Lignelsen om den barmhjertige samaritaner er nok en af de mest kendte af Jesu lignelser, og det skyldes vel, at budskabet i fortællingen er så enkelt at forstå og så nem at begribe, at både børn og voksne får det ud af den, at vi skal elske vor næste som os selv; og at vi konkret skal hjælpe den, der har brug for det. Det kræver ikke meget at forstå dette. Jesu budskaber er egentlig altid enkle og letforståelige, for hans tilhørere var ligesom os jævne og almindelige mennesker; sådanne, som der altid har været flest af. Jesus skulle ikke have folk hen i en kirkebygning, men gik rundt ude i sit hjemland, og imens han stod imellem en flok mennesker, så fortalte han sine historier og udbredte sine pointer så mange fik et andet og nyt og bedre syn på alt det med Guds rige og Guds kongedømme.
I det nye testamente lærer vi meget mere om Jesus og hans projekt, men egentlig er det nye testamente en fortsættelse af det gamle testamente, ligesom Jesu budskaber er fortsættelser af de gamle budskaber; helt fra begyndelsen har det været meningen, at mennesker skulle leve i fred og holde sig til Gud. Det er i sig selv et enkelt budskab, men det svære er at finde ud af, hvordan vi skal gøre det i praksis. Vi har i hvert fald endnu ikke fundet ud løsningen. Derfor er lignelsen om den barmhjertige mand til hver en tid vigtig for os, for i dén fortælling var det klart for Jesu publikum, at man altid skal træde til og hjælpe, også selvom man ikke har samme nationalitet eller sociale rang som den nødlidende. Man skal også hjælpe selvom man måske ikke synes, at det kan nytte i det store billede, for det gør altid en forskel for den, man hjælper. Hverken samaritaneren eller Jesus stiftede et parti eller skabte en bevægelse for at gøre vejene fri af røvere, selvom det jo ville have været på sin plads. Budskabet i lignelsen er nemlig først og fremmest at holde fast i det ansvar, vi hver især har over for hinanden til alle tider og til alle steder.
Det er rigtig fint, at vi har fået velfærd og sikre veje, så vi ikke overfaldes af landevejsrøvere, når vi skal besøge vores syge moster, men en stærk stat har i en vis omfang også medført, at vi er blevet fremmede over for hinanden, for vi regner efterhånden automatisk med, at andre tager sig af sagerne, hvis der er nogle problemer. Vi forventer, at de offentlige instanser træder til, for vi har jo betalt vores skat! Selvom vi så i en fjern fremtid skulle have fået indrettet et samfund, hvor vi betaler 100% i skat, og staten til den tid er blevet et omfattende omsorgsapparat, der tager hver enkelt borger i hånden fra fødsel til død, så vil Jesus dog stadig forvente af os, at vi hjælper dér, hvor der er brug for det; at vi – fromt sagt – er Guds hænder, hvor end vi lever. Også selvom det slet ikke ligger lige for, at det skulle være vores ansvar eller arbejde. Frivillig og spontan lyst til at hjælpe er noget, vi kan blive bedre til ved at øve os, men først må vi lære at tænke den tanke, at det er godt og nødvendigt at gøre det gode – også over for fremmede. Den tanke stammer fra Gud selv, og er kommet til os igennem Jesus, der jo levede og åndede for blandt andet at være et eksempel for os. Se, hvilket menneske, se, hvilket sind!
Dog, at gøre det gode er ikke godt, hvis vi gør det vrangvilligt; Gud vil ikke have slaver, der kun gør godt imod andre for at forvente en himmelsk løn. Det gode skal vi gøre, fordi vi inderst finde ser, at andre som er lige med os, og fordi vi oprigtigt ønsker at gøre det gode. Det er troen i hjertet, at Kristus lever i os, når vi gør det gode uden at tænke over det. Vi skal med andre ord ikke leve for vores egen skyld eller gøre det gode for vores egen skyld, men gode gerninger skal springe fra os som spontane handlinger af tro på Jesus og af kærlighed til vor næste. Vi skal være hellige, for vores Gud er hellig.
