Profeten Ezekiel. Fresco af Pietro Gagliardi (1847-1852) fra San Girolamo dei Croati, Rom. Kilde: Renata Sedmakova / Shutterstock.
10. søndag efter Trinitatis, søndag den 21. august, kl. 9.30 Hjortlund + kl. 11 Vilslev
OBS: Hjortlund kun NT-læsning og ingen altergang.
376: Lyksaligt det folk; (6 vers)
516: Klynke og klage, melodi: Carsten Friis Viborg 1878 (3 vers).
130: Fredløs er freden, melodi: Lovsynger Herren (5 vers)
--
510: Nu har jeg fundet det, jeg grunder; (6 vers)
456: Vor Herre Jesus, i den nat (4 vers)
10: Alt hvad, som fuglevinger fik (5 vers)
INTRO GT
I dette stykke fra Det gamle Testamente hører vi om mennesker, der lytter, men ikke tager imod profetens ord. De lytter, men de hører kun det, de selv vil, og handler ikke efter ordene. De hører det som elskovsord med dejlig stemme og til smuk musik. Det kan nok berøre en enkelt præst eller de fleste af os, der ofte prædiker Guds kærlighed, og som går op i smuk musik til gudstjenester. Er vi som kirke for vage, for smilende og for meget »feel-good«? Hvor er det profetiske, den direkte og provokerende tale?[1]
INTRO NT
I dette afsnit fra NT advares der mod frafald. Vi skal holde fast ved den tillid, vi havde i begyndelsen, og hjælpe hinanden til ikke at »blive forhærdet ved syndens bedrag«. Dermed peger læsningen på, at det frafald, Ezekiel talte om, og den dom, Jesus i evangeliet udtaler over byerne på sin tid, truer de første menigheder. Frafaldet truer også os.[2]
PRÆDIKEN
Da Tour de France-løbet sled på de danske landeveje, var der jubel i store dele af befolkningen; mange fulgte med fra sofaen og langs vejene og gav flere steder anledning til folkefest med fadøl og grillpølser. Danmark blev malet gult og fyldt med glædesjubel efter nogle måneder med Ukraines blå og gule flagfarver og en trykket stemning. Vi er ikke et apatisk folkefærd; der er mange følelser i det offentlige rum. Førhen var det jo ikke velanset at have følelserne uden på tøjet, men måske har vi øvet os på de sociale medier, hvor det er nemt at reagere med en sur eller glad emoji, alt efter emne og sag. Et opslag om krigen i Ukraine kan lige få en sur, trist eller grædende emoji, før et opslag om nye sejre i sporten kan få en glad, jublende eller hujende emoji. Jo jo, vi føler meget og har efterhånden styr på at reagere følelsesmæssigt tilpas – i hvert fald på de sociale medier med diverse klik!
I dagens bibeltekster hører vi om andre folk, der også føler meget, men som alligevel ikke fortjener ros. Nogle stimler sammen for at fylde ørerne med at alt, hvad de kan høre, men ender med alligevel ingenting at gøre, og måske skyldes det, at de er blevet forhærdet af syndens bedrag. Hvad er nu det for noget dette ”syndens bedrag”? Jo, tænk bare på Adam og Eva – de blev lokket af slangen til at føle og mene, at deres overtrædelse af Guds eneste bud da ikke kunne få negative konsekvenser. Slangen lokkede, fristede og forledte dem; ja, den nærmest sang om elskov med dejlig stemme til smuk musik, og de traf et valg og gjorde, som de ville, fordi de dybt i hjertet følte, at Gud da ikke ville bekymre sig om et enkelt bid af et enkelt æble. Men netop sådan forhærdes et menneskes hjerte af syndens bedrag; bedrageriet er, at vi ikke vil se sandheden bag de smukke ord og den dejlige musik, og synden er, at man ved at plukke og spise – bare ét enkelt bid – af det forbudte, allerede i sit hjerte har vendt sig væk fra Gud. ”Jo jo, præst, men er det ikke nemmere at få tilgivelse end tilladelse?”, vil man måske sige. Men igen er det en fristende, lokkende, forledende slangelyd, der hvisker og tisker om, at det er nemmere at få tilgivelse.
