Klik her for at se og høre video-andagten
Prædiken
Indledning til GT-læsning
I dag skal vi høre fra profeten Jeremias i det gamle testamente. En profet er en person, som Gud taler til, og så skal profeten videregive Guds ord videre til israelitterne. Jeremias levede ca. år 655 f.Kr. og i dag skal vi høre om, hvordan Gud vil skabe en ny pagt, en ny aftale, med sit folk – en aftale, hvor Gud selv vil skrive sin lov i hjertet på sit folk. De skal altså ikke længere have Guds lov på stentavler ligesom de 10 bud, men loven skal så at sige sidde i deres samvittighed. Den nye aftale træder i kraft, da Jesus kommer til jorden og opfylder de gamle profetier og viser, hvordan den sande tro på Gud i hverdagen skal leves ud.
Indledning til NT-læsning
Pinsen er kirkens fødselsdag, for i pinsen kom Helligånden og dannede ét fokus for de apostle og disciple, der skjulte sig, efter at Jesus var faret til himmels. Der fødes så at sige en ny begyndelse. I historien om Babelstårnet adskiller Gud alle jordens folk fra hinanden ved at give dem forskellige sprog, men i pinsen er de forskellige sprog ingen hindring for de mange folk fra forskellige steder og sprogområder. Pointen er at budskabet om Jesus ikke skal begrænses af noget sprog. Kirken skal ikke begrænses af sprog, men skal gå ud over alle grænser og begrænsninger ved den inspiration, frygtløshed og gåpåmod, som Gud giver enhver, som tror. Da disciplene talte på alle disse sprog, undrede de sig, alle disse jødiske turister, der var kommet til Jerusalem.
Prædiken
Ja, så er vi endelig igen samlet til gudstjeneste i en ny virkelighed, så at sige; et samfund præget af corona. Der er sket meget, siden nedlukningen af Danmark, og jeg er spændt på, om vi kan huske, hvordan det nu er vi skal gøre mht. at stå op og sidde ned og osv., måske sangstemmerne er lidt rustne, og jeg har i hvert fald lidt sommerfugle i maven over igen at stå her på prædikestolen for at prædike for levende mennesker og ikke bare til et mobilkamera.
Tirsdag den 12. maj skete der en livsomvæltende begivenhed i mit liv: min kone blev mor og jeg blev far til vores datter, Benedicte. Det var et hårdt forløb op til forløsningen, og der gik en søvnløs nat og en dag med veer, inden lægerne besluttede sig for akut kejsersnit. Vi blev bragt ind i en hospitalsstue, hvor der stod 11-12 sygeplejersker, jordemødre og læger i kitler og dragter og var klar til at lindre min kones smerter og bringe vores datter til verden. Selvom der både var kvinder og mænd, danske og udenlandske, unge og ældre, så fungerede de som en enhed med én vilje og ét mål: at redde barnets og moderens liv og få dem begge godt igennem fødslen. Det var overvældende at være vidne til, og de kommunikerede hurtigt, indforstået og professionelt, imens de tog vare på os, og i løbet af få minutter var barnet ude i vores verden, og alt blev godt. Måske er jeg bare arbejdsskadet, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på dengang, Jesus blev født, og jomfru Maria måtte have sine veer og fødselssmerter i noget mere uhumske omgivelser og under utrygge forhold. Mon ikke Josef var hundrede gange mere nervøs for, om det ville gå godt?
Når jeg i dag begynder min prædiken med dette lille minde, så er det fordi, jeg i tankerne vender tilbage til det fokuserede samarbejde, jeg oplevede på fødestuen. Tænk, hvis alle kristne i samme grad kunne være forsamlet i én vilje, ligesom Jesus var forenet med sin fader i én vilje for at bane vejen for en ny pagt, en ny aftale for forholdet mellem Gud og mennesker? Desværre er virkeligheden, at der er igennem historien har været og stadig i vores tid er meget splid og splittelse blandt kristne både internt i små og store menigheder og mellem præster og biskopper, og man kan læse meget om det i Kristeligt-Dagblad, og det er på en måde sørgeligt.