Hellig skal dog ikke forstås på den måde, at man skal stå på hver gadehjørne og synge salmer eller bede lange bønner; heller ikke, at man skal iklædes sort tøj og med anlægge alvorlige miner at fordømme samfundets ukristelighed. Nej, at være hellig er at leve helligt, dvs. at vi skal hellige os til at leve med fokus på at gøre godt mod andre. Det er måske nok sjælendt vi finder sønderslåede folk i vejkanterne, men vi skal ikke kigge os ret meget omkring, før vi ser folk, der mangler menneskeligt selskab og ligeværdighed. Det er ofte de små ting, der gør den store forskel. Ligesom landmanden ikke høster helt til kanten, skal vi andre ikke være så nøjeregnende, men altid lade lidt være tilbage til den, der måtte mangle. Det danske samfund er ikke bare et velfærdssamfund, men et overflodssamfund, hvor der dog alligevel er nogle der lider af mangel på materielle ting eller medmenneskeligt samvær.
Selvom vi ved dåb og nadver og ved Jesu egne løfter har fået adgang til det evige liv, bør vi ikke bare læne os tilbage og hvile på troens laurbær, men gå derud, hvor vi kan ære Gud ved at være til gavn for mennesker. Selvom vi synes, vi kun gør en lille ting, kan det betyde alverden for den anden; og det er vel hemmeligheden i vores eksistens, at vi aldrig ved, hvilke frø vi sår, eller hvordan vi påvirker folk omkring os. Derfor må vi også i al vores daglige liv og gerning være åbne for, at vi engang imellem må tilgive andre og selv bede om tilgivelse; og så ellers igen tage fat på eksistensen. Der er stadig meget at kæmpe for, og der kæmpes allerede af mange frivillige for landsbyens og sognets vækst. Med Åhuset får vi endnu et synligt bevis for, at mange herude virker for det gode omkring os. Lad os gøre det for at ære Gud ved at gavne mennesker – til hver en tid og på hvert et sted. Amen.
MEDDELSER
Næste gudstjeneste er på søndag (d. 22. september, 14. s.e.T.), hvor Jesus bevæger sig ind i en by, hvor der er 10 spedalske. De råber på ham, fordi de vil helbredes. Han helbreder dem, og de går hen for at blive undersøgt, om det nu også kan passe. Af de ti kommer kun én tilbage og takker Jesus. Hvordan kan det være? Er samfundet kun 10% taknemmelig for kristendommen? Det skal vi høre mere om til gudstjeneste kl. 11 i Vilslev kirke, hvor vi også har høstgudstjeneste med besøg af musikduoen Almatra og lokale vinavlere, der byder på noget godt til halsen.
Stiftspræsten for Åndeligt søgende, Miriam Florez, inviterer til pilgrimsvandring på Kongeåstien, mandag den 23. september kl. 14. Vandringen foregår mestendels i stilhed og indledes med lille udsendelsesandagt fra Hjortlund Kirke kl. 14 og afsluttes med pilgrimsandagt i kirken kl. 17. Pilgrimsordet vil være Åndelighed og vandringen er på i alt ca. 10 km. Alle er hjertelig velkomne!
Søndag den 15. september 2019 kl. 11, Hunderup, høstgudstjeneste i Hunderup med efterfølgende frokost i Klublokalet og reception på Landsby Postens 40 års jubilæum i Samlingssalen.
