Hvor heldig må man være?
Dagens fortælling om Martha og Maria behøver vi ikke sidde og forestille os, for vi har her i kirken et flot maleri af mødet mellem de to søstre og den jordnære frelser. Selve trærammen omkring maleriet i altertavlen er fra 1700-tallet og lavet i Købehavn, ligesom også maleriet fra 1920 er lavet i København. På væggen bagerst i kirken ser vi et ældre altertavlemaleri, der er helt fra 1847. De to malerier er meget forskellige i stil og farver – og ikke mindst i motiv. På maleriet dernede vises Jesu sidste måltid, der blev disciplenes første nadver – det er et maleri fyldt med drama, og vi aner, at der er ugler i mosen, fordi Judas sidder alene og kigger ud på os.
Det nuværende altertavlemaleri er langt mere fredfyldt og idyllisk. Her er ingen fare på færde, tværtimod kan man se ud af vinduet bag ved Jesus, at alt ånder fred og ro. Jesus lyser ligefrem op i rummet med sin glorie, mens Maria har placeret sig ydmygt ved hans fødder, og Martha står med hænderne fulde, fordi hun har travlt med at være den gode vært for den fine gæst. Det er ikke et dramatisk motiv som det andet maleri, men der er stadig meget på spil. Maleriet er tavst, men vi kender udmærket historien om de to søstre; den ene en lidt doven type, der bare vil hænge ved Jesus og høre ham fortælle, mens den anden søster er vaks og gør sin pligt som en god vært jo skal. Mens Maria har taget plads, skal Martha åbenbart sættes på plads.
Under altertavlen er skrevet nogle af de berømte ord, Jesus sagde til Martha, og de var åbenbart nok til, at hun ikke tog til genmæle. Han sagde: ”Men ét er fornødent.” – tænk sig, kun én ting er nødvendigt her i livet. Vi kan næsten ikke tro det, for vore liv indeholder jo så mange ting, og selvom vi kun er én person, har vi da mange facetter, mange gaver og talenter, så vi evner at gøre meget – og handler livet da ikke om at nå så meget som muligt, inden det hele er forbi? Nej, ikke ifølge Jesus, for kun én ting er nødvendigt – og det er at besinde sig.
Det er jo ikke ligefrem et budskab, der harmonerer med vores måde at være samfund på, for aldrig har vi skullet løbe hurtigere dels på arbejdet og dels for fornøjelsens skyld. Tendensen er, at vi skal nå at nyde så meget som muligt og arbejde så meget som muligt, for vi søger prestige, anerkendelse, succes og det rige liv ved at nå så meget som muligt og gå glip af så lidt som muligt. Unge som ældre sygemeldes som aldrig før med stress, den dårlige samvittighed sætter sig på os og gnaver i sind og sjæl, og mange bukker under i livet med depression og frygt for alt, der kan gå galt og angst for uvished, død og undergang. For vi tror, at så mange ting er nødvendige, tror, at livet skal have så mange facetter som muligt. Vi tror det, fordi vi har hørt, at det skal være sådan: at vi skal have et godt job, et godt helbred, et godt liv, have mange gode venner, god økonomi, tage på mange spændende ferieture, leve et spændende liv og dyrke interessante hobbyer – det er næsten som om, vi har plantet flaget på månen, for at vi skal stræbe efter at nå derop igen. Så flyvsk kan det synes at blive, når vi vil alt andet end blot være til stede og nærværende i livet.
Vi skal besinde os, for ét er nødvendigt.
Det er nødvendigt at arbejde som Martha – arbejde for at livet kan bestå, arbejde for at hjælpe andre, arbejde for samfundet både det lokalet og det globale. Verden bliver ikke et bedre sted og ingen får hjælp, hvis vi kun bruger livet på at sætte os hen som en Maria, der stirrer så hengivent på Frelseren; der er en grund til, at vi har fået hænder og fødder, fået talenter og evner – ikke så vi kan skabe det bedste liv for os selv, men så vi kan række vore hænder ud og hjælpe enhver, der har behov for det, for vi skal elske vor næste som os selv, og sådan opfylder vi Kristi bud.
