Søndag den 18. april, 2. søndag efter påske (I), kl. 9.30 i Hunderup, kl. 11 i Vilslev
LITURGI
Klokkeringning
Præludium (kun musik)
Nådeshilsen v. præsten: Fred være med jer!
Det er i dag 2. søndag efter påske, og jeg læser fra første tekstrække
Læsning
Trosbekendelse (siges i fællesskab)
Salme (kirkesangeren synger solo) 51: Jeg er i Herrens hænder (4 vers)
Evangelium (med korsvar v. kirkesangeren ”Gud være lovet…”) + prædiken + lovprisning (i fællesskab) + kirkebøn + meddelelser + apostolsk velsignelse (i fællesskab)
Salme (kirkesangeren synger solo) 663: Gud Herren er min hyrde god (v. 1-2-3)
Fadervor i fællesskab
Velsignelse (med korsvar v. kirkesangeren – 3x Amen)
Postludium (kun musik)
Prædiken
Skal hyrder ikke vogte får? Men hvorfor vogter hyrderne så kun sig selv? Hyrderne nyder glad og gerne frugten af deres arbejde, bruger den gode uld til flotte klæder, og det sunde får slagter de for kødets skyld. Men de svage får har hyrderne ikke vogtet, de syge får er ikke blevet helbredt, de kvæstede er ikke blevet reddet og forbundet, de bortkomne er ikke blevet fundet eller ført tilbage, de vildfarne får har hyrderne ikke ledt efter, og de stærke får er blevet underkuet og undertrykt med magt. De hyrder, der skulle være klar til at sætte livet på spil for deres flok, er blevet magelige og har valgt bekvemmelighed frem for offervilje. Hvorfor de blev magelige, er der mange mulige svar på, men måske er det bare naturligt menneskeligt at forfalde til en magelig bekvemmelighed, når man glemmer eller ikke ønsker at leve i tro, håb og kærlighed? På grund af de uduelige hyrder er fårene blevet spredt og er blevet til føde for vilde dyr; ingen søger efter dem, ingen leder efter dem, for hyrderne har nok i sig selv; hyrderne har vogtet sig selv og deres egen magelighed i stedet for at vogte deres får og frelse dem fra rovdyr og ulykker. De dårlige hyrder er værre end rovdyr, for de giver en falsk tryghed og i sidste ende svigter de den tillid, der vises dem. Intet får forventer noget godt fra et rovdyr, men sætter sin lid til hyrden. Men hvis hyrden svigter, falder verden sammen. Hvem vil sætte sit liv til for fårene? Hvem vil søge efter ét får, når der er 99 i folden? Det vil Jesus.
Han er den gode hyrde, som søger efter det ene får, der er blevet væk fra flokken og som bræger fortvivlet på bjergtinder og i dybe bakkedale; han kæmper mod vilde dyr; med sin stok og sin stav tæsker han ulven, bjørnen og ørnen, der altid er på udkig efter et forvildet lam eller et sygt, gammelt og svagt får. Rovdyrenes øjne spejder altid efter føde og de angriber om natten fra skovene og om dagen fra luften. Uden en god hyrde er de forvildede og omflakkende fårene dømt til at ende i gabet og bugen på kødædere.
Den gode hyrde er ikke bange for at få skrammer, ikke bange for at råbe og skrige og skræmme ulve, bjørne og ørne væk fra det lille lam og det syge, svage og gamle får. Den gode hyrde samler sine får sammen i en flok, og leder dem mod bedre græsgange og mod rindende vand i kilder og bække, hvor de kan slukke tørsten, imens hyrden vogter over dem med sit omsorgsfulde blik fuld af kærlighed til de får, der er så dybt afhængige af en hyrde.
På egen hånd ville de forvilde sig væk uden at blive fundet, komme i ulykke uden at blive reddet, falde ned uden at blive trukket op, brække lemmer uden at blive forbundet og blive overladt til deres egen skæbne; for får har klove og de kan ikke trække hinanden op af huller eller sprækker og kan ikke forbinde andres brækkede lemmer eller rense hinandens sår. Der må en hyrde til, som er villig til at vandre med flokken, have overblikket og vide, hvor det gode græs findes, og det klare kildevæld rinder. Tryghed kan de kun finde hos den hyrde, som er sit ansvar bevidst, og som ikke løber væk af frygt og angst, men som af kærlighed bliver stående, om det så er som en lille David imod farer som en Goliat. Med en stålsat tro på Gud og en kærlighed til hvert et får, som han kender på udseende og lyd, vil hyrden komme tæt på de spidse tænder og skarpe kløer; for at leve er at leve for noget, og at vogte fårene er at være tro mod det liv og det kald, han har fået som hyrde. Fårenes liv afhænger af hyrdens samvittighed. For nogle hyrder er samvittighed kun en vittighed, men for den gode hyrde afhænger samvittigheden af fårenes liv og levned. Går ét får fortabt, føles det som en korsfæstelse. Derfor kæmper han, så blod og sved står om ham, imod de rovdyr, der kun ser fårene som lækkerbiskner, kødfulde og nemme ofre for deres tænders begær og maves lyster.
