Her i kirken er der tålmodighed; vi har tiden til at falde lidt til ro, for her sker ikke en masse ting, som vi skal forholde os til; der er ingen spørgeskemaer, ingen eksamen, ingen krav eller forventninger. Her kan man komme som man er, lytte til bønner og synge med på salmer, sidde stille et øjeblik og tænke lidt over livets store og små spørgsmål. Kirkebygningen har stået her i mange hundrede år; den kan godt holde til det, vi kommer med, om vi så er ”fyldt af glæde over livets under”, eller tynget af sorgen over tabet af et kært og nært menneske. Kirkedøren er åben for os alle til alle tider.
Børn, unge, voksne og ældre har i tidens løb siddet på de bænke, I nu sidder på; de har gået den samme vej fra deres plads til alteret; de har sunget med på de salmer, vi også synger i dag. At gå til gudstjeneste i sådan en skøn, gammel kirke er at træde ind i historien på en ganske særlig måde.
Det er ikke blot historien, som vi kan læse om i bøgerne, men det er også historien om menneskers vandring med Gud. At vi går til gudstjeneste betyder hverken, at vi kun er kristne om søndagen eller at vi lever i en helt anden verden. Nej, vi er jo de samme mennesker, hvad enten vi befinder os her i kirken, på arbejdspladsen, skolebænken eller i sportshallen. Det særlige er bare, at vi tager Gud med i vores vandring her på jorden. Vi er blevet døbt til at stå i et særligt forhold til Gud, hvor vi kan kalde Ham for vores far, som vi gør i Fadervor, og vi kan bede direkte til Ham.
Når vi går til gudstjeneste er det af mange forskellige personlige og private grunde. Heroppefra vil jeg pege på, at én af grundene kan være, at vi gerne vil lære mere om forholdet mellem Gud og mennesker. ”Hvad går det hele ud på?”, ”Hvad er min rolle i livet og verden og her i kirken?” Kort sagt: ”Hvem er jeg – og hvem er Gud i forhold til mig?”
I landets mange kirke bliver der søndag efter søndag prædiket fra prædikestolene, bedt bønner, sunget salmer; børn bæres til døbefonten, nogle bliver konfirmeret, andre viet og andre bæres ud af kirken. Vi bliver utrætteligt ved med at gå i kirke og bede til Gud og spørge ind til, hvad det hele betyder. I konfirmandforløbet forsøger vi at arbejde med netop de spørgsmål.
Når vi hører Bibelteksterne, må vi som regel finde nogle vinkler, vi kan forstå teksterne ud fra. Det kan f.eks. være at salmerne kan hjælpe os på vej, og det kan også være eksempler fra dagligdagen.
”Hvad skal vi sammenligne Guds rige med?” spørger Jesus. Han peger på noget, som i hvert fald alle landmænd og folk med grønne fingre kender til; nemlig, at når man sår eller planter, kan man være heldig, at det spirer frem og bliver stort og flot.
Gå en tur i skove og enge og se, hvordan alting vokser op her i foråret; ligesom alting vokser frem ude i Guds grønne natur, sådan vokser også Guds rige frem iblandt os. I dåben bliver vi på en måde sået, ligesom afgrøderne på marken, og når vi vandes og gødes med det kristne fællesskab til gudstjeneste og andre kirkelige tiltag, så vokser vi som kornet på marken og grøntsagerne i køkkenhaven.
Det er ikke tilfældigt, at Jesus valgte billedet med afgrøderne; det handler nemlig om, at når afgrøderne vokser op, kan de blive til føde for mange. På samme måde kan også vi blive til glædelig og gavnlig ”føde” for mange, ved at dele tro, liv, glæde og sorg med hinanden i et trygt og godt fællesskab.
I bønnerne her i kirken beder vi om, at vi hver især må finde styrke, tro, håb og trøst så kærligheden kan vokse imellem os. Det betyder konkret, at vi må blive til gavn for hinanden. Jesus ønskede ikke, at vi skulle mobbe hinanden eller være ligeglade med hinanden; han ønskede ikke, at vort liv skulle blive et selvrealiseringsprojekt, eller bruge al vores tid på at følge moden og lytte til de seje bands. Tværtimod ønskede han, at vi skulle gå ud i verden og tage os af hinanden, støtte hinanden, hjælpe hinanden og i det hele taget være til glæde og gavn for andre.
I praksis betyder det, at Jesus først kalder os hen i kirken, for at vi her kan blive styrkede til at gå ud af kirken og hjælpe andre. Det gælder både i skolen, på arbejdspladsen, hos Købmanden, i sportsklub og fitnesscenter; for vi er de samme mennesker, både når vi træder ind i kirken, og når vi går ud herfra. Men vi går herfra med en særlig opgave.
De små børn bliver ikke døbt til hvad som helst, men de bliver døbt ind i en historisk og en kristen sammenhæng, som de kan vokse i og blive til glæde og gavn for mange. Efterhånden som vi bliver større og ældre ved vi godt, at hver dag ikke er lige let og sjov, men at både mobning, fyring, modgang, dårligt humør og daglige uheld kan gøre én træt og ked af det. I de situationer kan vi finde trøst og styrke i bl.a. Fadervor og nadveren. Derfor er det vigtigt, at det lille barn frimodigt lærer Fadervor og også salmer.
Og derfor er det vigtigt, at kirken ikke kun bruges til gudstjenester søndag formiddag, men også er åben til andre tider for enhver, der har behov for et stille øjeblik, behov for at bede en bøn eller for at være en del af et godt, kristent fællesskab.
Amen.
Prædiken til Søndag Seksagesima d. 23. februar 20014. Bibelteksterne kan læses her. Fra salmebogen sang vi i VIlslev: nr. 319: Vidunderligst af alt på jord, nr. 448: Fyldt af glæde over livets under, nr. 11: Nu takke alle Gud, nr. 156: Guds rige lignes ved et frø, nr. 401: Guds ord, det er vort arvegods, og i Hunderup: nr. 752: Morgenstund har guld i mund, nr. 751: Gud ske tak og lov, nr. 730: Vi pløjed og vi så’de, nr. 70: Du kom til vor runde jord, nr. 401: Guds ord, det er vort arvegods