Tilgivelse er dét, som Jesus rækker ud til enhver, men hvem tager imod? Knapt havde han sat sig sammen med dem, der virkelig længtes efter tilgivelse, før folk dømte ham hårdt med hån og spot og kaldte ham fråser og dranker. Dog var han et lys af håb blandt dem, der sad i deres eget dybeste mørke af sygdommens smerter og lidelser, alkoholismens våde varer, narkoens tåger; de elskede ikke sig selv særlig højt men havde tabt sig selv og deres selvværd ind i et deprimerende tungsind af mental mørke og livslede. Hos dem, der var fortabte for andre og for sig selv, sad han troligt som Guds søn og verdens frelser og lod himlens englesang lyde for de ører, der ellers kun havde hørt spot og hån fra alle dem, der holdt sig oven vande. Jesus var ven med toldere og syndere; de havde ikke fået tilladelse til deres mange synder, men de fik endelig hans tilgivelse; det var som velsignet regn efter en lang tørkeperiode. Var dét nemt for dem? Tænk, ved deres dårlige valg levede de på en glidebane, hvor de havde mistet fællesskaber med familie, arbejde og venner; deres selvrespekt lå i den rendesten, hvor de også selv faldt sammen i elendighed, fordi modgang og undergang ikke gav dem andre steder at ligge. Det var disse udskud, elendige stakler, der virkelig havde brug for at have selskab af Jesus. Og han var ikke nærig med sin tid og sit selskab.
Men Jesus var ikke god nok for dem, der mente at de selv var rene og hellige, for han var jo venner med de forkerte; han var ligesom ikke god nok til at være Guds søn og frelser på den måde, som man forventede af ham. Johannes Døber derimod var en rigtig profet, der var fattig, levede i ørkenen og råbte sine prædikener og kritiserede folks måde at leve på, men det brød man sig heller ikke om. Sådan en religiøs fanatiker! Han måtte være besat, om ikke ligefrem af den onde, så i hvert fald af sin egen selvhøjtidelighed. Det bedre borgerskab og den store menneskemængde kiggede på Johannes og Jesus og mente, at de begge var helt gal på den; de var enten for meget eller for lidt. Ville Gud virkelig sende én, der nægter at fråse og drikke – eller ville han sende én, som både fråser og drikker? Næh, Gud burde nok have spurgt folk, hvem de ville have som frelser, inden han sendte sin profet og sin søn afsted. Men så havde vi fået én som os selv, der intet ville have sagt os imod!
Folk fik ikke den profet og frelser, de ønskede, men de fik, hvad de havde behov for. Ingen havde stemt på Johannes og Jesus til at forkynde om Guds kærlighed, og det er nok meget godt, for de siger meget imod både deres samtid og vores nutid. Dengang dundrede Jesus imod de byer, der troede, at alt var godt og at de var frelste, men de var sandelig blevet lokket i baghold af deres egne meninger og syndens bedrag. De havde lyttet til profetens og frelserens ord, men hvad havde de gjort for de arme mennesker på jord? Johannes Døberen og Jesus var som børn, der spillede fløjter, men ingen dansede, og de sang klagesange, men ingen sørgede. Sådan som det var dengang, sådan kan man også i sine triste øjeblikke mene, at det står til i dag mht. kristendommens klang for menneskeøre. Kirkeklokkerne ringer, kimer og kalder, men hvor mange finder vej herind? Når vi har fundet herind i dag, kan vi undre os over, at vi skal bruge tid på at høre Jesus være vred og smide om sig med kritik. Det er dog vigtigt at lytte til kritik. Hvorfor? For ellers vil man jo ikke kunne udvikle sig eller ændre standpunkt. Rygklapperi og leflen giver os ingen nye perspektiver eller indsigter. Hvis man går på slankekur for at tabe sig og få et bedre helbred, så nytter det jo heller ikke, at diætisten eller den professionelle vægtvogter siger, at man må leve, som man hidtil har gjort med alt for meget usundt og alt for lidt af det sunde. Nej, man må omvende sig og vende sig om, hvis man vil se noget nyt og se tingene på en anden måde. Det nytter ikke, at diætisten pakker den grumme sandhed ind i sukkersøde vendinger.