Den gode hyrde vil søge efter de vildfarne, der enten i hovmod og letsindighed dristede sig væk fra flokken for at komme på eventyr. Hyrden vil lede efter dem, der er bortkommet pga. at uheld og omstændigheder, fåret ikke selv havde skyld i. Den, der søger, skal finde, og sådan vil hyrden finde både det vildfarne og det bortkomne får, tage sig af det, behandle dets sår og skrammer, mindske dets frygt, tage det på skuldrene og bære det tilbage til sikker tryghed i foldens rammer og rum med de andre får. Og de andre får vil modtage det fortabte får ved at bræge en hjertelig velkomst, som kun de får kan bræge, som har en dyb erfaring af livet uden hyrde.
Når hyrden finder et forvildet, forvirret eller bortkommet får, vil da fåret blive skældt ud? Eller blive hånet for dens manglende intelligens og fårede udtryk? Vil hyrden le af fåret som var det et latterligt væsen, der ikke kan finde ud af at gå på sine fire ben? Vil hyrden tale med uld i munden og fordømme et får for dens evne til at blive væk på en flad græsmark? Nej, hyrden finder fåret med lettelsens glade suk og ser nøje efter, om det har brækket noget eller om det er såret, sulten, tørstig eller bange. Sådan tjekker den gode hyrde hvert et får, han finder, inden han glad og fløjtende vender tilbage med en glæde langt ind i sindet over, at han også fik reddet dét får fra en grum skæbne.
Hyrdens arbejde og indsats er ikke et job, man kan holde fri fra; dag og nat er hyrden vågen og årvågen, for farerne lurer altid. Fårene kan altid gå til hyrden; altid søge tryghed, hjælp, redning. Det kræver blot et bræg; hyrden kender nemlig hvert får på bræg og stemme, for han var der, da fåret blev født som et lam og voksede op på sine fortumlede små, uldne ben. Han så os som børn og små lam, han ser os som voksne og får; han står stadig med sin hyrdestok og stav og vogter os imod djævelens bjørneklo i ulvetimen ligesom han spejder imod himlens angreb fra ørneneb. Mange hyrder vil forsøge at vogte deres flokke, / men kun én lader sig ikke fra sit arbejde forlokke. Vi er Hans får, Jesus er vores hyrde; vi er mennesker, og Han er vores Gud. Amen.
+ lovprisning (i fællesskab)
Lad os i fællesskab sige: Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
+ kirkebøn Lad os alle bede:
Du gode hyrde, som fra himlen vogter os mennesker som får. Lad din stok og din stav være vores vejledning, retledning, redning og frelse. Du satte engang dit liv til for os; du er os en god hyrde, der leder os mod grønnere enge og renere vand; du mætter os med dine ord og det daglige brød og brødet, som er dit legeme; ligesom du læsker vore tunger med det vand, du gør til vin og den vin, der er dit blod. I troen takker vi dig for det håb vi nærer til din omsorg for os; om vi flakker om forvildede, forvirrede og fortabte – søg efter os, find os og frels os. Herre, du er vores hyrde, og vi lider ingen nød, for du har taget vores død. Vær barmhjertige imod os, når vi er fårede, dumme og onde, thi vi ved ikke, hvad vi gør. Herre, berig os med din Himmelånd og hold over os din egen hånd. Amen.
+ meddelelser
Næste gudstjeneste er søndag den 25. april kl. 10 i Vilslev, hvor vi fejrer konfirmation af Elisabeth Witte.
Fredag den 30. april står Katrine Gaub for gudstjenester kl. 9.30 i Hunderup og kl. 11 i Hjortlund med varme hveder.
Søndag den 2. maj kl. 10 fejrer vi konfirmation af Marcus Schmidt Lauesen i Hunderup Kirke.
Søndag den 9. maj er der gudstjeneste i Vilslev kl. 11.
- Hvis nogen ønsker altergang, kan man lave en aftale med mig. Hvis I kender til nogen, som er syge eller ensomme, og som gerne vil tale med mig, må I også gerne lade mig det vide.
Vi er i en tid med genåbning, og vi venter stadig spændt på, hvad biskopperne og kirkeministeren finder ud af, der skal gælde for kirkerne. Desværre har vi jo er erfaring af, at der godt kan gå langt tid, inden vi får tydeligt svar – men som altid lever vi i håbet!
