Forleden var jeg en tur på biblioteket, og blev fanget af overskriften på en bog. Temaet er et, jeg ellers ikke ofte er stødt på blandt biblioteksbøgerne, så derfor lånte jeg bogen uden at læse på dens bagside. Så megen vrede kunne indeholde fortællinger om alle de situationer i livet, hvor vrede slår igennem pludseligt eller som følge af længere tids undertrykkelse af dén følelse. Samfundet vil helst have rolige og glade borgere, så vrede er noget, der skal dæmpes. Og efterhånden kan opium fås i alle mulige former og farver!
Nå, men jeg begyndte frejdigt at læse, og pludseligt gik det op for mig, at bogen ikke ville give mig indsigt i almindelige personers almindelige vrede, for allerede i den første novelle begås et mord uden følelser. Et gennemgående træk ved novellerne er, at personerne begår sig uden andre følelser end vrede. Alle hovedpersonernes følelser, om de så er nok så hypersensitive eller overfladiske, vedrører kun dem selv. Desuden ender historierne aldrig. Der sættes blot et punktum, og så begynder en ny fortælling. Det bliver aldrig rigtig besvaret, hvorfor, personerne er så vrede. I bogens sidste novelle reflekterer hovedpersonen over bogens tema (og titel), idet han skuer ud over havet: "Bølgerne var blevet skarpere foroven, og skummet tykkere og mere hvidt. Der er så megen vrede derude, tænkte han. Eller måske savner bølgerne blot evnen til medfølelse. Måske er det nådesløst uden at vide, hvad det mangler." (side 169)
Læser du, er du medskyldig
I novellen Eva torturer hovedpersonen igennem langt tid en kvinde, og det eneste, der bekymrer ham ved hende er, om han selv opnår noget ved hendes pinsler. Hun er blot et redskab for hans vrede, lyster og selvophøjelse i nydelse over at have den ultimative magt over et andet menneske. Dén novelle er uden tvivl den voldsomste i bogen, og ved læsningen af den (og af novellen Løsladt) føler man sig fanget og bedraget, for læsningen gør, at man vender ordene i sig selv, skaber sine egne billeder og bliver selv fortælleren, der både er som en flue på væggen, men også bliver aktøren i torturen og de voldsomt velbeskrevne, urealistiske(?) og nærmest(!) kvalmende mord. Som film kan man distancere sig og kigge væk, imens morderen slår til, og når man kigger på skærmen igen er det værste overstået - den taktik går ikke, når man læser.
Sympati for psykopaten
Psykopatens selvforelskende magtliderlighed og begær efter selvfremstillelse og selvophøjelse, denne super-egoisme og uhørte narcisisme, der udelukker empati og følelser for andres ve og vel hører naturligvis ikke hjemme blandt normaltfungerende personer, men ikke desto mindre har vi alle en del narcissisme og egoisme, så vi ikke bare kan afskrive psykopatiens væsen. Der lurer en djævel i os, og selv den kærligste mor kan blive den frygteligste mor-der, hvis nogen truer med at gøre hendes barn fortræd. Men i sådan et tilfælde kæmper moren for en anden; psykopaten kæmper kun for sig selv. Dét synes jeg, er interessant!
Når man læser Mads Brenøes debutudgivelse kan man associere til et væld af andre fremstillinger af psykopater igennem film og litteratur. De bliver ved med at interessere, måske fordi de er så svære at forstå. Og dog findes de omkring os... Igennem de seneste år har aviserne skrevet om psykopater i erhvervslivets top og i kirkelige og humanitære foreninger. Heldigvis er det de færreste, der uden selvkontrol begiver sig ud på et blodtørstigt mordtog.
Så vidt vi ved.
Nå, men jeg begyndte frejdigt at læse, og pludseligt gik det op for mig, at bogen ikke ville give mig indsigt i almindelige personers almindelige vrede, for allerede i den første novelle begås et mord uden følelser. Et gennemgående træk ved novellerne er, at personerne begår sig uden andre følelser end vrede. Alle hovedpersonernes følelser, om de så er nok så hypersensitive eller overfladiske, vedrører kun dem selv. Desuden ender historierne aldrig. Der sættes blot et punktum, og så begynder en ny fortælling. Det bliver aldrig rigtig besvaret, hvorfor, personerne er så vrede. I bogens sidste novelle reflekterer hovedpersonen over bogens tema (og titel), idet han skuer ud over havet: "Bølgerne var blevet skarpere foroven, og skummet tykkere og mere hvidt. Der er så megen vrede derude, tænkte han. Eller måske savner bølgerne blot evnen til medfølelse. Måske er det nådesløst uden at vide, hvad det mangler." (side 169)
Læser du, er du medskyldig
I novellen Eva torturer hovedpersonen igennem langt tid en kvinde, og det eneste, der bekymrer ham ved hende er, om han selv opnår noget ved hendes pinsler. Hun er blot et redskab for hans vrede, lyster og selvophøjelse i nydelse over at have den ultimative magt over et andet menneske. Dén novelle er uden tvivl den voldsomste i bogen, og ved læsningen af den (og af novellen Løsladt) føler man sig fanget og bedraget, for læsningen gør, at man vender ordene i sig selv, skaber sine egne billeder og bliver selv fortælleren, der både er som en flue på væggen, men også bliver aktøren i torturen og de voldsomt velbeskrevne, urealistiske(?) og nærmest(!) kvalmende mord. Som film kan man distancere sig og kigge væk, imens morderen slår til, og når man kigger på skærmen igen er det værste overstået - den taktik går ikke, når man læser.
Sympati for psykopaten
Psykopatens selvforelskende magtliderlighed og begær efter selvfremstillelse og selvophøjelse, denne super-egoisme og uhørte narcisisme, der udelukker empati og følelser for andres ve og vel hører naturligvis ikke hjemme blandt normaltfungerende personer, men ikke desto mindre har vi alle en del narcissisme og egoisme, så vi ikke bare kan afskrive psykopatiens væsen. Der lurer en djævel i os, og selv den kærligste mor kan blive den frygteligste mor-der, hvis nogen truer med at gøre hendes barn fortræd. Men i sådan et tilfælde kæmper moren for en anden; psykopaten kæmper kun for sig selv. Dét synes jeg, er interessant!
Når man læser Mads Brenøes debutudgivelse kan man associere til et væld af andre fremstillinger af psykopater igennem film og litteratur. De bliver ved med at interessere, måske fordi de er så svære at forstå. Og dog findes de omkring os... Igennem de seneste år har aviserne skrevet om psykopater i erhvervslivets top og i kirkelige og humanitære foreninger. Heldigvis er det de færreste, der uden selvkontrol begiver sig ud på et blodtørstigt mordtog.
Så vidt vi ved.