Måske er der så lidt interesse for Kristus og kristendommen, fordi vi ikke har lyst til at høre, at vi stadig har meget at lære og meget at gøre? Når der kaldes på vores nærvær, hjælp og arme, hvad svarer vi så? At de skal rejse væk, forsvinde ud af øje og sind? Eller lader vi os røre af Guds glæde, så vi med den usle vil græde; klager vi sammen med den fortabte og beder om nåde? Vi er jo dog sat her på jord og døbt på Herrens ord, for at vi på det jævne kan og må leve, tro og elske lige dér, hvor vi bor. Gør vi ikke det, så er vi allerede apatiske og vort hjerte allerede dybt forhærdet; hvad hjælper så glædesklang eller jammersang?
Vi kan kun blive bevæget af andres sang og klage, hvis vi sættes i bevægelse af den Ånd, som Gud har sendt ind i vores verden med sin hånd. Ånden virker i os gennem gudstjeneste og salmesang, bøn og eftertanke og stilhed; det ser fattigt ud, men det vil virke, og så vil det fællesskab vokse, som vi kalder Guds kirke. Et fællesskab af os, der tror, at Gud er større og håber, han altid vil have med os at gøre, og at vi skal favnes i hans evighed i kærlighed. Glædelig 10. søndag efter Trinitatis. Amen.
LOVPRISNING Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
KIRKEBØN Lad os alle bede.
Herre vor Gud, himmelske Fader! Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed. AMEN
MEDDELELSER
HJORTLUND: næste gudstjeneste søn kl. 9.30 Gredstedbro, kl. 11 Jernved - VILSLEV: kl. 9.30 (kaffe og nadver) kl. 11 Hunderup konfirmandopstart
- Tirsdag den 23. august fortæller Dorte om sine mere end 25 år som organist. Kl. 19 i Vilslev konfirmandstue.
- VILSLEV: Mandag den 29. august er der kirkegårdsvandring i Vilslev. Vi begynder kl. 19 på kirkegården
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen Paulus ønske for og med hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
[1] Carsten Haugaard Nielsen - https://praesteforening.dk/wp-content/uploads/10_soendag_efter_trinitatis_22.pdf
[2] Carsten Haugaard Nielsen - https://praesteforening.dk/wp-content/uploads/10_soendag_efter_trinitatis_22.pdf
OBS: Hjortlund kun NT-læsning og ingen altergang.
376: Lyksaligt det folk; (6 vers)
516: Klynke og klage, melodi: Carsten Friis Viborg 1878 (3 vers).
130: Fredløs er freden, melodi: Lovsynger Herren (5 vers)
--
510: Nu har jeg fundet det, jeg grunder; (6 vers)
456: Vor Herre Jesus, i den nat (4 vers)
10: Alt hvad, som fuglevinger fik (5 vers)
INTRO GT
I dette stykke fra Det gamle Testamente hører vi om mennesker, der lytter, men ikke tager imod profetens ord. De lytter, men de hører kun det, de selv vil, og handler ikke efter ordene. De hører det som elskovsord med dejlig stemme og til smuk musik. Det kan nok berøre en enkelt præst eller de fleste af os, der ofte prædiker Guds kærlighed, og som går op i smuk musik til gudstjenester. Er vi som kirke for vage, for smilende og for meget »feel-good«? Hvor er det profetiske, den direkte og provokerende tale?[1]
INTRO NT
I dette afsnit fra NT advares der mod frafald. Vi skal holde fast ved den tillid, vi havde i begyndelsen, og hjælpe hinanden til ikke at »blive forhærdet ved syndens bedrag«. Dermed peger læsningen på, at det frafald, Ezekiel talte om, og den dom, Jesus i evangeliet udtaler over byerne på sin tid, truer de første menigheder. Frafaldet truer også os.[2]
PRÆDIKEN
Da Tour de France-løbet sled på de danske landeveje, var der jubel i store dele af befolkningen; mange fulgte med fra sofaen og langs vejene og gav flere steder anledning til folkefest med fadøl og grillpølser. Danmark blev malet gult og fyldt med glædesjubel efter nogle måneder med Ukraines blå og gule flagfarver og en trykket stemning. Vi er ikke et apatisk folkefærd; der er mange følelser i det offentlige rum. Førhen var det jo ikke velanset at have følelserne uden på tøjet, men måske har vi øvet os på de sociale medier, hvor det er nemt at reagere med en sur eller glad emoji, alt efter emne og sag. Et opslag om krigen i Ukraine kan lige få en sur, trist eller grædende emoji, før et opslag om nye sejre i sporten kan få en glad, jublende eller hujende emoji. Jo jo, vi føler meget og har efterhånden styr på at reagere følelsesmæssigt tilpas – i hvert fald på de sociale medier med diverse klik!