Vi har jo lige hørt miraklet om, hvordan disciplene pludseligt oplevede at kunne tale alverdens sprog og dermed viste de én vilje. De fik et nyt fællesskab med hinanden, hvor de stod sammen om det kristne budskab. For det var ikke pjat og pjank, der kom ud af munden på dem, men forkyndelse af Jesus som ham, der føler med de lidende og frelser dem, der tvivler og frygter; dem, der forvilder sig væk og fortabes; dem, der har mistet troen på Gud. Disciplene var pludseligt ikke begrænsede af sproglige grænser, og de mærkede igennem Helligåndens energi og inspiration i marv og ben og de kunne både se og høre og føle, at der skete et mirakel med dem. Derefter fik de et ukueligt mod til at gå ud af deres huse og skjulesteder for at forkynde og prædike at frelsen i Jesus er virkelig og sand. Disciplene mærkede inderst inde én vilje og ét ønske: At flere skulle høre om tilgivelse, barmhjertighed og nåde; at alle kunne føle og mærke og opleve en ny begyndelse i livet, ligesom disse disciple havde oplevet det, da Jesus tilgav dem deres synder og dumheder, fejl og mangler.
Pinsen er nemlig også der, hvor vi må tage det budskab til os, at vi i vores eksistens og tilværelse får en ny begyndelse, og at vi ikke skal lade os tynge af alle de tunge byrder, vi ellers slæber på. Ej heller af vores fortrydelse over egne valg og fordømmelse over andres valg. Vi skal ikke lade os begrænse i troen, for som vi hørte, kan Guds ånd give mod til at bryde grænser og inspiration til at leve og være til på en ny måde. Jeg siger ikke dermed, at vi ikke skal overholde landets love eller sundhedsmyndighedernes retningslinjer for at undgå smitte, men jeg siger, at vi får nyt mod på at leve i den nye verden, vi nu befinder os i med alle dens begrænsninger. Vi kan stadig stå sammen – hver for sig – i fællesskab om dåb og nadver, og vi kan stadig som med én mund bekende troen og bede fadervor. Det er Guds egen ånd, der kalder os ud af vore huse og sammen i dette fællesskab; Guds Ånd og hånd, ja, det er den Helligånd.
Guds ånd er Helligånden, som vi også fejrer i dag, og som er den flyvske del af Gud, der bevæger os, ligesom vinden bevæger træerne. Helligånden er Guds livsånde, der blæses ind i os, så vi lever og tror; Helligånden er den ild, der tændes i os, så vi gerne vil leve for andre for at forandre noget til andres gavn og glæde. Helligånden er den due, der får os til at kigge opad og tænke, at vi hver især er unikke dele af Guds plan for den store verden. Himlen over os og universet derover kan ikke i storhed måle sig med det mirakel, at Gud stadig skaber liv og tro her på jorden. Helligånden er den glød, der tænder troen og gør kærligheden i os til handling og gerning i hverdagen. Pinsen er sandelig en stor højtid.
Når vi i dag fejrer Helligånden og kirkens fødselsdag, så må vi også lade det synke ind i os selv og lade os gribe af frimodigheden i troen, så hverken krig eller corona, sygdom eller synd, tvivl eller tungsind, sorg eller smerte kommer til at knægte os. Ja, der er meget modgang rundt om os og nogle gange også inde i os, men der er sandelig også opmuntring at finde og trøst at hente, når vi samles til gudstjeneste, mødes med hinanden, husker på vores dåb og holder os til vort håb. Vi er ikke efterladte eller overladte til os selv; vi er her i sognets jordiske liv for hinanden og skal være her for hinanden; og Jesus sidder i himmelborgen ved Faderens højre hånd, hvor han går i forbøn for os. Ja, jeg ved godt, det bliver lidt vidtløftigt og højtflyvende i dag, men jeg har glædet mig til igen at prædike for en menighed, jeg kan se i øjnene, og pinsen er lidt mere højtflyvende end både jul og påske. Pinsen ligger her om foråret, for Helligånden er også livskraften i skaberværket, der får alting til at springe ud i farver og dufte under solens høje skin og luftens lune vinde.