13. s. e. Trinitatis: Lignelsen om den barmhjertige samaritaner
1) DDS 729: Nu falmer skoven - 2) kopiark - Vi finder fred i kirken - 3) DDS 728: Du gav mig, o Herre - motet: Det lysner over agres felt - 4) DDS 164: Øjne, I var lykkelige - 5) DDS 477: Som korn fra mange marker - 6) DDS Vi pløjed og vi så’de
Indledning
I skulle gerne alle have fået et stykke papir og en blyant. Dagens tema er taknemmelighed. I løbet af gudstjenesten har I mulighed for at skrive nogle af de ting ned, som I er taknemmelige for. Under motetet efter prædikenen vil der gå en hat rundt, som I kan lægge jeres sedler i, og efter nadveren vil jeg så læse de ting op, som I har skrevet. På den måde kan vi dele med hinanden, hvad vi er taknemmelige for – og på den måde kan vores taknemmelighed vokse ligesom også vort fællesskab kan blive beriget.
Prædiken
I dag er vi samlet her i Hunderup Kirke for at sige takke. Takke for alt det store og små, vi har fået fra hånden og takke for alt det store og små, vi har fået af Ånden og for alt det små og store, vi har fået givet af hinanden og af Gud foroven, som også har skænket os denne skønne morgen - og ikke mindst skal vi takke for høsten i vesten som i østen. I dag skal vi altså fokusere på de gode gaver i livet og åbne vore øjne, hjerte og sind for alle de gaver, der bare findes og er her rundt omkring.
Majskoblerne og æblerne kommer godt nok ikke i gaveæsker med sløjfe eller bånd eller glitrende indpakningspapir, men det er sandelig en nådig gave til mange af os, at frugt og bær og mange afgrøder bare vokser op ad jorden og på mystisk vis lander hos Købmandens disk, uden at vi helt ved hvordan. Kødet fra grisen, mælken fra koen og ægget fra hønen, melet fra kornet der engang groede på en mark under åben himmel findes nu pludseligt i så rigelige mængder blandt konserves og plastikindpakket, udskåret rugbrød og franskbrød og slik, snolder og chips. Jo, vi lever sandelig i et overflodssamfund uden sammenligning med tidligere tider; vi kan jo bare kigge ind til Købmanden og se, hvordan reolerne bugner. Alt det, kan vi vælge imellem, og så må vi takke Gud for, at vi har været så heldige at være blevet født i dette hyggelige og danske landsbysamfund; må vi dog altid have øjne til at se, hvor heldige og rige vi er her til lands og takke for alt det, vi har nu. Vi har sandelig meget at takke for, også selvom vi hver især møder modgang på det personlige plan. Vi har det jo faktisk meget godt. Men er vi bevidste om, hvor godt vi egentlig har det? Tænker vi over det i hverdagen?
Vi kan blive mere bevidste om vores egen rigdom og velstand, ved at kigge uden for landets grænser eller ved at høre om, hvordan folk har det andre steder, eller ved at tænke tilbage på vore forældre og bedsteforældre og oldeforældres kamp for overlevelse og tilstedeværelse; deres kår i livet var så ganske fuldstændigt anderledes end vore. Skulle der en dag komme nogle fra gamle dage for at kigge ind i vores nutid, ville de nok begynde med måbende at ryste på hovedet over al vores overflod og forbrug, men forhåbentlig vil de også kunne glæde sig over, at vi nyder det samfund, de med blod, sved og tårer har været med til at bygge op igennem generationer. Meget har vi fået givet af dem, der i den svundne fortid har knoklet og puklet i marker og skove, som arbejdsmænd på gulvet og politikere i toppen for at skabe det samfund, vi har at leve i nu. Hvis man en dag mangler grund til at leve eller inspiration til, hvad man skal bruge sit liv på, så kan man begynde at tænke på, hvad der vil være godt at gøre for de generationer, der kommer efter os. Hvad vil vi gerne give videre til dem?