I dagens bibeltekster hører vi om andre folk, der også føler meget, men som alligevel ikke fortjener ros. Nogle stimler sammen for at fylde ørerne med at alt, hvad de kan høre, men ender med alligevel ingenting at gøre, og måske skyldes det, at de er blevet forhærdet af syndens bedrag. Hvad er nu det for noget dette ”syndens bedrag”? Jo, tænk bare på Adam og Eva – de blev lokket af slangen til at føle og mene, at deres overtrædelse af Guds eneste bud da ikke kunne få negative konsekvenser. Slangen lokkede, fristede og forledte dem; ja, den nærmest sang om elskov med dejlig stemme til smuk musik, og de traf et valg og gjorde, som de ville, fordi de dybt i hjertet følte, at Gud da ikke ville bekymre sig om et enkelt bid af et enkelt æble. Men netop sådan forhærdes et menneskes hjerte af syndens bedrag; bedrageriet er, at vi ikke vil se sandheden bag de smukke ord og den dejlige musik, og synden er, at man ved at plukke og spise – bare ét enkelt bid – af det forbudte, allerede i sit hjerte har vendt sig væk fra Gud. ”Jo jo, præst, men er det ikke nemmere at få tilgivelse end tilladelse?”, vil man måske sige. Men igen er det en fristende, lokkende, forledende slangelyd, der hvisker og tisker om, at det er nemmere at få tilgivelse.
Tilgivelse er dét, som Jesus rækker ud til enhver, men hvem tager imod? Knapt havde han sat sig sammen med dem, der virkelig længtes efter tilgivelse, før folk dømte ham hårdt med hån og spot og kaldte ham fråser og dranker. Dog var han et lys af håb blandt dem, der sad i deres eget dybeste mørke af sygdommens smerter og lidelser, alkoholismens våde varer, narkoens tåger; de elskede ikke sig selv særlig højt men havde tabt sig selv og deres selvværd ind i et deprimerende tungsind af mental mørke og livslede. Hos dem, der var fortabte for andre og for sig selv, sad han troligt som Guds søn og verdens frelser og lod himlens englesang lyde for de ører, der ellers kun havde hørt spot og hån fra alle dem, der holdt sig oven vande. Jesus var ven med toldere og syndere; de havde ikke fået tilladelse til deres mange synder, men de fik endelig hans tilgivelse; det var som velsignet regn efter en lang tørkeperiode. Var dét nemt for dem? Tænk, ved deres dårlige valg levede de på en glidebane, hvor de havde mistet fællesskaber med familie, arbejde og venner; deres selvrespekt lå i den rendesten, hvor de også selv faldt sammen i elendighed, fordi modgang og undergang ikke gav dem andre steder at ligge. Det var disse udskud, elendige stakler, der virkelig havde brug for at have selskab af Jesus. Og han var ikke nærig med sin tid og sit selskab.
Men Jesus var ikke god nok for dem, der mente at de selv var rene og hellige, for han var jo venner med de forkerte; han var ligesom ikke god nok til at være Guds søn og frelser på den måde, som man forventede af ham. Johannes Døber derimod var en rigtig profet, der var fattig, levede i ørkenen og råbte sine prædikener og kritiserede folks måde at leve på, men det brød man sig heller ikke om. Sådan en religiøs fanatiker! Han måtte være besat, om ikke ligefrem af den onde, så i hvert fald af sin egen selvhøjtidelighed. Det bedre borgerskab og den store menneskemængde kiggede på Johannes og Jesus og mente, at de begge var helt gal på den; de var enten for meget eller for lidt. Ville Gud virkelig sende én, der nægter at fråse og drikke – eller ville han sende én, som både fråser og drikker? Næh, Gud burde nok have spurgt folk, hvem de ville have som frelser, inden han sendte sin profet og sin søn afsted. Men så havde vi fået én som os selv, der intet ville have sagt os imod!
