Få øjeblikke før konfirmation i Sankt Ansgar Kirke, Bramming, lørdag den 14. maj 2022. Foto: Ole Witte Madsen
Talen blev holdt for konfirmanderne ved konfirmationer i Vilslev den 24. april, Hunderup den 1. maj og Sankt Ansgar den 14. maj.
Kære konfirmander, så kom vi endelig her til den store dag, som konfirmationsforberedelsen har peget hen imod. Det er jo ikke en eksamen, og at gå til præst er ikke som at gå i skole – for vi har bl.a. spist en del kage! Vi har været på udflugt og ture, og I er blevet kastet ud i lidt af hver, fordi jeres præst har store forventninger til, at I kan meget mere, end I selv tror.
Selvom det for nogle vil føles som om, det var i går, at I var ganske små og hjælpeløse, er der sket meget indtil nu. Der var engang, I hverken kunne eller ville noget, og de voksne omsorgspersoner omkring jer måtte gøre både det ene og det andet, for de kunne jo, selvom de måske ikke ville; men de kunne og derfor skulle de, for jeres skyld. Så kom der en tid i jeres liv, hvor I gerne ville, men ikke kunne, og så måtte omsorgsfolkene igen på bane for at hjælpe med det, I ikke kunne, for de voksne kunne alt det med lethed, som I så gerne ville kunne, men uanset hvor stor en vilje I udtrykte med skrig og skrål, så kunne I ikke, hvad I gerne ville, og de voksne kunne nok og ville måske, men skulle i hvert fald, hvis noget skulle ske. Siden kom så tiden, hvor I både ville og kunne det ene og det andet, men så måtte I ikke alt det, I kunne, for det ville de voksne ikke have, og så blev der igen skrig og skrål og smækken med dørene og sure sms’er, for I vil og kan sandelig nok, mens de voksne gerne vil – men ikke altid kan – hjælpe, for nu er I små voksne, der både kan og vil meget mere, end de voksne tør og vil og kan give jer lov til. Og sådan kan det være så svært for en teenager at leve med de uforstående og kedelige voksne! Urgh! (Det var et direkte citat)
Jeg tror dog, at både os voksne og jer teenagere egentligt gerne vil det samme, nemlig have et godt liv, have det rart med hinanden og have det godt med sig selv. Hvis I unge kigger på de halvgrå personer, der sidder ved siden af jer, så er det omsorgspersoner, der har ofret mange ting for, at I en dag kan flyve fra reden med vinger, der er stærke nok til at bære jer der, hvor I gerne vil hen. Men det er underligt, for samtidigt med, at forældre elsker at se deres børn blive selvstændige og klar til det store liv, så er man også meget bekymret og tør ikke altid give helt slip. Det er jo skørt, at det er på den måde; hos dyrene bliver ungerne jaget hjemmefra, og så må de klare sig selv, men lur mig, om ikke konfirmanderne i dag vil høre sange og taler om, at hjemmets dør altid er åben, og at de endelig skal ringe og skrive, hvis de mangler noget.
For vi er heldigvis ikke dyr, og vi elsker jo vore børn og unger, selvom de kommer på kryds og tværs af alt det, vi andre gerne vil. Kærlighed er en underlig kraft i universet, for den binder os til hinanden på en måde, der burde føles som et fængsel, men faktisk tværtimod indfrier en længsel. Som om, mange ting falder på plads, når man selv falder pladask for én, og når denne person så godt gider være kæreste, så bli’r det hele ret fedt. Så kan man dab’e lidt og være swag, fordi man er mad lad og nede med de fede og seje og ka’ high five på det, og er det ik’ cool, når man ik’ skal i school men ba’r kan gå til præst og se frem til fæst og blå mandag? Year og yo. Nice, ik? Jeg kan godt forstå, at vi ikke altid forstår hinanden, for vi taler ikke altid samme sprog, og selvom præstens sprog kan være mærkelig, så håber jeg, I tager noget godt med fra de mange timer, vi har brugt i konfirmandstue og kirke. Nu ved I, at jeg også er et relativt almindeligt menneske, og at kirken er trofast og åben. Så hvis I har brug for at komme herind og sidde i stilhed eller bøn og tænke lidt, så er I altid velkomne. Og hvis I har brug for en snak med jeres gamle præst, så kan I jo catch up og smide en hilsen og besked på fjæsen, Insta, WhatsApp, Signal, TikTok, twitter – og nå ja, vi jo måske rundt omkring i sognet eller ude i den store verden.
Sorry, nu skal jeg nok snart klappe kaje, men jeg vil bare sige mange tak fordi I har været mine konfirmander. Tak for diskussioner og samtaler, skøre øjeblikke og eftertænksomme stunder. Jeg håber, jeres liv bli’r stort, og at I finder stærke venskaber og stærk kærlighed mange steder og hos mange mennesker derude i virkeligheden. Det er ikke så farligt; når vi andre har kunnet, så kan I også. For nu er I efterhånden dér, hvor I både vil og kan – og må – ind i livets bedste tid på jeres egne ben gå. Amen.
