
Da de var ene, spurgte præsten: ”Nå – hvad syntes du om min prædiken i dag?”
”Ja” - svarede han forlegen, ”jeg er kun en simpel og ringe mand, og min dom har måske intet at betyde; men hvis jeg skal sige dig min mening, da talte du tørt, hovmodigt og hårdt.; - det kom ikke fra dit hjerte!”
”Det kan aldrig være din mening!” råbte præsten med forfærdelse. ”Jeg har kun skrevet een kold og hovmodig prædiken i mit liv, og den blev ikke holdt; det var den første, jeg skrev.”
”Hvis du har den, lad mig da se den, for at jeg kan vide, hvad du kalder hovmodigt og hårdt!”
Præsten hentede sin første prædiken og gav den til sømanden.
Langsomt og med opmærksomhed læste han den; endelig sagde han: ”Forunderligt! - ganske den samme prædiken holdt du i dag! Samme tekst, samme behandling, ja det forekommer mig endogså, at du brugte de samme ord, som jeg her finder.”
”Retfærdige Gud! Lad mig se!” råbte præsten.
Og han begyndte at læse, som om det var hans egen dødsdom han læste. Efter læsningen faldt han i tanker; men pludselig foer han op, og under strømme af tårer omfavnede og kyssede han sømanden. ”Tak, tak, du gode, ærlige ven! Ja, jeg føler det, jeg var grebet af
hovmod og forfængelighed, og jeg vandrede med sikre skridt afgrunden i møde. Men du har frelst mig! Hvorledes skal jeg takke dig?”
”Tak du din Gud!” svarede den ærlige man, dybt bevæget - ”næste søndag vil jeg høre dig igen!”
Thomas Langes forfatterskab:
1858: "I Ungdommen - Skildringer" indeholder: I. "Ungdom. Samtale", II. "Erindring. Samtale", III. "Den lærde Theolog. Fortælling", IV. To Tider. Samtale. A. Den første Samtale. B. Den anden Samtale.", V. "En Præst. Fortælling", VI. "Paa Ballet. Samtale", VII, Fra Skolen. Fortælling", VIII. To Digtere. Samtale", IX. "I Kirken. Fortælling", X. "Forlovelse. Fortælling"
1863: "Poetiske Naturer - Skildringer"indhold: I. "Væsentlige Modsætninger", II. "Standpunkter", III: "Standpunkter", IV. "Paa HJerting Strand", V. "Paa Jord en Fremmed", VI. "Præst og Digter", VII. "Sjette Oplag", VIII. "Et Møde", IX. "Første Gang i "Verden", X. "De lovede Vinger", XI. En gammel Kone", XII. En gammel Mand", XIII. "En ung Pige", XIV. "Jyder"
1868: "Kirken med Straatag"
1880: "Eventyrets land, et billede af livet og naturen ved Blaavandshuk"
1906: Udvalgte Skrifter (første bind) efter fortællingens andet oplag 1872. Indhold: "Aaen og Havet", "Eventyrets Land", "De faldende Blade", 1907: (Andet bind): "De lyse Nætter", "En Sonnet af "Adam Homo"", "Et Portræt", "En Præst", "En Sommernat", "En Rús", "Hobogab og Skallingen", "Den gamle Patriark".