Folk fik ikke den profet og frelser, de ønskede, men de fik, hvad de havde behov for. Ingen havde stemt på Johannes og Jesus til at forkynde om Guds kærlighed, og det er nok meget godt, for de siger meget imod både deres samtid og vores nutid. Dengang dundrede Jesus imod de byer, der troede, at alt var godt og at de var frelste, men de var sandelig blevet lokket i baghold af deres egne meninger og syndens bedrag. De havde lyttet til profetens og frelserens ord, men hvad havde de gjort for de arme mennesker på jord? Johannes Døberen og Jesus var som børn, der spillede fløjter, men ingen dansede, og de sang klagesange, men ingen sørgede. Sådan som det var dengang, sådan kan man også i sine triste øjeblikke mene, at det står til i dag mht. kristendommens klang for menneskeøre. Kirkeklokkerne ringer, kimer og kalder, men hvor mange finder vej herind? Når vi har fundet herind i dag, kan vi undre os over, at vi skal bruge tid på at høre Jesus være vred og smide om sig med kritik. Det er dog vigtigt at lytte til kritik. Hvorfor? For ellers vil man jo ikke kunne udvikle sig eller ændre standpunkt. Rygklapperi og leflen giver os ingen nye perspektiver eller indsigter. Hvis man går på slankekur for at tabe sig og få et bedre helbred, så nytter det jo heller ikke, at diætisten eller den professionelle vægtvogter siger, at man må leve, som man hidtil har gjort med alt for meget usundt og alt for lidt af det sunde. Nej, man må omvende sig og vende sig om, hvis man vil se noget nyt og se tingene på en anden måde. Det nytter ikke, at diætisten pakker den grumme sandhed ind i sukkersøde vendinger.
Måske er der så lidt interesse for Kristus og kristendommen, fordi vi ikke har lyst til at høre, at vi stadig har meget at lære og meget at gøre? Når der kaldes på vores nærvær, hjælp og arme, hvad svarer vi så? At de skal rejse væk, forsvinde ud af øje og sind? Eller lader vi os røre af Guds glæde, så vi med den usle vil græde; klager vi sammen med den fortabte og beder om nåde? Vi er jo dog sat her på jord og døbt på Herrens ord, for at vi på det jævne kan og må leve, tro og elske lige dér, hvor vi bor. Gør vi ikke det, så er vi allerede apatiske og vort hjerte allerede dybt forhærdet; hvad hjælper så glædesklang eller jammersang?
Vi kan kun blive bevæget af andres sang og klage, hvis vi sættes i bevægelse af den Ånd, som Gud har sendt ind i vores verden med sin hånd. Ånden virker i os gennem gudstjeneste og salmesang, bøn og eftertanke og stilhed; det ser fattigt ud, men det vil virke, og så vil det fællesskab vokse, som vi kalder Guds kirke. Et fællesskab af os, der tror, at Gud er større og håber, han altid vil have med os at gøre, og at vi skal favnes i hans evighed i kærlighed. Glædelig 10. søndag efter Trinitatis. Amen.
LOVPRISNING Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
KIRKEBØN Lad os alle bede.
Herre vor Gud, himmelske Fader! Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed. AMEN
MEDDELELSER
HJORTLUND: næste gudstjeneste søn kl. 9.30 Gredstedbro, kl. 11 Jernved - VILSLEV: kl. 9.30 (kaffe og nadver) kl. 11 Hunderup konfirmandopstart
- Tirsdag den 23. august fortæller Dorte om sine mere end 25 år som organist. Kl. 19 i Vilslev konfirmandstue.
- VILSLEV: Mandag den 29. august er der kirkegårdsvandring i Vilslev. Vi begynder kl. 19 på kirkegården
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen Paulus ønske for og med hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
[1] Carsten Haugaard Nielsen - https://praesteforening.dk/wp-content/uploads/10_soendag_efter_trinitatis_22.pdf
[2] Carsten Haugaard Nielsen - https://praesteforening.dk/wp-content/uploads/10_soendag_efter_trinitatis_22.pdf