+ apostolsk velsignelse (i fællesskab) Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
LITURGI
Klokkeringning
Præludium (kun musik)
Nådeshilsen v. præsten: Fred være med jer!
Det er i dag 2. søndag efter påske, og jeg læser fra første tekstrække
Læsning
Trosbekendelse (siges i fællesskab)
Salme (kirkesangeren synger solo) 51: Jeg er i Herrens hænder (4 vers)
Evangelium (med korsvar v. kirkesangeren ”Gud være lovet…”) + prædiken + lovprisning (i fællesskab) + kirkebøn + meddelelser + apostolsk velsignelse (i fællesskab)
Salme (kirkesangeren synger solo) 663: Gud Herren er min hyrde god (v. 1-2-3)
Fadervor i fællesskab
Velsignelse (med korsvar v. kirkesangeren – 3x Amen)
Postludium (kun musik)
Prædiken
Skal hyrder ikke vogte får? Men hvorfor vogter hyrderne så kun sig selv? Hyrderne nyder glad og gerne frugten af deres arbejde, bruger den gode uld til flotte klæder, og det sunde får slagter de for kødets skyld. Men de svage får har hyrderne ikke vogtet, de syge får er ikke blevet helbredt, de kvæstede er ikke blevet reddet og forbundet, de bortkomne er ikke blevet fundet eller ført tilbage, de vildfarne får har hyrderne ikke ledt efter, og de stærke får er blevet underkuet og undertrykt med magt. De hyrder, der skulle være klar til at sætte livet på spil for deres flok, er blevet magelige og har valgt bekvemmelighed frem for offervilje. Hvorfor de blev magelige, er der mange mulige svar på, men måske er det bare naturligt menneskeligt at forfalde til en magelig bekvemmelighed, når man glemmer eller ikke ønsker at leve i tro, håb og kærlighed? På grund af de uduelige hyrder er fårene blevet spredt og er blevet til føde for vilde dyr; ingen søger efter dem, ingen leder efter dem, for hyrderne har nok i sig selv; hyrderne har vogtet sig selv og deres egen magelighed i stedet for at vogte deres får og frelse dem fra rovdyr og ulykker. De dårlige hyrder er værre end rovdyr, for de giver en falsk tryghed og i sidste ende svigter de den tillid, der vises dem. Intet får forventer noget godt fra et rovdyr, men sætter sin lid til hyrden. Men hvis hyrden svigter, falder verden sammen. Hvem vil sætte sit liv til for fårene? Hvem vil søge efter ét får, når der er 99 i folden? Det vil Jesus.
Han er den gode hyrde, som søger efter det ene får, der er blevet væk fra flokken og som bræger fortvivlet på bjergtinder og i dybe bakkedale; han kæmper mod vilde dyr; med sin stok og sin stav tæsker han ulven, bjørnen og ørnen, der altid er på udkig efter et forvildet lam eller et sygt, gammelt og svagt får. Rovdyrenes øjne spejder altid efter føde og de angriber om natten fra skovene og om dagen fra luften. Uden en god hyrde er de forvildede og omflakkende fårene dømt til at ende i gabet og bugen på kødædere.
Den gode hyrde er ikke bange for at få skrammer, ikke bange for at råbe og skrige og skræmme ulve, bjørne og ørne væk fra det lille lam og det syge, svage og gamle får. Den gode hyrde samler sine får sammen i en flok, og leder dem mod bedre græsgange og mod rindende vand i kilder og bække, hvor de kan slukke tørsten, imens hyrden vogter over dem med sit omsorgsfulde blik fuld af kærlighed til de får, der er så dybt afhængige af en hyrde.
På egen hånd ville de forvilde sig væk uden at blive fundet, komme i ulykke uden at blive reddet, falde ned uden at blive trukket op, brække lemmer uden at blive forbundet og blive overladt til deres egen skæbne; for får har klove og de kan ikke trække hinanden op af huller eller sprækker og kan ikke forbinde andres brækkede lemmer eller rense hinandens sår. Der må en hyrde til, som er villig til at vandre med flokken, have overblikket og vide, hvor det gode græs findes, og det klare kildevæld rinder. Tryghed kan de kun finde hos den hyrde, som er sit ansvar bevidst, og som ikke løber væk af frygt og angst, men som af kærlighed bliver stående, om det så er som en lille David imod farer som en Goliat. Med en stålsat tro på Gud og en kærlighed til hvert et får, som han kender på udseende og lyd, vil hyrden komme tæt på de spidse tænder og skarpe kløer; for at leve er at leve for noget, og at vogte fårene er at være tro mod det liv og det kald, han har fået som hyrde. Fårenes liv afhænger af hyrdens samvittighed. For nogle hyrder er samvittighed kun en vittighed, men for den gode hyrde afhænger samvittigheden af fårenes liv og levned. Går ét får fortabt, føles det som en korsfæstelse. Derfor kæmper han, så blod og sved står om ham, imod de rovdyr, der kun ser fårene som lækkerbiskner, kødfulde og nemme ofre for deres tænders begær og maves lyster.