Måske er det for flyvsk at tænke på kommende generationer, måske er det for langt ude eller for uvedkommende, men så kan man jo begynde med at tænke på sin nabo eller kammerat eller ven eller kæreste; ja, der er altid nok af andre, man kan tænke på, hvis man en dag har brug for at tænke på andre end sig selv. Der er altid et menneske, man kan få medlidenhed med og trang til at vise barmhjertighed; den trang må vi også takke Gud for, for det viser, at vi har et hjerte af kød og blod, og at vi har en samvittighed, der ikke er blevet kølnet af tidens gamle gnavne sang om, at verden ikke står til at ændre. Det er løgn – verden står til at ændre, og den har i høj grad ændret sig til det bedre. Husk igen på jeres slægt tilbage i tiden og se så på de unge nu om dage; de skal ikke ud at tjene som børn, men kan faktisk le og lege, drive den af og hygge sig uden at frygte krigens rædsler eller sultens nød. Tak Gud, at mennesker før os har kæmpet for, at vi kan leve og have det så godt!
Der kan såmænd være mange ting, der som djævelsk tvivl og dæmonisk modløshed hvisker os i øret, at vores tid er rådden og at verden går ad Helvede til. Javist, Satan bruger snedige tricks og listige ord for at fratage os den Gudgivne lyst til at gøre en forskel for vores næste. Når modløsheden rammer os og glædesløsheden trækker os nedad; når tvivlen overmander os og gør os forvirrede over troen og kærligheden, så skal vi sørge for at komme til gudstjeneste, så vi i fællesskab med én tunge kan synge salmernes rolige melodier ind i vore ører og lytte til de gamle Kristus-ord om, at vi er elsket på forhånd og tilgivet af den gode Ånd; Frygt ikke! siger englene til enhver af os. Glæd jer, tak Gud, elsk mennesker. Lad det være vores kampråb og lad det være vores modstandsbevægelse, at vi går i kirke, og derved går til kamp imod ligegyldighed, så vi kan gå ud i vores jævne kald og stand at være vidner om næstekærligheden, som vi ved dåben er kaldet til kamp for.
Der er i Sejstrup og Hunderup mange frivillige, der føler sig kaldet til med dyb engagement at skabe et aktivt samfund, hvor ingen skal efterlades til deres egen skæbne eller overlades til ensomhed. Et imponerende arbejde som igennem 40 år er blevet annonceret og beskrevet i Landsby Posten. Derfor er det også helt perfekt, at vi i dag efter gudstjenesten og høstfrokosten skal til reception for det blad, der viser sammenhold og fællesskab i sognet. Der er mange barmhjertige iblandt os, som gør en enorm indsats for mange; det er der altid grund til at markere og fejre – og ikke mindst sige tak for. Tak for de barmhjertige iblandt os! Tak for de medlidende og medfølende! Lad os alle igennem vores liv og gerning vidne om, at Gud elsker os og velsigner os med mange gaver og glæder såvel i dag som hver en lille dag, vi må få. Amen.
MEDDELSER
Tak til kirkekoret fordi I i dag vil synge for os og med os og dermed give salmerne klang og styrke til at bortdrive tvivl og frygt. Salmesang er godt for både den, der synger, og den, der lytter. Måske har musikken endda en slags helbredende effekt.
Næste gudstjeneste er søndag den 29. september kl. 9.30 med kirkekaffe - ved Katrine Gaub.
Torsdag den 25. september er der filmaften i Sognehuset i Gredstedbro. Vi skal se filmen ”Unge Astrid”, og Anne Lodskou vil skabe rammerne for en god samtale om filmen. Der er naturligvis også kaffe og kage.
Efter gudstjenesten indbyder menighedsrådet til gratis høstfrokost i Klublokalet og efter frokosten står Alex Andersen for reception i Samlingssalen af Landsby Postens 40 års jubilæum, og han har indbudt redaktørerne fra hele perioden. Han vil vise en duplikator og andre spændende ting.
Stiftspræsten for Åndeligt søgende, Miriam Florez, inviterer til pilgrimsvandring på Kongeåstien, mandag den 23. september kl. 14. Vandringen foregår mestendels i stilhed og indledes med lille udsendelsesandagt fra Hjortlund Kirke kl. 14 og afsluttes med pilgrimsandagt i kirken kl. 17. Pilgrimsordet vil være Åndelighed og vandringen er på i alt ca. 10 km. Alle er hjertelig velkomne!