Med lov skal land bygges, siger de gamle, og jeg vil tilføje, at det er med næstekærlighed som kompas for samvittigheden, at vi skal leve iblandt hinanden.
Det ændrer sig ikke, uanset hvilke modgange vi møder, eller hvilke kriser og prøvelser vi står i - eller hvilket år vi går ind i og ud af. I dag tager vi første skridt ind i det nye år, som vi har så mange forhåbninger til. Nu ligger år 2020 bag os – dog med én altoverskyggende faktor, der selvfølgelig også klamrer sig til os som senfølger ind i det nye år. Må 2021 dog blive bedre, håber vi!
For en hel del har 2020 budt på mange forskellige slags modgang med sorg og smerte til følge; nogle har mistet job og løn; andre har mistet en elsket person; andre igen har mistet deres sundhed og helbred. Men for mange har der trods alt været søde øjeblikke af smuk velsignelse og himmelskøn glæde; som når nogle bliver ægtefolk; et barn kommer til verden og fejres med dåb; den unges konfirmation i en skæv tilværelse osv. Som så mange gange før i menneskehedens historie er der altså alligevel lys i mørket, selvom man nogle dage kan synes, at mørket er så stort og overskyggende. Det glæder mig inderligt at se, at så mange virkelig kæmper for at troen ikke drukner i tvivl; at håber ikke går under i håbløshed, og at kærligheden ikke bliver kold.
Det er ikke kun præsterne, jeg her tænker på, selvom mange af mine kollegaer virkelig har lagt sig i selen og tænkt kreativt for at ingen skulle mangle det opløftende kristne budskab i en trængt tid. Også kirkernes personale og menighedsråd har måttet tage et stort slæb i en forvirret tid. Og naturligvis har mange såkaldt almindelige mennesker også udvist samfundssind og udført kreative tiltag både på nettet og ude i virkeligheden, og vi kan tydeligt se det i vore små samfund. Vi har også på forskellige måder set, at selv små ting kan bringe stor glæde. Vi går altså ud af år 2020 med en helt masse erfaringer af, at vi godt kan leve sammen – på afstand, og at der kan udvises stor udholdenhed, når bare vi kan se fornuften og meningen med det.
Godt nok skal et land bygges på love, men ingen lov kan fremme lysten til at leve eller længslen efter kærlighed. Al vores adfærd kunne sådan set godt blive reguleret med love og regler, men det ville blot kvæle vores lyst og længsel. Det, der fremmer vores lyst til liv og længsel efter kærlighed, er derimod tillid. Når nogle viser os tillid og giver os ansvar, så vokser vi og modnes. Vi ser det med børn og unge, med kollegaer og samarbejdspartnere. Den største tillidserklæring vi kan modtage er, at nogle viser os kærlighed. Så lægger de nemlig deres liv i vore hænder, og så må vi tage vare på det, så godt vi kan. Fordi Gud elsker os, får vi hver eneste dag skænket med dens skrøbelige minutter og timer, som vi kan bruge - til velsignelse eller til forbandelse. For den magt har vi: Vi kan være til velsignelse eller forbandelse for andre; vi kan elske eller hade; vi kan bygge op eller bryde ned; vi kan være positive eller negative. Valget er vores. Ansvaret er vores for den gave, vi har fået. En gave, der ikke kan pakkes ind og ikke lægges under juletræet, men som pakkes ud, når morgensolen titter gennem vinduet. En gave, der vokser jo mere, den bruges til gavn for andre, så dens glæde folder sig ud til ære for Gud.
Vi er sådan set forpligtet på at leve et godt liv og forsøge at være til velsignelse, for det har vi indgået en aftale med Gud om. Tegnet på den aftale er dåbens usynlige vandmærke på vort hoved. Vi er heldigvis sluppet med det lille tegn, og det kan vi takke Jesus for. Han blev selv omskåret, fordi han levede i en gammel aftale med Gud; og dén aftale havde omskærelsen som tegn. Men Jesus skabte en ny aftale at leve i, og dén aftale krævede ingen omskærelse af små drenges forhud. Jesus blev omskåret, for at vi kunne slippe. Den gamle aftale handlede om at folk skulle overholde loven både i forhold til Gud, samfund og mennesker; med lov skulle samfund og troen bygges. Den nye aftale handler om, at vi er blevet sat fri til at leve uden at have en lov af stentavler hængende over hovedet; tværtimod skal den nye aftale leves med samvittighed i tro på Gud og med fokus på at elske vores næste - og jeg vil mene, at det er meget sværere at leve på den måde, end at leve efter at overholde nogle love. For hele tiden skal vi tænke på, hvordan vi nu lever bedst – ikke for vores egen skyld, men for vores næste. Og knap nok har vi tænkt tanken om vores næste, før der kommer en hviskende stemme inde i os, der siger, at vi måske burde tænke mere på os selv end på andre. Dén hviskende stemme har lydt i menneskers ører igennem hele menneskehedens historie lige fra Paradisets have. En stemme, der hvisler og hvisker om, at vi skal huske at tænke på os selv, og at vi selv er det vigtigste i vores liv. Den stemme tilhører en fjende af glæde og liv, kærlighed, tro og håb - og vi kender den så ganske udmærket. Imod den stemme lyder kirkens klokker over landet; flaget vejrer med sit hvide kors på en blodrød baggrund; imod den stemmes indflydelse går vi til gudstjeneste eller hører og ser videoandagter for at finde mod og styrke til at stå imod den egoisme, der ligger os så naturligt.
For år 2021 ønsker jeg som nytårsforsæt, at egoismen må møde mere modstand og kamp fra os, så vores hverdag og tilværelse endnu mere kan blive til velsignelse for andre, sådan at andres glæde er vores lidenskab; at andres liv og lykke, sundhed og helbred også ligger os stærkt på sinde. Se, så bliver dagen til mere for flere end bare endnu en dag i vores kalender. Gud bevare jer alle sammen. Glædelig og godt nytår. Amen.
MEDDELELSER – og så vil jeg meddele, at på søndag den 3. januar åbnes Gredstedbro Kirke for en kort andagt kl. 9.30 ved Katrine Gaub. Der er desværre ingen fællessang, men der vil være musik at lytte til. Man skal ikke melde sig til men bare dukke op.
Hvordan ser fremtiden for gudstjenester egentlig ud? Tjah, det er svært at sige på nuværende tidspunkt, for som vi har set, kan tingene ændre sig med meget kort varsel, for vi står i noget, som hverken kirkeminister, biskopper eller provster har ret megen magt over. Både menighedsråd, kirkepersonale og præster prøver at navigere i alt dette her så godt, vom vi nu kan. Der er stadig lange udsigter til, at vi kan mødes under mere normale forhold, men vi lever i håbet. Følg med på facebook og hjemmeside eller kontakt os præster for at høre, hvordan tingene står til.