Den gode hyrde vil søge efter de vildfarne, der enten i hovmod og letsindighed dristede sig væk fra flokken for at komme på eventyr. Hyrden vil lede efter dem, der er bortkommet pga. at uheld og omstændigheder, fåret ikke selv havde skyld i. Den, der søger, skal finde, og sådan vil hyrden finde både det vildfarne og det bortkomne får, tage sig af det, behandle dets sår og skrammer, mindske dets frygt, tage det på skuldrene og bære det tilbage til sikker tryghed i foldens rammer og rum med de andre får. Og de andre får vil modtage det fortabte får ved at bræge en hjertelig velkomst, som kun de får kan bræge, som har en dyb erfaring af livet uden hyrde.
Når hyrden finder et forvildet, forvirret eller bortkommet får, vil da fåret blive skældt ud? Eller blive hånet for dens manglende intelligens og fårede udtryk? Vil hyrden le af fåret som var det et latterligt væsen, der ikke kan finde ud af at gå på sine fire ben? Vil hyrden tale med uld i munden og fordømme et får for dens evne til at blive væk på en flad græsmark? Nej, hyrden finder fåret med lettelsens glade suk og ser nøje efter, om det har brækket noget eller om det er såret, sulten, tørstig eller bange. Sådan tjekker den gode hyrde hvert et får, han finder, inden han glad og fløjtende vender tilbage med en glæde langt ind i sindet over, at han også fik reddet dét får fra en grum skæbne.
Hyrdens arbejde og indsats er ikke et job, man kan holde fri fra; dag og nat er hyrden vågen og årvågen, for farerne lurer altid. Fårene kan altid gå til hyrden; altid søge tryghed, hjælp, redning. Det kræver blot et bræg; hyrden kender nemlig hvert får på bræg og stemme, for han var der, da fåret blev født som et lam og voksede op på sine fortumlede små, uldne ben. Han så os som børn og små lam, han ser os som voksne og får; han står stadig med sin hyrdestok og stav og vogter os imod djævelens bjørneklo i ulvetimen ligesom han spejder imod himlens angreb fra ørneneb. Mange hyrder vil forsøge at vogte deres flokke, / men kun én lader sig ikke fra sit arbejde forlokke. Vi er Hans får, Jesus er vores hyrde; vi er mennesker, og Han er vores Gud. Amen.
+ lovprisning (i fællesskab)
Lad os i fællesskab sige: Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
+ kirkebøn Lad os alle bede:
Du gode hyrde, som fra himlen vogter os mennesker som får. Lad din stok og din stav være vores vejledning, retledning, redning og frelse. Du satte engang dit liv til for os; du er os en god hyrde, der leder os mod grønnere enge og renere vand; du mætter os med dine ord og det daglige brød og brødet, som er dit legeme; ligesom du læsker vore tunger med det vand, du gør til vin og den vin, der er dit blod. I troen takker vi dig for det håb vi nærer til din omsorg for os; om vi flakker om forvildede, forvirrede og fortabte – søg efter os, find os og frels os. Herre, du er vores hyrde, og vi lider ingen nød, for du har taget vores død. Vær barmhjertige imod os, når vi er fårede, dumme og onde, thi vi ved ikke, hvad vi gør. Herre, berig os med din Himmelånd og hold over os din egen hånd. Amen.
+ meddelelser
Næste gudstjeneste er søndag den 25. april kl. 10 i Vilslev, hvor vi fejrer konfirmation af Elisabeth Witte.
Fredag den 30. april står Katrine Gaub for gudstjenester kl. 9.30 i Hunderup og kl. 11 i Hjortlund med varme hveder.
Søndag den 2. maj kl. 10 fejrer vi konfirmation af Marcus Schmidt Lauesen i Hunderup Kirke.
Søndag den 9. maj er der gudstjeneste i Vilslev kl. 11.
- Hvis nogen ønsker altergang, kan man lave en aftale med mig. Hvis I kender til nogen, som er syge eller ensomme, og som gerne vil tale med mig, må I også gerne lade mig det vide.
Vi er i en tid med genåbning, og vi venter stadig spændt på, hvad biskopperne og kirkeministeren finder ud af, der skal gælde for kirkerne. Desværre har vi jo er erfaring af, at der godt kan gå langt tid, inden vi får tydeligt svar – men som altid lever vi i håbet!
+ apostolsk velsignelse (i fællesskab) Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