Det er dog også nødvendigt, ja, måske mest nødvendigt af alt, at vi som en Maria finder tid til at sætte os og lytte til, hvad Kristus vil sige os. Den etiopiske hofmand lyttede, og blev overbevist så han sprang på hovedet ud i dåben til nyt liv – han fandt sin ledige stund, da han kørte hjemad. Vi finder en stille stund her søndag formiddag, hvor vi kan sætte os og lytte, og så må vi lade arbejdsiveren hvile et øjeblik og tillade os denne time med fred og ro og eftertanke på vort liv i kristendommens belysning. Vi skal besinde os på, at uanset hvor meget vi arbejder og render rundt forvildet og travlt optaget, så bliver vi ikke anderledes end vi er. Vi er Gudskabte mennesker, sat på jorden iblandt hinanden på godt og ondt, begrænset til et sted og en tid, begrænset i livslængde og i muligheder. Hvad er det, vi har så travlt med?
Skyldes travlheden, at vi ikke tør sætte os en stund for at lytte til hinanden, lytte til Jesu ord og tænke over den måde, hvorpå vi lever og tror? Som om, vi er på flugt fra os selv og hinanden, som om, vi frygter at stå fast og sidde stille et øjeblik. Og dog er det først, når vi falder til ro, giver tid til hinanden og lægger øre til evangeliet, at vi sættes på plads i vores liv og tilværelse. Vi skal ikke bekymre os, for bekymringer gør os fraværende og urolige, så vi mister både glæde og frihed. Når vi lytter, kan det ske at vi bliver ramt af ord, der får at til at gøre noget andet, end vi plejer – ja, når vi lytter kan vi ligefrem risikere at blive klogere og få sat nogle ting i perspektiv.
Vi ved ikke, hvad der skete med den travle Martha. På altertavlen ser vi kun det spændende øjeblik, hvor Martha skal tage stilling til, om hun vil lægge travlheden fra sig for en stund, og om hun vil sætte sig eller ej. Sådan må også vi tage stilling til, om vi tør lægge travlheden fra os og være nærværende og bare lytte, om ordene så er fra Frelseren eller fra andre som os selv. Amen.
Læs bibeltekster til 15. søndag efter Trinitatis
Salmer: 1. DDS 729 Nu falmer skoven; 2. DDS 20 Jeg ser dit kunstværk, store Gud; 3. DDS 54 Hvad mener I om Kristus; --- ; 4. DDS 678 Guds fred er glæden i mit sind; 5. DDS 470 Lad os bryde brødet sammen; 6. DDS 11 Nu takker alle Gud
Dagens fortælling om Martha og Maria behøver vi ikke sidde og forestille os, for vi har her i kirken et flot maleri af mødet mellem de to søstre og den jordnære frelser. Selve trærammen omkring maleriet i altertavlen er fra 1700-tallet og lavet i Købehavn, ligesom også maleriet fra 1920 er lavet i København. På væggen bagerst i kirken ser vi et ældre altertavlemaleri, der er helt fra 1847. De to malerier er meget forskellige i stil og farver – og ikke mindst i motiv. På maleriet dernede vises Jesu sidste måltid, der blev disciplenes første nadver – det er et maleri fyldt med drama, og vi aner, at der er ugler i mosen, fordi Judas sidder alene og kigger ud på os.
Det nuværende altertavlemaleri er langt mere fredfyldt og idyllisk. Her er ingen fare på færde, tværtimod kan man se ud af vinduet bag ved Jesus, at alt ånder fred og ro. Jesus lyser ligefrem op i rummet med sin glorie, mens Maria har placeret sig ydmygt ved hans fødder, og Martha står med hænderne fulde, fordi hun har travlt med at være den gode vært for den fine gæst. Det er ikke et dramatisk motiv som det andet maleri, men der er stadig meget på spil. Maleriet er tavst, men vi kender udmærket historien om de to søstre; den ene en lidt doven type, der bare vil hænge ved Jesus og høre ham fortælle, mens den anden søster er vaks og gør sin pligt som en god vært jo skal. Mens Maria har taget plads, skal Martha åbenbart sættes på plads.
Under altertavlen er skrevet nogle af de berømte ord, Jesus sagde til Martha, og de var åbenbart nok til, at hun ikke tog til genmæle. Han sagde: ”Men ét er fornødent.” – tænk sig, kun én ting er nødvendigt her i livet. Vi kan næsten ikke tro det, for vore liv indeholder jo så mange ting, og selvom vi kun er én person, har vi da mange facetter, mange gaver og talenter, så vi evner at gøre meget – og handler livet da ikke om at nå så meget som muligt, inden det hele er forbi? Nej, ikke ifølge Jesus, for kun én ting er nødvendigt – og det er at besinde sig.