Kære konfirmander, så kom vi endelig her til den store dag, som konfirmationsforberedelsen har peget hen imod. Det er jo ikke en eksamen, og at gå til præst er ikke som at gå i skole – for vi har bl.a. spist en del kage! Vi har været på udflugt og ture, og I er blevet kastet ud i lidt af hver, fordi jeres præst har store forventninger til, at I kan meget mere, end I selv tror.
Selvom det for nogle vil føles som om, det var i går, at I var ganske små og hjælpeløse, er der sket meget indtil nu. Der var engang, I hverken kunne eller ville noget, og de voksne omsorgspersoner omkring jer måtte gøre både det ene og det andet, for de kunne jo, selvom de måske ikke ville; men de kunne og derfor skulle de, for jeres skyld. Så kom der en tid i jeres liv, hvor I gerne ville, men ikke kunne, og så måtte omsorgsfolkene igen på bane for at hjælpe med det, I ikke kunne, for de voksne kunne alt det med lethed, som I så gerne ville kunne, men uanset hvor stor en vilje I udtrykte med skrig og skrål, så kunne I ikke, hvad I gerne ville, og de voksne kunne nok og ville måske, men skulle i hvert fald, hvis noget skulle ske. Siden kom så tiden, hvor I både ville og kunne det ene og det andet, men så måtte I ikke alt det, I kunne, for det ville de voksne ikke have, og så blev der igen skrig og skrål og smækken med dørene og sure sms’er, for I vil og kan sandelig nok, mens de voksne gerne vil – men ikke altid kan – hjælpe, for nu er I små voksne, der både kan og vil meget mere, end de voksne tør og vil og kan give jer lov til. Og sådan kan det være så svært for en teenager at leve med de uforstående og kedelige voksne! Urgh! (Det var et direkte citat)
Jeg tror dog, at både os voksne og jer teenagere egentligt gerne vil det samme, nemlig have et godt liv, have det rart med hinanden og have det godt med sig selv. Hvis I unge kigger på de halvgrå personer, der sidder ved siden af jer, så er det omsorgspersoner, der har ofret mange ting for, at I en dag kan flyve fra reden med vinger, der er stærke nok til at bære jer der, hvor I gerne vil hen. Men det er underligt, for samtidigt med, at forældre elsker at se deres børn blive selvstændige og klar til det store liv, så er man også meget bekymret og tør ikke altid give helt slip. Det er jo skørt, at det er på den måde; hos dyrene bliver ungerne jaget hjemmefra, og så må de klare sig selv, men lur mig, om ikke konfirmanderne i dag vil høre sange og taler om, at hjemmets dør altid er åben, og at de endelig skal ringe og skrive, hvis de mangler noget.
For vi er heldigvis ikke dyr, og vi elsker jo vore børn og unger, selvom de kommer på kryds og tværs af alt det, vi andre gerne vil. Kærlighed er en underlig kraft i universet, for den binder os til hinanden på en måde, der burde føles som et fængsel, men faktisk tværtimod indfrier en længsel. Som om, mange ting falder på plads, når man selv falder pladask for én, og når denne person så godt gider være kæreste, så bli’r det hele ret fedt. Så kan man dab’e lidt og være swag, fordi man er mad lad og nede med de fede og seje og ka’ high five på det, og er det ik’ cool, når man ik’ skal i school men ba’r kan gå til præst og se frem til fæst og blå mandag? Year og yo. Nice, ik? Jeg kan godt forstå, at vi ikke altid forstår hinanden, for vi taler ikke altid samme sprog, og selvom præstens sprog kan være mærkelig, så håber jeg, I tager noget godt med fra de mange timer, vi har brugt i konfirmandstue og kirke. Nu ved I, at jeg også er et relativt almindeligt menneske, og at kirken er trofast og åben. Så hvis I har brug for at komme herind og sidde i stilhed eller bøn og tænke lidt, så er I altid velkomne. Og hvis I har brug for en snak med jeres gamle præst, så kan I jo catch up og smide en hilsen og besked på fjæsen, Insta, WhatsApp, Signal, TikTok, twitter – og nå ja, vi jo måske rundt omkring i sognet eller ude i den store verden.
Sorry, nu skal jeg nok snart klappe kaje, men jeg vil bare sige mange tak fordi I har været mine konfirmander. Tak for diskussioner og samtaler, skøre øjeblikke og eftertænksomme stunder. Jeg håber, jeres liv bli’r stort, og at I finder stærke venskaber og stærk kærlighed mange steder og hos mange mennesker derude i virkeligheden. Det er ikke så farligt; når vi andre har kunnet, så kan I også. For nu er I efterhånden dér, hvor I både vil og kan – og må – ind i livets bedste tid på jeres egne ben gå. Amen.