Vi kan altså gå en tur udenfor og dérude både se og høre og føle, hvordan Gud med sit skaberværk arbejder for at vi skal opdage og forstå, at han er en nådig Gud, der lader sin sol skinne over de gode og onde, ligesom han lader regnen falde over onde og gode. I alle jordiske ting er vi kristne forbundet med alle andre mennesker, men på ét punkt har vi fået noget, som de andre ikke har taget imod, og det er håbet om, at Jesus også er vores ven og frelser; ham, der kan redde os ud af livets dystre timer og rejse os op til det evige lys. Jo, pinsen er tiden for de store ord, for Helligånden er en mægtig del af Gud. Han har skrevet sin lov i vore hjerter, / så vi kan lyse for hinanden som lamper og kerter. / Lovens bud sidder i vores samvittighed / og handler om at i tro og håb og kærlighed, / skal vores liv og hånd / føres af Guds Helligånd. Glædelig pinse. Amen.
Lovprisning - lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu, og i al evighed. Amen.
Kirkebøn Lad os alle bede:
Helligånd, du som gør alting levende, væk vores sjæl så vi tydeligt indser hvilke gaver vi har fået: solens varme, maden på bordet, familie og venner, stedet hvor vi bor. Jesus Kristus, vi beder om at måtte ligne dig, så vi tager alt det gode frem fra vores forråd og viser og generøse og gavmilde. Lær os at være barmhjertige mod dem, der føler sig svigtet, at bryde ondskabens cirkler med godhed, at vise ydmyghed. Lad mildhed råde i stedet for misundelse. Vi beder for alle, der lider i verden. Giv dem åndelig frihed, aktiv livshjælp og ukuelig livsmod, så de kan bevare håbet om en bedre verden. Vær med alle dem, der har mistet et menneske de holdt af, og vær med dem, der snart skal dø. Lad dem se lys i dit lys. Lad aldrig vores blik svækkes for den sorg og lidelse, som vi kan være med til at lindre. Vi beder for din kirke, både her i vores sogn og alle steder: Hjælp os til at række troen videre. Tænd os med din gnist. Kom til os med din fortærende ild, og brænd alt dødt og livløst bort. Blæs hen over os som en rensende storm, så det overfladiske forsvinder og vi får øje på dig og vores næste. Giv os ord, som mennesker forstår. Giv liv til alt, der sker her i kirken og lad det brede sig til velsignelse for mange. Velsign og bevar vort modersmål og fædreland og giv regering og folketing styrke og mod til at gøre det retfærdige. Vær med dronning Margrethe II og hele hendes familie. Velsign vort hus, velsign vort bord, velsign den hele vide jord. Velsign os med din egen hånd, Gud Fader, Søn og Helligånd. Amen.
Meddelelser
I dag har vi igen nadver. På alterskranken står der to bægre til enhver, der vil til nadver; i det ene er brødet, i det andet er vinen. Man må gerne knæle ved knæfaldet. Bægrene fjernes af kirketjenere, som også tørrer af efter hver omgang. Ved at holde afstand og tage det stille og roligt, kan vi godt få det til at fungere. Alle er velkomne ved nadverbordet.
I morgen, mandag den 2. juni kl. 14, er der i Jernved Kirke en fællesgudstjeneste, hvor både Katrine Gaub og jeg er i præstekjole. Man skal tilmelde sig hos mig eller Katrine, da der højst må være 28 kirkegængere i Jernved Kirke. Det er dog trods alt flere, end hvis vi havde holdt friluftsgudstjeneste, for så måtte vi højst have været 10 forsamlet.
På søndag den 7. juni skulle vi have haft konfirmation, men det er flyttet til senere på året. I stedet for holder vi en højmesse på søndag kl. 11 her i kirken. Det er en god idé at melde sig til hos mig.
Apostolsk velsignelse Lad os med apostlen tilønske hinanden: vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.