Efter at have Netflix'et "Wilbur wants to kill himself" (2002), der på en sort humoristisk måde omhandler selvmord, har nogle ting slået mig. Og hvorfor holde mine tanker for mig selv, når jeg kan lade dem flyde ud på et blogindlæg på det store internet?
Wilbur stræber efter at dø. På trods af mange forsøg lykkedes det aldrig. På grund af sine selvmordsforsøg går han i en samtalegruppe med andre, der har forsøgt selvmord. Og naturligvis lyder nogle af de andre noget mere patetiske, fordi man som tilskuer befinder sig i en hyggelig stue i en blød lænestol og holder fridag; én dag om ugen, hvor man ikke SKAL bekymre sig om alverden. Dog, hvad der ser patetisk ud fra min lænestol, har altså været nok til at dén person har forsøgt selvmord.
I filmen "Rene hjerter" (2006) lyder en replik: "Hvis man ikke kan tåle lidt modgang, så egner man sig ikke til at leve." Ikke videre opmuntrende, og måske heller ikke sandt. Hvem kan sætte sig til dommer over hvem, der egner sig til at leve? Hvordan kan man klandre folk for ikke at leve "rigtigt" - hvor skulle de have lært det fra? Hvis modgangen bliver stor nok, vil alle bukke under. Modgang er altid relativ i forhold til den enkelte person, så den ene person ville måske nemmere kunne håndtere en modgang, som en anden person ville bukke under ved.
Vore livsvilkår er uretfærdigt fordelt, det er tydeligt for enhver. Nogle fødes med en guldske i munden, og kan nærmest leve hele livet uden at støde foden på nogen sten. For dem er vejen ryddet, og de får ingen skrammer af livet eller ar på sjælen. Det er dem, der har fået alle de gode kort på hånden OG har trukket det lange strå. De stod først i køen, da de bedste talenter, godt udseende, høj IQ og så videre skulle fordeles. De skal nok klare sig og få et langt og lykkeligt liv.
Og så er der alle os andre. Intet kommer nemt til os, og man kan ofte opleve at kæmpe urimeligt meget for utrolig lidt udbytte. Men sådan er det vist bare, og hvorfor skal man græde over spildt mælk. Spørgsmålet er, hvor meget modgang, der skal til, før man resignerer, trækker sig tilbage fra livet og slagmarken. Begår selvmord; Trækket stikket, tager nødudgangen, vælger livet fra. Det er jo en permanent løsning på et midlertidigt problem (som Robin Williams ironisk nok har sagt - før sit selvmord).
Ikke fordi jeg kan fremlægge noget svar. Det er jo bare et blogindlæg om noget, jeg har tænkt en del over.
Wilbur stræber efter at dø. På trods af mange forsøg lykkedes det aldrig. På grund af sine selvmordsforsøg går han i en samtalegruppe med andre, der har forsøgt selvmord. Og naturligvis lyder nogle af de andre noget mere patetiske, fordi man som tilskuer befinder sig i en hyggelig stue i en blød lænestol og holder fridag; én dag om ugen, hvor man ikke SKAL bekymre sig om alverden. Dog, hvad der ser patetisk ud fra min lænestol, har altså været nok til at dén person har forsøgt selvmord.
I filmen "Rene hjerter" (2006) lyder en replik: "Hvis man ikke kan tåle lidt modgang, så egner man sig ikke til at leve." Ikke videre opmuntrende, og måske heller ikke sandt. Hvem kan sætte sig til dommer over hvem, der egner sig til at leve? Hvordan kan man klandre folk for ikke at leve "rigtigt" - hvor skulle de have lært det fra? Hvis modgangen bliver stor nok, vil alle bukke under. Modgang er altid relativ i forhold til den enkelte person, så den ene person ville måske nemmere kunne håndtere en modgang, som en anden person ville bukke under ved.
Vore livsvilkår er uretfærdigt fordelt, det er tydeligt for enhver. Nogle fødes med en guldske i munden, og kan nærmest leve hele livet uden at støde foden på nogen sten. For dem er vejen ryddet, og de får ingen skrammer af livet eller ar på sjælen. Det er dem, der har fået alle de gode kort på hånden OG har trukket det lange strå. De stod først i køen, da de bedste talenter, godt udseende, høj IQ og så videre skulle fordeles. De skal nok klare sig og få et langt og lykkeligt liv.
Og så er der alle os andre. Intet kommer nemt til os, og man kan ofte opleve at kæmpe urimeligt meget for utrolig lidt udbytte. Men sådan er det vist bare, og hvorfor skal man græde over spildt mælk. Spørgsmålet er, hvor meget modgang, der skal til, før man resignerer, trækker sig tilbage fra livet og slagmarken. Begår selvmord; Trækket stikket, tager nødudgangen, vælger livet fra. Det er jo en permanent løsning på et midlertidigt problem (som Robin Williams ironisk nok har sagt - før sit selvmord).
Ikke fordi jeg kan fremlægge noget svar. Det er jo bare et blogindlæg om noget, jeg har tænkt en del over.