Det er jo ikke ligefrem et budskab, der harmonerer med vores måde at være samfund på, for aldrig har vi skullet løbe hurtigere dels på arbejdet og dels for fornøjelsens skyld. Tendensen er, at vi skal nå at nyde så meget som muligt og arbejde så meget som muligt, for vi søger prestige, anerkendelse, succes og det rige liv ved at nå så meget som muligt og gå glip af så lidt som muligt. Unge som ældre sygemeldes som aldrig før med stress, den dårlige samvittighed sætter sig på os og gnaver i sind og sjæl, og mange bukker under i livet med depression og frygt for alt, der kan gå galt og angst for uvished, død og undergang. For vi tror, at så mange ting er nødvendige, tror, at livet skal have så mange facetter som muligt. Vi tror det, fordi vi har hørt, at det skal være sådan: at vi skal have et godt job, et godt helbred, et godt liv, have mange gode venner, god økonomi, tage på mange spændende ferieture, leve et spændende liv og dyrke interessante hobbyer – det er næsten som om, vi har plantet flaget på månen, for at vi skal stræbe efter at nå derop igen. Så flyvsk kan det synes at blive, når vi vil alt andet end blot være til stede og nærværende i livet.
Vi skal besinde os, for ét er nødvendigt.
Det er nødvendigt at arbejde som Martha – arbejde for at livet kan bestå, arbejde for at hjælpe andre, arbejde for samfundet både det lokalet og det globale. Verden bliver ikke et bedre sted og ingen får hjælp, hvis vi kun bruger livet på at sætte os hen som en Maria, der stirrer så hengivent på Frelseren; der er en grund til, at vi har fået hænder og fødder, fået talenter og evner – ikke så vi kan skabe det bedste liv for os selv, men så vi kan række vore hænder ud og hjælpe enhver, der har behov for det, for vi skal elske vor næste som os selv, og sådan opfylder vi Kristi bud.
Det er dog også nødvendigt, ja, måske mest nødvendigt af alt, at vi som en Maria finder tid til at sætte os og lytte til, hvad Kristus vil sige os. Den etiopiske hofmand lyttede, og blev overbevist så han sprang på hovedet ud i dåben til nyt liv – han fandt sin ledige stund, da han kørte hjemad. Vi finder en stille stund her søndag formiddag, hvor vi kan sætte os og lytte, og så må vi lade arbejdsiveren hvile et øjeblik og tillade os denne time med fred og ro og eftertanke på vort liv i kristendommens belysning. Vi skal besinde os på, at uanset hvor meget vi arbejder og render rundt forvildet og travlt optaget, så bliver vi ikke anderledes end vi er. Vi er Gudskabte mennesker, sat på jorden iblandt hinanden på godt og ondt, begrænset til et sted og en tid, begrænset i livslængde og i muligheder. Hvad er det, vi har så travlt med?
Skyldes travlheden, at vi ikke tør sætte os en stund for at lytte til hinanden, lytte til Jesu ord og tænke over den måde, hvorpå vi lever og tror? Som om, vi er på flugt fra os selv og hinanden, som om, vi frygter at stå fast og sidde stille et øjeblik. Og dog er det først, når vi falder til ro, giver tid til hinanden og lægger øre til evangeliet, at vi sættes på plads i vores liv og tilværelse. Vi skal ikke bekymre os, for bekymringer gør os fraværende og urolige, så vi mister både glæde og frihed. Når vi lytter, kan det ske at vi bliver ramt af ord, der får at til at gøre noget andet, end vi plejer – ja, når vi lytter kan vi ligefrem risikere at blive klogere og få sat nogle ting i perspektiv.
Vi ved ikke, hvad der skete med den travle Martha. På altertavlen ser vi kun det spændende øjeblik, hvor Martha skal tage stilling til, om hun vil lægge travlheden fra sig for en stund, og om hun vil sætte sig eller ej. Sådan må også vi tage stilling til, om vi tør lægge travlheden fra os og være nærværende og bare lytte, om ordene så er fra Frelseren eller fra andre som os selv. Amen.
Læs bibeltekster til 15. søndag efter Trinitatis
Salmer: 1. DDS 729 Nu falmer skoven; 2. DDS 20 Jeg ser dit kunstværk, store Gud; 3. DDS 54 Hvad mener I om Kristus; --- ; 4. DDS 678 Guds fred er glæden i mit sind; 5. DDS 470 Lad os bryde brødet sammen; 6. DDS 11 Nu takker alle Gud
